Anna David: "Min mor har været min rollemodel"

Hvilket rum i dit hjem holder du mest af og hvorfor?
– Vi er flyttet i hus her for et års tid siden, og jeg har fået mit ­drømmesoveværelse. Det er dejligt, stort og luftigt, og så har vi sådan en lækker, fransk balkon, hvor vi kan åbne op og hænge dynerne ud. Det er så lækkert. Der er egentlig ikke så meget derinde, men der er mange malerier og blomster. Jeg tror måske netop, det er, fordi det er meget simpelt. Jeg kan godt lide den der ro i et soveværelse.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Der er jo rigtig mange minder, men søndagene, som var officiel rengøringsdag i min familie, mindes jeg helt lykkeligt. Min mor og far skruede helt vildt højt op for musikken om søndagen, og så skulle der bare gøres rent og ­ryddes op, og det var hele ­familien. Min mor dansede rundt til ­musikken, mens hun ­gjorde rent. Hun svævede ligesom bare ­hen over gulvet, og så tog hun lige ­kluden og tørrede af. Vi fik det virkelig forvandlet til noget hyggeligt og noget sjovt.

Hvad er absolut musthave i dit klædeskab?
– Det er helt klart stiletter. Jeg har så mange, så når der kommer nogen ned forbi mit klædeskab i kælderen, så går de simpelthen i chok. Det er lidt et samlergen også, tror jeg ­desværre. Men det er jo en fantastisk hobby, for det er lidt ligesom kunst. Man kan også bare kigge på dem, man ­behøver ikke have dem på. Min datter gør det samme, hun står og ­kigger og siger: ”Ej, må jeg ikke godt lige prøve”, selvom hun kun er 4 år.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?
– Min mor har været min ­rollemodel hele livet. Hun har haft fire unger og ­topkarriere. Det har givet mig en form for ­vilje og et drive – ­tingene kan lade sig gøre, hvis man ­knokler for det. Hun er ikke ­musikalsk, så det er ikke det, der har gjort, at jeg har valgt mit erhverv, men på ­mange andre måder har hun givet mig det der med at ­turde satse og have det mod, som det jo også kræver at være selvstændig. Musikalsk har jeg været fascineret af Aretha Franklin, siden jeg var 12 år. Hun har altid været enormt ydmyg og kæmpet for at dygtiggøre sig, og det har jeg taget med mig. Jeg vil ikke ­acceptere, at man siger: ”Nå, nu går det jo meget godt”. Jeg vil gerne være ­bedre hele vejen rundt – ikke kun som ­sanger, men også som sangskriver, performer, mor og veninde.

Hvad er den vigtigste ­lektie, livet har lært dig?
– Det er helt klart, at det er okay at udvikle sig personligt. Det har jeg haft rigtig svært ved at finde ud af. Man udvikler sig jo gennem hele livet, men det tror jeg bare ikke, jeg helt ­havde fattet, da jeg var helt ung. Nu tænker jeg også meget i ­forhold til min karriere, hvor jeg har haft rigtigt ­mange omkring mig, der gerne ville ­fastholde mig i en bestemt ramme. Jeg er ikke den ­person, jeg var, dengang ”Fuck dig” kom ud. Jeg er blevet mere voksen. Det er selvfølgelig også, fordi jeg har fået et barn, så sker det jo helt naturligt. Mit fokus er blevet meget bedre. Tidligere kunne jeg gå op i ting, der var fuldstændigt ligegyldige. Jeg er taknemmelig for hver dag nu – ikke ­fordi jeg ikke har været taknemmelig før – det er bare på en helt anden måde nu, hvor jeg tænker: ”Gud, hvor er jeg heldig”.

Hvad har været dit livs længste minutter?
– Helt sikkert, da jeg skulle føde Alba. Det var hårdt, men også helt vildt. Det var en lang ­fødsel, og det var rigtigt, ­rigtigt hårdt. Den varede 27 timer, og så havde jeg fem timer med presseveer. På et tidspunkt så jeg tre hoveder på min kæreste, der var jeg virkelig langt ude. Men hun kom naturligt ud og det hele, så det endte jo rigtig ­lykkeligt. Der er nok ikke noget, der ­nogensinde kommer til at ­kunne slå det. 

LÆS OGSÅ: Josephine Park: “Man skal have sin røv lidt i klaskehøjde”

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: "Det kan være, jeg dør, men jeg giver ikke op"

LÆS OGSÅ: Signe Svendsen: "Jeg kan ikke holde nærighed ud!"