Kongehuset
SPONSORERET indhold

Royale glimt: Se livet i kongehuset i 2017 på godt og ondt

2017 var et år på godt og ondt for den kongelige familie. Et år med dødsfald og alvorlig sygdom – men heldigvis også et år med glade begivenheder som en konfirmation, en 18-års fødselsdag og første skoledag for tre af Regentparrets børnebørn.

Af: Kurt Stjernholm Riisberg Foto: Kongehuset
11. jan. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Afsked med Prins Richard

13. marts 2017 mistede prinsesse Benedikte sin mand, prins Richard, blot 11 måneder før deres guldbryllup. I 1966 mødte Benedikte prins Richard under et bryllup, og to år senere giftede de sig på Fredensborg Slot. De fik tre børn, prins Gustav, prinsesse Alexandra og prinsesse Nathalie. Prins Richard var født ind i en tysk fyrstefamilie. Som ung studerede han skovbrug, og det nød han godt af, da han overtog Berleburg Slot, som er omgivet af 15.000 hektar skov. Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg blev 82 år. Foto: Michael Stub

Tilbage til Nepal

I 1991 var prins Joachim i Nepal som protektor for hjælpeorganisationen CARE. I februar 2017 vendte han tilbage til landet. Der er sket meget på de 26 år – både for Nepal og prins Joachim. Han er blevet gift, skilt og gift igen og har fået fire dejlige børn, mens Nepal er gået fra at være et monarki til at blive en republik. Mest mærkbart er det dog, at landet i 2015 blev ramt af et jordskælv, der forårsagede voldsomme skader. Prinsen så dog fremskridt overalt og blev mødt med stor venlighed, overalt hvor han viste sig. Foto: Klaus Bo Christensen

Prins Felix' store dag

1. april – og det var ingen aprilsnar – blev prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn, prins Felix, konfirmeret i Fredensborg Slotskirke. Da den nærmeste familie var trådt ud på trappen op til kirken, skulle det officielle familiebillede tages, inden festen kunne begynde. Bagerst fra venstre ses konfirmandens mormor, Christina Manley, grevinde Alexandra, prins Nikolai og konfirmandens farfar og farmor, prins Henrik og dronning Margrethe. Foran dem (i midten) står prins Felix selv ved siden af prinsesse Marie, og forrest fra venstre er det prinsesse Athena, lille prins Henrik og yderst til højre prins Joachim. Foto: Peter Hauerbach

LÆS OGSÅ: Kongehuset på Instagram: Se årets 10 mest populære billeder

Besøg fra Belgien

I begyndelsen af april kom kong Philippe og dronning Mathilde på officielt statsbesøg i Danmark. Det belgiske kongepar var bl.a. på en kanalrundfart med Kronprinsparret, hvor de alle fire nød det gode forårsvejr. Men de kunne nu ikke bare sidde og slappe af, mens de studerede de smukke bygninger, de sejlede forbi, for inde på kajen stod tusindvis af danske og udenlandske turister og hilste på de kongelige – og så skulle der naturligvis vinkes tilbage. Foto: Bo Nymann

Gaven til guldbrudeparret

10. juni 2017 kunne Regentparret fejre guldbryllup. Dronning Margrethe og prins Henrik holdt ingen stor fest, men lod sig i stedet fejre under private former af deres børn, svigerbørn og børnebørn. Prins Henrik havde lavet en statue, som han kalder "Miss Fredensborg", og som blev guldbrudeparrets gave til sig selv. Statuen blev afsløret få dage før selve guldbryllupsdagen i Årstidshaven, som er en del af Slotshaven ved Fredensborg slot. Foto: Kongehuset

Kusinefest

Normalt er det dronning Margrethe, der er i centrum ved sine fødselsdage, når hun træder ud til de mange fremmødte gratulanter og lader sig hylde. Men 16. april fik Regenten konkurrence af to små prinsesser, som stjal billedet, fordi de hyggede, pjattede og grinede hjerteligt sammen på Marselisborg Slots veranda. Prinsesse Josephine og prinsesse Athena lavede simpelthen farmors fødselsdag om til en kusinefest. Foto: Niels Henrik Dam

LÆS OGSÅ: The Crown sæson 2 er ude: Vi har samlet skandale-prinsens mest skandaløse citater

Sommertogt i rickshaw

Dronning Margrethe drog alene ud på årets to sommertogter i juni og september og nåede til Kalundborg Kommune, Mariager Kommune og Bornholm. Det var naturligvis Kongeskibet Dannebrog, der fragtede Dronningen rundt på vandet, men på landjorden blev hun både kørt i karet og golfbuggy. Og i Kalundborg fik hun et lift i rickshaw af cykelpiloten Arne Jensen, og det var en tur, dronning Margrethe nød til fulde. Foto: Michael Stub

I regn og rusk

Der var ikke meget sommervejr over Gråsten, da dronning Margrethe fik besøg af familien. Under det traditionelle ringridningsoptog ved slottet måtte Dronningen trække i sin blomstrede regnfrakke, som hun har fået lavet af et stykke voksdug, hun engang købte med hjem fra England. Kronprinsparrets børn glemte dog hurtigt alt om bygerne og virkede meget begejstrede for optoget. Foto: Niels Henrik Dam

Trist besked

Prins Henrik var flere gange i overskrifterne i årets løb, som da det i august kom frem at han ikke vil begraves sammen med sin hustru. Senere kom prins Henrik med nogle hårde udtalelser, som gik på, at hans kone ikke viste ham respekt. Men få dage ind i september udsendte hoffet en pressemeddelelse, der indeholdt følgende besked: "Det er med inderlig beklagelse, at Hendes Majestæt Dronningen har bedt Hofmarskallen meddele, at prins Henrik lider af demens." Heldigvis er prins Henrik stadig i stand til at deltage i enkelte begivenheder, når han har lyst til det, og forhåbentlig får vi også set en del til ham i 2018. Foto: Niels Henrik Dam

Myndig og voksen

Den 28. august 2017 fyldte prins Joachims ældste søn, prins Nikolai, 18 år, og han er den første af regentparrets børnebørn, som kan kalde sig myndig og rigtig voksen. Den unge mand blev fejret på Kongeskibet Dannebrog, hvor regentparret diskede op med en god fødselsdagsmiddag, men inden prins Nikolai gik om bord, stillede han op til fotografering på kajen sammen med sine søskende, sine forældre, prins Joachim og grevinde Alexandra, og sin "bonusmor", prinsesse Marie. Foto: Peter Hauerbach

LÆS OGSÅ: Fraskilt og feminist: 9 ting, du ikke vidste om prins Harrys forlovede

Chokerende oplevelse

Kronprinsesse Mary og hendes børn var i november taget i Dyrehaven nord for København for at overvære årets Hubertusjagt fra balkonen på Eremitageslottet. Det plejer at være en hyggelig begivenhed, hvor det mest sindsoprivende er, hvis en rytter falder i Magasindammen. Men få sekunder efter opløbet skete der noget, der sendte et chokerende gys gennem Kronprinsessen og hendes fire børn. En official blev ved et uheld ramt af en hest – oven i købet vinderhesten – og styrtede til jorden. Her lå han stille et stykke tid, men kom så til sig selv og blev kørt bort i en ambulance. Heldigvis kom han ikke alvorligt til skade, men grimt så det ud. Foto: Ritzau Foto/Finn Frandsen

Første skoledage

Hele tre børn fra den kongelige familie havde første skoledag i 2017. Det er en særlig dag for alle børn, men for børnene i kongefamilien er der den ekstra finesse ved dagen, at pressen dukker op for at tage billeder og måske få en kommentar med på vejen. Det kan være noget af en mundfuld for små prinser og prinsesser, og både prinsesse Josephine og prinsesse Athena gemte sig lidt. Også på prins Vincent kunne man se, at det var en overvældende oplevelse, men snart løsnede de alle tre op. Foto: Peter Hauerbach og Michael Stub

Anbefalet til dig