Anders Matthesen
SPONSORERET indhold

Anders Matthesen har skrottet halvdelen

De seneste år er Anders Matthesen – eller Anden – der bestemt hverken skulle giftes eller være far blevet begge dele.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Jens Rosenfeldt
20. nov. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

I sommer giftede han sig med sin manager og kæreste gennem mange år – moren til hans søn – og har fået to bonusbørn med i købet.

Men at blive far har ikke ændret ham, mener han. Og det er lige lovlig overdrevet, når nybagte forældre bruger enormt meget krudt på at fortælle andre, hvor meget deres liv har ændret sig, mener han.

– Noget af det, jeg har hørt flest gange om at få børn, er, at man ikke ANER, hvad der venter en. Og det oplever jeg altså som den største løgn. Det er ENORMT meget, som jeg havde forestillet mig det. Enten har jeg en virkelig god fantasi eller også... altså, det er jo klart, at man bliver overrasket, hvis man har troet, at man skulle i byen hver aften, men hvis man lige tænker over, at det altså handler om at drage omsorg for et andet menneske, så tænker jeg, at det er enormt naturligt, og at det kræver lige nøjagtig det, der skal til at blive forældre, siger Anders Matthesen, som mener, at alt det med, at det er et kæmpe skifte i ens liv, og at hele verden ændrer sig, udspringer af forældres behov for lige at læsse lidt af.


"Jeg har fået lyst til at gøre det hele mere enkelt."

I showet "Anders", som netop er udkommet på dvd, filosoferer han over, hvor utroligt mange ting, vi får samlet os gennem livet, og at alle de ting måske er med til at binde os. Og så giver han sig ellers til at pakke syv ting ned i en kasse på scenen, mens han fortæller historien om de ting, han pakker ned.

– Det sjove er, at alt det, jeg snakker om på scenen, har meldt sig rigtigt, efter jeg er blevet færdig med at optræde med showet, og pludselig har det været vigtigt for mig helt konkret at skille mig af med halvdelen af mit tøj, halvdelen af mine bøger, gamle billeder, gamle harddiske og memorykort, som bare ligger og binder energi. Jeg har fået lyst til at gøre det hele mere enkelt, lyst og luftigt. Jeg har fået en enorm lyst til at føle mig fri. Af aftaler og arbejde. Af jordisk gods. Af alt muligt, siger Anders Matthesen.

LÆS HELE INTERVIEWET MED ANDERS MATTHSEN I DENNE UGES ALT FOR DAMERNE NR. 47/2013.