22-årige Rebecca i Sverige: ”Vi kommer til at forstå, hvad der virkelig betyder noget”
Foto: Privat I Sverige har de valgt en helt anden strategi end i resten af verden, men Rebecca føler sig tryg ved regeringens måde at håndtere Covid-19 på.

22-årige Rebecca i Sverige: ”Vi kommer til at forstå, hvad der virkelig betyder noget”

22-årige Rebecca Jardsdotter bor i Stockholm, hvor hun arbejder og læser på universitetet. Imens store dele af verden er i undtagelsestilstand, er der ikke meget, der har ændret sig i hendes hverdag, da Sverige har valgt en strategi med kun få restriktioner til at bekæmpe Covid-19.

Status i Sverige

Sverige har meget få restriktioner i forhold til andre lande, så man behøver ikke at blive hjemme medmindre, at man har symptomer. Der er dog mange, der vælger at arbejde hjemmefra for at mindske risikoen for, at smitten breder sig. Fitnesscentre, restauranter og barer har stadig åbent – dog med afstand ved bordene – og nu hvor solen skinner, er der rigtig mange mennesker, der samles i parkerne.  

Dødstallet er nu over 2.000, hvilket er skræmmende, og i sidste uge døde en kendt radiovært af Covid-19. Det er underligt, at der skal et kendt ansigt på, før man indser alvoren, men jeg tror, at det dødsfald var en alarmklokke for mange. Det er meget ambivalent, men jeg føler mig tryg i, hvordan Sverige håndterer situationen.

Corona i verden

For første gang i nyere historie står (næsten) alle verdens lande overfor den samme trussel: Covid-19. Virussen har sat verden på pause – og det, vi plejer at kalde hverdag, har taget ny form. For mens mange skoler og arbejdspladser er lukket, og ekkoet runger i verdens storbyer, prøver vi at fastholde en vis normalitet i en unormal situation.

ALT.dk har talt med kvinder i verden, der – ligesom herhjemme – hver dag står op til en virkelighed i undtagelsestilstand. Deres beretning er kun udtryk for et øjebliksbillede, for i en ekstraordinær situation forandrer alting sig ekstra hurtigt.

Læs også om 22-årige Tara i Israel: ”Man må ikke bevæge sig mere end 500 meter væk fra sin bolig"

Læs også om 22-årige Maud i Frankrig: ”Hver gang jeg beslutter mig for at gå udenfor, skal jeg udfylde en formular”

Læs også om 45-årige Chrislene i Sydafrika: ”Jeg er bekymret for, hvem der får adgang til vaccinen, når den er klar”

Læs også om 35-årige Natalia i Brasilien: ”Jeg blev testet positiv for Covid-19 tre gange”

Læs også om 33-årige Raha i USA: ”Min største bekymring er, at min mor er så langt væk”

Husk at følge myndighedernes anbefalinger, uanset hvor du befinder dig i verden.

Om hverdagen

Jeg er freelance journalist, så jeg arbejdede i forvejen meget hjemmefra, så det har ikke været den store omvæltning. Mine forelæsninger på Stockholms Universitet foregår via Zoom, og det fungerer overraskende godt, men jeg er desværre gået ned i timer på det PR-bureau, hvor jeg er ansat, for at vi skal klare os bedst muligt økonomisk ud af krisen.

Jeg har valgt ikke at tage metroen i myldretiden, men jeg synes stadig, at det er ubehageligt at benytte den, selvom jeg prøver at holde afstand til de andre passagerer. Eftersom vi ikke har nogle restriktioner om at blive hjemme, kan jeg se mine venner (med afstand!), hvilket varmer hjertet.

Om bekymringerne

Jeg bekymrer mig først og fremmest om verden som helhed – hvad kommer der til at ske efter Covid-19? Og hvornår kommer der til at være et ”efter” – kommer vi nogensinde tilbage til normalen? De tanker skræmmer mig. Jeg er også bekymret for, at nogen i min omgangskreds bliver smittet – især dem der er i risikogruppen. En af mine tætte veninder har lige fået beskeden om, at hendes farmor og farfar er blevet syge med Covid-19, og det gør mig så ked af det.

Om savnet

Jeg savner min familie utrolig meget. Jeg bor i Stockholm, men de bor i Falsterbo i det sydlige Sverige tæt på Malmø. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være hos dem, gå barfodet i sandet, se ud over havet, kramme mine forældre, brødre, mormor og venner og lege med mine nevøer. Det kommer jeg aldrig til at tage for givet igen.

Om håbet

Sommeren og den medmenneskelighed, der bliver udvist, giver mig håb. At vi er så mange, der går igennem de samme følelser. Min tro på Gud giver mig håb og fred, når tankerne farer rundt. Jeg læste et norsk digt af Ruth Lillegraven for nogle dage siden, som nævner alt det, jeg savner, men mest af alt det, som jeg ser frem til:

me lengtar etter

ein dag igjen å vere

mange og seine på fest

å stå ved ein kjøkkenbenk

varme og yre, klirre glas

og kysse kin

Jeg håber, at vi lærer at behandle andre, som vi selv vil behandles, og at elske vores næste. Jeg tror også, at vi kommer til at forstå, hvad der virkelig betyder noget – vores relationer til dem vi holder af og savner ekstra meget i denne tid.

Om Rebecca Jardsdotter

22 år

Freelance journalist

Ansat i et PR-bureau og modestuderende på Stockholms Universitet

Bor i Stockholm, Sverige

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Corona