Anders troede, at himlen ville falde ned, hvis han stod 100 % ved sig selv. Så mødte han Charoline…

Han nød følelsen af at have høje sko på i den tid, som gåturen varede. Og han nød at få en smule ondt i fødderne, så han i timerne efter gåturen – og måske endda dagen efter, hvis han var heldig – stadig kunne have fornemmelsen af at have haft skoene på.

"Jeg var klar over, at jeg skulle have det lille ”vindue” med skoene til at vare så lang tid som muligt, for jeg vidste ikke, hvornår jeg igen ville få lejlighed til at gå i mine høje sko. Jeg kunne ikke gå i dem derhjemme, for jeg troede nærmest, at himlen ville falde ned, hvis jeg gik hen ad gaden i Kolding i høje sko."

Ordene er Anders Harder Bjerresgaards. Skyld og skam har været hans tro følgesvende, fra han var helt lille og indtil 2014, hvor han langsomt begyndte at stå ved sin lyst til at udtrykke sig feminint. Han har i dag taget turen fra Kolding til København med sin kæreste, Charoline Wenke, for at fortælle om den rejse, han har været på.

Først alene og i de seneste otte år sammen med hende. En rejse, der har været – og stadig er – krævende og somme tider opslidende, men som også er helt nødvendig for, at Anders kan leve i harmoni med sig selv. Og samtidig en rejse, som måske kan hjælpe andre til at turde gøre det, som Anders gør i dag. Nemlig at gå op og ned ad gaden i Kolding – og alle andre steder – i nederdel, høje sko, smykker, makeup og lange, lakerede negle. Og endda lægge billeder af det ud på Instagramprofilen med det meget velvalgte og samtidig humoristiske navn @_etwas.anders.

Så længe Anders kan huske , har han været netop det, som navnet på Instagram betyder: ”Noget andet”. I hvert fald noget andet i forhold til alt, hvad han ellers kendte til, da han voksede op.

Anders: "Jeg kan huske, at jeg allerede i seks-syv-års-alderen mærkede en interesse for mode og makeup. Jeg syntes, at det var mega spændende, og hvis jeg så nogen, der havde noget særligt tøj på, bemærkede jeg det altid og havde en holdning til, hvad jeg syntes, der var fedt. Jeg mærkede dog også ret hurtigt, at der ikke rigtig var andre drenge eller mænd i familien eller omgangskredsen, der havde det på samme måde, og jeg fik samtidig en fornemmelse af, at min interesse i det hele taget lå udenfor normen."

"Jeg kunne mærke folks akavede reaktioner, når jeg viste interesse for tøj, sko og makeup, og derfor holdt jeg meget hurtigt op med at sige det højt og dyrkede det i stedet i smug. Når der lå et ALT for damerne derhjemme, kiggede jeg i det, når der ikke var andre i nærheden, og det samme med f.eks. Magasins julekatalog, hvor jeg kiggede på dametøjet. Jeg syntes, det var det flotteste. Der er ikke særlig meget variation i herretøj. Det er sort, hvidt, blåt og måske grønt og brunt. Hvorimod dametøjet findes i alle farver, mønstre og kvaliteter. Alt er tilladt i dametøj, der er simpelthen bare mere bling."

Hvordan var det at holde den interesse skjult?

Anders: "Det var træls, som man siger på jysk. Men der er ingen tvivl om, at jeg havde en bekymring om, hvad der ville ske, hvis jeg tonede rent flag og var åben om det. Der var simpelthen ikke samme anerkendende interesse, som når andre drenge gik til fodbold eller kørte BMX-cykel. Min interesse stak helt af, og jeg kendte ingen andre, der havde det på samme måde. Jeg havde ingen at spejle mig i.
Udover at kigge i bladene og på kvinderne på gaden udlevede Anders sin interesse ved at prøve sin mors ting i smug derhjemme."

Anders: "Det var først og fremmest skoene, jeg var fascineret af, men jeg prøvede også tøj og makeup. Og jeg blev rimeligt god til at spotte, hvordan tingene stod, så jeg kunne stille dem tilbage på eksakt samme måde. Jeg holdt øje med klokken for at regne ud, hvor lang tid jeg havde, før der kom nogen hjem. Det var noget med at stille mig foran spejlet og se-se-se og så lynhurtigt få det hele af og smide mig ned med et Anders And-blad, når jeg ikke længere var alene."

Det må have været meget stressende?

Anders: "Ja, det har det da været. Ingen tvivl om det. Og det betød også, at jeg blev syg. Min krop sagde simpelthen fra, fordi jeg ikke var i trivsel og harmoni med mig selv. Jeg har været sygemeldt med stress to gange, og da jeg var omkring 25 år, begyndte jeg også at få voldsomme lungebetændelser et par gange hvert år. Det kunne ikke slås ned med almindelig penicillin, og da jeg havde haft det fire-fem gange, konstaterede lægerne, at det var en atypisk lungebetændelse, der krævede indlæggelse. Det endte med, at jeg havde en åben indlæggelse i mange år. Jeg kunne bare ringe, så blev jeg indlagt og fik hurtigt intravenøs antibiotikabehandling. Sådan var det fra 2002 til 2013, og det var jo ikke holdbart, men lægerne interesserede sig kun for selve sygdommen, ikke for årsagen til den. Selv tænkte jeg, at kroppen prøvede at fortælle mig et eller andet, og jeg begyndte at overveje, om jeg levede mit liv på den rigtige måde."

I København kan jeg være mig selv

Indtil Anders mødte Charoline, havde det ikke været muligt, at hans interesse for damesko og -tøj kunne indgå som en del af et parforhold. Når han tænker tilbage på det, kan han godt se, at han ikke var klar nok i sine udmeldinger, men han var simpelthen selv i tvivl om, hvad det egentlig var, han ville med det.

Det ændrede sig, da han i 2014 begyndte at tage en NLP Practitioner-uddannelse i København. Han var væk hjemmefra en lille uge ad gangen hver gang, han var på uddannelse, og han havde sine høje sko med og fik gået meget i dem. Det slog ham, at selvom han havde brugt masser af energi på at lære nye ting og havde været væk hjemmefra, kom han hver gang hjem med masser af energi.

Anders: "En del af undervisningen handlede netop om hæmmende overbevisninger, og jeg havde jo haft en overbevisning om, at himlen ville falde ned, hvis jeg stod hundrede procent ved mig selv. Og pludselig gik det op for mig, at når jeg kom hjem og var helt frisk, så var det fordi, jeg i København stod ved mig selv og gik i de høje sko. Jeg tænkte, hold nu kæft, er jeg egentlig bare marionetdukke i en forestilling, jeg selv har skabt på baggrund af mine egne overbevisninger? Hvad vil der ske, hvis jeg bare ER mig selv? Da jeg begyndte at tænke sådan, fornemmede jeg nærmest fra den ene dag til den anden, hvor meget mere energi og glæde jeg ville få i mit liv, hvis jeg begyndte at stå ved mig selv hele tiden."

2014 var også året, hvor Charoline kom ind i Anders’ liv. Da de mødte hinanden, havde Anders fuldskæg og gik i traditionelt herretøj som lyseblå skjorte, beige bukser og flade sko. Da de havde kendt hinanden i en måneds tid, sagde Anders, at der var noget, de var nødt til at tale om.

Charoline: "Han sagde: ”Jeg kan rigtig godt lide høje sko, og jeg kan rigtig godt lide at gå i dem”. Da han bagefter kørte hjem, tænkte jeg hmmm... Men ret hurtigt kom den her sætning til mig: ”Jamen, det er jo bare sko”. Vi havde det bare mega rart sammen, vi var blevet virkelig glade for hinanden, og jeg tænkte: Det må vi kunne finde ud af."

Var du bange for at sige det, Anders?

Anders: "Jeg var i hvert fald meget spændt på det. Spændt på, hvad der skete, for der var noget på spil. Men jeg var kommet dertil, inden jeg mødte Charoline, at det her er mig. Sådan skal det være, for det er sådan, jeg har det rart. Da jeg kunne mærke, at det var mere alvorligt med Charoline, tænkte jeg: Okay, det kan ikke nytte noget, at jeg venter med at sige det, for hvis det er no go for hende, kan vi lige så godt stoppe vores forhold nu. Så det skulle breakes, og så måtte jeg se. Da jeg var kørt fra Charoline, kom der ret hurtigt en sms, hvor hun skrev: ”Det er jo bare sko”, og det var den allerbedste besked at få. Dramaet var aflyst, nu var det ude, og så måtte vi snakke videre om det. Og jeg tænkte også, at så måtte hun se mine sko, næste gang hun kom på besøg. Det var en kæmpe lettelse."

Charoline: "Kort efter tog vi en tur til Hamborg, og på det tidspunkt gik Anders stadig kun i herretøj, når andre så ham. Men da han pakkede ud på værelset, linede han lige 15 par sko med høje hæle op, og jeg var sådan... nå, okay."

De griner begge højt

Anders: "Han mente det sgu!"

Charoline: "Anders tog de allerhøjeste sko på sammen med herretøjet, og så måtte jeg bare sige til ham: "Hør her, jeg synes, vi skal finde noget andet tøj til dig, det der hænger jo ikke sammen"."

Anders: "Charoline har været en mega vigtig katalysator i at finde ud af, at hvis de sko skal være der, skal der være en helhed, ellers bliver det for kontrastfyldt. Det ser ikke fedt ud med mandeagtige hængerøvsbukser og høje sko."

Aldrig en del af flokken

Turen til Hamborg blev den første af mange ture, hvor tøjet langsomt, men sikkert blev skiftet ud, og hvor Anders blev mere og mere modig. Han havde også fået fortalt om sit nye, gamle jeg til sine forældre, som ikke syntes, at det var det nemmeste i verden at forholde sig til, og sammen med andre negative påvirkninger udefra blev den umiddelbare uskyld, som Charoline og Anders havde haft imellem sig, udfordret, og normerne udefra kunne mærkes.

Charoline: "I dag synes jeg, at det er helt vildt irriterende, at jeg har ladet mig påvirke af andres meninger. Men det siger noget om, hvor stærkt det er. Jeg kommer selv fra en meget ufordømmende familie, som har taget så godt imod Anders. Hvis bare jeg er glad, er de glade, og så er tøjet ligemeget. Men i mødet med omverdenens reaktioner er jeg blevet overrasket. Jeg kan huske en episode i Berlin, hvor vi stod i kø i en butik, og bag ekspedienten var der et spejl, så jeg kunne se, hvordan dem, der stod bag os i køen, pegede og grinede. Det blev bare for meget, og jeg sagde til Anders "kom, nu skal vi bare ud, jeg magter ikke det her"."

Anders: "Det er hårdt at absorbere andres blikke igen og igen, men det afhænger af dagsformen, om jeg bliver irriteret, eller om jeg bare trækker på skuldrene."

Charoline: "For Anders og mig er Anders’ udtryk hverdag, så jeg tænker ikke over det normalt, men jeg tror, at man også har brug for at være en del af flokken, og der er man i vores situation bare ikke helt på lige fod med andre. Vi skal altid forholde os til andres blikke og reaktioner, og jeg kan mærke, at jeg er blevet meget opmærksom på, om Anders ser ordentlig ud i det, han tager på, fordi jeg ved, at folk kigger. Jeg står på en eller anden måde også til regnskab for det."

I har jo begge døtre, hvordan har de reageret på Anders' sko og tøj?

Charoline: "Min datter har ikke kendt til andet. Første gang hun så Anders, havde han høje sko på."

Anders: "Til at starte med var mine piger lidt observerende. De skulle finde ud af, hvad det var, og vænne sig til det. I 2014, hvor jeg begyndte at gå åbent i høje sko og feminint tøj, var der ikke så meget snak om flydende kønsidentet, og jeg ved da, at det var lidt træls for mine piger, når andre kommenterede mit udseende og rynkede på næsen. I dag har mine piger taget det fuldstændig til sig, og hvis der er nogen, der siger noget negativt, bliver de SLAGTET. Simpelthen. Også af Charolines datter. De piger er simpelthen så vilde. Hvis vi går på gaden, og de ser nogen, der kigger op og ned ad mig, så vender de sig alle tre om og nedstirrer dem med de vildeste dræberøjne. Det er sådan en nonverbal italesættelse af, at det bare ikke er i orden."

Charoline: "Min datter ringede til mig på vejen herover og sagde: ”I er bare så mega seje, og mine venner synes, at I er mega seje. Og faktisk er det lidt irriterende, at I er så seje, for det skal forældre egentlig ikke være, ha ha”. Så jeg kan kun sige, at vi har nogle max rummelige børn."

På Anders’ Instagram præsenterer han sig selv som ”Straight guy with passion for gender fluid fashion and styling”. Og netop begreberne er vigtige, for hvordan taler man ”rigtigt” om de her ting?

Anders og Charoline henviser til en model, man let kan google. Den hedder ”The Genderbread Person” og forklarer meget fint, hvordan en persons kønsidentitet er sammensat af det biologiske køn, kønsudtrykket, den seksuelle og følelsesmæssige orientering og kønsidentiteten, altså hvordan man definerer sig selv.  

Anders: "Før i tiden kaldte man en mand i dametøj for transvestit. Det kan man også sagtens stadig gøre. Men ulempen ved ordet transvestit er, at det for rigtig mange er bundet op på et stereotypt billede af en mand i meget storblomstret kjole, en alt for blond paryk og alt for meget læbestift. Derfor er ordet slidt, og det giver en forkert reference. At kalde det flydende kønsidentitet, gender fluid, er efter min mening bedre. Det ydre behøver ikke have en forbindelse med det indre, og det er måske en af de misforståelser, som særligt mænd oplever. Mange, der ser mig, går automatisk ud fra, at jeg er homoseksuel."

Men du har altid kun været til kvinder?

Anders: "Ja. Men det er klart, at jeg kan blive udfordret rigtig meget, når så mange omkring mig siger, nå, jeg troede, at du var homoseksuel. De mange reaktioner har gjort, at jeg somme tider har tænkt: Mon de har ret? Men nej, det har de ikke. Jeg har altid været til piger. Nu, hvor jeg er kommet i balance med mig selv, nyder jeg at bruge hele skalaen i mit udtryk, og når nogen spørger, hvorfor jeg klæder mig, som jeg gør, siger jeg bare, at det er sådan, jeg har det rarest. Det er ikke anderledes, end at du og Charoline har valgt det tøj, I har på i dag, fordi det er det, I føler jer tilpas i. Men folk kan ikke forstå, hvordan en mand kan føle sig tilpas i en nederdel."

Opbakning fra chef og kvinder

Når du er alene, bliver du så somme tider passet op af mænd?

Anders: "Ja, det er sket."

Charoline: "Også når jeg er med. Og omvendt bliver der også lagt an på mig, selvom vi er ude sammen. Folk tror ikke, at vi er et par."

Hvilke reaktioner oplever du, Charoline, når du skal præsentere Anders?

Charoline: "I sidste uge skulle jeg fortælle om Anders til en kvindelig kollega i 60’erne. Jeg sagde, at han hed Anders, og så fik jeg sagt noget med, at han går feminint klædt. Det var det bedste, jeg kunne sige, for hun kendte ikke til begrebet gender fluid, og ordet transvestit skal jeg slet ikke sige, fordi det giver forkerte associationer i forhold til Anders."

Charoline: "Samtidig er der noget aktivisme på det her område, der gør, at jeg også sagtens kan komme til at sige noget forkert, så det er faktisk rigtig svært. Men her kommer Anders’ og min egen Instagramprofil ind i billedet. Her er masser af billeder af Anders, så det letteste er at sige: ”Min kæreste hedder Anders, og det er ham her”, og så vise billederne. Men det budskab, vi gerne vil ud med i det her interview, er egentlig, at vi først er i mål, når det ikke længere er interessant, hvordan Anders klæder sig. Hvor det at præsentere Anders ville give den samme reaktion, som hvis jeg sagde: ”Min mand hedder Anders, han er jæger, og han elsker at kløve brænde”. Der er vi ikke endnu."

Charoline: "Anders og jeg er mand og kvinde, vi omtaler os selv som han og hun, så på den måde tænker jeg ikke selv over det, men det gør andre, og derfor er jeg nødt til at forholde mig til, hvilke ord jeg bruger, når jeg taler om Anders. For folk reagerer på det. En anden grund til, at vi gerne vil tale højt om det, er, at vi har brug for at få fat på kvinderne derude."

Charoline: "Rigtig mange mænd skriver direkte til mig på Instagram for at spørge, hvordan de skal fortælle til deres kæreste, at de har lyst til at gå i dametøj. Det er nærmest sådan en brevkasse, jeg har kørende. Mange mænd kommer i klemme, fordi de kvinder, de er sammen med, ikke har lyst til at ”springe ud” sammen med dem. Og det ER også svært, for man er nødt til at springe ud hele tiden, når man er kvinde i sådan et parforhold. Jeg skal selv forholde mig til det konstant. Mange veninder har gennem årene spurgt mig: ”Aj, er du nu helt sikker på, at Anders ikke er homoseksuel, og er du sikker på, at du skal gå den vej med ham?”."

Så skal man være meget stærk i troen?

Charoline: – Ja, for ikke at lade sig påvirke. Og når jeg er sammen med Anders, oplever jeg også, at mine personlige grænser for, hvad man kan tillade sig at sige til mig, bliver overtrådt.

Hvad kan det for eksempel være?

Charoline: "Jeg har oplevet kvinder, der kommer hen til mig og siger: ”Nå, han har nederdel på i dag, han er egentlig ret sej, men jeg ku’ ikke …”. Underforstået: "... være sammen med sådan en”. Og så er det bare, at jeg tænker, at jeg aldrig ville sige til en veninde, der havde fået en ny kæreste: ”Nå, ny kæreste, altså, jeg ku’ ikke …”. Uanset hvad jeg måtte mene om hendes kæreste. Det ville man jo aldrig gøre, vel, men det føler folk godt, at de kan gøre, når de ser Anders."

Til interviewet i dag har Anders netop nederdel på. Nedringet bluse, høje sko, smykker, makeup og lange, grønne negle fuldender looket. Sådan går han også klædt en typisk dag på kontoret. Han arbejder på LEGO, og han har på intet tidspunkt oplevet problemer på sin arbejdsplads, hvor han også var ansat, da han gik i herretøj.

Anders: "Jeg har kun mødt opbakning. Eller i værste fald neutralitet. Første gang jeg havde hæle på, sagde min chef: ”Du har da fået nye støvler, Anders”, og så gik hun videre hen og hentede kaffe. Ellers har jeg bare fået at vide, at "hold kæft du ser skarp ud" eller "wauw, du giver den gas". Jeg er nok godt hjulpet af, at jeg sidder i et kreativt område med produkt- og marketingudvikling, for det er nok det sted i en organisation, hvor der er højest til loftet, og hvor man gerne må tænke lidt skørt. Folk er meget openminded."

Charoline: "Og så er LEGO også en virksomhed, der har stort fokus på diversitet og inklusion."

Anders: "Ja, og det gælder både seksualitet, nationalitet, religion, handicaps – alt."

Hvordan er det at finde dametøj til en herrekrop?

Anders: " Det kan godt være svært. Jeg går meget lige ned, og meget dametøj er beregnet til kroppe med talje, hofter og mås. Ting med indsnit ved barmen dur som regel ikke, og så er mine arme også længere end kvinders, så ærmerne ikke er lange nok. Men igen, der er også tøj, som Charoline og andre kvinder ikke kan tage på, fordi det ikke passer i snittet. Der er jo også stor forskel på kvindekroppe. Jeg bruger størrelse 41 i damesko, og det kan man sagtens få."

Hvordan er det at komme ind i en dametøjsforretning, Anders?

Anders: "Det oplever jeg stort set aldrig som et problem. Jeg får nærmest aldrig negative kommentarer fra kvinder. De er altid meget imødekommende og kommer tit med kommentater som ”jeg er vild med dine støvler" eller ”sikke nogle flotte negle”. Negative kommentarer eller rysten på hovedet kommer som regel altid fra mænd, og jeg tænker, at det er fordi, de bliver udfordret i deres syn på, hvordan man kan være som mand."

Charoline: "Sidste gang vi var ude og spise her i København, stod tjerneren i døren, da vi gik, og sagde: ”Jeg vil bare lige sige, at I ser helt fantastiske ud”. Så det er vigtigt at understrege, at vi også får SÅ meget kærlighed. Det er det, der bærer os igennem, for det overstråler næsten altid det negative, som vi også kan opleve."

Anders: "Ja, præcis. Og for mig fylder det positive helt klart mest, fordi ønsket om at stå ved, hvem jeg er, fuldstændig overskygger det, der gør ondt."