Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mød undervisningsminister, Christine Antorini, i et personligt interview
Foto: Franne Voigt Mød undervisningsminister, Christine Antorini, i et personligt interview

Christina Antorini

Antorini efter skilsmisse: "Jeg var nødt til at genopfinde mig selv"

I offentligheden er Christine Antorini kendt som landets undervisningsminister og bannerfører for den omdiskuterede folkeskolereform. I dette interview er hun mest bare Christine, der fortæller om sorgen over kærligheden, som ikke holdt, og savnet efter en mor, der døde i en alt for ung alder.

En dag blev det for meget for Christine Antorinis datter. Aften efter aften så hun sin mor sidde med hovedet i computeren. Sammenbidt og koncentreret. Selv efter sene møder gik hun direkte hjem til skrivebordet og arbejdede videre. Sofie iagttog hende fra sofaen, hvor hun selv slappede af foran fjernsynet. Og hun blev mere og mere bekymret.

– Det forunderlige ved, at ens børn bliver voksne, er jo, at de begynder at udvise omsorg for en. Jeg oplevede det personligt i forhold til min mor i den sidste tid, hun levede, hvor jeg også passede på hende. Balancen og styrken i forholdet ændrer sig, og det skete også på det tidspunkt for Sofie og mig, forklarer Christine Antorini.

Hun boede sammen med sin 19-årige datter i en lejlighed på ydre Nørrebro, som hun takket være et årelangt medlemskab af en almen boligforening, fik tilbudt, da hun skulle finde et sted at bo efter skilsmissen fra sin mand. Den mand, hun havde mødt efter bruddet med børnenes far, og som hun – endnu en gang – regnede med, hun skulle dele resten af livet med.

– Sofie sagde ligeud til mig: "Mor, det her går ikke mere. Du arbejder alt for meget. Du bliver nødt til at få dig et liv."

Christine Antorini peger hen mod det sorte sofaarrangement i den anden ende af stuen. Det var her, hendes nye liv begyndte sammen med Sofie. En god ven gav hende det andet spark.

– Han sagde til mig: "Christine, du skal ikke bare sidde derhjemme og regne med, at der kommer nogen og opdager dig. Det er dig, der skal tage kontakten til andre mennesker, og selvom det er svært, skal du gøre det, for du finder ud af, at vennerne stadig er der. Men det er DIG, der skal være opsøgende."

Afsked med børneflokken
Christine Antorini bor nu højt oppe over København, på fjerde sal i en taglejlighed, med udkig til en larmende Nørrebrogade på den ene side og en grøn gårdhave til den anden. "Min lille oase" kalder hun altanen, hvor der gror bær og roser, og hun viser stolt rundt i resten af hjemmet. Energisk og tempotalende. I bare tæer, opsmøgede jeans og silkeskjorte. Med en misundelsesværdig glød, et hvidt tandsæt og de landskendte spiralkrøller. Lejligheden har hun – for første gang i sit liv – gjort noget ud af at mø-blere, så hun føler sig hjemme. På væggen i gangen hænger to rammer med sort-hvide fotografier af dronning Ingrid og kong Frederik. Et arvestykke fra hendes konservative og kongehuselskende farfar. Modsat hænger feriebilleder af hende og børnene. I stuen med de skrå vægge står rejsebøger, fag- og skønlitteratur i metervis på reolerne.

– Jeg har altid haft det svært med kvinder, som gik overdrevent meget op i at finde ting til deres bolig, fortæller hun, da vi sætter os ved det lange spisebord.

– Men denne gang kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at indrette min egen base.

Sofie flyttede med, da de overtog lejligheden, fordi hun var i gang med at gøre gymnasiet færdig, men de vidste begge, at de ville være bofæller på lånt tid.

– Jeg syntes, det var supersvært at bo alene, og i starten var jeg nærmest helt handlingslammet. Siden jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, har jeg med undtagelse af ganske få måneder boet sammen med en kæreste, og det ene forhold har afløst det andet. Samtidig var overgangen fra at være en familie, hvor vi var to voksne og fem sammenbragte børn, til pludselig at være alene, meget stor, fortæller hun om det år, 2009, hvor hun blev skilt fra sociologen Henrik Dahl og sagde farvel til ham og hans tre døtre, som hun havde levet sammen med i de syv år, forholdet varede.

– Selvom man kunne tro, at det var lettere, når vi ikke havde fælles børn, så er det jo i virkeligheden også meget ulykkeligt, fordi ikke bare jeg, men også mine to børn og Henriks tre piger var blevet meget glade for hinanden. Pludselig var der ikke noget, der længere bandt os sammen. En gang imellem spiser jeg og børnene en fælles middag sammen, men vi er ikke på samme måde en vigtig del af hinandens liv mere, siger Christine Antorini.

Sceneskift
Mere end 30 år med politik og en fortid som studievært og chef i erhvervslivet har gjort hende topprofessionel i mødet med pressen. Når hun har valgt at dele sin personlige historie, skyldes det, at hun selv er blevet inspireret af at tale med og læse om andre kvinder, der stod i svære valg, og så handler det selvfølgelig også om, at hun føler, hun de seneste år er blevet en hel del klogere.

– Måske var det rigtigt godt for mig at nå til et punkt, hvor jeg blev tvunget til at stoppe op, fordi hele scenen skiftede – på den hårde måde, som hun siger.

– Jeg var nødt til at genopfinde mig selv. Blandt andet fordi ens vennekreds jo ændrer sig efter en skilsmisse, og der er mange ting, som ikke længere sker af sig selv. Men i dag kan jeg se, at det også er en mulighed for at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig for et liv, jeg har lyst til?

Tilværelsen tog sig ganske anderledes ud for seks år siden. Parforholdet skrantede, og der var mere dårligt i vente. Den stærke og kloge mor, som Christine Antorini havde regnet med skulle leve mange år endnu, blev en nat hasteindlagt på grund af stærke mavesmerter. Tre måneder og et opslidende sygdomsforløb senere var hun død af kræft i tarmene.

– Hun var kun 66 år og betød utroligt meget for mig. På sin vis blev alting blandet sammen i den periode, og jeg havde meget svært ved at adskille min sorg. Var det sorgen over min mor eller over ægteskabet, der ikke lykkedes? Jeg kunne ikke finde ud af det, men var så ked af det, som jeg aldrig har været før, og ved at kaste mig over arbejdet kunne jeg undgå at forholde mig til, hvordan jeg virkelig havde det, siger Christine Antorini, der måtte sande, at livet ikke formede sig som forventet.

– Hvis nogen havde spurgt mig for 25 år siden, om jeg som 49-årig ville have været igennem tre langvarige parforhold, to skilsmisser og for første gang skulle stå på egne ben helt alene, ville jeg have sagt: Aldrig!

For når det gælder ægteskabet, har hun hver gang troet på, at det var for livet.

– Jeg kommer selv fra en bundsolid kernefamilie med nogle virkelig gode forældre, der altid holdt sammen, og jeg har aldrig haft andre billeder af familielivet end det oppe i mit hoved. Når man så et par gange har oplevet, at det ikke gik sådan, er det svært at blive ved med at sige, at kærligheden holder, men det ændrer ikke ved, at når jeg går ind i et forhold, så har jeg det som udgangspunkt sådan, at det er for altid. Jeg tror på det.

Hun holder en pause. Sætter tempoet en anelse ned, da hun siger:

– Jeg må så bare konstatere, at min virkelighed ikke blev sådan. I virkeligheden er det værre at blive skilt anden gang, fordi man første gang oplever skilsmissen som ganske forfærdelig, men regner med, at NU er man blevet klogere. Når det så heller ikke lykkes, bliver man virkelig mistrøstig. Så kan man vælge at blive en af de kvinder, der, efter de er blevet skilt, og børnene er flyttet hjemmefra, bliver nogle hårde nitter, der dropper tanken om kærligheden, men det, synes jeg, er ret trist.

Tal om det svære
Trods de glædesløse omstændigheder havde moderens død én positiv effekt. De mange timer ved sygelejet havde bragt Christine og hendes bror, Michael, tættere på hinanden, og hun var begyndt at dele sine inderste tanker med ham. En fortrolighed, der var ganske ny for hende.

– I mit arbejdsliv har jeg altid været åbenmundet og handlekraftig, og når der har været konflikter, har jeg aldrig været bange for at gå ind i dem. Men i mit personlige liv var jeg helt anderledes. Der holdt jeg de svære ting for mig selv. Hvis det gik dårligt i mit parforhold, ville jeg ikke tale om det, og jeg gik og puttede med mine følelser. Bagefter kan jeg godt tænke, at min partner ikke har haft en chance for at vide, hvad der skete oppe i mit hoved. Det kunne måske ligefrem have reddet forholdet, inden det gik helt skævt, hvis jeg ikke havde holdt det for mig selv, siger Christine Antorini, der i dag kan se, at hun har gentaget strudsemetoden i alle sine langvarige forhold. Også i forhold til sine veninder var hun yderst varsom med at indvi dem i sine følelser.

– Bare det at sige: Jeg er ved at blive skilt. Jamen, det var helt umuligt for mig at få de ord ud af munden, og det blev i stedet til noget med, at det vist ikke gik så godt på hjemmefronten, siger hun med et lille smil.

– Men jeg fandt ud af, at det kun resulterer i noget positivt at dele sit liv og sine tanker med sine nærmeste. Faktisk bliver folk ret taknemmelige for at blive inviteret ind.

Den første sommer som nyskilt krævede også en del overvindelser.

– Jeg havde pludselig en hel sommerferie, hvor der ikke var andre at lægge ferieplaner med end mig selv, og det krævede en del overvindelse.

Flere venner havde sommerhus i Nordjylland. Hun spurgte om lov til at komme på besøg, pakkede en rygsæk og tog af sted.

– Det var fantastisk, men også ret grænseoverskridende at sige: Hej, jeg har tænkt mig at kigge forbi, for man er jo bange for at være for meget, og måske bryder man ind i folks sommerferieplaner. Men der blev taget imod mig med åbne arme, fortæller Christine Antorini, som i det hele taget har fået genoplivet en række venskaber efter skilsmissen.

LÆS OGSÅ: Hella Joof "Perfekt har aldrig gjort nogen lykkelig"

Del ansvaret
Da Christine Antorini blev skilt fra sin første mand, var Sofie og Thor fem og syv år.

– Der er jo ikke nogen børn, som ønsker, at deres forældre bliver skilt. Heller ikke mine, men de har altid været en uge på skift hos deres far og mig, og vi har boet tæt på hinanden, så de har kunnet gå i den samme skole. Forudsætningen for at have sådan en deleordning er, at mor og far kan finde ud af at tale sammen uden at skændes, og hvis jeg skal rose Jan og mig for noget, så er det, at vi har været gode til at samarbejde om børnene. Vi har altid kunnet holde fødselsdage og konfirmationer med begge vores familier, og jeg ved, at det har betydet rigtigt meget for Thor og Sofie. Selv nu, hvor de er voksne, siger Christine Antorini, der mener, at samarbejdet blandt andet har fungeret så godt, fordi hun fra starten har lagt vægt på fælles forældreskab.

– Der er mange kvinder, som i en skilsmissesituation synes, at de er tættere på børnene, men efter min mening skal man give fædrene den tid og det rum til at være far, som er nødvendigt. Det giver jo også os kvinder et frirum til f.eks. at gøre karriere.

Personligt organiserede Christine Antorini sit liv efter en "børneuge" og en "voksenuge".

– Når jeg havde børnene, prioriterede jeg dem, og så kunne jeg give den gas på arbejdet ugen efter. Det var i og for sig et privilegium, for er der noget børnefamilier løber sur i, så er det, at få

arbejds- og familielivet til at gå op.

Faktisk mener Christine Antorini, at deleordningen har gjort det lettere for hende at balancere arbejds- og familieliv.

– Hvis man, som jeg, elsker sit arbejde og har en ambition om at gøre karriere, bliver man nødt til at give noget fra sig, bl.a. i forhold til sine børn. Så ved jeg godt, at der er mange kvinder, som går i panik ved tanken om at undvære deres børn en hel uge, men sådan har jeg aldrig haft det. Selvfølgelig har jeg kunnet savne dem, men så kunne jeg snakke i telefon med dem, og når de så var der, havde jeg til gengæld mere tid til dem.

 De klarede det!
I dag er både Thor og Sofie flyttet hjemmefra, og selvom kontrasten til familielivet har været stor, har Christine Antorini ikke haft vanskeligt ved at se sine børn pakke tingene i flyttekasser.

– Jeg har jo øvet mig i at undvære dem, siden de var små.

I virkeligheden åndede hun en smule lettet op, da de begge var godt på vej med uddannelse og havde installeret sig i egne lejligheder og dermed havde bevist, at de kunne stå på egne ben.

– For så var vi kommet ud på den anden side af de svære teenageår, hvor man som forælder konstant er bekymret for, om de nu passer deres skole, går for meget på druk eller støder ind i nogen, der har stoffer, siger Christine Antorini, der håber, at hun engang – gerne inden alt for længe – kan bliver farmor eller mormor.

– Mit forbillede på det område er Marianne Jelved, som var lærerkollega med min mor, og som jeg beundrer for at sætte tid af i hverdagskalenderen til børnebørn og prioritere dem højt, på trods af, at hun om nogen har haft en flot karriere alle årene.

Næste år fylder Christine Antorini 50 år. Spørgsmålet om, hvad den runde dag betyder, får hende til at blænde op for et stort smil.

– Det glæder jeg mig til. For jeg har fundet ud af, at i forhold til alder, så handler det om, hvilken livssituation, man befinder sig i. Min store alderskrise havde jeg, da jeg fyldte 30. Der stod jeg med to små børn og et ægteskab, som ikke var lykkeligt, og selvom jeg var af den overbevisning, at det skulle vare ved, så havde jeg lidt fornemmelsen af: Var det så bare det, der var til mig her i livet?

Siden gik tiden, mønstret gentog sig, og faktisk regnede hun med, at der også efter den seneste skilsmisse ville dukke en ny mand op.

– Sådan var det jo gået de andre gange, hvor jeg har sprunget over at reflektere over det, jeg forlod, og i stedet investeret energi i det nye. Men jeg løb ikke bare ind i en ny forelskelse, og jeg tror heller ikke, at jeg var parat til det. Der var så mange ting, jeg skulle have på plads, og jeg skulle igennem et stort oprydningsarbejde med mig selv.

Hun er godt på vej. Endnu har hun ikke mødt en kæreste, men det skal nok ske, forsikrer hun, for:

– Jeg tror stadig på kærligheden.

Ordene falder uden den mindste ironi og selvcensur:

– Men jeg bliver nødt til at fylde den ind i en anden skabelon end kernefamilien. Sådan bliver virkeligheden nu engang ikke for mig.

CHRISTINE OM KRITIKKEN AF NY REFORM
Som kvinden bag den nye folkeskolereform er Christine Antorini blevet skældt ud af
både lærere, forældre og elever. Her svarer hun tilbage:

– Reformen skal give vores børn lyst til at lære hele livet, og skal de have lyst til det, må de have tiden til at lære på mange forskellige måder. En længere skoledag giver bl.a. bedre mulighed for at kombinere teori og praktik, og jeg ville da ønske, at mine egne børn kunne have gået i den skole, så de havde haft flere muligheder for at have for eksempel engelsk fra 1. klasse, bevægelse hver dag, udeskole og samarbejde med musik– og kulturskolerne.

Lyst og læring. Det kan de færreste vel være imod. Hvorfor har du så fået så meget kritik for reformen?
– Fordi der kort tid efter lanceringen kom en overenskomstkonflikt, som betød, at diskussionen blev ændret fra at dreje sig om, "Hvordan skal vores børn lære?" til "Hvor lang tid skal lærerne undervise?"

Så du siger, at vi har misforstået indholdet?
– Der var i alt fald mange, som troede, at reformen betød, at eleverne skulle gå i skole til klokken 16.00 hver dag, men de mindste elever får i gennemsnit fri kl. 14.00 og de ældste i gennemsnit kl. 15.00.

Hvad siger du til alle de lærere, der mener, at reformen er et udtryk for mistillid til deres hidtidige arbejde?
– Vi har allerede en god folkeskole, men vi kan bare konstatere, at vi ikke har fået alle elever med. Den korte skoledag gav en mere boglig skole, som betød, at vi blandt andet kom til at miste for mange drenge og for mange af de børn, der kom fra et hjem uden en uddannelsestradition. De dygtigste fik heller ikke udfordringer nok. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at der er mange lærere, som følte, at de blev tromlet under konflikten.

Kunne du selv have gjort noget anderledes?
– Desværre har jeg ingen indflydelse på overenskomstforhandlingerne mellem KL og DLF, der endte i konflikt. Men det ærgrer mig, at vi skulle diskutere indholdet af skolen oven i konflikten.


LÆS OGSÅ: Anne-Mette Rasmussen "Statsministeriet havde ikke noget at skulle have sagt"

Christine Antorini

Christine Antorini, 49 år
Undervisningsminister for socialdemokraterne.

Født og opvokset i Jyllinge ved Roskilde med en mor, der var lærer og en far, der var mejerist. Efternavnet har hun fra sin mor, der er født i Schweiz.

Uddannet cand. comm. i offentlig forvaltning fra Roskilde Universitet i 1994. Har bl.a. været kommunikationsmedarbejder i Oticon, chef for Forbrugerinformationen og vært på DR2's Deadline.

Blev i 2005 valgt i Folketinget for Socialdemokraterne. Har tidligere været i Folketinget for SF.

Har fra sit første ægteskab børnene Thor, 26 år, og Sofie, på 24 år.

Dyrker yoga tre gange om ugen, "fordi kombinationen af det mentale og fysiske er godt for sådan et hjernemenneske som mig" forklarer hun.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview