3 skønne kvinder: Kære krop...
Vores krop er vores tempel, som vi gladelig ofrer penge, tid og kærlighed på. Vi tilbeder den, når maven er stram og balderne faste, og når fødderne bliver trætte, kiloene for mange, og brysterne hænger, forkæler vi den med blødgørende bade, slankekure og hård træning – i håbet på mirakler. Læs 3 kvinders meget personlige essays om deres forhold til kroppen.
Mathilde Falch
22 år. Sangerinden, der er datter af sanger Michael Falch, udgav i februar debutalbummet Lad mig gå fri og turnerer landet rundt sommeren igennem.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke tænkte på min krop, før jeg var 11 år, men så har den også været i mine tanker lige siden. Jeg har to storesøstre, der er tre og fire år ældre end mig, som jeg så vildt meget op til, og da jeg gik i 5. klasse, blev jeg meget fokuseret på bryster – og ikke mindst manglen på samme. Jeg har altid været en lille splejs og var meget optaget af, at jeg også skulle have former, så jeg kunne være mere kvindelig.
Det var selvfølgelig mine søstres buler, som jeg misundte, og jeg begyndte derfor at stjæle deres bh’er og min mors vatrondeller. Det betød, at jeg de næste år havde meget forskellig størrelse bryster afhængigt af mit humør, og hvad jeg syntes passede til tøjet. I 6. klasse havde jeg et par store kasser på klassebilledet, hvorimod jeg var mere fladbrystet i 7. klasse.
Jeg skulle på efterskole i 10. klasse, og hele sommerferien bad jeg til gud HVER aften, om jeg måtte få bryster, inden jeg skulle starte, fordi jeg frygtede fællesbadene og alle de smukke piger med store bryster. Og så kom de sgu, brysterne. Det var dog desværre lidt for overvældende for mig. Jeg var nemlig meget spinkel, og jeg syntes, at de var vulgære. De blev for store til min krop, og jeg fik en opmærksomhed på dem, som jeg ikke kunne lide.
I 1. g ændrede mit kropssyn sig, fordi jeg i den periode fik det psykisk dårligt. Det udviklede sig til en besættelse af mad og af vægt, hvilket helt klart var et symptom på, at jeg havde det dårligt. Min destruktive del af hjernen søgte ubevidst hen mod anoreksien. Jeg havde lyst til at gøre skade på mig selv, og der var kroppen et oplagt mål, fordi det var let. Jeg havde så meget sorg og vrede indeni, som kunne komme ud ved at gøre skade på mig selv.
Maden var et sted, hvor jeg kastede mine kræfter hen, fordi jeg ikke kunne overskue at tage hånd om det, der egentlig var galt. Jeg ville på en eller anden måde udslette mig selv, fordi jeg ikke kunne rumme livet, og jeg var så ked af det. Jeg havde ikke noget forhold til min krop – jeg ville ikke kigge på den. Jeg havde det dårligt med den, forsømte den, og den var blevet min fjende, som jeg skjulte i kæmpestort tøj, for jeg kunne godt se, at jeg var for tynd, men jeg ville stadig være tyndere. På det tidspunkt vejede jeg 40 kg.
Min 18-års fødselsdag fejrede jeg på psykiatrisk afdeling med sondemad.
Kort tid efter min fødselsdag nåede jeg idealvægten på 56 kg, jeg hev sonden ud og sagde, at jeg ville udskrives. Jeg havde fået en vild styrke og lyst til at leve, som kom meget pludseligt. Folk, der er religiøse, vil sige, at det var guddommeligt, men det var virkelig en kraft, jeg fik. Nu skulle jeg fandeme leve og finde ud af, hvilket menneske jeg gerne ville være på mine egne præmisser og for min egen skyld, ikke for nogen andres. Når man er underernæret, fungerer din hjerne ikke optimalt, men da fysikken kom med, følte jeg, at jeg var blevet voksen. Jeg skulle ikke hjem og bo hos mine forældre, jeg skulle ud og starte mit eget liv.
Jeg fik lyst til at høre musik igen, alt havde ellers været slukket i den periode. Jeg hørte især et Aimee Mann-nummer, Save Me, som fik mig både til at græde og føle igen. Jeg fik fat i en guitar og begyndte igen at skrive sange – og nu havde jeg virkelig noget at skrive om.
I et helt år lukkede jeg mig inde i min egen verden, hvor jeg skrev løs og fik det godt med mig selv igen. Selvfølgelig havde jeg det mærkeligt med min krop, for jeg havde taget en del kilo på, som i starten satte sig lige på maven. Det var ubehageligt, men jeg kunne også godt se, at folk syntes, at jeg var blevet pæn igen, for jeg havde lignet et fugleskræmsel. Det var stadig svært for mig at acceptere det at kunne røre ved min mave, der bulede – det føltes forkert.
I dag har jeg fået vendt hadet til min krop til, at jeg gerne vil tage mig af den. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg har været så streng ved den. Jeg har også en dejlig kæreste, som er sød til at få mig til at være tryg ved min krop, når brysterne hænger lidt, maven buler, eller andre små skavanker irriterer. Jeg tror, at mine utilfredsheder hænger sammen med, at jeg ikke altid føler mig god nok, og derfor er det rart at vide, at min krop og jeg er elsket.
Jeg får det også dårligt, hvis jeg er for tynd. Når jeg er stresset, taber jeg mig, og det kan jeg ikke lide. Jeg kan bedst lide, når jeg har former, fordi det er der, jeg er sund og flot.
Artiklen fortsætter på næste side...
Dy Plambeck
31 år. Forfatter tilbøgerne Buresø-fortællinger, Texas’ rose og Gudfar. Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab.
Da jeg var barn, nægtede min krop at vokse. Min oldefar klappede mig på hovedet og sagde: “Du er ikke fem æbler høj, Dy.” Og det var jeg ikke. Min mor siger, at jeg ikke blev højere, fordi jeg bekymrede mig for meget og sov for lidt. Min højde – eller mangel på samme – gjorde, at jeg lærte at gå meget stærkt. Min storebror var mindst tre hoveder højere end mig, og jeg skulle følge med hans skridt. Den hurtige gang har hængt ved. Også i dag stavrer jeg af sted. Jeg er 169 cm høj. Det er en o.k. højde, men hvis jeg måtte ændre én ting ved min krop, skulle det nok være det. At blive højere.
I femte klasse voksede jeg næsten 40 cm på et år. Det var meget mærkeligt. Fra at være en af de laveste i klassen var jeg pludselig højere end alle andre. Også drengene. Alt på mig voksede. Jeg vred mig i vokseværksmerter gennem hele femte klasse, og min hud kunne ikke følge med. Den sprækkede på lårene. De strækmærker har jeg haft lige siden og altid været ked af. De glitrer lidt som skæl på en fisk. Om sommeren forbliver de hvide, mens resten af min krop bliver brun.
I den tid var jeg bange for, at jeg skulle få lige så store bryster som min mormor. Det fik jeg ikke, og det er jeg glad for. Jeg har aldrig ønsket mig store bryster. Det er de færreste kvinder, det klæder, synes jeg.
De oplevelser, man som menneske går igennem i livet, sætter deres aftryk. Både uden på og inden i kroppen. Jeg har et ar efter et brandsår nederst på højre ben, som jeg fik på en motorcykel i Vietnam i 2002, og et ar hen over det venstre knæ, jeg fik i 1988, da jeg faldt på min farfars terrasse. Som forfatter er jeg meget i hovedet, men jeg kan igen og igen blive fascineret af, hvor intelligent kroppen er. Den har registreret det hele, mine impulser og følelser allerede før, de når op i min bevidsthed. Kroppen ved alt. Og den husker alt.
Min fregnede hud er noget af det ved min krop, som jeg har haft det sværest med. Da jeg var 12 år, kastede jeg mig over kuponhæftet, når vi fik det ind ad døren. Lykken lå i kuponhæftet, troede jeg. Der var mirakelslankekure, maskiner, der kunne fjerne dit mavefedt eller dine åreknuder, piller mod alle slags lidelser og også en creme, der kunne fjerne fregner. Den creme brugte jeg alle mine lommepenge på. Smurte og smurte. Og det hjalp selvfølgelig ikke. I dag har jeg ikke noget imod mine fregner, men når jeg ser en mand eller en kvinde med en helt fin hud uden nærmest en skønhedsplet, fascinerer det mig. Jeg synes, det er flot.
Huden er også det ved min krop, jeg bekymrer mig mest om i forhold til at blive ældre. At jeg ved, at min hud vil blive slappere, jeg vil få appelsinhud og flere rynker, end jeg har nu. Ærlig talt, jeg er ikke glad ved tanken. Dermed ikke sagt, at jeg er ked af at blive ældre. Det er jeg faktisk ikke.
Jeg har det, man kalder for en timeglasfigur. Proportionerne passer sammen, men mindst en gang hver uge ser jeg mig selv i spejlet og tænker: “Nu må jeg tage mig sammen og tabe 3 kg.” Det bliver bare ikke til noget. Jeg er ikke typen, der går op i min krop, dyrker pilates og tre forskellige slags yoga og starter dagen med en spinatsmoothie med hørfrøolie. Sådan har jeg aldrig været. Jeg sidder på værtshuse til den lyse morgen i tæt cigaret-os og vil til enhver tid vælge højtbelagt smørrebrød frem for en salat. Og jeg har kun dårlige erfaringer med slankekure.
Min første slankekur var jeg på, da jeg var 13. Hver morgen på vej til skole trak jeg seks store runde farverige stykker ballontyggegummi i købmandens automat. Jeg tyggede to til morgenmad, to til frokost og to til aftensmad. Det gjorde jeg i en uge og tabte 2 kg. Men ugen efter havde jeg taget dem på igen. Den anden slankekur, jeg var på, var ‘kålkuren’. I to uger spiste jeg kålsuppe med anis. Der stod, at jeg mindst ville tabe 5 kg. Jeg tog 800 gram på, og siden har jeg ikke kunnet klare lugten af anis.
Jeg lytter mere til min krop nu, end jeg har gjort tidligere. Jeg er bevidst om, at kroppen mærker alt først. At den fortæller mig, hvordan jeg har det, og at den reagerer stærkt. Hvis jeg fx er virkelig glad, begynder jeg at ryste. Tidligere tænkte jeg ikke på min krop. Den var der ligesom bare. Et hylster. Men jeg oplever, at jo ældre jeg bliver, jo mere føler jeg mig hjemme i min krop. At kroppen er et redskab og en ven for mig.
Alberte Winding
48 år. Multitalentet Alberte blev landskendt som Luna i børne-tv-serien Bamse. Hun har også en række bøger på samvittigheden, og sidste år fik musiksamarbejdet med dj’en Rosa Lux hende på toppen af hitlisterne.
Hey Alberte, jeg, din krop, har holdt krisemøde og har i den forbindelse et par ting, som jeg gerne vil sige. Ikke fordi du ikke er en del af mig og ikke er fuldkommen klar over, hvad der rører sig. Men fordi jeg på ingen måde mærker din medfølelse. Som arbejdsgiver er du overordnet kompetent. Men din medarbejderforståelse er på grænsen til det kriminelle. Du er direkte uempatisk, når det gælder din krop.
Hvor skal jeg overhovedet starte opremsningen af stressfaktorer, som jeg er udsat for pga. din jagt efter ungdom og anerkendelse?
Din ene fod – for at starte fra bunden – ville sagtens kunne bære byrden af 48 års opsparet vægtfylde. Men så er der lørdag. Dagen, alle frygter. Den storetå, som din hest gentagne gange trampede på i teenageårene, og den tå, som reparerede sig selv uden opsyn, som glad løb videre over græsmarker og senere hen over brosten i København, skal nu tilbagebetales i højhælede sko. Når du sidder lørdag nat i din stue og mærker en dunken i højre storetå, så lover du, at du aldrig vil tage stiletter på igen. Yeah right. Hver eneste lørdag og hver eneste sceneoptræden propper du ‘heste’-foden ned i en konstruktion, der gør din slidgigt værre. Jeg skal dog hilse fra benene og sige tak for den værdighed, som høje hæle tilføjer dem.
Løb, tapre kvinde, løb dine 4 km hver anden dag. Men hvis du løber så meget som én kilometer mere, giver knæene op. De gider sgu ikke det pis, for de har danset og stået, så du kunne føde dit første barn stående. De vil til gengæld gerne bære din snarlige overvægt gennem resten af livet. Det var i langt højere grad planen end at bære din røv i skinny jeans. De er lavet til 14-årige fotomodeller, og du er en 48-årig fornægter.
Det bækken, som havde bækkenløsning i to graviditeter, har samlet sig og er yderst tilfreds med, at der er lukket for babyproduktionen. Tænk, at du overhovedet overvejede at få børn i en sen alder. Du er komplet sindssyg, og så snakker vi ikke mere om det.
Jeg har trøstet dine bryster over en årrække nu. Kom nu. Op med humøret, har jeg sagt. Men det bliver sværere og sværere at bortforklare din utaknemmelighed. De havde en babyfunktion og har opfyldt den opgave, der var dem pålagt. De bliver ikke fyldigere af din hån. Og de bliver ikke smukkere af at give dig komplekser.
Dine arme er til gengæld helt normale. De er blevet mere bulede og mere runde. Du kan straffe dem hårdt og få lidt af din ungdoms linjer tilbage. Men du kan aldrig få arme som damerne fra Desperate Housewives. De gener har du ikke, for din krop er ikke graciøst langlemmet, men derimod gammel dansk afstumpet. Hurra for det. Især hvis du havde brugt dit liv i en roemark.
Heldigvis er der ved at komme lidt mere ro over dig. Du sover længe i weekenderne, du tuller overraskende åbenlyst rundt i pyjamas, du griner af dit krøllede ansigt om mandagen, og de iskolde brusebade er blevet erstattet af kogende vand og duftende badeolie. Uglet hår og godt humør. Det er der, vi skal hen. Mere grin, mindre pres.
Go with the flow. Flyd ud i egen alder. Og det er IKKE det samme som at glide umærkeligt ind i dødsensfarlige glidebaner som: “Jeg kan kun lide cigaretter, når jeg drikker,” for det betyder bare, at du drikker vin hver aften, så du kan ryge dig ihjel i dit køkken.
Jeg har kun dig, Alberte. Du har kun mig. Jeg har givet dig nøglerne til maskinen. Du kører ad helvede til for at sige det, som det er. Men du har naturligvis en plan, og den støtter jeg, fordi vi når frem i tide, vi ankommer planmæssigt, og når dine børnebørn kommer, kan jeg bare håbe, at du får lyst til at styre mig lidt længere ind i alderdommen. Og for guds skyld i et par løsere bukser!