Agnes har valgt en kandidatgrad fra: ”Jeg siger med stolthed i stemmen, at jeg er SOSU”

"Du kunne være blevet til noget." Agnes Daugbjerg husker tydeligt lokalet med de mørke klinker og den lille mand med de runde briller. Hun var 16 år, blandt de mest begavede i sin gymnasieklasse, og nu stod hun der foran rektor for at melde sig ud af gymnasiet. Stien syntes egentlig snorlige. I hvert fald for alle andre. En pige med ­hendes begavelse skulle naturligvis færdiggøre gymnasiet og videre på universitetet. Men Agnes selv havde andre planer.

– Jeg syntes ikke, undervisningen i gymnasiet var spændende. Jeg fik gode karakterer, men jeg hadede det helt vildt og sad og kiggede ud ad vinduet, sad med telefonen fremme eller tegnede. Alt ­muligt andet end at følge med i undervisningen. Da jeg gik op på rektors kontor for at meddele ham, at jeg ville droppe ud, ­sagde han: "Det kan du ikke, for du er ikke 18 år, og det godkender din mor aldrig. Du er ­også kun 16 år, du skal nok komme på ­andre tanker." Kort tid efter skrev min mor ­under på min udmeldelse, og jeg startede på grundforløbet på Social- og ­Sundhedsskolen, fortæller nu 23-årige ­Agnes Daugbjerg, hvis mor også er uddannet ­SOSU-assistent.

– Jeg husker, at jeg tænkte: "Når han siger, at man ikke er ­blevet til noget, hvis man er blevet SOSU, siger han så, at min mor ­ikke er blevet til noget?" Sidenhen har det ­provokeret mig vanvittigt meget, at han sagde, at den del af Danmark ikke er ­lige så meget værd som resten. Og så har jeg ­fundet ud af, at der er flere, der har det ligesom han. Så er der jo nok nogle, der tænker: "Jamen, så holder jeg bare mund med, at jeg er SOSU", og så er det ­sådan noget, man hvisker, når man er ude til et socialt arrangement, men jeg siger det med stolthed i stemmen. Men sådan har det ikke altid været.

– Før jeg fandt den her faglige stolthed, sagde jeg, at jeg arbejdede med kognitivt svækkede borgere eller borgere med psykisk sygdom, så det lød til at være lidt ­finere, end det var. Et eller andet sted var jeg nok lidt flov og skulle også lige ­finde mig til rette i min faglighed. Jeg ville ­gerne ­vise, at jeg var ­noget, men jeg fandt hurtigt ud af, at man i den grad er noget, når man er SOSU-assistent.

LÆS OGSÅ: Jan bekæmper hævnporno: ”De unges forældre er for passive”

Lavstatusjob

I 2016 lavede YouGov en undersøgelse for Ugebrevet A4, som skulle afdække, hvilke erhverv danskerne opfatter som mest og mindst prestigefulde. Her kom jobtitlerne hjemmehjælper og SOSU-assistent på plejehjem ind på henholdsvis en 81. og 76. plads ud af i alt 99 jobtitler. De to omsorgsjobs ligger og roder rundt nede i bunden med jobtitler som ­lagermedarbejder, kasseassistent og kontanthjælpsmod­tager. Men SOSU-faget burde være omgærdet af meget større respekt, mener Agnes.

– I dag er der meget skrappere krav til, hvad du skal ­kunne som ­SOSU-assistent. Hvis man stadig har den opfattelse, at en SOSU-assistent kun er sådan en, der hjælper en borger i bad og på ­toilettet, så er den opfattelse forældet. Jeg har en ­autorisation, ligesom en læge og en ­sygeplejerske har, og arbejder under sundhedsloven. Jeg har med medicin, nåle og ­mennesker, der ligger for døden, at gøre. Når der ­bliver ringet 112, er det mig, som skal ­kontaktes. Lige så snart vi bevæger os ind på det sundhedsfaglige område, tror mange, at det er sygeplejersken, der tager over, men det er det ikke.

Hun er efterhånden vant til at blive mødt af nedladende ­bemærkninger om SOSU-faget, men der var engang, hvor de gjorde hende vred.

– I starten blev jeg vanvittigt sur og ­skuffet og blev i tvivl om, om jeg havde valgt rigtigt, hvis folk skulle tale sådan til mig resten af mit liv. Skal jeg bare finde mig i det? Men det gik op for mig, at det er min opgave at oplyse dem om, hvad det er, jeg laver. Den bedste måde at få dæmmet op for den her stigmatisering, det er ved at gøre folk klogere. Det er derfor, jeg fortæller min historie.

LÆS OGSÅ: Klumme: “Hvorfor tror nogle mænd stadig, at kvinden passer ilden, mens de er ude at jage?”

SOSU'er ser også TV Avisen

De seneste år har den ene superstudent ­efter den anden afsluttet gymnasiet med rene 12-taller. Hovedparten af dem ­finder en videregående uddannelse langt mere attraktiv end en erhvervsuddannelse, og det er der en ret simpel forklaring på, ­mener Agnes.

– Det er jo ikke for sjov, at psykologi- og ­jurastudiet kræver virkeligt høje gennemsnit, det er, fordi vi har lært, at det er der, vi virkelig kan blive til noget. Og det er også der, de gode jobs med den høje løn er. Om vi vil stå ved det eller ej, så betyder løn bare rigtig meget for vores sociale status. Har man de rigtige møbler derhjemme? Kører man i den rigtige bil? Det betyder meget for manges identitet, at de kan vise andre, hvor meget de har opnået.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at nogen ­vælger uddannelse efter prestige, for vi skal være længere og længere på arbejdsmarkedet. Det er rigtig mange år at arbejde med noget, man ikke er glad for.

Som SOSU-assistent møder Agnes ­mange fordomme. En af de mest sejlivede er, at SOSU-assistenter skulle være uintelligente. Eller i hvert fald mindre begavede end andre faggrupper.

– Der var da engang, hvor jeg følte, jeg skulle vise, at jeg altså også godt kunne snakke med, når vi talte BNP, forsvar og Israel-Palæstina-konflikten. Man bliver hurtigt stemplet som mindre begavet, alene fordi man er uddannet SOSU-assistent. Men jeg ved virkelig ikke, hvordan det kan komme bag på nogen, at vi også interesserer os for den verden, vi lever i. Jeg ser ­TV Avisen lige så meget som alle andre – måske endda mere, fordi politik og samfund virkelig optager mig, siger Agnes, der har deltaget i DM i debat to år i træk og høstet stor anerkendelse for sine skarpe argumenter om især omsorgssektoren, som ofte tager afsæt i den virkelighed, hun færdes i, fremfor kolde tal og statistikker.

Solstrålehistorier

Med jævne mellemrum sætter den ­danske dagspresse spot på ældreplejen. Typisk handler historierne om splattet, udkogt mad i ubestemmelige farver, der laves på samlebånd i storkøkkener og pakkes i industrielle plastikbakker, som kan opvarmes i mikroovnen. Om hjemmehjælpere, der stjæler penge fra de selv samme ældre, de burde tage sig af, eller ­ældre, der må tisse i sengen, fordi personalet ikke havde tid til at hjælpe borgeren på toilettet. Men de dårlige historier lægger sig som en tung skygge hen over alle de solstrålehistorier, som hverdagen også er fyldt med i ældreplejen, mener Agnes.

Lederen af det plejecenter, hvor Agnes ­arbejder, har flere gange prioriteret i budgettet, at personalet kunne tage af sted til Mallorca med de borgere, der havde lyst og råd til at rejse. Og da Agnes var elev på et plejehjem for demente, lavede personalet og borgerne sammen hjemmelavet smørrebrød og kage fra bunden. Der var også dengang, hun skaffede en besøgsven til en ældre dame, som var ensom. Der er masser af SOSU-assistenter derude, som prøver at gøre det så godt, de kan, ­inden for de rammer, de bliver givet, forsikrer Agnes. Men netop rammerne kan være ­begrænsende.

– De kollegaer, jeg har, som er lidt oppe i årene, kan fortælle om engang, der også var tid til at vaske gardiner, pudse sølvtøj og koge suppe fra bunden. I dag er det en noget mere skrabet model. Der bliver ­skåret hele tiden. I Randers Kommune, hvor jeg arbejder, har borgerne ret til rengøring hver anden uge, i andre kommuner er det hver tredje. Og det er måske ­endda med en robotstøvsuger, som ikke ­tager hjørnerne, og hvor den menneskelige ­kontakt udebliver.

– Når vi for eksempel gør rent, gør vi os jo nogle observationer samtidig. Det kan være, at jeg kommer ud til en borger, der har diabetes, og borgeren så tager et ­fodbad, mens jeg gør rent. Det kan være det, der gør, at jeg opdager, at borgeren har sår på sine fødder. Det kan være rigtig farligt, hvis man er diabetiker. I værste fald kan det ende med, at man skal have amputeret foden eller hele benet. Så det kan være fatalt. Det kan også være, at jeg opdager, at en borger har en masse gammel mad i køleskabet. Det kan ­være tegn på, at borgeren er ved at blive dement. Hvem skal opdage de her ting, hvis ikke vi kommer og besøger dem regelmæssigt?

Der har været bud ­efter Agnes, siden hun ­første gang stillede op i DM i ­debat i 2014. Fra at have levet et ganske ­stille og ­roligt liv i Randers er hun nu blevet en ­offentlig person, som ­andre har en mening om. BT, Berlingske og nu ALT for damerne har vist interesse. Sidste år ­passede socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, hende op til et arrangement og spurgte: "Er det dig, der er Agnes Daugbjerg?". Søs Marie Seerup, der er tidligere spindoktor for Anders Fogh og Lars Løkke Rasmussen og nu politisk kommentator, har opfordret hende til at gå ind i politik, og S-politiker og tidligere minister Dan Jørgensen kommenterer på hendes Facebook-opslag.

LÆS OGSÅ: Lea Korsgaard sagde sit trygge job op: ”Frygt er den værste karrierevejleder, du kan få”

Hadbeskeder og dick pics

Men ikke alle reaktioner har været lige velmenende. Agnes har nemlig måttet sande, at det altså ikke kun er folketingspolitikerne, der modtager dick pics og hadbeskeder på nettet. Det gør hun også.

– De groveste kommentarer er dem, der kommer på de sociale medier. Nok fordi det er lettere at sige sådan nogle ting, når man gemmer sig bag en computerskærm. Jeg har fået kommentarer a la: "SOSU'er skal bare lukke røven og fortsætte med at tørre andres røv, så vi andre kan fortsætte med at passe vores arbejde". Dem kommenterer jeg ikke. Folk må meget gerne være uenige med mig, men det skal være saglige kommentarer. Der var også engang en, som begyndte at kommentere på min hårfarve og min vægt. Og det er jo ikke vigtigt for den debat, jeg prøver at skabe. I starten påvirkede det mig mere, der tog jeg hver en kommentar til mig, men i dag ­tager jeg kun de saglige kommentarer til mig. De andre lukker jeg lidt af for.

Hvordan finder man modet til at deltage i et så barsk debatmiljø som blot 23-årig?
– Jeg blev fortalt, at det, jeg havde at ­sige, faktisk var vigtigt. Det er okay, at en 23-årig pige fra Randers åbner munden. Det er lidt blevet min opgave det her. Der er åbenbart ikke andre, der har påtaget sig den, ­eller som det er lykkedes for. Og nu, hvor jeg er blevet givet den her ­stemme og medieplatform, som er så svær at få adgang til, så føler jeg også lidt, at jeg har pligt til at udnytte den, fordi det er så ­vigtigt at sætte fokus på det fantastiske stykke arbejde, landets SOSU'er ­udfører hver dag.

Agnes er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og planlægger at stille op til kommunalvalget, når den lille pige, hun er gravid med, er blevet et par år gammel.

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg: “Det er helt klart et savn for mig, at jeg ikke har fået børn”

LÆS OGSÅ: ”Som pårørende må man ikke sige: ”Jeg synes min kæreste er pisse irriterende, fordi han er deprimeret”

LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: “Alt det, som kvinder altid har været gode til, bliver efterspurgt i dag”