Amalie Dollerup scroll-down
Foto: Les Kaner og Lars E. Andreasen Amalie Dollerup er ikke vant til at vise sine mest sårbare sider, men da hun blev mor, ændrede det sig.

Amalie Dollerup: "Det er nyt for mig at vise sårbarhed"

Som barneskuespiller blev hun i en tidlig alder meget perfektionistisk og disciplineret. Men nu øver serieaktuelle Amalie Dollerup sig i at slippe kontrollen og vise mere af den sårbarhed, hun er kommet i kontakt med, efter hun er blevet mor.

Af Ditte-Marie Ascanius
Livsstil ALT for damerne

Det er den største kliché af dem alle, synes hun egentlig. Det med at verden bliver større, og livet føles mere skrøbeligt, når man får et barn. Men det er nu engang sådan, Amalie Dollerup har haft det, siden hun blev mor til August for to et halvt år siden. Som den pligtopfyldende skuespiller, der altid er velforberedt til sin næste rolle og allerede som barn blev sit ansvar bevidst, føles det som et kontroltab. For morrollen kan man aldrig helt forberede sig på, og Amalie øver sig i at slippe kontrollen.

"Det er et kæmpe kontroltab at blive mor, at føde, at få et barn … Der er en ny chef, barnet, der siger, hvad vi skal nu, og måske ikke lige, hvordan vi skal det, men ”vi skal det her NU!”," siger hun med desperation i stemmen.

"Og hvordan man kommer derhen, skal man så selv finde ud af."

Siden August kom til verden efter en lang, hård og voldsom fødsel, er sårbarheden blevet en følgesvend.

"Min følelsespalet blev bare meget mere nuanceret, da jeg blev mor. Det var helt klart nyt for min mand, Andreas, og mig at opleve, at man kan føle så meget for et lille menneske. Og være rådvild på den måde. Jeg tænkte, at jeg som dengang 33-årig da havde prøvet mange ting i mit liv. Øh nej! Det havde jeg da bestemt ikke. Hvor er manualen? Hvorfor har man ikke haft noget om det her i skolen? Hvorfor skal jeg lære om brøker og Pythagoras? Hvorfor lærer jeg ikke noget om, hvordan det er at have et barn? Dét syntes jeg var VILDT underligt," siger Amalie, der som efternøleren til fire halvsøskende ikke havde været vant til små, yngre søskende i sit barndomshjem.

"Jeg kan mærke, at jeg bærer rundt på en større sårbarhed, efter jeg har fået August. Der er noget at miste. Der er noget, jeg vil gøre alt i verden for. Det er VIRKELIG en kliché at sige. Men jeg forstår det først nu … Det er klart nyt for mig at vise min sårbarhed så meget, og den har vist sig at være en gave, også i mit arbejde, for den kan få mig andre steder hen," fortæller Amalie, der som skuespiller er vant til at bruge sine tekniske værktøjer. Det har været en tilgang til faget, hun egentlig har befundet sig godt med, for den skaber det filter, der gør, at hun ikke bliver så personligt involveret i rollen, at hun tager den med hjem. Men hun vil også gerne udvikle sig. Spille flere dramatiske roller med mere bund og flere nuancer.

Derfor kom den psykologiske thrillerserie ”Dopamin” som sendt fra himlen. Og Amalie får julelys i øjnene, hver gang hun siger titlen på serien, hvor hun spiller afdelingssygeplejersken Maiken, der har været kæreste med kirurgen Jacob helt tilbage fra studietiden. Der er gået lidt trummerum i forholdet, lige indtil en ny kollega hvirvler parret ind i et ubehageligt trekantsdrama. Maiken er en type, hun tror, mange kvinder kan se sig selv i. Desværre, siger hun.

"Jeg kan selv genkende en flittiglise, der gerne vil gøre det godt, men som måske lige mangler selvtilliden til at kunne sige: ”Det er sådan her, det skal gøres”. Jeg synes, jeg er blevet bedre til det, efter jeg er blevet mor."

For Amalie har det været meget stort at spille en nutidig rolle on location, da hun tit spiller historiske roller i studie eller på scenen. At lave serien har også været en måde at smide kontrollen og være med til at sætte sit præg, da hun for en gangs skyld har fået mulighed for at improvisere foran kameraet, mens hun i for eksempel ”Badehotellet” altid skal sige præcis, som det står i manuskriptet. Og det har været en ”rock’n’roll-facon” at arbejde på, som hun siger. Og hun har nydt det.

Det er netop ”Badehotellet”, de fleste har forbundet Amalie med, siden hun dukkede op i første afsnit i 2013 som grosserer Madsens øretæveindbydende datter Amanda, der dengang var 19 år. Indtil da var hun kendt som børneskuespiller i film som ”Kun en pige” og ”Nonnebørn” og i særdeleshed TV 2-serien ”Strisser på Samsø”.

Egentlig ville hun gerne bryde med ungpigerollen, men hun er på mange måder endt med at udvikle sig i takt med Amanda, der er blevet en selvstændig kvinde og mor til en lille datter i niende sæson, der netop er blevet vist på TV 2. Det har på mange måder været det, som hun selv betegner som ”børnenes år”. For mens hun stadig var i gang med optagelserne til ”Badehotellet”, begyndte hun på prøverne til ”Matilda the Musical” på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, som hun har optrådt med indtil udgangen af februar, og her var der også et stort hold af børn.

"Jeg kan godt mærke, at jeg er meget obs, når der er børn med. Men det er jo, fordi jeg selv har stået der. Og når jeg så får en treårig at spille med som i ”Badehotellet”, så er man jo virkelig lille. Så lille var jeg jo ikke engang, jeg var lige fyldt otte," fortæller Amalie, der er meget bevidst om, at børnene skal have en god oplevelse, føle sig trygge og mødes med respekt.

"Jeg var sammen med hende i en halv time inden vores første optagelser sammen. Så kom jeg der med et stort smil: ”Heeeej, jeg skal spille din mor”. Jeg syntes, det var vigtigt, vi fik den connection, for jeg kan huske den distance, nogle af skuespillerne havde til mig, da jeg var otte og skulle spille med i ”Kun en pige”. Det, syntes jeg, var totalt mærkeligt … Både dengang og nu var der en børnecoach. Hun var fantastisk på ”Badehotellet”, men jeg oplevede det ikke selv som særligt pædagogisk i sin tid og savnede omsorg. Forståelse. Kærlighed. Leg …"

Derfor har hun også kunnet mærke, at hun hellere tjekkede ind en gang for meget end for lidt hos børnene. Nogle gange i en grad, hvor de børneansvarlige på ”Matilda the Musical” måtte forsikre hende om, at de altså HAVDE styr på det.

Hvem er Amalie Dollerup?

  • Skuespiller kendt fra TV 2-serien ”Badehotellet”.
  • Aktuel i den psykologiske thrillerserie ”Dopamin” på Discovery+ og Kanal 5.
  • Desuden turnerer hun i øjeblikket rundt i landet med talkshowet ”Bag om Badehotellet”.
  • Blev danmarkskendt allerede som niårig i filmen ”Kun en pige” fra 1995, men blev mest kendt som
    Sille i TV 2-serien ”Strisser på Samsø” fra 1997-98.
  • Gift med skuespiller Andreas Jebro, som hun har en søn sammen med.

”Jeg ser selvfølgelig meget af mig selv i børnene. Det er ret skægt. Og det er lidt, som om cirklen er sluttet. For mig bliver det meget konkret, når jeg for eksempel står på Gamle Scene under ”Matilda” og kan se, at de unger får så mange ting at vide. Der er så mange aftaler. De skal være på et bestemt tidspunkt dér, og de skal stå dér, fordi der er lys. De har jo nærmest mere styr på mine rekvisitter, end jeg selv har. ”Amalie, skal du ikke have din bog?”. ”Jo, det er rigtigt, Clara, det skal jeg jo. Tak skal du have”. Og sådan et barn blev jeg også. Fordi meget skal gå op, og der er et kæmpe hold, som regner med en,” fortæller hun.    

”Jeg lærte meget hurtigt, at når man har sagt A, må man også sige B, og det er jo så der, hvor man også kan sige, at ansvaret og den meget voksne del kommer. At hvis jeg ville det her, så skulle jeg også sørge for at lave lektier. Og mine forældre tog det ansvar ved at undervise mig, da de begge to er lærere. Det var en fordel. Men det havde jo sin pris. Og jeg var meget væk fra skolen – også socialt.”

Hun følte sig ofte udenfor fællesskabet. I syvende klasse skiftede hun skole, fordi hun flyttede fra Virum til København. På det tidspunkt var der mange, der havde en holdning til hende på grund af hendes rolle i ”Strisser på Samsø”.

”Folk tror tit, at de kender mig, fordi de har set mig i en rolle i fjernsynet … Og jeg HADER det,” siger hun og griner lidt opgivende.

”Du ved da ikke, hvordan jeg er! Sådan havde jeg det meget, da jeg blev teenager. Det var svært for min nye klasse bare at se mig som almindelige Amalie, da jeg ligesom var ny. Jeg var hende der, de havde set i fjernsynet eller i bladene – og jeg VAR også allover, der var ikke så mange børneskuespillere dengang. Men det var jo et andet rum. Der ville jeg bare være mig. Det kunne de ikke finde ud af. Og jeg skulle i hvert fald ikke tro, jeg var noget.”

Men da hun kom på Sankt Annæ Gymnasium, mødte hun de veninder, hun stadig har i dag. Det var, som om tavlen blev visket ren, og hun endelig bare kunne få lov at være Amalie.  

”Jeg fandt ud af, at jeg netop havde brug for at være en del af et fællesskab, fordi jeg havde været så meget væk fra de sociale arrangementer i folkeskolen, så der var virkelig noget at indhente. Jeg skal med til hver en fest, tænkte jeg. Det skal ikke hedde sig dagen efter, at ”det var SÅ sjovt … nååååh nej, DU var ikke med”. Jeg skulle ikke gå glip af noget,” fortæller Amalie, der endelig fandt nogle trygge rammer, hvor hun kunne give lidt slip på kontrollen og vise, hvem hun var.

”Jeg havde en skøn kæreste allerede, da jeg begyndte i gymnasiet. Ham slog jeg op med i starten af 1.g. – ikke fordi jeg ikke var dybt forelsket i ham, men fordi han boede i Aarhus. Så jeg blev ligesom nødt til at sige, at jeg SKAL være her 100 procent, det går ikke, at jeg hver weekend skal over til ham. Jeg skulle udvikle mig. Det var så vigtigt for mig at prioritere det sociale liv, som jeg ikke havde haft ellers. Og det kan jeg mærke, at det stadigvæk er. Det er meget vigtigt for mig at være en del af noget.”

I gymnasiet havde hun også trukket sig lidt fra rampelyset, men stadig lagt stemme til en del tegnefilm. Indtil hun i 3.g. blev kontaktet af Teatret ved Sorte Hest og Teater Får302, der atter åbnede døren til de skrå brædder for hende.

”Det var lidt som at komme i lære, fordi jeg havde været væk fra det i nogle år. Jeg tænkte, om det mon stadig var noget, jeg kunne finde ud af som voksen, for der var så mange Peter Pan-agtige historier om, at det er en særlig indlevelsesevne, man har som barn, hvor man som voksen bliver alt for bevidst. Jeg ville bare ikke tage det for givet. Det ligger ikke i min personlighed bare at brase ind og sige: ”Det kan jeg helt sikkert”,” fortæller Amalie, der søgte ind på alle tre skuespillerskoler og blev optaget i Aarhus. Det var en meget personlig uddannelse, hvor hun lærte meget om sig selv. I den forbindelse slog det hende også, om hun burde være stoppet som børneskuespiller tidligere.

”Jeg begyndte at tænke, hvad fanden er det egentlig for en barndom, jeg har haft – det er jo ikke en barndom. Selvom der langt hen ad vejen VAR meget leg,” fortæller hun.

”Det er ikke, fordi jeg vil klandre nogen. Mine forældre bakkede mig totalt op – og gør det stadig for eksempel ved at passe August, når vi har brug for det. Det er mere i forhold til det ansvar, man får, altså det ER tough business. På tv og film skal man præstere på meget kort tid og gøre, som instruktøren siger, og det var jeg skidegod til,” fortæller Amalie.

”Det er er så noget, jeg som voksen har arbejdet meget med at slippe. At bryde med hende den firkantede, perfektionistiske … Det har været helt vildt svært, fordi jeg som barn var vant til, at det blev forventet af mig. Så på Skuespillerskolen arbejdede jeg virkelig med blive bevidst ubevidst i min tilgang.”

Og det er netop den tilgang, hun har brugt endnu mere i ”Dopamin”, hvor hun har oplevet nye måder at arbejde på.

Det var også på Skuespillerskolen, hun mødte Andreas, som hun blev kæreste med efter et halvt år.

”Vi har været sammen i 15 år nu.”

Hun stopper op, for det er, som om antallet af år først går op for hende, idet de kommer ud af hendes mund.

”Ej, hvor er det vildt at sige … 15 ÅR!!!!”

Siden 2017 har de også haft papir på hinanden.

”Vi har begge to gerne villet arbejde og få en karriere op at køre, før vi fik et barn. Da jeg blev fastansat på Aalborg Teater, sagde flere kolleger ellers: ”Så skal I da have et barn, hva’?”. For der er ikke særligt gode barselsordninger i vores fag. ”Så kan du tage det første år, og så kan du gå på barsel”. NEJ. Jeg skal arbejde. Jeg var SLET ikke klar overhovedet. Jeg skulle da bruge alt det, jeg nu havde lært.”

Efter fire på Aalborg Teater sagde både Amalie og Andreas deres fastansættelse op. For det sociale liv trak i dem.

”Vi ville gerne tilbage til København for at være sammen med vores familie og nære venner, og vi syntes, at livet skulle handle om noget andet end arbejde. Så vi kunne godt tænke os at komme lidt væk fra den trummerum, som det godt kan være. Man arbejder SINDSSYGT meget som fastansat, så vi ville også have et liv, hvor vi kunne komme med til fødselsdage og sådan noget. Der skulle også være noget andet. Men det var en stor omvæltning at komme tilbage, for det var jo hele vores liv, vi forlod,” fortæller Amalie, der har boet otte et halvt år i Jylland.

Med den faste stilling forlod hun netop også de gode vilkår. Det fik hun at mærke, da hun fik August og to måneder senere skulle i gang med optagelserne til syvende sæson af ”Badehotellet”, hvor Amanda netop havde fået en ny rolle som hotelbestyrerinde, der kunne sende karakteren i en ny retning. Den historie ville Amalie gerne være med til at fortælle. Og så kan det være noget vovet at sige, man lige trækker stikket for en periode.

”Det handler meget om de roller, der venter, og om man har nosser nok til at sige nej. For man tænker hele tiden, om man nu bliver glemt, hvis man så går et år på barsel. Så er man jo ude af den her branche. For så er der jo 10.000 andre, der har fået de der roller, tænker man lidt. Og det er jo fuldstændig vanvittigt.”

Fordi hun var på optagelse, tog Andreas derfor barsel, hvor han var ude på settet sammen med August. Det var oven på en hård start, hvor Amalie havde været meget grådlabil efter fødslen.

”Amningen, som man får at vide er det mest naturlige i verden, gik så slet ikke, jeg har aldrig tudet så meget, og jeg tænkte bare, hvad fanden sker der …? Jeg er da rimelig klar i pæren, hvorfor bliver jeg så følelsesmæssigt involveret i noget, som jeg ikke har kontrol over … Der er der virkelig bare nogle instinkter, som man ikke kan kontrollere. Vi prøvede at få amningen til at fungere i fem-seks uger. Barnet skreg hele tiden, og så måtte vi gøre noget.”

Amalie føler på mange måder, at der hviler et forventningspres på den moderne kvinde. Ikke mindst når man får et barn.

”I det der mødreland oplever jeg, at der kan være en tendens til, at man skal gøre tingene på en bestemt måde. For eksempel med amning. Man er ikke en rigtig mor, hvis man ikke ammer sit barn i minimum seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Eller man har ikke født rigtigt, hvis man har fået kejsersnit. Det er noget vås. Men det kan nemt få én til at føle sig udenfor. Man får jo den fødsel, man får,” siger Amalie, der derfor synes, at det er vigtigt, at der plads til at tale åbent om de udfordringer, man møder på sin vej.

”Vi får hele tiden at vide, at vi skal være stærke kvinder. Altså jo, men er det ikke også okay at sige højt, at det er skidehårdt at have et barn? Jeg SYNES, det er hårdt, når man også gerne vil have en karriere. Det har jo også sin pris … Men det er da også irriterende hele tiden at skulle gå rundt og være en stærk kvinde. For hvad er det? Er der ikke også noget stærkt i at turde vise sin sårbarhed? Men det er heller ikke noget, jeg bare sådan gør. Det er nyt for mig, og det er stadig noget, jeg skal lære. Det føles grænseoverskridende, kan jeg godt mærke, fordi … jamen, det gør det bare i de her tider. Når man gerne vil vise, at man har overskud. Men det er der jo ingen, der har altid.”

Det kan alligevel være svært, når der er så mange roller, man gerne ville udfylde til perfektion.

 ”Jeg vil gerne være en god mor, en god kæreste, en god kollega og en god medarbejder på mit arbejde – jeg synes selv, jeg er en holdspiller. Jeg har det bedst, når dem omkring mig også har det godt. Og stemningen er god,” siger Amalie, der også har måttet indse, at man ikke kan være det hele. I hvert fald ikke hele tiden. 

”Jeg bliver nødt til at give slip på nogle punkter, og nogle gange må jeg bare sige, at ja, her ser ud af lort. Jeg har ikke energien til at gøre noget ved det. Jeg er brugt. Men jeg kan sagtens slå mig selv oven i hovedet over det og sige, jeg burde have prioriteret anderledes,” siger hun.

”Jeg skal hele tiden være omstillingsparat på mit arbejde, hvor der i perioder kan blive lavet om på planerne i sidste øjeblik. Der kan være sygdom på ”Badehotellet”, og så kan de ringe og spørge, om jeg kan komme i morgen og lave de fire scener, jeg først skulle lave om flere uger. Og man vil gerne have, at det skal gå op. Det er et presset fag, hvor man nogle gange behovsudsætter, og hvis jeg også skal det, når jeg kommer hjem efter en lang dag, så … kan jeg ikke lige være i mig selv. I de perioder kan jeg ikke også være den kreative mor, der kommer hjem og hopper og leger med min søn, men så er jeg hende, der siger ”nu ser vi bare en film”. Og det er også okay. Jeg kan ikke også være problemløsende blæksprutte derhjemme. Så koger det over. Og så bliver jeg så glad, når der er andre dage, hvor tingene går op i en højere enhed, og der er overskud til alt det, vores søn gerne vil.”

Amalie øver sig en del i at sætte ord på, hvordan hun har det.  

”Jeg har fundet ud af, at jeg kommer længst med at sige min bekymring højt, når jeg er utryg. For så får jeg ligesom luft og parkeret det. Men jeg skal stadig minde mig selv om, at det er i orden. Jeg synes, at jeg er blevet stærkere, efter jeg er blevet mor, til at mærke efter, måske fordi der er mindre tid til det. Det er lidt mere, hvad har jeg brug for nu? ”Jeg har brug for et bad” eller ”jeg har brug for, at du tager opvasken nu”, for at jeg kan få et mentalt overskud. Jeg er blevet bedre til at sige højt, hvad jeg har brug for i forskellige sammenhænge. Og langt de fleste gange giver det respekt, samtidig med man tager ting i opløbet.”

Selvom man har været sammen i 15 år, lærer man nye sider af hinanden at kende, når man får et barn.

”Man skal også huske at være kærester, mens man er forældre. Og når vi så har arbejdet så meget, som vi har gjort det sidste halve år, skal vi også lige huske hinanden … For meget af tiden har der været corona og nedlukning, og så kan man ikke bare lige komme ud og spise og i teatret eller i biografen,” siger Amalie, der stadig prioriterer sine venner højt.

”Jeg var en weekend i sommerhus med mine gamle gymnasieveninder for et par måneder siden. Og Andreas var her forleden med tre af sine venner. På den måde plejer vi også nogle behov ved at sige, at vi også har brug for at være sammen med andre voksne. Og når der kommer lidt mere ro på, skal vi simpelthen også have noget mere tid sammen. Der er det måske en fordel, at vi er i samme branche. Man skal ikke forklare sig – ikke hver gang i hvert fald.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Parforhold, Kendte og Amalie Dollerup
Tilbage til toppen