Annisette Koppel

Foto: Trine Bukh ”Når jeg står op om morgenen, tager jeg en smuk kjole på for Thomas”

"Det føltes som at svæve mellem alt og intet"

Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger kendte kvinder om deres veje rundt i livet.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg voksede op i et socialt boligbyggeri i Søborg, og jeg måtte ikke gå ud på de omkringliggende veje, så jeg var altid i gården. Som lille stod jeg derinde mellem murerne og hylede. Jeg sendte en lang, klar ubrudt tone afsted, så det føltes, som om den svævede op og fløj ud over porten og var fri. På den anden side fandtes mosen med en lille å og et stort vildnis. Jeg følte vel, jeg hørte mere til derude. Som jeg husker det, stod jeg og hylede sådan i en evighed. Indtil en af naboerne fik nok, smækkede et vindue op og råbte, at nu skulle jeg altså holde kæft."

"Jeg boede sammen med min mor, der havde arbejdet som dansekorpige, indtil jeg blev født, og min far, der var tjener og drak alt for meget. Og så min storesøster Rudi, der spillede Mie i Far til fire. Hun var fem år ældre, blond og lys, mens jeg var lille og mørk. Vi talte aldrig om, hvorfor vi var faldet så forskelligt ud. Først langt senere, fandt vi ud af, at vi havde forskellige fædre. Vores lejlighed var lillebitte, men eksotisk indrettet. Med grønne palmer på tapetet, en storblomstret sofa og enorme fugle-volieres med finker og undulater i vinduerne. Der voksede en vin under loftet og langs væggene. Og der var altid friske blomster i vaserne. Store bløde roser, lupiner og bregner."

LÆS OGSÅ: Preben Kristensen: "Jeg har ikke haft influenza i de tre år, jeg har gjort det"

"Efterhånden som jeg blev større, blev min hylen til sang, og jeg kan huske, hvordan jeg sang, mens jeg hvirvlede rundt og rundt i stuen med lukkede øjne og lange sorte fletninger piskende omkring mig. Indtil Rudi stak hovedet indenfor, og jeg åbnede øjnene og blev stum. ”Du kan kun synge med lukkede øjne”, grinede hun. Hun var storesøster, så hun drillede mig. Men vi var tætte. Søskende, der vokser op i hjem med alkohol, finder sammen om at passe på hinanden."

Hvordan fandt du din levevej?

"Da jeg var syv år gammel, fik jeg lov at komme med på scenen, når min søster optrådte med sit Far til fire- repertoire i tivolier og på markedspladser. Jeg elskede det. At se mennesker smile op mod mig og mærke, at jeg kunne bevæge noget i dem med min stemme. Jeg elskede også livet mellem boderne og vognene. Teltet med hypnotisøren, der fik folk til at tro, at de var høns eller fik pludselig kløe. Og truppen af kortvækstfolk, der kaldtes ”Lilleputterne”, som optrådte i smukke krinolineskørter og kjole og hvidt. Jeg fik lov at køre med i deres små kareter trukket af ponyer. Det var fuldstændigt eventyrligt. En magisk, dragende verden, som jeg følte mig helt hjemme i."

"En dag meddelte min mor, at Rudi skulle på skuespillerskole, og at jeg ikke mere skulle synge. Det var fuldstændigt fortvivlende for mig. Jeg mærkede en vild brusen indeni, som om jeg skyllede væk eller var ved at forsvinde. Og jeg husker, hvordan jeg stod foran vinduet og stirrede uden at se noget, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville kunne undvære det. Jeg var 12 år gammel og forstod, at det eneste, der var vigtigt for mig i den her verden, var at synge, men midt i følelsen af tab og panik kom jeg i tanke om Jette, en pige jeg vidste spillede klaver, og så ringede jeg og spurgte, om hun ville spille med mig. Det var sådan, det begyndte."

Hvornår er du gået dine egne veje?

"Vi fik det selv til at ske, Jette og jeg. Øvede sange uden andres hjælp og landede spillejob til mælkepops – en form for sodavandsdiskoteker uden alkohol og for helt unge. Det var vidunderligt at stå på scenen. Og da dansebandet Dandy Swingers spurgte, om jeg ville synge for dem, tog jeg endnu et spring ind i musikken. Før havde jeg kun spillet akustisk, men nu blev der sat elektricitet til, og det fik alt indeni mig til at sitre. Jeg bankede mit lår blåt og gult med en tamburin som korpige, før jeg fik mine egne solonumre. Men det gjorde ikke spor."

"Vi spillede alle mulige cover-numre af tidens store pop og soul hit. På danserestauranter i Danmark og i Sverige og på de markedspladser, jeg havde elsket at spille på som barn. Det var stadig lige magisk. Peter Belli var begyndt at vende plader mellem musikindslagene og kørte i dødsdrom på sin brølende motorcykel. Det var før, han blev sanger. Og før jeg fandt den lyd, der blev min. Men jeg var lykkelig. Jeg havde generobret en verden, jeg troede jeg havde mistet."

LÆS OGSÅ: Michèle Bellaiche: Det har voldt mig nogle problemer, jeg godt ville have været foruden

Den vigtigste vejviser i dit liv?

"Thomas (Koppel, red.) viste mig en vej ind i musikken, som jeg dengang ikke havde fundet endnu. Det var ham, der introducerede mig for jazzen og for den klassiske musik. For Billie Holiday og Nina Simone. Og for Bach, Ravel, Beethoven og Maria Callas. Han åbnede det hele for mig. Satte den ene plade på efter den anden og så bare smilende til, mens jeg flød væk i nye fantastiske stemmer og forsvandt ind i de landskaber, som klassiske strygere kan brede ud foran ens indre blik."

"Vi kom fra vidt forskellige kulturelle verdener. Thomas læste på konservatoriet, var næsten færdig som komponist og havde netop modtaget Carl Nielsen Legatet. Han havde sat sin første opera op som 17-årig. Han skrev sin egen musik sammen med sin bror og ville i tidens ånd skabe et band. Savage Rose var the real deal. Originale. Som The Beatles, Bob Dylan og The Stones. Der var ingen covernumre eller efterligninger. De skabte alting selv. Jeg havde dyb, dyb respekt for dem."

"Da de spurgte, om jeg ville komme til en prøve, fordi de manglede en sanger, blev jeg forbavset, men også nervøs for om de troede, jeg kunne noder. Men da jeg mødte op helt afsindig genert, var Thomas lige så genert som mig. Vi flyttede sammen efter nogle år og en masse koncerter, men der var en særlig forbindelse mellem os, fra det øjeblik vi mødtes første gang."

Hvornår har du stået ved en skillevej?

"Vi havde turneret gennem USA med udsolgte koncerter, da RCA Records i midten af 1970’erne tilbød os en millionkontrakt. Det hele lå bredt ud på bordet foran os. Selveste Lester Bangs – den legendariske musikkritiker på magasinet Rolling Stones – havde skrevet begejstret om vores musik, og nu var det, som om alt pludselig var muligt."

"Vi skulle på turné og indspille et album. Og vi var helt afsindig glade. Og så kom betingelsen. Vi skulle indvilge i at spille for de amerikanske styrker i Vietnam og trykke hånd med præsident Lyndon B. Johnson. Vi blev først stumme. Og så begyndte vi at grine. No Way! Lige der stod vi foran en skillevej, hvor vi skulle vælge en retning. Men der var for os aldrig tale om et valg. USA var i gang med en forfærdelig krig i Vietnam, og vi havde rejst gennem USA’s sydstater og set behandlingen af de sorte. Vi havde hørt Black Panthers tale. Og vi havde intet udestående med de vietnamesiske bønder."

"Det var fuldstændig utænkeligt, at vi nogensinde skulle udvise støtte til den siddende amerikanske regering og svigte det, vi var en del af, det vi troede på, det vores publikum troede på, og det en hel generation troede på. Det handlede jo ikke kun om os, men om noget meget større. Et ungdomsoprør og en fredsbevægelse, som vi var en del af, og hvis værdier, vi var vakt af."

"Vi ville blande os i uretfærdighederne. Diskriminering, social ulighed, krig og undertrykkelse. Penge og pladekontrakter betød intet i sammenligning. Og det kom det aldrig til at gøre. Den sociale og politiske bevidsthed i Savage Rose forblev altid intakt. Og er den samme i dag, som den var dengang."

Hvilken vejviser har du været for dine egne børn?

"Mine døtre Billie og Naja Rosa er vokset op med musikken. Det er ikke, fordi nogen har presset dem i den retning, men selvfølgelig er det blevet sådan, for det var vores liv. Det kunne næsten ikke undgås, at de skulle blive musikere. Da de var små, var de med i tourbusser på kryds og tværs af Danmark og Europa. Billie sov bedst, når hun kunne rulle sig sammen i sin sovepose bag klaveret, mens vi spillede. Det føltes trygt og godt at ligge der omgivet af musikken og mennesker."

"Rejserne var en del af vores musiske liv, men det var også lærerigt for dem at rejse og opleve mennesker i verdens mangfoldighed og forskellighed. De har lært, at man også har ansvar for andre end sig selv og at handle på uretfærdighed. De har også haft et frit liv og været frie til at tænke og tro på sig selv uden voksen dominans. Men vi var sikkert dødirriterende, når de for eksempel kom for sent i skole, og jeg bare skrev i deres kontaktbog, at det var, fordi ”vi var stået op med lyset.”"

LÆS OGSÅ: Søs Fenger: ”Det var en total øjenåbner for mig, og bagefter var der ikke flere tårer”

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Vi havde ikke boet i huset i Puerto Rico i et år, da det skete. Det havde ellers føltes som en ny begyndelse efter mange år i Los Angeles. Vi havde taget hul på et nyt kapitel, et nyt eventyr på den skønne jord, og samtidig var vi i fuld gang med at indspille ny musik. Huset lå på et bjerg ved en jungle. Alt var grønt og frodigt. Og luften var fuld af lyde og sommerfugle."

"Fra terrassen kunne vi se vilde heste græsse. Deres hove og ben forsvandt i lavtliggende skyer, der lå i dalen om morgenen, så det så ud, som om de gik i sne. Det var et smukt og bjergtagende sted. Og så begyndte alt at falde fra hinanden. Jeg skrev en ildevarslende tekst og blev ramt af en smerte i brystet. Som havde jeg fået et hårdt slag midt i solar plexus. Vandforsyningen svigtede, det elektroniske udstyr holdt op med at virke, en harmonika vi havde haft i årtier faldt på gulvet og gik i, hvad der føltes som tusinde stykker."

"Aftenen før Thomas døde, så vores datter Naja Rosa en frø springe direkte ind i et bål og gå til i flammerne. Han døde af et hjertestop. Pludseligt og uventet. Og det føltes som at svæve mellem alt og intet. Det liv, vi havde levet sammen, havde været så smukt og intenst, og nu føltes det, som om jeg var i et liv, der ikke fandtes mere, fordi Thomas ikke var mere. Det var kaos og chok og sorg. Jeg ville have, at alt skulle fortsætte. At Savage Rose skulle fortsætte med at spille, som vi altid havde gjort. Jeg følte at Thomas stadig var med mig. Det gør jeg stadig. Når jeg står op om morgenen, tager jeg en smuk kjole på for ham. Og når jeg synger eller laver ny musik, er han i musikken."

Hvor er du på vej hen nu?

"Vejen er både gammel og ny. Med det nye album Tale of time, var det en ny udfordring, at jeg ikke kun synger egne, men også andres numre. Og sammen med et andet band. Men sjælen i musikken og sangene er lysende og rører ved emner, som altid har været vigtige for Thomas og mig. Jeg synger blandt andet James Brown It’s a Mans World og Masters of War af Bob Dylan. Sange, der er lige så aktuelle i dag, som de var, dengang de blev skrevet. Sangene får nyt liv og en ny stemme i vores tid."

Om Annisette Koppel, 73 år

  • Blev i 1967 en del af bandet The Savage Rose.
  • Gift med komponist og pianist Thomas Koppel frem til hans død i 2006.
  • Sammen fik parret døtrene Billie og Naja Rosa, der er en del af Savage Rose i dag.
  • Er aktuel med det nye album Tale Of Time – et samarbejde mellem hende og DR Big Band, med sange skrevet af blandt andet Bob Dylan, James Brown og Annisette selv.
Se, hvad vi ellers skriver om: Døden, Sorg, Karriere og Kærlighed

610x200_woordy_dmjpg.jpg