Astrid Lindgren fik os til at tro på et liv efter døden

Hun fik os til at drømme om en barndom i Bulderby og gav os lyst til at bo i Villa Villekulla. Helst bomstærke, sammen med en hest og en abe, og uden angst for hverken tyveknægte eller skolesystemet. Hun fik os til at tro på et liv efter døden og på, at seje piger kan sætte selv den mest hårdkogte røverkonge på plads. Hun huskede os på, at man godt må lave narrestreger og gå imod autoriteterne, hvis bare man gør det med charme og opfindsomhed. Og så mindede hun os om, at et lykkeligt barneliv ikke er et problemfrit curlingprojekt, men en både konfliktfyldt, sørgmodig, udfordrende og dramatisk affære.

Astrid Ericsson kom til verden i 1907 i Vimmerby i Sverige. Fem år gammel læste hun bøger med samme glubske appetit, som den voksne Astrid senere skulle skrive dem med, og allerede som 13-årig fik hun udgivet en stil i Vimmerby Tidende, hvor hun kom til at arbejde som 18-årig. Hun indledte en affære med chefredaktøren og blev gravid, men afviste hans ægteskabstilbud. I stedet flyttede hun til Stockholm og fødte sønnen Lars på Rigshospitalet i København; det eneste sted, hvor fødende kvinder ikke skulle oplyse navnet på faderen. Sønnen kom i familiepleje, mens Astrid Lindgren sparede sammen til at forsørge ham af sin kontordameløn.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg: Der er to typer kvinder i verden, og hver dag skal vi vælge, hvem af dem vi er

I Stockholm uddannede hun sig til sekretær og fik arbejde som kontorist og stenograf. I 1931 giftede hun sig igen med direktøren Sture, der gav hende sit verdenskendte efternavn, og sammen fik de datteren Karin og hentede Lars hjem. Astrid Lindgren dedikerede sig til sine to børn frem for sit job, og det skulle vise sig at være en god beslutning. For hver aften fortalte hun et nyt eventyr for dem og åbnede dermed op for den fantasi, der har givet næring til de historier, som har fungeret som godnatlæsning og virkelighedsflugt hele vores barndom.

Lige så fulde af farver, magi og finurligheder, hendes fortællinger var, lige så beskeden var Astrid Lindgrens egen tilværelse. Hun boede i den samme treværelses lejlighed livet igennem og arbejdede i næsten 25 år som forlagsredaktør på det samme forlag, som udgav hendes bøger. Fortællingerne voksede ud af hendes bekymring for verden generelt og hendes lille familie specifikt. Men også ud af politisk vækkelse og social indignation. Hun var politisk aktiv, miljøforkæmper, dyreven og samfundsrevser. Og hun tog gerne bladet fra munden.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: ”Hvis kvinder shitstormes, kan de komme til mig og få østers og champagne”

Forfatterskabet startede og sluttede med stærke kvinder. Pippi Langstrømpe kom til live, da Astrid Lindgren skulle underholde sin datter, der var syg med lungebetændelse, og den seje anarkist satte gang i Astrid Lindgrens skrivekløe. Ronja Røverdatter var den sidste heltinde, der blev født af forfatterens fantasi. Da var hun 74 år. Og selv om hun foragtede, når kritikere prøvede at intellektualisere hendes bøger og temaer, formåede hun alligevel at sælge mere end 100 millioner bøger og modtage 19 priser, herunder Mensaprisen, Tolstojmedaljen og den internationale H.C. Andersen-medalje, også kaldet børnelitteraturens nobelpris. Men den største pris af dem alle er den, der ikke kan indrammes eller hænges på en væg: den direkte adgangsbillet til børnenes hjerter.

Astrid Lindgren modtog breve fra mange børn. Men da 12-årige Sara Schwardt skrev til hende for første gang i 1971, blev det begyndelsen på et langt pennevenskab mellem fan og forfatter, der strakte sig over mere end 30 år. Den rørende korrespondance kan i dag læses i bogen Jeg lægger dine breve under madrassen.