5 ting jeg elsker ved de gamle kønsroller
SPONSORERET indhold

5 ting jeg elsker ved de gamle kønsroller

Vil der stå 1-0 til hankønnene på kønsrolle-pointtavlen, hvis du lader ham betale på første date? Ikke ifølge vores klummeskribent.

Foto: Underwood Archives / UIG/REX Shutterstock
04. dec. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: Denne klumme skrives med stor fare for at blive hængt ud som en forræder. For vejen frem har siden 1960'erne været at kæmpe for lige rettigheder mellem mænd og kvinder. Og det går jeg søreme også ind for. Men noget, jeg ikke går ind for er, at mænd og kvinder død og pine skal være fuldkommen ens.

LÆS OGSÅ: En julaholics bekendelser: "Jeg har allerede spist 5 kilo risalamande"

Godt nok har jeg indimellem (virkelig ofte faktisk) tøj på, som en mand uden problemer ville blive anset for at være ganske trendy i: Jeans, cashmere-strik og Stan Smith-sneaks fra Adidas. En mandeværdig påklædning. Men selvom jeg er gået all in på alle de maskuline tendenser, når det kommer til påklædning, så sætter jeg stadig en ære i at være feminin – som i delikat fransk blondeundertøj under min oversize t-shirt fra Acne og min sorte blazer-jakke fra Hugo Boss.

LÆS OGSÅ: Det skal du lave hver dag i december 

Jeg er en kvinde. Og i bestemte situationer kan jeg godt lide at blive behandlet som en. Som i at der gerne må tages hensyn til mig i forhold til, hvis jeg var 1,90 meter høj, firskåren og vejede 100 kilo.

Det, jeg forsøger at sige, er, at jeg indimellem foretrækker de gamle kønsroller, hvor der forventedes noget af en kvinde og noget andet af en mand. Især i disse 5 situationer:

1: Han giver hende (dyre) gaver
Jeg synes det er helt ok, at min mand ofte giver mig dyrere gaver, end jeg giver ham. Ene og alene af den grund, at jeg er en kvinde og derfor fortjener noget smukt og lækkert. Dét, synes jeg, er romantisk (og kun en anelse urimeligt).

2: Han åbner døren for hende
Jeg bliver aldrig for feministisk til at kunne sætte pris på en galant mand. Og jeg synes, at ligestillingen er nået for vidt, hvis en kvinde føler det noget nær nedladende, hvis en mand holder døren for hende eller tilbyder hende et sæde i metroen.

3: Han beskytter hende
Jeg kan godt lide, at min partner er fysisk stærkere end jeg – og det er mænd som oftest. Der er noget særligt maskulint ved et par stærke arme, der kan holde om en kvinde og beskytte hende. Dét gør mig ikke til en skrøbelig, kuet eller uselvstændig kvinde. Men blot til en kvinde, der sætter pris på nogle maskuline værdier (så som veltrænede biceps – uden at det er på den der body builder-måde).

4: Han betaler for middagen
I gamle dage var det altid manden, der betalte middagen på første date. I dag føler vi os som kvinder hurtigt lidt dobbeltmoralske, hvis vi lader ham betale. For at lade ham betale for femretters-menuen går ikke godt i spænd med, at vi er selvstændige, succesfulde kvinder (der ikke usandsynligt tjener mere end ham). Men helt ærlig. Ofte vil mænd virkelig gerne have lov til at betale, så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle lade dem. Det handler ikke om, at de skal have lov til at føle sig overlegne, og at der så vil stå 1-0 til hankønnene på kønsrolle-pointtavlen, men at du også får noget ud af at lade ham føle sig som omsorgsperson. Bare indimellem.

5: Hun vasker hans tøj
Denne her vil jeg få hug for – men jeg ved, at mange kvinder har det på samme måde. Jeg elsker at vaske min mands tøj. Både fordi det betyder, at det er mig, der står for at vaske tøj all together - så han ikke kogevasker førnævnte delikate blonder – men også fordi, jeg synes, det er hyggeligt at gøre noget for ham. Og "hyggeligt" er netop ordet. Jeg synes nemlig, at det er hyggeligt at nusse rundt i hjemmet og ordne – og dét gen har han altså bare ikke. Ligegyldigt hvor meget jeg forsøger at nurse det frem i ham. Måske er det ene og alene af den grund, at han er en mand. Og mænd og kvinder er jo forskellige. Heldigvis.


LÆS OGSÅ: Emma tog study drugs: "Det har været svært for mig at reparere alle de ting, det har ført med sig og ødelagt"

LÆS OGSÅ: "Da jeg blev forelsket satte jeg mig ned og græd. Han havde sejret"

LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med