Anne Louise Hassing: "Jeg knækkede totalt og blev svimmel, når jeg prøvede at rejse mig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Kløvervænget i Odense, hvor jeg gik på mine småbitte baby-ben. Jeg boede med min mor og far i et stort hus lige ved sygehuset, hvor min far var læge. Vi flyttede ret ofte i min barndom, fordi min far gik efter forskellige reservelægestillinger. Faktisk har jeg flyttet otte gange, mens jeg var barn, men fra jeg var otte til atten var min hjemby Horsens. Det var et meget ordentligt hjem. Min mor var æstetiker og meget disciplineret omkring for eksempel rengøring og måltider på faste tidspunkter. Den perfekte husmor, kan man sige. Der var virkelig styr på tingene. For mig var det bare trygt, at der ikke var så meget slinger i valsen.

– Jeg er vokset op i et akademisk hjem, der var ikke så meget kunst og kultur, så jeg kunne godt føle mig anderledes, for det var nok lidt for pænt for en kunstnersjæl som mig. Men vi hyggede os og pjattede også rigtig meget. Jeg var meget kreativ, og måske også fordi jeg var enebarn, udviklede jeg lidt af en fantasiverden, og nogle gange sad jeg og lagde stemmer til mine bamser til teselskab, så min mor faktisk troede, jeg havde gæster. Jeg klatrede også i træer, passede mine kaniner og gik til ridning.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Det ligger dybt i mig som en stor tragedie"

Hvordan fandt du din levevej?

– Min mor siger, at jeg allerede som barn talte om at blive skuespiller. Jeg klædte mig ud i store kjoler og flirtede med verden, og allerede som toårig har jeg engang underholdt en hel restaurant. Selv troede jeg, at jeg skulle være dyrlæge. I 10. klasse fik jeg hovedrollen som Gerda i Snedronningen, og der på scenen kunne jeg godt lide at være. Det var et rum, jeg kunne udtrykke mig i. I det hele taget havde jeg et rigt indre liv, og jeg har stadig cirka 40 fyldte dagbøger fra min barndom.

Hvornår har du taget en genvej?

– Det var virkelig en appelsin i min turban, da jeg fik rollen som Kirsten i Kærlighedens Smerte som 22-årig. Det var en kæmpe gave, og jeg startede jo næsten min karriere på et højdepunkt. Jeg havde lige været i San Fransisco som au pair og vidste ikke helt, hvad jeg skulle. Jeg boede i Aarhus og spillede amatørteater på Gjellerupscenen. En dag så jeg en annonce i avisen om, at Nils Malmros søgte piger til sin nye film. Jeg skrev helt ydmygt på bagsiden af en bagerkvittering, at jeg ville spille alt – selv dørklokke. Jeg kom jo ikke fra et kunstnerhjem, så jeg var nok lidt underspillet. Jeg fik rollen ud af 362 piger. Jeg var ikke bevidst om, hvad jeg kunne, men Malmros havde fundet, hvad han søgte, og troede på mig.

– Filmen vandt alle priser, og jeg kan huske, at jeg sad til Bodilfesten og tænkte: "Åh, om lidt finder de ud af, at jeg ikke kan en skid". Heldigvis kom jeg bagefter ind på skuespillerskolen i København, for alle i Aarhus kendte mig, og jeg kunne ikke slå en skid, uden at alle vidste det. Det var ret overvældende efter den film.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg praktiserer buddhisme og chanter hver dag og finder mange af svarene der. Jeg føler også, jeg er omgivet af forskellige hjælpende væsner – eller engle – som jeg kan spørge om hjælp. Jo, jeg har god vejledning i den spirituelle verden. Buddhismen fandt jeg vej til i 1997. Jeg boede sammen med en veninde, der var buddhist. Jeg var helt nyuddannet skuespiller og havde intet arbejde – og jeg boede på et pulterkammer med en kat. Det var virkelig et low point. Det var lige før, Idioterne skulle have premiere i Cannes, og jeg var så bange for det, at jeg ikke engang turde tage til Cannes. Jeg troede ikke engang, jeg ville kunne gå på den røde løber.

LÆS OGSÅ: Simi Jan: ”Lægerne sagde, at hun kun havde få måneder tilbage at leve i”

– Så sagde min veninde, at hun ville lære mig at chante, for jeg var overvældet af negative tanker. Hun hev mig ind foran sit alter, og vi chantede. Jeg mærkede hurtigt en effekt. Det føltes som om, låget røg af mit hoved, og alt så lysere ud. Jeg tog af sted til Cannes og havde det skønt og blev endda kæreste med ham, der kørte bussen til Cannes.

– Buddhismen var et stort vendepunkt og er i dag en søjle i mit liv. Grundholdningen i buddhismen er, at man skal møde alle mennesker med hjertet uden at dømme nogen. Buddhismen er desuden en måde at lære at mestre sit sind, og før havde jeg nok et lidt heftigt temperament.

– Jeg har også et par veninder, som jeg kender rigtig godt, og som jeg altid kan spørge til råds.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg valgte meget fra, da jeg fik Mingus for 16 år siden, men når jeg kigger tilbage, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Jeg havde mistet et barn midtvejs i graviditeten, så da jeg skulle have Mingus, var han længe ventet. Jeg tog fri halvandet år, hvor jeg sagde nej til alt. Der var ellers bud efter mig efter Krøniken, men der var ingen andre end mig og hans far, der skulle putte vores søn. Jeg ville være den mor, jeg havde længtes efter at være, og det kunne jeg ikke sideløbende med en karriere. Da jeg vendte tilbage til skuespillet, kunne jeg godt mærke, at jeg lige skulle op i gear. Jeg fik taget nye billeder og måtte skrive rundt til folk og sælge mig selv igen. Det er mange kvindelige skuespilleres lod. Lige nu er der dog mange, der gerne vil lege med mig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– I begyndelsen af min karriere kom folk og spurgte, om jeg var Sofie Lassen-Kahlke, hvilket er lidt af et kompliment, fordi hun er ti år yngre og 30 centimeter højere end mig. Der var også engang, jeg var på vej op i rutsjebanen i Tivoli Friheden, og jeg stødte ind i en polterabend med nogle meget fulde mænd. Jeg kunne godt mærke, at jeg blev genkendt og tænkte "åh nej", da en af dem pludseligt udbryder: "Hey, hende der kender jeg godt. Det er Grethe Sønck fra Matador" Ha-ha!

– Lige da jeg havde fået Mingus for 16 år siden, og jo netop havde været med i Krøniken, var jeg nok lidt af en løvemor i en periode og bad folk om at holde sig væk, hvis de kiggede ned i barnevognen. I dag tænker jeg ikke voldsomt over det heldigvis. Jeg bliver glad, når folk kommer og siger: "Er det ikke dig fra Badehotellet?" Men det ville nok være hårdt, hvis det skete 20 gange om dagen. Jeg kan godt blive overrasket, når jeg går i min flyverdragt på stranden i mine egne tanker, og folk kommer og siger noget til mig.

LÆS OGSÅ: Ane Høgsberg: "Da det kom ud, var jeg halvvejs i min graviditet og enormt sårbar"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– I mange år kørte jeg i et alt for højt gear med Krøniken og City Singler. Prøveforløbet til City Singler i 2015 var hårdt, men premieren blev fantastisk, og jeg tænkte: "I did it". Næste dag vågnede jeg, og det gik op for mig, at nu skulle vi på turne. Jeg gennemførte turneen, men jeg følte mig ofte ude af kroppen, og jeg måtte fake at have noget som helst overskud. Jeg tror, at jeg i mange år havde arbejdet over min egen grænse, men min jernvilje fik mig til at gøre det. Jeg knækkede totalt efter den turne og lå i månedsvis i min have og blev svimmel, når jeg prøvede at rejse mig.

–  Jeg troede, at jeg skulle helt væk fra branchen og aldrig være skuespiller igen. Samtidig hørte jeg om hormonterapi, og det var en ny vej for mig. Jeg ville gerne lære mere om mig selv, og jeg har også taget en uddannelse i det for at kunne hjælpe andre. Det er så vildt, hvor meget du kan lære om dig selv ved at få testet dine hormoner. Jeg har prøvet det på egen krop, og mange problemer kan forebygges med kosttilskud, når man ved, hvor man skal sætte ind. Min plan var, at jeg ville få min egen klinik og tage klienter, og jeg nåede at have 20-30 klienter, men det hele blev lidt for biokemisk for mig. Min kunstnersjæl ville frem igen, og jeg vil altid have trangen til at fortælle historier. Jeg holder aldrig op med at være skuespiller.