Susanne Heering: "Hvis jeg var blevet smittet, havde jeg nok ikke klaret den"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er født i Aalborg, og det har jeg aldrig været ked af, for jeg er stolt af at være jyde. Jeg var den yngste af tre søskende, og jeg var sikkert smadderforkælet. Men det var en dejlig barndom i et skønt hus. Som syvårig begyndte jeg at gå til ballet, og min mor kan huske, hvordan jeg altid satte sofapuderne sammen to og to og lod dem danse sammen i stuerne.

Da jeg gik i 2.g, fik jeg anoreksi, og på et tidspunkt kom jeg helt ned på 34 kilo. Du må ikke spørge mig hvorfor, for jeg kom jo fra sådan et dejligt hjem. Men jeg skjulte min mad, indtil jeg til sidst blev indlagt. Mine forældre opdagede det meget sent, for dengang vidste man meget lidt om anoreksi, og i øvrigt så de mig hver dag, så de lagde ikke mærke til, at jeg tabte mig. Jeg syntes selv, jeg så dejlig ud, men det gjorde jeg ikke. Man bliver egoistisk af anoreksi, for man tænker kun på sig selv, hvad man ikke vil spise, og hvordan man kan gemme sin mad. Alle balletskoler i hele verden er ramt af spiseforstyrrelser, og det har altid været en fordel for mig, at jeg kunne se det på lang afstand, hvis nogen begyndte at udvikle anoreksi. Jeg har også i 25 år været formand for præsidiet for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Hvordan fandt du din levevej?

– Den var ikke svær at finde. Jeg gik til ballet i Aalborg hos en tidligere ballerina, Ulla Poulsen, som havde åbnet sin egen balletskole. Hun syntes, jeg havde talent og ville gerne have mig på Det Kongelige Teaters balletskole. Det ville mine forældre ikke have, for det ville kræve, at hele familien skulle flytte til København, og efter krigen havde min far godt gang i sin egen virksomhed. Senere samlede jeg faktisk selv penge ind til en kostskole for balletbørn fra provinsen, så også de kunne komme på Det Kongelige Teaters balletskole.

Vi flyttede på et tidspunkt til Sydsjælland, hvor Peter, min mand, havde sin virksomhed, og jeg manglede noget at lave. Så sagde Dronningen, som jeg er gode venner med: ”Susse, du skal åbne en balletskole”. Så gjorde jeg det. Jeg satte en annonce i avisen, og efter en måned havde jeg en skole med 150 elever.

Peter har altid bakket mig op i det, jeg ville. Da jeg havde balletskolen i Næstved, og vi var flyttet tilbage til København, stod han altid klar med mad til mig, når jeg kom hjem om aftenen. Det var det samme hver gang: en sildemad og bagefter noget spaghetti med forskelligt på. Jeg glædede mig altid hele vejen hjem til sild og spaghetti.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: ”Flere af mine veninder ville kede sig ihjel, hvis de var i mit forhold”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Min mand. Vi mødtes på gammeldags manér til en fest på et gods på Lolland. Han bad mig vise ham, hvordan man danser cha-cha-cha, og så var den hjemme. Peter havde en dejlig humoristisk sans, og han var et sødt og spændende menneske. Men det var lidt specielt at komme ind i et familieforetagende, hvor han var femte generation. Familien fremstillede kirsebærlikør, Cherry Heering, og havde desuden agentur for fransk cognac og rødvine. Hver søndag var der familiemiddag hos den gamle fru Heering, Peters farmor, og første gang jeg skulle med, stod de alle sammen linet op, så jeg kunne hilse pænt på dem – alle fætrene og kusinerne. Heldigvis er jeg ikke bange af mig, og det er en dejlig familie. Peter døde i marts 2015.

Har du nogensinde mistetvejgrebet?

– Vores andet barn blev født med Downs Syndrom. Det var ikke noget, vi havde i familien, og vi anede det heller ikke, da vi ventede ham, men da jeg havde født ham, kom lægen ind til mig og sagde, at han ikke ville blive så klog som dig og mig. Vi har et gammelt familiefirma, hvor det altid forventes, at den ældste søn, Peter, kører firmaet videre, så jeg var lykkelig, da jeg fik en søn. Men da vi fandt ud af, at han var syg, og han skulle døbes straks, kaldte vi ham Henrik i stedet for. Henrik døde kun otte måneder gammel af en lungebetændelse. Så gik jeg ind i arbejdet med evnesvage og psykisk handicappede. Jeg havde heldigvis også en dejlig mand og søde venner, og så skyndte jeg mig at blive gravid igen, så vores førstefødte, Christel, fik hurtigt tre andre brødre, Peter, Christoffer og Gregers.

LÆS OGSÅ: Vivi Flindt: "Det var ikke mig, der ville skilles. Det var rædselsfuldt"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det sker overraskende meget, men det er kun positivt. Folk siger: ”Er det ikke Susanne Heering” og så et eller andet sødt. Jeg var for nylig til en filmpremiere, hvor pressen også var, og det eneste, de ville vide, var, om jeg syntes, at Dronningen burde abdicere. Det synes jeg ikke. Jeg har været veninde med Dronningen i mange år, fordi mine svigerforældre var venner med hendes forældre, og derfor fandt Dronningen og jeg også sammen. Vi ses faktisk ret tit, men for nylig har vi jo begge været isoleret. Vi taler ellers meget. Især om ballet, men personligt er hun meget diskret. Vi er en kreds af venner, der altid har holdt nytår sammen, og det sidste år prins Henrik levede, tænkte jeg, at nu var det vist min tur til at holde det. Jeg var i tvivl, om jeg turde, når han var så syg, men jeg ringede ind på Amalienborg og spurgte, og der var ikke nej i deres mund. Vi plejer at have et tema, så Dronningen og Prinsen kom som Harlekin og Columbine. Senere på aftenen kom Ida Prætorius (kongelig solodanserinde, red.) og dansede for os her i stuen. Da klokken blev 12, viste det sig, at prins Henrik havde medbragt en kæmpe kasse fyrværkeri. Det var en kold aften, men Prinsen gik udenfor iført pels og Doctor Zhivago-hat og så alle raketterne. Han skulle have det hele med. Han døde kort tid efter, men jeg er glad for, at jeg tog mig sammen og holdt den nytårsaften.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg kan godt komme til at påtage mig for meget. Jeg sidder også i menighedsrådet og Osteoporoseforeningens præsidium. Når jeg fortæller om det, lyder jeg jo som et vidunderbarn, men når du spørger, må jeg jo svare. Ja, jeg har ikke kedet mig. Jeg har faktisk brugt det meste af mit liv på socialt arbejde. Jeg har aldrig haft et 8-17-job, for jeg har hellere ville hjælpe, hvor jeg nu kunne.

LÆS OGSÅ: Maria Bramsen: "Det var faktisk aldrig livet som popsangerinde, jeg gik efter"

Hvordan fandt du den vej,du bor på i dag?

– Vi flyttede herud inde fra byen, fordi min mand ikke længere kunne klare trapperne. Jeg havde glædet mig til, at han skulle sidde her i haven, men han nåede kun at bo her et par år, inden han døde. Heldigvis bor her mange søde naboer, og jeg føler, de passer på mig. De går for eksempel nu alle til ballet hos mig. Jeg startede et ballethold, da jeg var 80 år, der er 24 damer på holdet, og de 12 af dem bor her på vejen. Normalt øver vi i en roklub, men da den lukkede på grund af corona, har vi trænet på en fodboldbane nede for enden af vejen. Det er en blanding af gymnastik og ballet, og så har jeg min pianist med, som kommer med et transportabelt klaver. Det er så sjovt at se folk gå forbi, for de danser lige et par trin, når de får øje på os.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er godt klar over, at min fremtid er noget begrænset. Jeg er jo 81. Jeg måtte heller ikke se nogen under corona-krisen, for hvis jeg var blevet smittet, havde jeg nok ikke klaret den. Men denne sommer vil jeg være meget i mit bedårende hus i Skagen, og der kommer alle børn, børnebørn og venner i et væk. På den korte bane skal jeg i dag bare op og have fjernet en ligtorn, men det er vel ikke noget, I gider høre om? Men den slags får man som balletdanser.