Badehotellets Ulla Vejby: Jeg oplever stor blufærdighed, når jeg fortæller dette om mig selv

Om mit arbejde ved jeg nu ...
– At min rolle som tjenestepigen Edith i TV2-serien Badehotellet igennem de sidste fem år har betydet sindssygt meget for mig. Egentlig var det tilfældigt, at jeg fik den. Jeg var til optagelser på en kortfilm, hvor Jette Termann, der har castet rollerne i Badehotellet, også var tilknyttet, og hun spurgte, om jeg ville læse en af rollerne overfor Merete Mærkedahl, som hun havde kaldt ind. Og så sagde det bare bang, og Merete kom til at spille Otilia, og jeg fik rollen som Edith.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lehfeldt: "Det rystede mig, og jeg blev tvunget til at tænke og tage stilling"

– Det lå på ingen måde i kortene, at jeg skulle være skuespiller, for jeg kommer fra en gårdejer- og manufakturhandlerslægt. Men lige fra jeg var lille, kunne jeg lide at optræde, og til syvende og sidst var der ikke andet, jeg ville være. Jeg elsker mit fag, men det er nervepirrende, at ens karriere er så afhængig af held og tilfældigheder. Derfor minder jeg også mig selv om at nyde de gode opgaver, jeg har. Hvert år, når det lakker mod enden med optagelserne til Badehotellet, tager jeg mig tid til at kigge rundt og nyde stemningen og det gode samarbejde.

Om modgang ved jeg nu ...
– At det indimellem kan være godt i en krise at søge professionel hjælp. Da jeg var ved at være færdig på skuespillerskolen, kæmpede jeg i en periode med angst. Jeg havde det, som om en kæmpe, tung sten lå på mit bryst, især når jeg nærmede mig skolen og teatret. Da var det godt at gå hos en psykolog, som hjalp mig med at finde ud af, hvad det handlede om. En af grundene var, at min skuespillerdrøm nu for alvor skulle stå sin prøve, og jeg var bange for, om jeg kunne få det til at fungere. En anden var, at jeg under skuespilleruddannelsen havde rodet meget rundt inde i mig selv og tit havde følt mig presset til at kaste mig ud på dybt vand. Det er godt at kunne, men jeg skulle lære at passe på mig selv samtidig og kende mine grænser bedre, tage mig selv i hånden så at sige.

Om min barndom ved jeg nu ...
– At det er lidt specielt i skuespillerbranchen at være vokset op på en slægtsgård. Jeg har brugt en stor del af min barndom på at fodre grise og kalve og høste og tage kartofler op, og det har været med til at definere mig. Vi er fem søskende, fire søstre og min tvillingebror. Vi voksede op som del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor der altid var brug for det, jeg kunne bidrage med. Jeg tror, det har været med til at give mig et godt selvværd, og det vil jeg gerne give videre til mine børn.

LÆS OGSÅ: Louise Dorph: “Alderen har lært mig at være mere i nuet”

– Bagsiden ved min opvækst var, at jeg kunne få lidt omvendt klaustrofobi af at kigge ud på marker til alle sider og være bevidst om alt det, der var langt til, en tur i teatret for eksempel. Men så gik jeg til spejder i stedet og sørgede for, at det var mig, der stod for underholdningen ved lejrbålet. En god ven i gymnasiet havde en mor, som arbejdede på skuespillerskolen. Hun foreslog mig at tage på højskole og finde nogle legekammerater der, som også var interesseret i at spille skuespil, og som jeg kunne sparre med. Det hjalp mig på vej mod min skuespillerdrøm.

Om mod ved jeg nu ...
– At jeg som skuespiller har været nødt til at overvinde min skræk for mange ting. Blandt havde jeg sceneskræk som teenager og var især bange for at synge solo. Det nyttede jo ligesom ikke noget, når jeg gerne ville optræde. Derfor pressede jeg mig selv til at sige ja til hovedrollen i gymnasiemusicalen, og hver gang jeg havde prøver foran koret, måtte jeg holde i klaveret, fordi jeg rystede så meget og var ved at tabe mit hjerte af skræk. Som voksen er jeg blevet bedre til at passe på mig selv og bliver ikke helt så rystet, når en rolle for eksempel kræver, at jeg ligger og kysser med en mand i en seng. Mit hjerte dunker, men jeg har fået nogle teknikker til at få ro på undervejs.

Om at tro ved jeg nu ...
– At jeg tit oplever en stor blufærdighed, når jeg fortæller, at jeg er kristen og kan lide at gå i kirke. Jeg tror, det ville være nemmere for de fleste at tackle, at jeg sagde, jeg var buddhist. For mig betyder min tro, at jeg ved, at universet vil mig det godt. Jeg er ikke enig i de mørke, hårde fortolkninger af biblen. Kernen i kristendommen er for mig kærligheden, og min Gud har ikke det fjerneste imod den kærlighed, som kan opstå mellem to af samme køn. I et fag som mit bliver jeg nemt selvoptaget, og da minder min tro mig om, at næstekærligheden også kan være med til at give mig energi – for eksempel når jeg samler ind til en god sag. Det behøver ikke at være noget med store armbevægelser hver gang.

LÆS OGSÅ: Amalie Dollerup: "Jeg skulle lære, at jeg var god nok, selv om der ikke blev ringet efter mig længere"

Om kærligheden ved jeg nu ...
– At den godt kan komme bag på en. Jeg kunne ikke se med det samme, at Michael var manden for mig. Vi gik på Rødkilde Teaterhøjskole sammen, og han kom og fortalte, at han havde et godt øje til mig. Jeg syntes, han var vildt sød, men var ikke forelsket, troede jeg. Så gik der nogle måneder, og jeg blev ved med at kysse med ham til festerne, mens jeg fastholdt, at vi ikke var et par. Men lige pludselig forstod jeg mentalt det, min krop allerede vidste, nemlig at det skulle være os to. Vi har to børn og et hus i Kokkedal sammen nu. Jeg er vild med, at han er lige så følsom og fredelig som mig. Ingen af os har det sydlandske temperament, hvor der bliver smidt med ting og råbt. Vi kan blive uenige, men så går vi fra hinanden et stykke tid, og vender næsten altid tilbage med, at vi godt kan se problemet fra den andens synsvinkel.

Om venskaber ved jeg nu ...
– At det er vigtigt at prioritere de få, rigtig tætte venner jeg har, selv om jeg har små børn. Min allerbedste veninde, Maria, mødte jeg på Rødkilde Teaterhøjskole for 11 år siden på samme vigtige ophold, hvor jeg også mødte min mand. Rødkilde har betydet meget for mig. Der kom en helt anden bund i min latter, efter jeg havde været der, jeg fik banket rust af sjælen og fik også mange andre vigtige venner der. Men Maria er noget særligt. Hun er et fantastisk, roligt menneske, som har meget den samme måde at være i verden på som mig. Det gør det nemt at tale sammen også om det allersværeste.

Om mænd ved jeg nu ...
– At det er godt at søge indsigt i dem. Især når man som jeg er vokset op i en klan, hvor kvinderne er i overtal – jeg har tre søstre, kun en bror, og 11 niecer og kun tre nevøer. Min tvillingbror Niels har givet mig en del vigtig viden. Vi har altid betroet hinanden vores hemmeligheder og også boet sammen i London en sommer, hvor jeg arbejdede på hotel. Noget af det vigtigste, han har lært mig, er, at mænd godt kan lide at passe på deres kvinder, og det skal man give dem lov til ved at give slip en gang imellem. Ligesom mange andre kvinder i min generation kan jeg godt lide at have kontrol og bliver frustreret, når mit liv ikke kører, som jeg gerne vil have det. Og da skal vi kunne sige, at det her har vi ikke styr på, og nu trænger vi til forståelse og et kram. Jeg tror først, vi rigtig bliver omsluttet af kærligheden, når vi giver os lov til at falde. Som en lærer påpegede for mig engang, er det ikke tilfældigt, at det hedder to fall in love på engelsk.

Om at blive mor ved jeg nu ...
– At der er store glæder og stor kærlighed forbundet med at få børn, men samtidig er det vigtigt at sige, at det også er hårdt arbejde. Klokken ti om formiddagen har jeg allerede været i gang længe. Og samtidig keder jeg mig tit, når jeg er på barsel som nu, og glæder mig altid til de små job, jeg har, hvor jeg skal ud af døren. At få børn betød også, at vi måtte flytte til Kokkedal, og det har heller ikke været nemt, selv om det har givet os lys og luft. Jeg holdt meget af at bo i København, men det blev for dyrt, og jeg vil ikke indrette mit liv efter, at jeg skal tjene alt for mange penge. Desuden boede vi i Nordvest, som jeg gode kan lide, men hvor der var lidt for mange skudhuller i murerne på vej op til børnehaven til sidst.