Andrea Vagn Jensen: "Livet er svært indimellem"

Mørket klemte sig om det lille telt i skoven. Indeni lå Andrea Vagn Jensens yngste søn, Felix, helt alene og sov midt i den svenske natur. I foråret var familien på ferie i Sverige, og mens resten af flokken sov indenfor i sommerhuset, krøb 11-årige Felix frivilligt i soveposen i et telt ude i skoven.

Andrea og hendes mand havde forventet, at han ville komme ind i løbet af natten – bange for mulmet og naturens ukendte nattelyde – som de fleste andre børn måske ville have gjort, men Andreas yngste søn er ikke som de fleste. Da Felix næste morgen – efter en hel nat alene i teltet i den svenske skov – kom ind i sommerhuset til de andre, spurgte Andrea, om han ikke havde været bange eller nervøs i teltet om natten. Hendes søn svarede:

”Nej, for jeg var i min kælder. Jeg har en kælder indeni, hvor jeg kan være helt alene, og i den kælder har jeg det godt. Jeg har også et rum, og der vil jeg gerne være sammen med andre, men nogle gange har jeg bare brug for at være i min kælder for at være helt alene”.

Fik diagnosen "mild autisme"
For fire år siden fik han diagnosen ”mild autisme”. Andrea har altid vidst, at hendes søn var anderledes, men egentlig havde hun ikke behov for at kalde det noget. Det havde samfundet til gengæld, og sammen med en masse andre børn kom Felix i en helt særlig diagnosekasse. En kasse, hvis låg måske er hermetisk lukket, frygter Andrea.

– Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har mødt et menneske med så stor personlig integritet som Felix. Han har en enormt klar fornemmelse af, hvem han er, og hvad der er svært for ham. Gu’ var det hårdt at erkende, at mit barn ikke er, som de andre børn. Da han fik diagnosen, var jeg ved at blive sindssyg over at leve i en tid, hvor vi alle skal puttes i bestemte kasser: ”Den folkekære Andrea Vagn Jensen”, ”Den morsomme Anders Matthesen”, ”Den succesrige something something”. Når vi putter folk i kasser, slipper vi for at bekymre os om nuancerne, men det er vigtigt at lade låget stå åbent, så folk har mulighed for at ændre sig. Vi har så travlt med at forenkle os selv og hinanden, at nuancerne går tabt.

"Det er jo ikke Bo Bedre"
De fleste mennesker, som bor på fjerde sal, sætter bare døren til deres lejlighed på klem, når de har buzzet en gæst ind ad hoveddøren på gaden. Sådan er det ikke med Andrea Vagn Jensen. Helt lydløst står hun på reposen, venligt afventende, mens gæsten trin for trin nærmer sig fjerde sal. Hendes slanke skikkelse er iført en lun udstråling – tynd, hullet bomulds-T-shirt og khakibukser holdt oppe af kraftige seler. Hun giver gæsten en omfavnelse, og et “Kom indenfor...” hænger efter hende i opgangen.

Lejlighed er hvidmalet og har en skæv hældning. Fuld af patina. Indtil for fire år siden dannede den ramme om hendes familieliv, men da Andreas to sønner begge er, hvad hun karakteriserer som ”sensitive”, flyttede familien til et lille træhus uden for Tikøb på Nordsjælland, men lejligheden her midt på Nørrebro gav Andrea ikke slip på. Den bruger hun, når hun arbejder sent om aftenen på teatrene eller skal op på filmoptagelse tidligt om morgenen.

LÆS OGSÅ: Kærligheden valgte for dem

– Det er jo ikke Bo Bedre, men det er lige mig, siger hun og trækker i en skarp vinkel ud i køkkenet. Man føler sig hjemme i Andrea Vagn Jensens stemme. Den er mild og ren og uanstrengt. Måske derfor er hun en populær speaker og har blandt andet indtalt ALT for damernes tv-reklamer i mange år. Det lettere ekshibitionistiske erhverv som skuespiller lignede ikke kaldet for barnet Andrea. Hun var stilfærdig og indadvendt og gnavede sig igennem store russiske romaner som ”Forbrydelse og Straf”. Allerede som 3-årig forlod hun Danmark, fordi hendes far, som var ingeniør, havde job rundt omkring i verden – og indtil hun var 17 år, boede Andrea skiftevis i Iran, Pakistan, Holland, Tyskland og Trinidad. Og der var ikke noget med at gå på internationale skoler med andre europæere. Nej, Andrea og hendes fire ældre brødre blev skrevet ind i den nærmeste lokalskole.

– Det var ret heftigt at skifte base og sprog så ofte, men jeg lærte ved gud at tilpasse mig hurtigt. Det var jo skrigende nødvendigt. Den bedste lærdom, jeg tog med, var, at mennesker er mere ens end forskellige, og i bund og grund har vi brug for de samme ting: at høre til, at blive elsket og få anerkendelse i vores liv for dem, vi er, og det, vi gør, siger Andrea.

Darling for fuld hammer
Den nomadeagtige opvækst betød, at hendes største behov, da hun kom tilbage til Danmark som 17-årig, var at få en fast omgangskreds.

Svinkeærinder og tilfældigheder sendte hende to år senere til optagelsesprøve på Skuespillerskolen i Århus, hvor hun straks blev optaget.

– Strrrisser på Samsøø, gjalder Andrea med rullende r’er og accent som en pizzamand, da vi når til den tv-serie, som i slut-90’erne gjorde hende til folkeeje.

– Jeg blev darling for fuld hammer, og jeg fattede det ikke. Da jeg så serien første gang, sad jeg med hjertebanken og koldsved og dømte, især min egen indsats, meget hårdt, jeg syntes faktisk, det var ret forfærdeligt.

Danskerne syntes det modsatte, og Andrea blev genkendt overalt. Hun begyndte at blive skeptisk, når folk smilede uopfordret til hende på gaden. Før tv-serien skyldtes et smil måske, at hun så sympatisk ud, men nu handlede det sikkert bare om, at de havde set hende på tv, ræsonnerede hun.

– Så på den måde var det et tab. Jeg havde brug for en distance og blev skidebange for, at jeg skulle være Ulla fra Samsø resten af mit liv. Så jeg farvede mig sorthåret og tænkte, at ingen ville genkende mig, griner hun.

– Derefter blev jeg utroligt tit spurgt, om jeg ikke var ”hende der Andrea Vagn Jensens søster”. Midt i travlheden med både tv og teater mødte hun Mikkel Toksværd, der var i praktik som lysdesigner på teatret Dr. Dante, hvor Andrea spillede med i en forestilling. Efter ganske kort tid – og aldeles uplanlagt – blev Andrea gravid.

– Vi var simpelthen så forskrækkede begge to, og jeg kan huske, hvordan vi lå vågne en hel nat og græd og var helt desperate. Vi havde kendt hinanden så kort tid, og Mikkel var stadig under uddannelse, så det var sådan noget ansvars-noget. Var vi klar til det? Næste morgen kom hun på optagelse til ”Strisser på Samsø” med øjne så hævede, at sminkøren måtte opgive at dække det, og alle dagens optagelser af Andrea foregik fra siden. Men hun og Mikkel kom over chokket og blev forældre til deres første søn, Harald. Fem år senere – og lidt mindre uplanlagt – kom deres yngste søn Felix til verden.

Læs videre på næste side.Ikke som de andre
Der var ”noget” med Felix allerede i børnehaven. Pædagogerne sagde, at han parallellegede – holdt sig helst for sig selv og havde det svært med store grupper.

”Jeg er fuldstændig anderledes end alle de andre,” sagde han selv i en tidlig alder til Andrea.

Hun undrede sig over, at en helt særlig lyd fra rørene på badeværelset gjorde hendes søn ængstelig, og da Felix kom i skole og havde svært ved at rumme de mange børn i klassen, blev det undersøgt tilbundsgående.

– Han er en klog dreng, så han havde på mange måder gennemskuet det, før vi havde. Vi havde egentlig ikke brug for at få sat et navn på og holdt fast i, at Felix var skøn, og at det er skønt, at mennesker er så forskellige – nogle er meget sarte, nogle har det svært med det ene og andre med det andet. Jeg kan enormt godt lide skæve mennesker og kan blive helt utryg, hvis folk er alt for korrekte. Vi kæmpede rigtigt meget for, at det godt kan være muligt at være lidt særlig i denne her verden og alligevel være på en normal skole, men til sidst blev det bare for hårdt for Felix. Og for os for den sags skyld. Hvis dit barn har det svært og ikke fungerer socialt, og det hele tiden bliver påpeget, så bliver du påvirket af det. Er du vimmer, mand, siger Andrea. Han fik diagnosen mild autisme og kom på en specialskole for børn med sociale vanskeligheder.

– Det var svært at erkende, at mit barn ikke er som de andre børn og har nogle udfordringer. Både Mikkel og jeg har været igennem en form for erkendelsesproces og en sorgproces. Det sværeste er det med kammerater og fællesskab – når man ser en flok knægte, som render og spiller fodbold og har et sammenhold, den slags er svært for Felix, og det gør ondt som mor. Vi skal stille mere op, og vi har ufatteligt mange samtaler om, hvordan det går, hvad vi gør rigtigt, og hvad vi gør forkert, siger Andrea, som samtidig ærgrede sig over, at hendes søn måtte vinke farvel til folkeskolen.

Skolerne bør være mere rummelige
– Folkeskolen er et godt koncept, for tanken er, at det er for forskellige børn fra forskellige baggrunde, så vi allerede som børn forstår, at mennesker ikke er ens. Skolerne bliver mødt af et krav om, at de skal inkludere børnene, men samtidig bliver ressourcerne formindsket, kravene skærpede og mere firkantede, og den ramlede vi jo lige ind i. Politikerne taler så meget om, hvor vigtigt uddannelse er, og at vi skal satse på det, men så bliver man altså nødt til at investere i det. Alle dem, vi taber på gulvet undervejs, fordi de ikke passer ind i skemaerne, kommer til at koste penge senere hen. Var der en større rummelighed og flere ressourcer til den støtte, der skal til for at få flere med, så var der masser af de børn, som slet ikke behøvede at få en diagnose og på den måde behøvede at få det stempel i panden, siger Andrea.

Hendes søn er anderledes på flere punkter. Han interesserer sig for eksempel for Melodi Grand Prix, og du kan sige et hvilket som helst år og hvilket som helst land, så vil han straks kunne fortælle, hvor mange point landet fik, og hvilken placering det kom på. Og så har han, som de fleste mennesker med autisme, behov for kontinuitet og forudsigelighed i hverdagen.

”Jeg er jo som en flyvemaskine,” forklarede han engang sin mor. ”Den flyver derudad, men hvis der ligger et stykke guld på jorden, så kan jeg ikke bare flyve ned og hente det. Sådan er det med mig.”

– Det handler om det med at have svært ved skift, vi kan ikke bare lige ændre vores planer med kort varsel, og vi er udfordret i forhold til en voldsom stædighed. Man kan sige: ”Felix, vil du ikke med til Portugal?” Så siger han måske ”Nej, nej, nej, jeg skal aldrig til Portugal. For den portugisiske Melodi Grand Prix-sang fra 1979 – jeg hader den. Jeg skal aldrig til Portugal.” Så må vi finde en vej ind og acceptere hans valg og tackle det. Andrea kommer med en udmattet lyd halvvejs mellem et grin og et suk, da hun fortæller om, hvordan autismen også ”udfordrer dem på pinlighedsfaktoren,” som hun siger.

LÆS OGSÅ: "Jeg underholder uanset hvad"

– Felix opfører sig ikke altid, som man bør. Han har nogle mærkelige tics, for eksempel spyttede han meget på et tidspunkt – mere eller mindre overalt. Hun gør holdt og klukker lidt.

– Virkelig fedt tic, ikke?

– Og når han har brug for fred, siger han det uden omsvøb. Har vi gæster, kan han pege på en af dem og sige: ”Jeg kan ikke lide dig. Du og alle de andre gæster skal gå hjem nu,” mens alle hører på det. Så griber man jo alle høflighedsfraser og prøver at glatte ud, siger Andrea.
I de seneste år er antallet af danskere med en psykiatrisk diagnose vokset eksplosivt. Det gælder også autisme, og det har givet Andrea en række af spørgsmål, der sjældent kan blive parret med svar:

– Jeg kigger på mit barn, og jeg kigger på os som forældre – vi er sgu også lidt skæve. Det får mig tit til at tænke på: Hvor ophører diagnosen, og hvor tager personligheden over? Hvad er simpelthen bare, at vores søn har en lidt excentrisk personlighed? Hvad er temperament? Hvad er stor sensitivitet? Man skal skille tingene ad og ikke bare sige: ”Nå, det skyldes bare diagnosen”. Man bliver nødt til at se nuanceret på det, eller risikerer man konsekvent at degradere menneskelige træk til diagnosesymptomer. Autismespektret er bredt, og har vi ikke alle en rem af huden? Gad vide, hvor mange fra min generation, der var sluppet igennem dengang, hvis der var så stort fokus på diagnoser...

Succes udadtil
Lige nu er Andrea aktuel i samtaleshowet “Dronning G.”, som handler om balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Om hvor meget vi skal ofre for at blive en succes. Arbejdslivet som skuespiller er ofte skævt og uforudsigeligt – begreber der ikke går hånd i hånd med autismens behov for nøjagtigt det modsatte.

– I kraft af mit job kan det være svært at skabe den struktur i hverdagen, som er så nødvendigt. Pøjpøj med det. Jeg har også sagt nej til spændende opgaver, hvis der var en lang turné, eller hvis tilbuddet faldt på et tidspunkt, hvor Felix bare skulle have ro på. Han er ikke én, man bare hundser hen eller laver planer for – du kan ikke bare hyre en barnepige til at passe ham hver aften, og så har han pludselig ikke lyst til at være hos bedsteforældrene, for det vil han bare ikke. Du bliver bare nødt til at erkende, at det er en dreng, som har meget brug for dig, og en dreng, du bliver nødt til at skabe stabilitet omkring.

Det har været en prioritering for Andrea, og hun har erkendt, at hun ikke kan være en succes konstant.

– Jeg tror, der er en grund til, at så mange mennesker tilter af stress – kravet om, at man skal være en succes 24 timer i døgnet på alle fronter, gør, at der ikke skal særligt meget til, før man er en fiasko. Og de ting, der går galt i ens liv, skal man virkelig gå stille med dørene med. Hvis man ikke har travlt, skal man gå lidt stille med dørene med det, for så er det nok fordi, man ikke gør, hvad der skal til for at opnå succes og anerkendelse. Det er dybest set sådan, virkeligheden er. Jeg tror, mange mennesker føler sig direkte nødsaget til at lyve om deres liv for at illudere succes, siger Andrea.

Livet er både succes og fiasko
Andrea betragter ikke livet fra sidelinjen – hun ligger i ske med det, smager på det i både op- og nedture, og hun lægger vægt på at være helt ærlig omkring det. For det har hun fundet ud af, at hun har det bedst med.

– Tilværelsen består af ting, der mislykkes og ting, der lykkes, og det er den store pakke, der giver et helt liv. Succes og fiasko i én pærevælling. Som menneske synes jeg, det er mest vidunderligt, når tingene går godt, men langt hen ad vejen er det jo mere udviklende og facetteret, når tingene ikke går godt. Efter succes går man bare rundt og råber hurrahurra, mens fiasko giver stof til eftertanke og refleksion og får os til at tænke over livet på et lidt større plan.

– Vi lever i en tid, hvor man hylder eneren. Vi dyrker eliten på en meget lineær og resultatorienteret måde, og det får mig nogle gange til at tænke: ”Gud, hvor passer mit barn ind i denne her verdensopfattelse?”. Hvis nu vores samfund var gearet til en større rummelighed og til, at det ikke bare var survival of the fittest og dyrkelse af det menneske, som passer ind på den snorlige vej, var det måske lettere. For det er svært at være skæv i et samfund, hvor nuancerede mennesker ikke altid bliver honoreret for det. Næsten dagligt tænker jeg på, hvor min søn vil kunne finde sin plads, hvor vil han kunne blive rummet som det værdifulde menneske, han også er?

Vil altid være bekymret
Selvom Andreas søn fik sin diagnose for flere år siden, taler hun aldrig i datid. – Det er stadig og vil altid være en bekymring for mig, konstaterer hun.

– Vi skal blive ved med at kæmpe for, at rummeligheden i vores samfund bliver udvidet frem for indsnævret. Det er ikke kun vigtigt for børn med en diagnose, men for os alle som mennesker, for vi falder som fluer med stress og livskriser. Vi kan jo ikke følge med og leve op til alle de krav, vi stiller til os selv, og vi kan ikke leve op til vores egen Facebookprofil, skønhedskravene, vores designerhjem, kravet om effektivitet på alle fronter, gu kan vi ej. Og pludselig bliver vores liv en løgn. Helt banalt handler det vel om at stå ved sig selv og ikke være bange for at sige: ”Livet er svært indimellem, og det bliver jeg ikke en mindre succes af at indrømme”. Det er sgu også en del af et helt liv.

LÆS OGSÅ: "Når man er over 40, må der også være plads til lidt attitude"