Anders Agger om kærlighed og parforhold
SPONSORERET indhold

Anders Agger: Tre ting er afgørende for dit parforhold

Hvad skal man gøre, hvis parforholdet ikke skal ”forsvinde ind i all inclusive sydpå og pludselige, paniske hiketure i Nordnorge”? Anders Agger giver svaret til sit yngre jeg her.

Af:: Sara Wilkins Foto: Jens Rosenfeldt
16. aug. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Hvilke råd ville du give dit 17-årige jeg?

Det har den 52-årige journalist og tv-vært, Anders Agger, et bud på i det nye ALT for damerne, der er på gaden torsdag.

Her klæder han sit yngre jeg på til de vigtige temaer i livet: Familien, vennerne – og så selvfølgelig kærligheden.

Her får du nogle uddrag fra brevet, hvor Anders Agger blandt andet kommer ind på de tre faktorer, som 17-årige Anders bør være særligt opmærksom på i fremtidige parforhold:

”Eva, Gudrun, Karen, Anne Dorthe, Hanne, Cathrine – og så’n. Et lille potpourri af klassiske 60’er pigenavne, der defilerer forbi dér i dine unge år. De bliver en fin start på en langvarig uddannelse i at være i forhold… Og her nærmer vi os måske en lige linje fra de 17 til de 52 år, Anders A: At de størrelser, der gør dig glad og ked af det i 1982… de forandrer sig faktisk ikke,” skriver han og konstaterer, at de fire ”genrer”, der altid vil være vigtige i livet, er familien, kærligheden, vennerne og fodbolden.

"Du vil få dine tæv i alle genrer. A conto og fremadrettet. Og du vil heldigvis lære at acceptere, at din familie – udover primært at være smuk og underholdende – også begår fejl og er forfærdelig sorgfuld i perioder. Og at det er ok. (…)

Kærligheden? Is the drug, mand. Stadigvæk. Har man så haft sin sidste store forelskelse, gammel-Anders, spørger du så? Måske. Lige dér ved ingen noget. Er det sorrigt, spørger du? Nej – ikke, når alt er, som det skal være. At der stadigvæk er en lige linje ind til hende, man forelskede sig i. Man skal være dygtig og omhyggelig og krævende, hvis ikke det hele skal forsvinde ind i all inclusive sydpå og pludselige, paniske hiketure i Nordnorge", siger han og opridser dermed de tre faktorer, han finder vigtige i et parforhold.

I forhold til de sidste to "livs-genrer" har Anders Agger følgende råd til sit yngre jeg:

"Vennerne? Siger sig selv. Ole, Steen, Torben og Preben fra kortklubben skal være der. Også i andre og nære udgaver, hvor man ser hinandens børn og liv, mens det sker.

Og fodbold, 17 års-Anders: Dét, der i virkeligheden er det eneste, der kan gøre dig hidsig – også dengang. Er det fortsat lige så ultimativt vigtigt? Ja, det er. Punktum. Nu bliver jeg ikke hidsig som spiller. Nu bliver jeg mere…semi-deprimeret… efter sådan en weekend, hvor både ManU i Premiere League, FCM i superligaen og Ringkøbing i 2. division taber. Så laver jeg en Maude, 17-års Anders. Akkurat som dig. Det pudsige er: Dagen efter er alt som regel godt igen. Ligesom med familien, vennerne og kærligheden."

Læs det fulde brev i denne uges ALT for damerne, der er på gaden torsdag d. 17. august, hvor komikeren Geo og rapper og skuespiller Ellie Jokar også kommer med gode råd om familieliv til deres yngre jeg.