5 mænd fortæller: Sådan er kvinder
Foto: Les kaner, Lisbeth Holten og private 5 mænd fortæller: Sådan er kvinder

Kvindesyn

5 mænd fortæller: Sådan er kvinder

Mænd fortæller om......mødre, højhælede sko og tylskørter. Hønsegårde og komplimenter. Kvinder fylder, skaber liv, inspirerer og forvirrer. Læs en håndfuld mænds ærlige oplevelse af fem forskellige kvindeuniverser.


At vokse op i et kvindekollektiv
Nikolaj Grandjean, 38
Musiker og sangskriver.
Forsanger i band af samme navn og en af mændene bag musikken til DR's børnefigur Hr. Skæg
Er uddannet pædagog

Jeg er et produkt af min mor, som var en forstadspige fra en kernefamilie, og min far, en Københavnerdreng med kernefamiliedrømme, som voksede op med sin mor i Københavns Nordvestkvarter. Det viste sig, at de fandt sammen, fordi de hver især repræsenterede noget, den anden havde brug for.

Da jeg var fire år, flyttede min mor i kollektiv. Min far ville ikke med, men lavede i stedet et andet slags bofællesskab i vores gamle hus. Han endte med at flytte i parcelhus ved Køge Bugt i 80'erne, da kollektivbølgen var reddet af.

Min mors første kæreste efter min far var en dejlig alternativt tænkende mand. Vi knyttede meget fine bånd, og jeg holdt kontakten med ham, også efter de ikke længere var sammen. Ham savner jeg i dag.

En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel. Sådan mente min mor og mange af de kvinder, hun mødte på Københavns Universitet sidst i 1970'erne. Så efter en tid, hvor min mors kærester hed Bertel, Peter og Claus, så blev hun kæreste med Bente.

Som 12-årig flyttede jeg med min mor på kvindehøjskole i Sønderjylland. Mænd og drenge over 12 år var ikke velkomne. Jeg fik dispensation, sikkert fordi de kendte mig og min mor fra miljøet og vidste, at jeg ikke var en seksualiserende dreng, der kom og var enorm drenget.

Selvom jeg syntes, det var svært, så insisterede min mor på, at jeg også skulle være sammen med min far. Jeg tror, hun følte, at så havde hun sørget for et maskulint input. Jeg ville ønske, hun havde taget dialogen med min far om, hvordan deres lille dreng kunne trives bedst.

Den manglende røde tråd imellem min far-verden og min mor-verden var hård at leve uden, men er også den som inspirerer mig i dag, når jeg skriver tekster, spiller musik, og når jeg ikke kan lade være med at tale til vores koncerter.

Jeg har spillet masser af fodbold som barn, for heldigvis er der masser af drengede piger med brede skuldre og motorcykler i det lesbiske miljø.

Der blev ikke talt meget om mænd hjemme i kollektivet. Måske var jeg omgivet af dygtige kvinder, der trods alt holdt kæft, når den lille mand var til stede? I stedet talte de om sig selv og hinanden og dyrkede personlig udvikling gennem ting som astrologi, healing og meditation.

Det var på sønderjyske bodegaer og de lokale boldbaner, jeg fik udlevet noget af min normale kønsidentitet. Samtidig oplevede jeg at være speciel og spændende, fordi jeg kom fra den skøre københavneroase i byen. Sådan fik jeg det ok med at skille mig ud og gøre skøre ting.

Jeg var sidst i 20'erne, før jeg gav mig selv lov til at mærke efter, hvad min barndom har betydet for den, jeg er i dag. Jeg arbejder stadig med at være vokset op med bevidstheden om at være det forkerte køn og ikke rigtig passe ind.

Jeg har aldrig gjort oprør mod min opvækst, men jeg har været nødt til at tage nogle opgør med min mor for at kunne løsrive mig fra hende. Min far er mit billede på en mand i den traditionelle forstand, en der ved alt og aldrig tager fejl. Vi fik først et konfliktfrit forhold, da jeg fandt ud af at overgive mig til voksenrollen og drikke en håndbajer med ham, mens vi sparker til en flise, og jeg roser ham for at have pudset murene flot op.

I virkeligheden gør jeg ligesom min mor og alle andre, og omgiver mig med mennesker, jeg føler mig tryg ved og kan identificere mig med. Mange af mine mandlige venner er vokset op med deres mødre. Vi er bløde mænd, som er i kontakt med vores følelser og er nysgerrige omkring dem. Når vi for eksempel sidder i vores band og føler en masse, kan vi ind i mellem blive rigtig misundelige på mænd, der lever firkantede liv, hvor de står op og går på arbejde, tager hjem og kysser konen, ser fjernsyn og spiser slik og tager til Provence på ferie. Sådan noget gør vi ikke så meget. Endnu.

Verden er jo fuld af både mænd og kvinder, og derfor skal (særlig) drenge og mænd have lov til også at knytte sig tæt til mænd.

Ved siden af mit musikerliv er jeg kontaktperson for unge, der mangler gode voksne i deres liv. Med den særlige person jeg er, viser jeg drengene, at man godt kan stole på mænd, som er anderledes end en selv. Jeg har for eksempel aldrig i mit liv været i nærheden af at være oppe at slås. Og jeg kan tilsvarende fortælle de unge kvinder, at verden er mangfoldig og at et ganske ofte karikeret kønsmønster af mænd, ikke nødvendigvis repræsenterer alle. Verden kan være god og tryg, selvom den er fuld af farer og udfordringer.


At gå i dametøj
Janes mandlige alter ego er 50 år
Han er gift på 20. år og far til en voksen søn.
Arbejder i sundhedssektoren.
Bestyrer Transvestit.dk, Transvestitforeningen i Danmarks hjemmeside.

Jeg føler mig som 60 procent mand og 40 procent kvinde. Jeg har en meget udtalt kvindelig side, som har behov for at komme til udtryk. Det kommer den, når jeg går ind i mit feminine rum og er Jane.

Det primære for mig er min familie og de familiære værdier, dem værner jeg om. Mit job er nummer to og Jane nummer tre.

Min kone mødte først Jane, da vi efter syv år som kærester begyndte at tale om bryllup. Det gav lige en tænkepause. Kærligheden mellem os vandt, og vi kan fejre 20 års bryllupsdag i år.

Som dreng blev jeg misundelig på det smykkeskrin, min søster fik i gave, mens jeg fik en bil. Heldigvis fik jeg ofte lov til at lege pigelege med hende, indtil jeg blev for stor, og det pludselig var pinligt.

Da min søn var lille og gik i børnehave, sad han en dag ved dukkehuset, da jeg skulle hente ham. Jeg tænkte "Okay..." og spurgte, hvad han lavede. "Jeg leger brandmand – og jeg er ved at redde dukkerne ud af huset". Jeg nåede ellers lige at tænke, om det var gået i arv. Jeg ved jo om nogen, at det ville være en udfordring.

En til to gange om måneden går jeg ud som Jane. Det kan være på en shoppetur eller ud for at møde mine veninder. Mange transer sidder bare hjemme foran spejlet. Det er ret ensomt.

Når jeg mødes med andre transer, bitcher vi over vores negle, snakker om makeup og tøj og relationer. Min gode transveninde arbejder med at tune biler, så engang imellem ender det også i en snak om motorer og cylindre.

Når jeg shopper lingeri og tøj enten som Jane eller hendes mandlige alter ego, er jeg holdt op med at sige, at det er en gave og få det pakket ind og rødme af skam.

I Kvinder har et stort forspring, når det gælder alt det feminine. Jeres mødre klæder jer på som små prinsesser, og I lærer hinanden at lægge makeup. Hvor skal man gå hen som trans? Jeg kan jo ikke så godt sætte mig i Magasins skønhedsafdeling som mand og bede om at få lagt en øjenmakeup.

Min feminine side er hele tiden med, også når jeg tager på arbejde i mit sorte Hugo Boss-tøj. Jeg er ikke bange for at bruge Janes empati og indlevelsesevne i mit lederjob, men jeg fjerner altid omhyggeligt alle makeuprester. Det ville sende nogle forvirrende signaler til mine medarbejdere, hvis de kunne ane lidt pink, der glimtede på chefens negle.

Jane har mindst 30 par sko, men min kone er værre end mig. For nylig var jeg i Sverige for at købe to par sko, jeg havde udset mig. Det endte med, at jeg kom hjem med fire par og tænkte "uha... hvordan får jeg fortalt det?" Jeg lod skoene blive ude i bilen, inde i stuen sad min kone helt flov og sagde, "Skat jeg er kommet til at købe tre par sko". Jeg lod hende lide lidt og spurgte, hvor meget det var løbet op i. Så hentede jeg mine fire par. Og så grinede vi. Vi er hinandens bedste og værste kritikere.

Jeg får altid lige et tjek "head to toe", inden jeg drøner ud af døren som Jane. Det er dejligt og befriende at være nået dertil, men det har ikke altid været nemt.

Jane er 40 år, hendes mandlige alter ego er noget ældre. Mange springer ud i min alder, men jeg har ikke en drøm om at være mere åben om min transvestisme. Efter lang tid har jeg fundet en god balance i mine to udtryk, og jeg har fortalt det til de to vigtigste personer i mit liv: min kone og min voksne søn. Jeg har ikke brug for at melde mere ud.


Læs resten af artiklen på næste side...


At være far til en flok tøser
Ulrik Laustsen, 37, advokat
Gift på 7. år med Christel.
Far til Isabella på 6 år, Benedicte på 3,5 år og Cornelia på seks måneder.
Ulrik har en bror.

Jeg lever i så pink en verden, som man overhovedet kan forestille sig. Omgivet af prinsesseslotte og små piger i strutskørter. Jo mere skørt og strut jo bedre.

"Mand ind, mand ud". Den kommentar har jeg da fået nogen gange. Men kræver det ikke lidt mand at få tre børn?

Jeg er på fornavn med alle Disneys prinsesser, men jeg har ingen anelse om, hvordan Byggemand Bob ser ud

Kjoler og nederdele, det er det eneste, vi kan få vores piger i. Vi har prøvet med cowboybukser, men det er no-go. Benedicte har én sej, sort tyl nederdel, som hun godt kan lide. Ellers er alt det andet tøj i pigefarver.

Om jeg har selv har været iført et af pigernes strutskørt? Det vil jeg ikke dele med ALT for damernes læsere...

Fem mod en, sådan er kønsfordelingen hjemme hos os. Vi har også en au pair.

Kvinder bruger tre gange så mange ord som mænd, siges det. Hos os gør min hustru og mine to store piger, hvad de kan for at holde statistikken oppe. Jeg er imponeret over, hvor mange ord, der kan være i sådan nogle små piger. Det kan være som at høre tre radiokanaler på samme tid. Jeg er helt bekymret for, om trommehinder kan slides op.

Når vi har drenge på besøg, bliver huset raseret på et øjeblik. Det er vi ikke vant til. På mange punkter tror jeg, det er nemmere at have piger. De sidder jo også stille engang imellem.

Leger mine piger med drenge, så er det af mangel på bedre. Men samtidig har min store pige Isabella allerede flere kærester, end jeg nogensinde har haft.

Lidt tumleri er det mest drengede, jeg kan snige ind i en leg med mine piger.

Når pigerne bliver større, vil jeg tage dem med på nogle primitive ture i bjergene, så der kan blive pillet lidt af den lyserøde fernis. Jeg glæder mig også til at tage dem med til fodboldkamp på Camp Nou og til at løbe maraton i New York sammen.

Jeg har hørt, at piger på et tidspunkt omkring de syv år begynder at forsage alt lyserødt. Der er vi i hvert fald ikke nået til endnu.

Det kunne være skægt at få en dreng i familien, mest for at få tilført en helt anden energi. Til gengæld er alt jo meget nemt, når det er pige nummer tre. Vi har det hele klar.

"Jeg eeeelsker min far", siger Benedikte på tre, når hun skal sige godnat. Det gør mig blød om hjertet. Ligesom synet af Isabellas hinkeruder og hjerter i alle regnbuens farver på vejen. Ovenover har hun skrevet sit navn med store krøllede bogstaver. Cornelia har et skønt, smittende, tandløst smil

Isabella er et kæmpe forbillede for sine yngre søstre. Hun er ballerinaen i bogstaveligste forstand. Hun har gået til ballet i et par år. Hendes yndlingsbeskæftigelse er at danse foran spejlet og øve sig i at stå på tåspidser.

Som far til tre teenagepiger, der giver den gas, får jeg sikkert nogle meget lange dage på kontoret. Jeg tror, jeg får brug for et refugium.

Hvis jeg var far til tre sønner, skulle jeg sikkert indstille mig på at blive stødt af tronen, når de blev store. Nu glæder jeg mig til at blive omfavnet af alle mine pigers kvindelige ømhed.

Jeg er ikke så nervøs ved tanken om, at mine piger på et tidspunkt bliver store og skal møde det andet køn. Ja, jeg ved, hvordan mænd er, men jeg ved også, hvordan kvinder kan være.



At arbejde i et kvindefag
Peter Christiansen, 35
Under uddannelse som lægesekretær.
Næstformand i DL elever.
Har tidligere arbejdet i rejsebranchen.
Peters far var maskinarbejder.

Jeg er én af Danmarks 100 mandlige lægesekretærer. Jeg har endnu aldrig mødt en eneste af de andre mænd.

Til min ansættelsessamtale som elev på Hvidovre Hospital blev jeg spurgt: "Er du klar til at træde ind i et kvindefag?" At det var usædvanligt for en mand at være lægesekretær, havde jeg ikke skænket en tanke. Jeg tænkte bare: "De kan vel ikke bide hovedet af mig?"

Mit job indebærer blandt andet at tage imod patienter, skrive journaler og henvisninger, bestille blodprøver og i det hele taget at få det hele til at hænge sammen. Jeg har skullet lære latin og en masse anatomi, og så er der meget IT. Det sidste burde jo virkelig tale til mænd.

For tiden er jeg tilknyttet gynækologisk afdeling efter et seks måneders forløb på lungemedicinsk afdeling. Det er en helt ny verden for mig.

Mange af mine kolleger har børn – og mænd, så deres udfordringer kan jeg ikke helt genkende. Den der med: "Min mand forstår mig ikke", den hører jeg tit. Og nu kører snakken om mændene, der indtager sofaen for at se Champions League, mens de venter på OL og EM. Så kan jeg godt finde på at sige: "Hør nu her, I har jo selv valgt de mænd, er I sikre på, de er så slemme?" Så bliver der lidt stille.

Jeg har prøvet at blive taget for at være overlægen, sikkert fordi jeg i starten gik i kittel. Nogle af dem, der ringer til afdelingen, tager også for givet, at den dybe stemme i den anden ende af røret tilhører en læge.

Man burde seriøst overveje at ændre stillingsbetegnelsen, for den klinger alt for feminint for mænd.

Jeg tror, det ville gavne faget med flere mænd. Både for at få lidt balance, men også fordi mænd hurtigere slår hårdt i bordet, når det er nødvendigt. Kvinder tager hellere diskussionen i hønsegården end med ledelsen.

Vi har en kvindelig statsminister og ser kvinder styre en kran, flyve et jetfly og bygge et hus, så hvorfor skulle en mand ikke kunne være lægesekretær? Det er på tide, at mændene møver sig ind på de kvindelige bastioner, det er jo også ligestilling.



At være omgivet af kvindelige kolleger
Jakob Møller, 38 år
Produktionskoordinator på ALT for damerne, har arbejdet på bladet i fire år.
Har 32 kvindelige kolleger og to mandlige.
Gift, far til to piger.

Mine gamle venner blev ret overraskede, da jeg i sin tid fortalte om mit ny job på ALT for damerne. Jeg er tidligere punker og har haft masser af piercinger og er tatoveret. Men jeg er blevet voksen.

Nogle af mine tidligere job var i mandsdominerede virksomheder med en masse sælgere, som pustede sig op og havde behov for at vise, at de var de bedste. Gik noget galt, blev der fundet en syndebuk, man kunne pege fingre ad. Her hjælper vi hinanden og ser fremad i stedet for. Når ting lykkes, er mine kolleger rigtig gode til at bemærke det og unde den dygtige æren. De har ikke et mindreværd, der spænder ben for at give ros eller komplimenter.

Jeg føler mig som mere mand, efter jeg har skiftet mine mandlige kolleger ud med kvinder. Helt basalt skal jeg jo ikke længere konkurrere med nogen. Lige meget hvor sofistikeret og moderne et menneske du er, så vil du som mand altid have lyst til at være dominerende på en eller anden måde, særlig hvis der er andre hanner til stede. Det kan vi ikke gøre for, sådan er vi bare.

Når I kvinder vil opnå noget, kommer I på en stille og rolig måde og fremlægger jeres ønsker uden at underminere jeres mission. I forsøger at forklare jer og skabe forståelse for, hvorfor I ønsker noget anderledes. Det respekterer jeg. Og jeg har sikkert også lært lidt af det.

Som nyansat var jeg glad for ikke at være en af kvinderne. På det tidspunkt var der nogle konflikter, som af og til tog en drejning, så der blev sagt sårende ting. Og så ved jeg endda godt, at jeg kun fornemmede toppen af isbjerget. I har så meget, der foregår under overfladen.

Jeg holder ikke mindre af kvinder, fordi jeg er omgivet af dem i mit arbejdsliv. Jeg er kommet til at forstå jer bedre.

Gear og gadgets var ofte samtaleemnerne over frokosten, da jeg arbejdede sammen med mænd. Her taler vi blandt andet om vores børn, sundhed og kost. Jeg går meget op i træning og kost uden kulhydrater og deler gerne ud af mine erfaringer. Men jeg har heller aldrig været på en arbejdsplads, hvor der bliver spist så meget slik og kage.

Jeg vælger mine kampe, før jeg kaster mig ud i at forsvare mænd, når I fortæller, at I har et problem med en bekendt eller ham derhjemme. Af og til skal kvinder (og mænd) jo også bare have lov til at brokke sig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi