Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Din guide til seje hostels i Europa
Foto: Rivoli Cinema Hostel Tim Burton værelset på Rivoli Cinema Hostel i Portugal

Din guide til seje hostels i Europa

Se 7 usædvanlige hostels i Europa, du skal prøve

Kunne du tænke dig en overnatning i en 250 år gammel fængselscelle? Eller måske en græsk grotte? Du behøver nemlig ikke at bo på femstjernede hoteller, for at få en oplevelse udover det sædvanlige. 

Her er syv prisvenlige hostels, som giver luft i budgettet til andre oplevelser og er anbefalet af hotelsøgemaskinen Trivago.

One80º Hostel, Berlin, Tyskland
I Berlin finder du One80º, som er et hostel ud over det sædvanlige. Hvis du er sanger, musiker, graffitikunstner, DJ eller danser, kan du bytte en optræden for to til tre nætter med alt inklusiv, gennem hotellets "beds 4 gigs" koncept. På den måde arrangeres der dagligt forskellige events for gæsterne, og med en bar og natklub i kælderen, er der altid mulighed for en hyggelig aften, i tæt gå afstand.I loungen er der en fotoboks, hvor du og dine venner kan tage billeder ganske gratis. Billederne uploades derefter på hotellets hjemmeside, hvor du kan printe dem direkte. One80º er placeret tæt på den historiske Alexander Platz, og er derfor et ideelt udgangspunkt, til at udforske byen.

Se mere her: One80 Hostels



Generator Hostel, Barcelona, Spanien
Med et farverigt og funky design, inviterer Generator hostel på et indbydende ophold i Barcelona. Vandrehjemmet har alle typer af værelser, fra sovesal til penthouselejlighed med privat balkon og udsigt til La Sagrada Familia. Nyd de traditionelle spanske tapasretter, i det super-trendy Eixample-distrikt, som ligger i gå afstand, óg har et væld af butikker, restauranter og barer. I byen kan man blandt andet se Antoni Gaudis berømte bygningsværker og slappe af på en af de mange strande eller blive på hostellet og se en af de kunstudstillinger og flamenco aftener, som de selv arrangerer.

Se mere her: Generator Hostels



Clink78 Hostel, London, England
I London kan du bo i et 200 år gammelt domhus, som er renoveret så det nu er et moderne hostel med plads til 500 gæster. Med central beliggenhed nær Kings Cross, er det let at komme rundt i den populære storby og se alle de populære attraktioner. Den gamle retssal i domhuset er lavet om til en netcafé med en stor discokugle i loftet. For de musikinteresserede er det værd at bemærke, at det netop var i denne sal, at punk-gruppen The Clash måtte møde op i retten, efter de var anklaget for at have skudt duer. I baren kan du lytte til live-musik, deltage i quiz-aften eller spille den populære drikkeleg "beer pong".

Se mere her: Click Hostels



Rivoli Cinema Hostel, Porto, Portugal
Porto liggeri den nordligste del af Portugal, og der finder du Rivoli Cinema Hostel, hvor du kan indkvartere dig på værelser og sovesale med filmtemaer. Bo blandt figurer fra store spillefilm af f.eks. Tim Burton, Quentin Tarantino, Steven Spielberg og Stanley Kubrick. Hvis det ikke er nok, bugner hylderne af dvd'er med filmklassikerne, som man frit kan låne. På tagterrassen kan man nyde den portugisiske sol, mens man griller og socialiserer med den andre gæster. Rivoli Cinema ligger i Portos gamle bydel, Avenida dos Aliados, overfor Rivoli teatret, som hver februar afholder filmfestivallen Fanta Porto. Udforsk byen med en vinkældertur, en sejltur på Douro-floden eller oplev nattelivet på den nærliggende Ribeira plads.

Se mere her: Rivoli Cinema Hostel



Långholmen Hostell, Stockholm, Sverige
På Långholmen Hostel i Sverige, kan du tjekke ind i en gammel fængselscelle, med mulighed for at tjekke ud igen, når du vil. Placeringen er ideel til at udforske den svenske hovedstad, samtidig med at man opholder sig i naturlige omgivelser med strand, blot få meter fra hotellet. Fængslet blev i 1975 omdannet til et stilfuld hostel med værelser, som stadig bærer præg af det 250 år gamle fængsels historie. For dem, der ønsker den ultimative fangeoplevelse, arrangeres aktiviteter såsom "Fangerne på Langholmen" samt "Flugten", hvor man bl.a. skal arbejde med sine holdspillere, for at slippe væk fra livet som fange. Begge selskabslege afsluttes med lækre trerettersmenuer i restauranten.

Se mere her: Långholmen Hostel



Caveland Santorini, Santorini, Grækenland
Legenden om Atlantis, ideelle dykkeromgivelser, gamle ruiner og smuk arkitektur tiltrækker tusindvis af rejsende til den græske ø Santorini hver sommer. Skal det være godt og billigt, er Claveland Hostel et godt bud på det ideelle opholdssted, når du besøger den billedskønne ø. Vandrehjemmet ligger i landsbyen Karterados, centralt på øen med kun 4 kilometer til lufthavnen. På Claveland kan man overnatte i hyggelige og kølige huler, der er blevet omdannet til sovesale og hotelværelser. I haven er der appelsin- og citrontræer samt en stor pool, som gæsterne kan lade sig afkøle i og for de aktive arrangerer vandrehjemmet yogaklasser og sejlture.

Se mere her: Caveland



Hostel Die Wohngemeinschaft, Køln, Tyskland
Die Wohngemeinschaft ligger i midt i det kreative kvarter i Tysklands fjerdestørste by, Köln, kun 80 kilometer fra Belgiens og Hollands grænser. Köln er en meget seværdig by med trendy barer og butikker, en imponerende domkirke og en hyggelig promenade langs floden, Rhinen, som deler byen. Die Wohngemeinschaft fungerer ikke blot som hostel, men også som egen cafe, der om aftenen forvandles til cocktailbar Derudover har hotellet sit eget teater, som viser alt fra musik til film og dans. Hotellet har 8 værelser, der hver har sit eget tema. Tag f.eks. en overnatning i rummet eller mærk en afslappende Hawaii-stemning i værelset Keiki.

Se mere her: Die Wohngemeinschaft

Læs også: 10 rejsemål du skal besøge - inden de forsvinder





Kilde: Trivago

Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide og Barcelona