Annette og Thomas var ungdomskærester og fandt hinanden igen efter 20 år

De har selv foreslået Færgecaféen, som har en særlig betydning for dem. Den og København er blevet deres sted efter alle mulige konstellationer af at bo her og der og allevegne i landet, både sammen og hver for sig.

Annette: – Hvis vi var blevet sammen fra studenter-tiden, så var det ikke gået! Så havde der ikke været den magi, der er nu. Der var noget, vi skulle lære.

Thomas: – Vi var kærester, og så slog Annette op med mig, og så var vi alligevel lidt sammen, og så var vi kærester igen. Indimellem havde vi også andre kærester, så skal vi ikke sige, at det var lidt flydende. Når vi taler om det, lyder det vanvittigt, men de fleste på den alder havde mange skiftende kærester, og vi var så bare kærester med hinanden mange gange.

Thomas blev forelsket i Annette, før hun havde nogen ide om det. Hun var hans første rigtige kæreste, og ligesom mange andre teenagere in love var han overbevist om, at det ville vare for evigt. De slap også kun hinanden kortvarigt i alle ungdomsårene lige siden den dag, hvor de lå med hovederne på hinandens skuldre og kroppene i hver sin retning på en lang bænk i et omklædningsrum.

Annette: – Men jeg var fuldstændig overbevist om, at alle får en anden kæreste på et tidspunkt. Sådan er det bare. Jeg har senere studset over, at jeg havde den tanke dengang. Jeg slog op lige så snart, der gik for meget hundehvalp i den, men så snart jeg havde gjort det, blev jeg forelsket i Thomas igen, for så var jeg jo fri! Og det var som i minuttet efter.

Thomas: – Jeg kan godt forstå det i dag, for det var det eneste, der var vigtigt. Vi skulle bare være sammen hele tiden.

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: "Jo, jeg ville da gerne have en kæreste, men..."

En ”rigtig” kæreste

Efter studentertiden flyttede Annette tilbage til København, hvor hun oprindeligt kom fra, og Thomas flyttede til Aarhus for at studere.

Thomas: – Og så skete der noget. Annette fik en rigtig kæreste, som hun flyttede sammen med lige herovre på Christianshavn, og så var det ikke sådan mere, at vi var de der on/off-kærester. Jeg var med til housewarmingen, og det var lidt mærkeligt. Ham var jeg ikke glad for.

Annette og Thomas’ liv bevægede sig i forskellige retninger, som livet gør, når man bliver voksen, får jobs, uddanner sig og får partnere, men på en eller anden måde blev de ved med at holde kontakten med større eller mindre mellemrum. I begyndelsen besøgte de hinanden en gang imellem som venner, og indimellem skrev de breve til hinanden.

Annette: – Vi opdagede, at når der skete noget nævneværdigt i vores liv, så skrev vi til hinanden. Uden at være bevidste om det, så har vi egentlig haft en kontinuerlig kontakt.

Thomas arbejdede i en periode som rejseguide og fik der en kæreste, som han siden flyttede sammen med og fik to børn med. De flyttede i hus på Sjælland, og så var det Annettes tur til at flytte til Aarhus for at bo sammen med den mand, som hun siden blev gift og fik tre børn med.

Nogle gange glippede kontakten mellem dem, som da Thomas skrev et fint brev til Annette på hendes 30-års fødselsdag. Det brev nåede aldrig frem, fordi Annette i mellemtiden var flyttet til Aarhus. En anden gang var afbrydelsen mere alvorlig.

Annette: – Det var dengang, jeg fik det der tarvelige brev af dig. Men det var faktisk en misforståelse.

Thomas: – Annette skrev et brev til mig på et tidspunkt, hvor jeg var et helt andet sted. Det var faktisk helt forfærdeligt, for jeg er i bund og grund et meget ordentligt og rart menneske, og jeg tror aldrig, jeg bevidst har stødt noget menneske fra mig. Men der slog jeg faktisk lidt op med dig som ven.

Annette: – Jeg spurgte Thomas til råds om noget, som jeg tænkte, at han var den eneste, jeg kunne spørge om, men han tolkede brevet, som om jeg gerne ville ses igen, og læste det som en invitation til noget nyt, og så fik jeg en spand vand i hovedet retur.

Thomas: – Jeg havde lige fået en søn, som var for tidligt født og var meget lille, og det hele var meget dramatisk på det tidspunkt, så bare det, at Annette var der, var alt for forvirrende, hvis jeg skulle kunne overskue alt det andet.

Thomas svarede noget i retning af ”se at få fokus på dit liv”, og at Annette i øvrigt ikke skulle kontakte ham igen, og derefter havde de ikke kontakt i nogle år. Pudsigt nok blev Facebook anledningen til, at kontakten blev genoprettet.

Annette: – Jeg hader Facebook og har noget med persondata og så videre, men jeg skulle oprette en profil i forbindelse med mit arbejde, og så sker det jo, at folk sender venneanmodninger, og for ti år siden på min fødselsdag skrev Thomas. Jeg tænkte bare: Hvad vil du?

Men hun svarede alligevel på hans besked, og så begyndte de at skrive sammen igen. Det var i perioden, efter at Thomas’ kæreste var gået fra ham, og det gav mening for begge at tale sammen og finde hinanden igen igennem krisen.

Thomas: – Jeg tog over og besøgte Annette i Aarhus, og min første oplevelse var, at jeg ikke fik øje på ”en hel masse Annette”. Da vi havde talt længe sammen, opdagede jeg, at jeg fik øje på mig selv igen. Det havde været en hård tid, og jeg havde ikke så meget blik på, hvad jeg selv var. Der var en masse opgaver, der skulle løses, og jeg var der ligesom bare.

De havde ikke set hinanden i 15 år – eller siden Thomas havde hår, som Annette siger med et drillende grin.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: Hvorfor skal andre have en mening om, hvad der er passende for mænd i min alder?

Altid og aldrig i tvivl

I foråret det efterfølgende år fik Annette besked af sin chef om at få brugt de feriedage, hun havde tilbage, og så tog hun til København for at besøge Thomas i tre dage. De talte sammen uafbrudt i de tre dage.

Annette: – Og så fandt jeg hjem! Jeg er sådan en, der altid er i tvivl om alting – om alt i mit liv! Men det her – det er det eneste, jeg aldrig nogensinde har været i tvivl om. Det tog tre dage.

Thomas: – Der er sådan en lidt mærkelig fornemmelse af at være forbundet over tid og rum, fordi vi har været ungdomskærester. Det føles, som om at det, vi har, altid har været der. Det har det jo ikke, for der har været så meget andet. Men så alligevel.

Ud over noget manglende hår i den enes tilfælde er Annette og Thomas enige om, at den anden lignede sig selv, og at de forandringer, livet havde påduttet dem hver især, kun var til det gode.

Annette: – Thomas er af natur lidt som en hoppebold, og han har med årene været nødt til nærmest at gøre vold på sig selv for at finde frem til noget ro og nærvær i relation til andre mennesker, og det klæder ham åndssvagt godt. Det er noget tillært, men det er vildt fedt.

Thomas: – Jeg var mest forundret over, hvor meget af det samme, der var hos Annette, men hun havde også fået børn, og det har en effekt på det alvorlige i hende. Glæden, det umiddelbare og nysgerrigheden var der stadig og var fuldstændig intakt, men der var en større forståelse for vigtigheden af at gøre ting, der skal gøres, og af at gøre dem ordentligt frem for at være meget mere impulsiv.

I de mellemliggende år havde Thomas fået en søn og en datter, og Annette havde fået tre piger inden for to år – de yngste tvillinger. Så nu havde de tilsammen fem børn i alderen fem til tolv.

Kærligheden er større

Selvom de meget hurtigt valgte hinanden, har de altid været meget bevidste om ikke at presse noget ned over hovedet på børnene, som er store nu og ikke på noget tidspunkt har boet fast sammen alle sammen. Heldigvis kunne børnene lide både hinanden og fars og mors nye respektive kæreste.

Annette: – Når man møder sin ungdomskæreste efter mange år, kan man godt falde ind i nogle gamle roller eller blive forført af ”åh, vi var så frie, åbne og smukke dengang”, og hvad er det så, man bliver forelsket i? Er det den, du genkender, eller er det den ”nye”? Jeg vil gå så vidt som at sige, at jeg faktisk ikke blev forelsket i Thomas. Det var instant love. Vi var slet ikke igennem den der skøre forelskelsesfase. Men den der inderlige følelse af, at vi hører sammen, ville ikke være der, hvis vi havde været sammen hele tiden. Der var ting, vi skulle lære. Måske skulle jeg se Thomas på afstand, før jeg kom til virkelig at elske ham.

Thomas: – Når man er ung, former man nogle grundlæggende ting og værdier – hvad er vigtigt? Hvordan vil vi gerne være sammen? Og de ting har vi formet sammen. Jeg kan se nu, at der er mange af de værdier, vi kan vende lidt tilbage til. Samtidig var vi så unge, da vi mødte hinanden, at det var en vild tid, hvor vi ikke havde faste roller i forholdet, så på den måde er der ikke nogen gamle mønstre, vi sidder fast i.

Følelsen af at springe forelskelsen over og gå direkte videre til at opleve kærlighed i mødet med Thomas sammenligner Annette med en nærmest religiøs oplevelse. Hverken hun eller Thomas er troende, men når hun skal sætte ord på følelsen, minder det hende om, når kristne mennesker taler om deres tro: Det har ikke noget med mig at gøre. Det er ude af min kontrol!

Annette: – Jeg plejer at sige, at kærligheden er større end det at kunne lide en anden. Det havde egentlig ikke noget at gøre med, om jeg kunne lide Thomas eller syntes, at han var sød – det er mere
sådan en bonus. Det var bare rigtigt! Det var ligesom at finde hjem til mig selv.

Thomas: – En fed ting ved at have kendt hinanden før er, at vi kender kernen. Det er ikke noget, der er forstilt. Vi ved, hvordan hinanden er, og hvornår der kommer et eller andet udenpå, som er tillært. Det giver en ro og gør, at vi kan få det bedste frem
i hinanden.

Annette: – Du kender de der putte-i-bokse, som små børn har, ikke? Jeg havde helt fysisk en følelse af, at jeg desperat havde banket med en forkert facon på det der hul og pludselig så, at – ahh! Det er denne her form, jeg har. Da jeg første gang så Thomas, var det som et spejl, hvor jeg så, at jeg havde en helt anden facon end den, jeg prøvede at være.

LÆS OGSÅ: Tommy Ahlers: "Jeg har været fraskilt i fem år, og jeg har ikke vænnet mig til det"

Gift fordi de ikke kunne lade være

I 2011 blev Annette og Thomas gift i kirken og holdt en kæmpe fest. De blev gift, fordi de ikke kunne lade være, og de havde ikke råd til det, men det var der ikke noget at gøre ved. Derfor frabad de sig
gaver og bad i stedet gæsterne om at tage en uspecificeret ret med hver.

Thomas: – Vi var enige om, at det eneste, der kunne rumme noget, der var så guddommeligt, det var kirken, selvom vi sådan set ikke er troende nogen af os, men dog medlemmer af folkekirken. Det var et fantastisk bryllup!

Annette: – Noget af det vigtigste, vi har til fælles, er troen på, at det, der sker, er det rigtige, og at
tingene nok skal løse sig.

Thomas: – Det er også vigtigt for os at udforske ting. Annette er ligesom mig ekstremt nysgerrig, så vi skal ud at prøve alt muligt – sove ude, til alle mulige mærkelige koncerter, i det hele taget undersøge alt! Den nysgerrighed fylder enormt meget.

Annette: – Man skal selvfølgelig ikke gå tilbage til en ungdomskæreste, fordi man mødes og føler sig tryg i en gammel rolle eller føler, at man er 17 år igen. Det skal være rigtigt, og han skal ikke bare være en sød kæreste. Der skal være magi, når man kigger i hinandens øjne. Jeg bliver ved med at bruge det ord, men det er, fordi det er sådan, det er. Det er altså et magisk forhold.