Anne Marie Helger i et brev til sin krop: "Hvor har du passet godt på mig – bedre end jeg har passet på dig"

Kære krop

Tak for alt, du har været for mig gennem mit allerede lange 75-årige liv som ældre førstegangsdøende. Hvor har du passet godt på mig – bedre end jeg har passet på dig. Du har i sandhed måttet holde til meget og så så længe, og jeg håber ikke, at du giver op før om mange mange år. Jeg prøver at passe bedre på dig for hver dag, der går.

Når man er protektrice for Gotvedinstituttet og har været ven med gymnastikikonet Helle Gotved og med i bogen Det er din krop, skulle man da være et slemt skarn, hvis man ikke prøvede at gøre sig umage med at passe på sin egen krop. Bedre sent end aldrig. Jeg skulle hilse fra min datter Johanne og sige, at hun stadig er så uendelig taknemmelig for alle de mange gode måneder, hun fik lov at bo indeni dig. Der var så dejligt, at hun lige tog tre uger ekstra.

LÆS OGSÅ: Mille Holkenfeldt i et brev til sin krop: "Derfor skældte jeg dig ud"

Hvad angår smerte, er en fødsel det ultimativt mest bevidsthedsudvidende syretrip, man kan komme ud på. Man bliver lige kylet et smut ud i universet og rundt om jorden flere gange. Selv om det er 49 år siden, så glemmer vi det aldrig nogen af os. Kærlig hilsen dit jordiske hylsters indmad Anne Marie Helger.

Det var det brev til min krop, jeg skulle have skrevet for længst. Lidt fattigt måske i forhold til hvor meget glæde og grin, jeg har haft af min krop i samtlige livsfaser og på alverdens planer. Alene al den kropslige underholdning jeg har diverteret med som aktivist, i film, tv, foredrag og på scenen.

Da jeg spillede i Solvognen, Pigecabareterne, Dameattraktioner, Discount Drama, Cirkus Himmelblå, Natlægen, Helgers Hedetur, Irene Holm, Sarah Bernard, Frk. Marguerite. Og demonstrerede blyantsprøver og kropstatoveringsafsløringerne og diverse madskønhedskure. Med og uden de kæmpestore paradekostumer og de hårdtslående Helgeristiske svadaer.

Men i teenageårerne var jeg langt fra tilfreds med min krop. Det er jeg ikke stolt over. I de år var man så plaget af angsten for ikke at slå til, den følelse kom ubønhørligt listende indover en med alle dens identitetskvaler og problemer med ubeskrivelige skiftende følelseskarruselture. Selv om man jo godt vidste, at det ikke er sundt at gå så højt op i det med udseendet.

Det er nu engang øjnene og de indre værdier, det kommer an på. Hvor brugte man meget tid foran spejlet. Vende og dreje sig for at se sin krop i hel figur. Den krop var jo helt forkert skruet sammen. Den lange overkrop og den kompakte undersætsige underdel og så de fede ben. Når man tænker på, hvor populære fede ben er og altid har været i dansk politik, både kommunalt og statsligt, er det sært, at fede ben er så svære at leve med, når de sidder på en ung pige med hang til scenen.

Drengene havde jo opdaget, hvor jeg havde mit kropslige ømme punkt, så de gik bag mig og sagde: "Skal du ud og rejse?" Hvad enten jeg svarede ja eller nej, kunne de trumfe med et: "Hvorfor har du så pakket lårene ned i skoene?"

Hvor blev de bryster dog af, hvorfor strittede de ører sådan, de baller hang da alt for lavt, den mave var for anmassende, de ridebukselår var for latterlige, og hvad med den månedlige blødning og hårene på karamellen. Kom det dog aldrig? Jeg havde ellers allerede længe pralet med, at jeg gerne ville være fritaget for gymnastik, fordi jeg havde 'almindelig grund'. Det kaldte vi det, når vi havde menstruation.

Hvor var der dog meget, der skulle opklares med den krop og alt det, der skete med den i de år.

Mor og far var umådelig forelsket i hinanden hele livet igennem. De fik fire børn. Mor fortalte, at hun aldrig havde været sammen med andre end far og vice versa sådan intimt. Man skulle gemme sig selv, til den store kærlighed kom stormende.

"Jamen mor, hvordan ved man om det er den rigtige?"

LÆS OGSÅ: Chefredaktør Anne Loses ærlige brev til sin krop

"Det ved man bare. Man mærker det i sin krop. Og når du får bryster, så får du også de særeste lyster, og det er der ikke noget forkert ved. Dem kan du sagtens selv tilfredsstille. Lidt fiks fingerfærdighed og nogle fantasidrømme, så går det hele som det skal, indtil du finder manden i dit liv."

Og ham fandt jeg op til flere gange. Men hold dog kaje, hvor har den kærlighed også krævet sine ofre.

Det gik jo helt galt, da jeg blev skilt fra Johannes far, da hun var omkring otte år, og jeg blev angrebet af en altædende anoreksi. Det var vel en form for selvstraf. Når jeg ikke kunne få vores familieliv til at hænge sammen, skulle det gå ud over nogen. Mig og min krop.

Jeg vejede det rene ingenting. Gik rundt i en underlig udsultet tågetilstand. Og menstruationerne forsvandt. Det siges at ske, når man kommer for langt under sin normalvægt. Det varede i et par år. Om det har affødt nogle senfølger, ved jeg ikke. Man dræner jo alle kroppens naturlige fedtdepoter.

Min krop er da også blevet repareret lidt. Øjnene fik nye linser, og jeg måtte af med min livmoder, men det var ok, jeg beholdt æggestokkene. Så gik jeg rundt ude på gangen og trænede kroppen op med en rollator. Der sad et hold mænd, jeg tror de var inde for at møde deres nyfødte babyer og sad og fejrede det med et par håndbajere ude på gangen. Da de så mig komme tøffende, udbrød de: "Hvad så Helger – har du fået ryddet hele lysthuset? Så er der kun Mindelunden tilbage, hva'?"

Hvis Mindelunden kunne tale, ville den sige: Hedeturene var slet ikke så invaliderende endda, og jeg har dem endnu. Man har lidt svært ved at holde på vandet, men hellere det end total tørke. Slut med smarte sko og høje hæle. Sæt dog farten ned kone, ellers falder du på røven! Så er det godt med lidt ekstra polstring. Bare det ikke var så svært at sove, og så det med uroen i benene!

En ældre kvinde skal, før hun går ud i verden, bevæbne sig med: mobiltelefon, vifter, briller, både -sol og syns, faktorcreme, håndledsvarmere, håndsprit, trusseindlæg, lommetørklæder, magnyler, magnesium, ørepropper, baldriandråber, E-vitaminer, sokker, tandstikkere, hue eller solhat, handsker og en parasol eller -ply. Jeg plejer at sige, at en gammel dame helst skal være klædt på i lag på lag parat til hurtig aktion: Alle på eller af med tøjet nu. Og så for himlens skyld: Rygsæk og en folde ud-stok eller flere. Og husk, som Gotved så klogt sagde: "Er der en trappe – så har du et tilbud."

Apropos tilbud. Jeg har brokket mig så meget gennem årene, at jeg har fået brok, men det kan vel ikke undre nogen, at sådan en venstresnoet brokkerøv får brok og så i højre side – ha! Hvornår der så i disse coronahærgede tider bliver tid og personale til at tilbyde mig at få den opereret.

Og nu sidder jeg så her med min gamle krøllede krop og er en postklimakteriel mimremakrel i præterminal fase. Jeg er sågar af en højt estimeret herrestandupper blevet kaldt 'en rosinrynket lorteluder'. Men må være beæret over, at han ved, hvem jeg er.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: "Min krop havde forrådt mig, og jeg opdagede det for sent"

Vi ved, at ingen slipper levende fra livet. Vi vil alle gerne leve længe, men ingen vil være gamle. Man må gerne blive gammel, det må bare ikke kunne ses. Sku' da pokker fylde 75, og så det ikke kunne ses.

Hvis en kvinde kropsligt med årene kommer til at fylde lidt mere i landskabet, siger man: "Se den svuppede smatte! Kan hun ikke ta' sig lidt sammen? Hun har jo ingen karakterstyrke. Sådan en ulækker lasket lemming." Hvor man om en mand, der lægger sig godt ned og hen og ud i omkreds vil sige: "Han er sandelig blevet en stor mand. Han har virkelig fået vældig værdighed. En kropskarismatisk mægtig mand. Med pondus! Bestyrelsespost-pondus! Driftige direktionsdeller."

Hvad får dog alverden til at hoppe med på den umenneskekærlige ungdomsleflende dødsens kedsommelige, fremmedgørende, kønsløse overfladedyrkelse? Hvorfor har folk så travlt med at gå i et med tidens åndløshed og bare følge similisumpens simuleren?

Bombardementet er massivt. Samtlige medier er fyldt til randen med purunge tristtynde, glatte, strømlinede typer. Overalt bliver man stopfodret med dem. I metroen, på nettet, i reklamer, i biffen, i bøgerne, på musikvideoer i busser og tog. I kunsten, på film, i teateret. Alle disse idoler, selv de ældre, hvorfor bliver de ikke gamle og slidte? Deres kroppe går ikke i forfald. De er konserverede, langtidsholdbare. Udødelige. Evigt unge stjerner! Meryl får ingen Striber. Richard går ikke ud af Geere, og Dollys patter punkterer aldrig. De folk har bare et bindevæv, der siger spar enogtredive og ikke en dag ældre, for så er det ud af vagten.

I massefabriksfilmene og i serierne er der ingen gamle, og hvis de er, så er sporene for længst udvisket. Når forbillederne er balsameret forever og klinisk renset for de naturlige krops- og ansigtsaldrings-dødsvarsler, så må folk jo ty til det eneste virkningsfulde middel de kender: kosmetisk kirurgi! Nogle sælger alt, hvad de ejer og har, går fra hus og hjem og deres kæreste eje for at få råd til at blive rettet ind.

Tænk, at ikke flere slår sig i tøjret og siger: "Det kan ikke være meningen med den korte tid, vi mennesker har her på jorden, at vi skal lade os forgifte, botoxifiksere, lægge os i laser og under kniven for hvad? For at passe ind i et kynisk koldt umenneskeligt system, som ingen kan trives i."

Men nu har jeg heller ikke tid til at sidde her og kloge mig på kroppens krinkelkroge. Handling gir' forvandling. Ikke flere ord. I gang med den daglige eksercits din gamle kropumulige kropsdue. Fem tibetanere og 10 Gotved-øvelser, en rask gåtur og en vinterbadning.

Og så er vi omsider klar til vores vigtige Ph.d. = Pensionist hele dagen! Det er noget, der hjælper på en solid omgang vinter-corona-isolation-sortsynskarantæne.