Obama Family
Foto: Miller Mobley Uafhængighedsdagen 4. juli er også Malias fødselsdag. Obama-døtrene blev store piger, mens de boede i Det Hvide Hus.

Lars Løkke: Sådan var mit første møde med Michelle Obama

7 danskere fortæller, hvad der gør Michelle Obama særlig i deres øjne.

katja iversen
Katja Iversen. Foto: Les Kaner.

”Michelle Obama ved, at de unge er ledere af i dag”

Katja Iversen er leder af organisationen Women Deliver og blev udnævnt til årets dansker i 2018. Hun bor i New York og har mødt Michelle Obama ved flere lejligheder.

Hvad gjorde størst indtryk på dig, da du mødte Michelle Obama første gang?

– Michelle Obama er autentisk, varm, sjov – og virkelig skarp og klog. Hun ved, at unge ikke bare er morgendagens ledere, de er ledere af i dag. Det er en af de mange ting, jeg er helt enig med hende i, og noget, jeg havde chancen for at tale med hende om, da vi mødtes tilbage i sommeren 2016 i
Washington DC.

LÆS OGSÅ: Michelle Obama i ALT for damerne: "Det er fantastisk at mærke, at vi stadig er forelskede"

Hvad er det særlige ved den tidligere førstedame?

– Michelle Obama har været fokuseret på arbejdet med unge, langt inden hun blev en, vi alle kendte, og ligesom min organisation, Women Deliver, ved det, så ved Michelle Obama, at når man investerer i piger og kvinder, kommer det alle til gode. Hun er især fokuseret på pigers uddannelse, og hun viser igennem sit arbejde, at den positive effekt af at uddanne piger går langt videre end den individuelle kvinde. Det kommer hele familier og samfund til gode i form af mindsket fattigdom og stærkere familier og økonomier.

Hvad betyder Michelle Obama for dig?

– Michelle Obama har bevidst valgt at bruge det, at hun er kendt, til at løfte andre op og ind i spotlightet. Hun er en inspiration for millioner af unge, for andre verdensledere og for mig.

Har du et yndlings-Michelle Obama-citat?

– ”When you’ve worked hard and done well and walked through that doorway of
opportunity, you do not slam it shut behind you. You reach back.”

Lars Løkke
Lars Løkke Rasmussen. Foto: Les Kaner.

”Hun er et varmt og direkte menneske”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke bare mødt Michelle Obama. Han har også fået hende til at sætte pris på dansk humor. Her fortæller han om sin beundring for USA’s tidligere førstedame.

Hvad gjorde Michelle Obama til en enestående førstedame?

– Hun har jo udfyldt sin officielle rolle forbilledligt. Hun er gået foran det amerikanske folk i mange
tilfælde. For eksempel valgte Michelle Obama at fokusere på kost og ernæring. Hun lavede en
køkkenhave i Det Hvide Hus og skabte derigennem opmærksomhed om, at amerikanske børn skal spise sundere. Her har hun haft virkelig godt øje for at bruge sin position til at sætte fokus på et stort problem for det amerikanske samfund.

Hvad gjorde størst indtryk på dig ved dit første møde med hende?

– Hun er et varmt og direkte menneske. Man er ikke i tvivl om, hvad hun føler og tænker. Jeg fik hende til at grine, da vi var til middag i Det Hvide Hus. Jeg holdt tale og sagde ”For Danmark og resten af de nordiske lande vil det altid være en ære at tage imod en af Amerikas mest inspirerende og charmerende personligheder. Sammen med hendes mand, naturligvis”. Så hun har da i hvert fald også sans for humor – hvis altså man mener, at dansk humor er den rigtige skala for den slags.

Michelle og Barack Obama
Michelle Obama var ofte med på sin mands valgturnéer i USA. Foto: Callie Shell.

Hvilken del af Danmark ville du helst vise hende?

– Jeg ville gerne vise hende to steder, der betyder noget for mig, og som viser Danmark fra sin bedste side: Min fødeby Vejle og Nyhavn i København, hvor jeg bor nu. Måske en travetur i Munkebjergskovene en forårsdag, hvor bøgen er sprunget ud, så hun kan nyde udsigten over Vejle Fjord.

Hvilket dansk begreb ville du helst introducere hende for?

– Hun har nok hørt om hygge. Men det er alligevel værd at nævne igen. For det er altså noget særligt dansk. Og så tillid. I Danmark har vi en særlig tillid til hinanden og bygger ikke hegn og mure omkring vores huse, men beder naboen om at se efter planterne og tømme postkassen, når vi er på ferie.

Hvilket Michelle Obama-citat fanger hendes karakter bedst?

– ”With every word we utter, with every action we take, we know our kids are watching us. We as parents are their most important role models.”

– Hun har arbejdet hårdt for at være et forbillede ikke bare for sine egne børn, men for alle amerikanske børn. Det, synes jeg, er noget af det, der har været mest definerende for hendes tid som førstedame.

Maria Mackinney
Marie Mackinney-Valentin. 

”Hun har klædt sig, som om hun var ligesom alle os andre, men har samtidig lignet en ægte førstedame”

Modeekspert Maria Mackinney-Valentin er ph.d. og lektor ved Institut for Bygningskunst og Design
på Kunstakademiets Designskole. Ifølge hende har Michelle Obama været med til at demokratisere vores syn på mode og åbne verdens blik for alternative skønhedsidealer.

Hvilken forskel har hun gjort for kvinders kropsopfattelse og syn på mode?

– Hun har været kendt for altid at være i øjenhøjde med befolkningen. Hun har klædt sig, som om hun var ligesom alle os andre, men har samtidig lignet en ægte førstedame. Siden hun forlod Det Hvide Hus, har hun været kendt for at klæde sig mere i hvidt. Det er blevet oplevet som hendes subtile budskab om at bringe håb og optimisme i en tid, der vejer tungt på verden.

LÆS OGSÅ: Hun udfordrede politiske løgnehistorier, længe før nogen havde hørt om "fake news" og Facebook

Hvilke stereotyper udfordrer hun?

– Michelle Obama har gjort op med opfattelsen af, at en førstedame skal demonstrere en distance gennem måden, hun klæder sig. Tværtimod har hun fejret ligesindet, nærværet og ærligheden på en måde, som har været usædvanlig for en førstedame.

Hvilket aftryk har hun efterladt på den danske og internationale mode?

– Hun har vist værdien i at bruge mode til at kommunikere værdier omkring fællesskab og ordentlighed fremfor at demonstrere sin økonomiske status.

Hvilke dansk brand ville du helst vise hende?

– Det hotte herrebrand Tobias Birk Nielsen – så hun kan få Barry ud af de der dad-jeans!

Rufus Gifford
Rufus Gifford. 

”Hun banede selv sin egen vej”

Rufus Gifford var USA’s ambassadør i Danmark i perioden 2013-2017 og altså i Barack Obamas regeringstid. Han blev selv en folkekær foregangsfigur, mens han boede i Danmark, og blev blandt andet viet med sin mand, Stephen DeVincent, på Københavns Rådhus i 2015.

Hvornår mødte du Michelle Obama første gang, og hvad var dit indtryk af hende?

– Jeg mødte Michelle Obama for første gang i februar 2007. Det var på dagen, hvor Senator Obama lancerede sin præsidentkampagne i Springfield, Illinois. Allerede fra den spæde begyndelse kunne man fornemme, at hun var en bemærkelsesværdig kvinde og leder. Hun var varm og nærværende, men jeg kunne også fornemme, at hun ikke helt havde fundet sin rolle endnu. Men hun voksede hurtigt med opgaven og blev den enestående leder, hun er i dag.

Hvad gjorde hende til en bemærkelsesværdig førstedame?

– Mrs. Obama har en uforlignelig evne til at relatere og knytte bånd til andre mennesker. Det siges ofte, at førstedamen skal være Det Hvide Hus’ hjerte, og det fremgik så tydeligt af det arbejde, hun gjorde. Hvad enten det handlede om militærets familier, børn eller en hvilken som helst anden sag, så tilførte hun opgaven sin særlige varme og venlighed, men også sin personlige styrke.

Obama Familien
Foto: Getty Images.

Hvilke af hendes karakteristika er ærke-amerikanske?

– Hendes historie er helt særlig. Hun voksede op i en fattig familie i Chicagos South Side. Hun banede selv sin egen vej til Princeton University og blev De Forenede Staters førstedame. Det siges ofte, at den amerikanske drøm er umulig at opnå i dag. Men kig bare på både Michelle og Barack Obama. De inkarnerer begge ”The American Dream”.

Hvad er det, der gør hende så populær blandt europæere generelt, og danskere specifikt?

– Jeg tror, det er de samme ting, som gør hende populær i USA og resten af verden. Det er hendes evne til at være imødekommende og stærk på en og samme tid.

Hvilket Michelle Obama-citat fanger hendes karakter bedst?

– Hendes tale fra det demokratiske konvent i 2016 er stadig min personlige favorit: ”How we explain that when someone is cruel or acts like a bully, you don’t stoop to their level. No, our motto is, when they go low, we go high. […] That is the story of this country, the story that has brought me to this stage tonight, the story of generations of people who felt the lash of bondage, the shame of servitude, the sting of segregation, but who kept on striving and hoping and doing what needed to be done so that today I wake up every morning in a house that was built by slaves. And I watch my daughters, two beautiful, intelligent, black young women playing with their dogs on the White House lawn.”

Anne Grethe
Annegrethe Rasmussen. 

”Michelle Obama afskyr politik”

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C. og chefredaktør for netmediet POV International. Hun har mødt Michelle Obama til den traditionsrige ”Easter Egg Roll” i Det Hvide Hus.

Hvordan har hun været anderledes end andre førstedamer?

– Hun adskilte sig, sammen med Hillary Clinton, ved at være sin egen magtfulde persona, men der har været langt bedre balance mellem Barack og Michelle end mellem Bill og Hillary, hvor de to
sidstnævnte, også i dag, lever ret adskilte liv – for eksempel med flere bopæle. Det har familien Obama ikke brugt.

Fortæl om dit møde med hende?

– Jeg var inviteret til ”Easter Egg Roll” i Det Hvide Hus i 2009 på plænen – via en ansat i Obamas stab, som jeg kender. Jeg ankom med min lille dreng, der var 3 år på det tidspunkt. Michelle Obama var der, hun vinkede til os, men vi var ikke blandt de heldige, som hun talte nærmere med. Jeg gik hen i nærheden af hende med min søn, og vi stod og lyttede til, at hun talte med nogle af de andre børn og forældre. Det indtryk, jeg fik af hende, var, at hun var nærværende, varm, interesseret og ikke havde travlt med at trække sig ind i huset igen. Jeg tror, hun var udenfor med alle os forældre og børn i næsten en time måske længere. Og så fik vi en tegning, fordi vi havde været der, som hun havde signeret.

LÆS OGSÅ: Michelle Obama Royal Arena klumme

Hvad, tror du, er hendes næste ”move”?

– Jeg har ingen grund til at tro, at hun skal andet end det, hun gør lige nu. Fokusere på at gøre verden et bedre sted for piger og unge kvinder – og fortsat være involveret i sundhed og ernæring. Holde taler, støtte NGO’er og nyde livet. Jeg er sikker på, at hun aldrig vil gå ind i politik. Jeg har to venner, som ser ægteparret Obama privat, og de siger som alle andre, der kender dem, at Michelle Obama afskyr politik. Og ærligt talt: Nu har jeg dækket amerikansk politik i 11 år som journalist,
og jeg kan ikke sige andet, end at jeg forstår hende til fulde.

På hvilken restaurant i Washington ville du invitere hende på frokost og hvorfor?

– På min yndlingsrestaurant her i byen, den indiske Rasika i D Street, Nordamerikas bedste indiske
restaurant. Og hvis jeg havde hende med, ville jeg nok slippe for at booke flere uger i forvejen, som man normalt bliver nødt til.

Hvad er dit favorit-Michelle Obama-citat?

– ”I never cut class. I loved getting A’s, I liked being smart. I liked being on time. I thought being smart is cooler than anything in the world”.

Ulrik Ørum Petersen
Ulrik Ørum Petersen. 

”Det har altid været vores store drøm at få Michelle Obama til Danmark”

Ulrik Ørum Petersen er festivaldirektør hos Live Nation og manden, der har fået Michelle Obama til Danmark.

Hvad gjorde Michelle Obama til en enestående førstedame?

– Hun var og er først og fremmest en fantastisk rollemodel for mange grupper af minoriteter. Og så har hun formået at sætte vigtige emner som bekæmpelse af fattigdom, ligestilling, borgerrettigheder og uddannelse på den internationale dagsorden.

Obama Parret
Obama-parret udstrålede gennem hele præsidentperioden, at de trods alle forandringer stadig var hinanden dybt hengivne. Foto: Getty Images.

Hvordan fik I hende til Danmark?

– Det har altid været vores store drøm at få Michelle Obama til Danmark. Først til Heartland Festivalen på Egeskov Slot til sommer. Det har vi arbejdet aktivt på i flere år. Det kunne desværre ikke lade sig gøre af kalendermæssige årsager. Så da hendes bogturné skulle til Europa og tilmed arrangeres af Live Nation, som også står bag Heartland, var det helt naturligt, at vi tog ejerskab på at præsentere hende.

Hvilken interesse har der været for hendes optræden?

– Den har været overvældende. Hun er en af de få personer i verden, der bare i kraft af sin personlighed og navn kan sælge billetter.

Hvilket Michelle Obama-citat fanger hendes karakter bedst?

– ”Failure is an important part of your growth and developing resilience. Don’t be afraid to fail”.

birgitte borup
Birgitte Borup. 

”Hun har skabt respekt omkring sin person ved bare at være sig selv”

Birgitte Borup er journalist og har boet flere år i USA. Hun kommenterer ofte amerikanske forhold på DR og TV2 og er desuden souschef på Berlingskes kulturredaktion.

Hvad er det særlige ved Michelle Obama?

– Ud over at hun var den første sorte First Lady, er hun den eneste, der for alvor har skabt sig et globalt brand. Hun er blevet et kvindeikon med stor gennemslagskraft, og hun er en inspirator over hele verden. Og så repræsenterer hun Den Amerikanske Drøm. Hun voksede op i et arbejderhjem i en Chicago-forstad, hvor der ikke var mange penge, men til gengæld støtte, kærlighed og nul offermentalitet. Det er meget usædvanligt, at en sort kvinde med en fattig baggrund tager en juristuddannelse på nogle af USA’s bedste universiteter og endda bliver gift med prinsen, om ikke på den hvide hest, så i Det Hvide Hus.

Hvordan har gjort hende anderledes end andre førstedamer?

– Hun har fundet en særlig balance, hvor hun har stor indflydelse, men ikke agerer direkte politisk. Da Hillary Clinton var førstedame i 1990’erne, insisterede hun på et kontor i West Wing i Det Hvide Hus, hvor hun blandt andet stod i spidsen for en stor, men mislykket sundhedsreform. Der brændte hun nallerne gevaldigt. Michelle Obama har fundet sin egen vej, hvor hun i stedet repræsenterer nogle bestemte værdier og engagerer sig i det, hun tror på. Hendes ord har en enorm vægt, selv om hun ikke er politiker. Samtidig er hun en dygtig performer, en blændende taler og er blevet en del af popkulturen. Hun er et moderne, kvindeligt powerhouse, der dybest set har skabt respekt omkring sin person ved bare at være sig selv.

Hvilket spørgsmål ville du helst stille hende?

– Hun var stærkt tøvende, da Barack Obama i sin tid fortalte, at han havde planer om at stille op til præsidentvalget. Hun gik kun med til det, hvis han til gengæld lovede at holde op med at ryge! Så jeg ville spørge hende, om det har været det hele værd? Særligt, når parret sidenhen måtte æde, at Trump overtog Det Hvide Hus.

Hvad er dit favorit-Michelle Obama-citat?

– ”Don’t ever make decisions based on fear. Make decisions based on hope and possibility. Make
decisions based on what should happen, not what shouldn’t”.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Politik, Samfund og Livsstil