25 bøger, du skal læse lige nu
SPONSORERET indhold

25 bøger, du skal læse lige nu

Værsgo. Her er 25 bøger, du kan varme dig på i efteråret.Fra dem, der får tårerne til at trille, til dem, der lærer dig noget nyt. Fra kærlighed til køn, fra klassikere til trykfriske og dem midt-imellem. Vi har ikke hæftet os ved årstal eller anmelderstjerner (jo, måske lidt). Til gengæld får du redaktionens personlige og som altid ufuldkomne liste over yndlingsværkerne.Det var så lidt.

Foto: Mikkel Tjellesen
09. sep. 2016 | Livsstil | Eurowoman

DEM OM LIVETS STORE SPØRGSMÅL
Kærlighed, venskab, tragedie og skilsmisse. Her er syv romaner om temaer, vi aldrig får nok af.

Kristina Stoltz: Som om
Det sker for halvdelen af os, og alligevel virker det utænkeligt for de fleste, at det skulle ramme netop dem. I sin nye bog tager Kristina Stoltz, der tidligere har skrevet bl.a. Et kød og På ryggen af en tyr, fat i den betændte, ulidelige, smertefulde og for mange uundgåelige skilsmisse med alt, hvad den indebærer af sorg og savn og skyld. I Som om følger vi Fanny både som teenager i 80'erne i en frisindet familie på kanten af splittelse og i nutiden som voksen, gift og mor til to børn. I researchen til bogen har forfatteren bl.a. gransket sine 37 dagbøger fra dengang, hendes egne forældre blev skilt, og sine egne to skilsmisser. Heldigvis er bogen også fyldt med kærlighed.
Rosinante, 2016.

Edward Staubyn: Glem det. Dårligt nyt. En smule håb
De første tre bind i romankvintetten om Patrick Melrose står øverst på favoritlisten hos flere af redaktionens medlemmer. Serien er blevet beskrevet som "the dark side of Downton Abbey," og dit syn på den britiske adel vil aldrig blive det samme igen.
Gad's Forlag, 2015.

Peter Buwalda: Bonita Avenue
Løgne, kærlighed og svigt er centrale temaer i familiesagaen Bonita Avenue skrevet af den hollandske forfatter Peter Buwalda, som er blevet rost til skyerne af internationale medier som New York Times, Huffington Post og The Telegraph. Forfatteren, der er blevet sammenlignet med amerikanske Jonathan Franzen, har også imponeret herhjemme, hvor bogen er blevet belønnet med stjerner. Romanen handler om fotografen Aaron, der udvikler et særligt venskab med sin kærestes far, som er matematikgeni, judomester og jazzelsker. Men der er ugler i mosen, for kæresten Jodi har sin helt egen agenda.
People's Press, 2016.

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden
"En hudløs fortælling om en mors kærlighed til sin datter" og "et enestående portræt af det danske samfund fra 70'erne til i dag." Sådan lød det i Informations anmeldelse af Kirsten Thorups nye roman, og det var bare én i rækken af de mange begejstrede af slagsen. Her på redaktionen glæder vi os også til at dykke ned i bogen, der kombinerer den nære fortælling om et kompliceret mor-datter-forhold med den store samtidsfortælling.
Gyldendal, 2016.

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker
Samuels 26-årige liv tager en skarp drejning, da han en dag kører ind i et træ. Hans ven Vandad sidder pludselig i fængsel, og hans kæreste er flygtet til Sverige, men hvorfor? Romanen, der centrerer sig om kærlighed og venskab i et klassedelt Sverige, har vundet den store svenske Augustprisen i 2015 og er blandt de 10 bedst sælgende bøger hinsidan.
Gyldendal, 2016.

Atticus Lish: Forberedelse til næste liv
"Dette årtis fineste, mest usentimentale kærlighedshistorie," og "en reminder om, hvad litteraturen er til for," skrev hhv. New York Times og Financial Times om den amerikanske forfatter Atticus Lishs debutbog, der udkom på dansk i foråret. Du kan ikke undgå at blive revet med af mødet mellem den illegale kinesiske immigrant Zou Lei, som arbejder i et beskidt sidegadekøkken i New York, og veteranen Brad Skinner, der lider af posttraumatisk stress.
JP/Politikens Forlag, 2016.

Dörte Hansen: Kirsebærlandet
Vi ser frem til at læse den anmelderroste tyske forfatter Dörte Hansens debutroman, som handler om den femårige pige Vera, der flygter med sin mor under anden verdenskrig. De får lov at bo på en gammel gård uden for Hamborg, hvis de til gengæld hjælper med kirsebærhøsten. 60 år senere får Vera selskab af sin niece, som flygter fra livet som forstadsmor, og de to enspændere skal lære at leve sammen.
Rosinante, 2016.

LÆS OGSÅ: Esben Weile Kjær: Det læser jeg lige nu

IKONERNE TALER UD
Der er forfattere, som ikke bare skriver godt, men hvis liv er så fascinerende, at vi aldrig bliver trætte af at læse om det. Også selv om det involverer tung bagage som dødsfald og selvmord.

Joan Didion: Et år med magisk tænkning
Joan Didion mistede pludselig sin mand i 2003 efter næsten 40 års samliv. Samtidig var datteren livstruende syg. Det er næsten ikke til at bære, men forfatterens begavede og elegante leg med ord gør det lille mesterværk udi sorg svært at komme uden om. Læs også opfølgeren Blå nætter om datterens død, der er en fortælling om at miste og mindes og en meget ærlig bog om forgængelighed, erindring og alder.
Gyldendal, 2012.

Delphine de Vigan: Baseret på en sand historie
Den selvbiografiske roman Alt må vige for natten om en kvinde, hvis opvækst viser sig at være langtfra så idyllisk som ved første øjekast, gjorde et uudsletteligt indtryk, da den sidste år udkom på dansk. Derfor skal den opfølgende thriller, der som den forrige er stærkt inspireret af forfatterens eget liv, og som handler om at lukke en fremmed ind i sit liv, selvfølgelig læses dette efterår.
People's Press, 2016.


Kim Gordon: Girl in a Band
Kærlighed, kunst og succes. Du får hele den medrivende historie om den mytiske forsanger fra Sonic Youth, Kim Gordon, i hendes memoirer. Om hvordan det var at være kvinde i et rockband, og hvordan hun forenede kunsten og frihedstrangen med et familieliv, præcis som så mange andre dødelige. Og så alligevel ikke helt.
Klim, 2016.


Patti Smith: Just Kids
Da Patti Smiths seneste bog, den poetiske livsberetning M Train, udkom på dansk i 2015, fik vi lyst til at genlæse Just Kids, der udkom på dansk i 2011. Forfatteren og punkikonets allerede legendariske og selvbiografiske værk beskriver venskabet med fotografen Robert Mapplethorpe som en skøn og boheme-romantisk coming of age-kærlighedshistorie. Kan du ikke få nok, kan du med fordel også læse den fine, lille erindringsbog Drømmespinderi (2012).
Forlaget Klim, 2015.

LÆS OGSÅ: Kvinder er nogle humorforladte kællinger, der ikke kan begå sig på de sociale medier

KLASSIKERNE, VI ELSKER
Forlagene genudgiver i disse år klassikere som aldrig før i nye oversættelser, med nye smukke forsider eller nye forord.

Günter Grass: Bliktrommen
Midt i Hitler-tidens Tyskland udvikler dværgen Oskar Matzerath evnen til at bruge sin bliktromme og sin stemme til at overleve sin barske skæbne og traumerne fra fortiden. Per Øhrgaard står bag nyoversættelsen af Bliktrommen, og har du ikke set filmatiseringen fra 1979, som vandt både De Gyldne Palmer ved Cannes Filmfestival og en Oscar for bedste udenlandske film, er det en god anledning til at gøre begge dele.
Gyldendal, 2016 (1959).

Jane Austen: Fornuft og følelse
Jane Austens fortælling om 1800-tallets bedre borgerskab og søstrene Marianne og Elinors romantiske forviklinger, økonomiske udfordringer og stærke familiebånd er skarpt og vittigt skrevet, og har du bare det mindste hang til klassisk, romantisk litteratur om kvinders strabadser i samfundet og engelske gentlemen tilsat en god portion ironi, er bogen et must. I år er klassikeren genudgivet med den fineste romantiske forside og i nyoversættelse af Vibeke Houstrup. Og når vi nu er i gang med de blødende hjerter, vil vi også genlæse den rå og lidenskabelige kærlighedshistorie mellem Catherine og Heathcliff i Emily Brontës Stormfulde højder, som udkom på ny i 2015. Mens vi hører Kate Bushs Wuthering Heights på repeat.
Gyldendal, 2016 (1811).

George Orwell: 1984
Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har skrevet forordet til den uhyggelige skildring af et fremtidigt overvågningssamfund i 1984. Her overvåger Big Brother alt og alle, endda tankerne, og derfor går det naturligvis ikke godt, da hovedpersonen, oprøreren Winston, mod alle regler og forbud forelsker sig i Julia. Romanen, der er gået over i historien og har gjort ord som Big Brother, tankepoliti og 'orwellsk' til gængse sproglige udtryk, gav os gåsehud første gang og vil højst sandsynligt gøre det igen.
Gyldendal, 2016 (1949).



Marguerite Duras: Dæmning mod Stillehavet
Marguerite Duras' gennembrudsroman regnes som et af de helt store værker i fransk litteratur i det 20. århundrede og blev for første gang oversat til dansk i anledning af 100-året for forfatterindens fødsel. Den handler om livet i en fattig, hvid familie i Fransk Indokina, hvor Duras selv er vokset op, og beskriver kolonialismens fortrædeligheder. Men hendes hovedstol tro er det også en fortælling om begær og kærlighed og om den rige, ældre kinesiske mand, som hun senere skrev om i både Elskeren og Elskeren fra Nordkina. Og havet, altid havet, som Duras' prosa længselsfuldt driver af.
Forlaget Vandkunsten, 2014 (1950).


DE SMÅ STROFER
Er du ikke til tonstunge romaner, kan du fordrive efteråret med digte, eventyr og andre små tekster. Fx disse fremragende samlinger af slagsen.

H.C. Andersen: Den lille havfrue, illustreret af Yayoi Kusama
Den lille havfrue behøver ikke nærmere introduktion, men i år er der en rigtig god grund til at læse eventyret, der som bekendt ender meget mere sørgeligt i H.C. Andersens oprindelige version end i Disney-filmen, du så som barn. Den japanske kunstner Yayoi Kusama, som i vinter skabte lange køer foran Louisiana med sin udstilling af polkaprikkede værker, har nemlig lavet illustrationer til det klassiske eventyr. Og vupti, H.C. Andersen blev forvandlet til en coffeetable-bog.
Louisiana, 2016.



Pia Tafdrup: Lugten af sne
Pia Tafdrup udgav i 2014 Smagen af stål, som var første bind i en række af fem værker, hvis ambitiøse mål er at fange og indramme alle menneskets sanser. Lugten af sne er nummer to fra digteren, der er kendt for sin evne til at formidle temaer som tab og erkendelse i sine digte og sin sproglige overlegenhed.
Gyldendal, 2016.

Fay Weldon: Udvalgte noveller
En af vores yndlingsforfattere, feministen Fay Waldon, har samlet sine yndlingsnoveller fra fire årtier fra 70'erne til 00'erne. Samlingen, der har fokus på kvinders plads i samfundet, indeholder også nye historier og er prydet af sommerfugle, så den vil se virkelig pæn ud i sommerhuset.
Lindhardt og Ringhof, 2016.

Bo Rune Madsen: Jordbo
I 20 år var Bo Rune Madsen guitarist i succesbandet Mew. I 2015 forlod han det, og i dag er han billedkunstner. Nu har han udgivet en vidunderlig lille bog med bl.a. dagbogsnotater, tegninger, fotografier og digte. Perfekt til at forsvinde ind i på en solrig bænk i frokostpausen.
Forlaget aftryk, 2016.

Søren Ulrik Thomsen: En hårnål klemt inde bag panelet
Søren Ulrik Thomsen, eller bare SUT, kan digte som ingen anden, men hans seneste bog med undertitlen Noter fra eftertiden bryder med formen og består af korte tekster om tiden, der er fulde af sansninger, stemninger og iagttagelser og spænder fra det essayistiske til erindringshistorier og prosadigte. Den starter sådan her: "København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige dét om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted." Læs den, uanset om du lever i nuet eller fortiden.
Gyldendal, 2016.



Ernest Hemingway: Om at skrive
Raymond Carver, Helle Helle og Jack Kerouac har gjort det. Ladet sig inspirere af Hemingway. Og går du selv med en forfatter, en roman eller novellesamling i maven eller baghovedet, er det altid en god idé at tage ved lære af mestrene. Nobelprisvinderen Ernest Hemingways Om at skrive er udkommet i serien af genudgivelser af nogle af hans bedste værker på Lindhardt og Ringhof og er en samling af hans betragtninger om forfatterens gerning og håndværk plukket fra hele forfatterskabet, som bl.a. tæller Den gamle mand og havet, Der er ingen ende på Paris og Solen går sin gang. Og nu du er i gang, kan du lige så godt fortsætte med en anden af det 20. århundredes største forfattere, nemlig Marguerite Duras' At skrive, som hører blandt hovedværkerne i hendes forfatterskab og kredser om ensomheden og smerten ved skrivekunsten.
Lindhardt og Ringhof, 2016.
Vandkunsten, 2015.

LÆS OGSÅ: Mette Moestrup: Det læser jeg lige nu

DEM OM KØN
En roman om kærlighed, en gennemgang af menstruationens kulturhistorie og en debatbog. Her er fire meget forskellige bøger, som i forskellig forstand har køn som fællesnævner.

Maja Nyvang og Sine Cecilie Laub: Gennemblødt
Da Politiken i slutningen af maj havde et blodigt bind på forsiden af avisen, satte det gang i en ophedet debat om menstruation. Baggrunden var denne bog, som bygger på et retorikspeciale om menstruationens kulturhistorie. I bogform er den en humoristisk og underholdende gennemgang af den blodige månedlige affære, og forfatternes budskab er, at 'maleren i entreen' ikke skal være et tabu, men noget, vi taler meget mere naturligt om. Med Gennemblødt er debatten i hvert fald skudt i gang.
People's Press, 2016.

Adelle Waldman: Nathaniel P's affærer
Den succesfulde forfatter Nathaniel Piven kan vælge og vrage mellem kvinder, men han opfatter sig selv som progressiv og feminist. Romanen afslører dog et noget mere nuanceret billede, og selv om Nathaniel mener alle de rigtige ting, anerkender han i bund og grund ikke kvinder på samme niveau som mænd. Bogen, der er forfatterens første, er blevet kaldt en af årets bedste bøger i bl.a. The New Yorker og The Guardian.
C&K Forlag, 2016.

Henrik Marstal: Breve fra en kønsforræder
Feminister med maskulint fortegn hænger ikke på træerne herhjemme, men en af de få er forfatter, musiker og debattør Henrik Marstal. Sidste år udkom Breve fra en kønsforræder, hvor han giver en lige højre til de hvide, heteroseksuelle, vestlige mænd, som han mener er alt for lidt engagerede i kønsdebatten og kampen for ligestilling. Bonus: Du lærer ord som heteronormativitet, male entitlement og privilegierigdom, så du ikke træder helt ved siden af, næste gang du deltager i en debat om køn og ligestilling. Og hvorfor ikke sætte gang i middagsselskabet på lørdag?
Tiderne Skifter, 2015.


Maria Helleberg: Kvinder der forandrede verden
Forfatter Maria Helleberg brillerer i genren historiske romaner. Kvinder der forandrede verden, som første gang udkom i 2014, er både et indblik i en række fascinerende kvinder i historien, men samtidig en opsang til historieskrivningen, der alt for ofte har haft magtfulde mænd i fokus. Kom tæt på kvinder, der gjorde en forskel, som forfatteren Thit Jensen, stumfilmstjernen Asta Nielsen og politikeren Ritt Bjerregaard.
Informations Forlag, 2016.

LÆS OGSÅ: Beyoncé: "Okay ladies, now let's get in formation!"

LÆS OGSÅ: Maria Gerhardt: Det læser jeg lige nu

LÆS OGSÅ: Girls-stjerner smider tøjet i uretoucheret undertøjskampagne