TILMELD DIG AFD’s KVINDELØB SENEST D. 31. MARTS FOR KUN 239,-

Anne Knudsen
Foto: Sara Skytte Tidligere chefredaktør og bogaktuel Anne Knudsen faldt først til ro, da hun gjorde karriere.

Anne Knudsen: "Mine forældre troede, det var en teenageting, og dengang var der ingen skolepsykolog"

Som barn voksede Anne Knudsen op på Grønland, og det var et hårdt slag at vende hjem til Danmark som teenager. Først da hun fandt sin levevej og gjorde karriere – senere blandt andet som chefredaktør – faldt hun til ro.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Linde Alle i Frederikssund med de høje lindetræer, hvor min lillebror og jeg gik ned for enden og så smeden sko heste. Som seksårig flyttede min familie til Grønland. Det var meget anderledes. Men det, der slog mig mest, var, at der ikke var nogen træer. Der var så lyst i Qaqortoq, for selv klipperne er hvide som strandsand. Min far var arkitekt og ansat af Grønlandsministeriet til at være byggelederassistent og overvåge alt byggeri af huse og veje. Vi skulle også rundt til alle bygderne, så vi sejlede meget. De sidste tre år vi var i Grønland, boede vi i Østgrønland, hvor vi kun var 400-500 mennesker i byen heraf 30-40 europæere. Der var ingen veje, og ni måneder om året var havet frosset, og vi var totalt isoleret fra omverdenen. Jeg gik i skole med grønlandske børn og otte-ni danske, men vi sad ikke i samme lokale, for de grønlandske børn skulle lære grønlandsk, mens vi skulle lære dansk. Jeg havde en lykkelig barndom med stor frihed.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Da jeg var 13 år, valgte mine forældre at flytte hjem til Danmark. Det var faktisk mest fordi, de var bange for, at vi kom bagud i skolen, men det viste sig, at jeg var flere år forud. Det var forfærdeligt at komme hjem. Vi havde kun været i Danmark én gang i de syv år, vi var væk, og mens mine forældre vendte tilbage til deres gamle liv og venner, havde jeg intet. Det føltes som at gå ud i Vesterhavets brænding på en uvejrsdag. Jeg kæmpede for at holde mig oprejst og få fodfæste. Mine forældre troede, det var en teenageting, og dengang var der ingen skolepsykolog. Det forventedes, at børn klarede den selv. Jeg kedede mig forfærdeligt i skolen, og de andre børn i klassen var ikke meget for at få en dydsdragon som mig ind. Jeg savnede også Grønland, og jeg forstod ikke de regler, der var i Danmark. Jeg havde en dagbog med hængelås på, og i den har jeg skrevet, at når man er hjemme og lege hos andre børn, skal man huske at gå, når de skal spise. Også selv om de spørger, om man vil spise med. Sådan var det ikke i Grønland.

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: "De unge kvinder i dag kan godt være skrappe!"

– Jeg syntes også, Danmark var så fladt og indskrænket at vende hjem til. I dag bor jeg på tredje sal. Jeg har brug for at kunne se et stykke frem. Jeg kan ikke bo nede på jorden. Det føles som at bo i et hul, når man er vant til Grønland.

Din levevej?

– Jeg har haft mere end en! Jeg befandt mig så dårligt i Danmark efter årene i Grønland. Jeg var oprørsk, vanskelig og ulykkelig. Jeg studerede alt muligt, og jeg fortryder intet af det, hverken latin, græsk, fransk eller medicin. En dag jeg sad i et kollegiekøkken og brokkede mig, var der en fyr, der foreslog antropologi. Jeg havde aldrig hørt om det, men jeg var som en terminal cancerpatient, der var villig til at prøve hvad som helst. Så gik jeg ind til forelæsningerne i antropologi på universitetet på Frue Plads. Det var præcis det, jeg ledte efter. Jeg blev færdig i 1981 – midt i arbejdsløsheden. Når folk i dag jamrer over hvor hårdt, det er, siger jeg altid, at så skulle de se 1980’erne, hvor der var 250 ansøgere til alle stillinger.

– Jeg har altid været glad for at formidle, og jeg skrev min doktordisputats for at bevise en gang for alle, at jeg ikke var dum. Alle kvinder dengang kæmpede mod fordomme om, at de var lidt dumme. Jeg fik alle de forskningsstipendier, der overhovedet fandtes og skrev seks artikler om året og en bog hvert andet år, inden jeg endelig fik en fast stilling på Odense Universitet. Men jeg var faktisk ikke glad for mit faste job, så da jeg blev tilbudt at blive kronikredaktør på dagbladet Politiken, tog jeg det. Jeg havde skrevet boganmeldelser til Weekendavisen og holdt foredrag på højskoler. Man sender jo balloner op og ser, hvad der giver noget.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Otto, som jeg mødte i 1970, blev gift med i 1971 og har været sammen med lige siden. Det var midt i hippietiden, hvor Otto havde længere hår end jeg, og vi gik i laser og pjalter – Otto havde et par lilla fløjlsbukser, jeg havde lappet en masse gange. Jeg tror ikke, naboerne på villavejen hjemme i Frederiksund var videre imponerede over os. Jeg faldt for ham, fordi ud over at han er humoristisk, flot og nydelig, har jeg aldrig forstået ham. Otto rejste i mange år med sit arbejde som magister i sociologi, men det var aldrig af lyst. I dag ejer han ikke et pas, for han vil ikke rejse nogen steder. Det er bare en ting i den lange stribe af ting, jeg ikke forstår ved ham. Men han er dejlig at være gift med, og man skal heller aldrig undervurdere sex.

LÆS OGSÅ: Julie Hastrup: "Jeg fatter ikke, at folk vil ud at rejse i julen"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Du burde nok spørge vores børn, men jeg tror, de vil svare, at de altid kunne spørge den ene, når de fik nej af den anden. Otto og jeg har aldrig følt, at vi skulle være enige om alt. Vi behøver heller ikke gøre alt sammen. Jeg har rejst over hele verden. I mange år tog jeg på feltarbejde i Sydeuropa, og det stod sammenlagt på flere år i træk. Så var Otto alene derhjemme med tre børn. Det var også usædvanligt dengang, men jeg synes, man undervurderer mænd, hvis man ikke tror, de kan være alene hjemme med tre børn. Det kan alle normaltbegavede voksne, og han har aldrig haft brug for at bevise sin maskulinitet ved at tryne mig. Men det var sådan set også mest mig, der tjente pengene.
Jeg savnede børnene forfærdeligt, når jeg var afsted, men det var også voldsomt interessant at fordybe mig i blodfejder på Korsika i 1700-tallet. Jeg levede med de mennesker i Sydeuropa og ledte efter historierne på deres arkiver. Hvis du vil undersøge en kultur, er du nødt til at leve i den. Du kan ikke bare ringe ned og spørge.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg nyder. Lige for tiden er det sådan, at folk kigger én gang, og så kigger de en gang til, men de kan ikke helt sætte et navn på mig. Dengang jeg var vært på DR2’s Deadline, talte alle til mig, når jeg var ude at handle lørdag formiddag. Det er fint nok, men jeg kan huske, at jeg altid tænkte: ”Har jeg nu husket at pudse næse og pudse sko?” Men måske er det meget godt, for det tvinger en til at opføre sig pænt.

– Jeg synes til gengæld, det er sjovt at stå i en forretning i Nordjylland, og pludselig er der en, der genkender min stemme fra et foredrag på sygeplejeskolen for 25 år siden. Den slags bliver jeg altid glad for.

LÆS OGSÅ: Marie Carmen Koppel: "Jeg behøver ikke være verdensstjerne for at være lykkelig"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min far har betydet mest for mig. Han lærte mig op og ned på tilværelsen. Jo ældre jeg bliver, desto mere kan jeg se hvor stor indflydelse, han har haft på mig. Han var levende interesseret i alt i verden og havde et solidt begreb om ære og rimelighed. Vi var så tætte, at vi rev hovederne af hinanden, da jeg blev teenager. Han var vist bekymret alle de år, jeg rodede rundt, men til gengæld var han også stolt, da jeg blev doktor i antropologi. Det var der ingen der havde hørt om dengang. Det var jo ham, der i sin tid ville til Grønland, og jeg tror, han gerne ville have mødt flere eksotiske folkeslag i sit liv. Så han kunne godt se det interessante i antropologien, men han var vist mest af alt bare glad for, at der endelig var noget, jeg gerne ville.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg gik fra universitetet til pressen. Dengang vidste jeg ikke, det var en korsvej, for jeg troede, jeg bare kunne gå tilbage, men det gik hurtigt op for mig, at det kan du ikke.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej ind i min tredje karriere. Mens jeg var chefredaktør, havde jeg ikke tid til at skrive bøger, men det vil jeg i gang med igen. Jeg fortæller dog aldrig, hvad jeg vil skrive om, for hvis jeg gør det, mister jeg straks interessen for bogen. Der var heller ingen, der vidste, at jeg var i gang med at skrive om min barndom i Grønland.

Hvem er Anne Knudsen?

AnneKnudsen9.jpg

Anne Knudsen, født 1948

  • Uddannet doktor i antropologi. Har siden været ansat på både DR2 og Politiken, og senest som
    chefredaktør på Weekendavisen frem til 2017.
  • Har netop udgivet bogen Hvor jeg var barn, var der isbjørne om sin barndom i Grønland.
  • Gift og mor til tre voksne børn samt bedstemor til fire. Bor på Frederiksberg.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Karriere og Kvinder du skal kende