Anne Sophia Hermansen: "Jeg er blevet den mor, min egen mor ikke kunne finde ud af at være"

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– Det er nok desværre, at jeg mener noget om alt.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

– Jeg er ikke længere så optaget af, hvad folk tænker om mig, når jeg træder ind i et rum. Nu er jeg mere optaget af, hvad jeg tænker om dem. Vi kan ikke få alle til at elske os, og det er okay. Vi elsker jo heller ikke selv alle. Jeg ved godt, at mange har holdninger til mig, fordi jeg har stukket næsen så meget frem, og jeg ved også godt, at flere måske mener, at jeg er en idiot. Det lever jeg fint med. Jeg forsøger ikke at overbevise dem om det modsatte og går bare et andet sted hen, hvis jeg møder dem til en fest. Man skal ikke spilde sit gode humør på folk, der ikke vil en det godt.

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

– Yoga. I mange år har jeg grinet ad det, fordi jeg har syntes, det var en kedelig motionsform, men jeg må bare konstatere, at yoga gør underværker for mit rastløse sind. Da jeg første gang havde kampsvedt mig gennem en omgang hot yoga, vågnede jeg morgenen efter og havde det bedre, end jeg havde haft det i lang tid.

LÆS OGSÅ: Katherine Diez: Især kvinder har det svært med, at jeg både er smuk og klog

Hvad er du mest stolt af?

– At jeg har fået skabt mig et godt liv, selv om mit liv mildest talt bød på en lang indflyvning. Jeg havde en mor, der hellere ville læse Elsa Gress end at høre på sin datter, og jeg prøvede altid at fortælle hende noget nyt og spændende og anglede meget efter hendes anerkendelse. Men hun syntes ikke, jeg var særlig interessant. Og så er jeg stolt af, at jeg er blevet den mor, min egen mor ikke kunne finde ud af at være. Som mor har jeg gjort meget ud af at diskutere politik, litteratur, lykke, kærlighed, døden – og jeg håber, han har fået en følelse af at være vigtig.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– At jeg er meget arrogant. Og at robusthed ikke kan ledsages af følsomhed. Som meningsdanner viser man stor følsomhed ved at fornemme stemninger, om folk brænder inde med noget. Men du skal også kunne klare et pres og kunne indtage upopulære standpunkter, der giver dig modstandere.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?

– Næ. Oprigtigt, så synes jeg ikke, at der er så stor forskel på mænd og kvinder. Men der kan være stor forskel på den måde, vi opfatter kvinder og mænd. Kvinder bedømmes ofte på flere andre parametre end bare deres evner. Vi vurderes også på vores udseende, alder, vægt osv. Hvis jeg skulle misunde mænd noget, så er det, at de som regel bare ses som mennesker, mens kvinder opfattes som køn.

LÆS OGSÅ: Mathilde Norholt: "Jeg er blevet ligeglad med alt det, jeg frygter, folk ser"

Hvornår græd du sidst?

– Her forleden. Jeg så ”Million Dollar Baby” og blev dybt berørt af den kvindelige boksers kamp for anerkendelse og den nederdrægtige måde, hun fældes på, men også over, at den største kærlighedserklæring, man kan give et andet menneske, af og til er, at slå det ihjel.

Hvad giver dig blod på tanden?

– Modstand. Men også slesk tale og billig portvin.

Hvad er dit bedste juleminde?

– Jeg var engang i Paris med nogle venner juleaften. Vi spiste en overdådig middag og tog så til midnatsgudstjeneste i Sacre Coeur. Da vi kom ud, faldt sneen over Paris. Så tyk og tæt, at vi et øjeblik følte, vi var rykket ind i en snekugle. Det var smukt og enkelt – uden sure svigermødre, sammenbragte mareridtsfamilier, skuffede forventninger, brændt gås og gaver uden byttemærker.

Hvordan ser din ideelle juleaften ud?

– Ligesom dengang i Paris. Der bor ingen julenisse i mig.