"Bare fordi man kun er 157 kan andre godt synes, at man fylder for meget"

KLUMME: "Shit! Nu gjorde jeg det igen!" tænker jeg. Det er fredag, og jeg er til netværksmiddag med Ladies First. Jeg har forvist mig selv til køkkenet for at tage mig en time-out. Mens jeg kigger ned i min telefon og fylder min hjerne med 'social media junk', forsøger jeg at skrue lidt ned for energien og reflektere lidt over, hvad der lige skete. Vi har fået de første par glas, hyggesnakket, og lige pludselig tager jeg mig selv i at fylde alt alt for meget i selskabet. Jeg når heldigvis at opdage det, inden de andre føler sig alt for overvældet. Så jeg trækker mig lige et par minutter, så den sociale dynamik i lokalet kan få lov til at re-kalibrere et øjeblik. En lille strategi, jeg er begyndt at bruge. Det er nemlig ikke første gang, at jeg lader mig rive med og kommer til at virke sådan lidt frembrusende.

LÆS OGSÅ: 30 ting jeg burde have droppet, inden jeg fyldte 30

For nogle år siden havde jeg en snak med en studieveninde omkring det dér med fyre, og hvordan man lige griber dén an. "De fleste af mine kammerater vil bare gerne have en sød pige, der er nem at være sammen med. De gider ikke al' det dér drama," fortalte hun. Hendes kammerater kom fra den pæne del af byen (modsat mine). Så som kvindelig Homo Saphiens, der er slave af sit biologiske behov for at reproducere, tænkte jeg, at jeg hellere måtte rette mig lidt ind efter dét, hvis jeg ville tiltrække en passende kandidat til at viderebringe mine gener. Indrømmet, det var ikke helt dét tankeværk, der lå bag, men ikke desto mindre så brugte jeg en del år på at forsøge at klemme mig ned i den dér 'søde, dramafrie kasse'.

Det gik også rigtig fint i nogle år. Jeg gik på universitetet, havde et fint studiejob, og selvom jeg nok aldrig helt fik lagt låg på den excentriske del af mig selv, så var jeg nogenlunde filtreret. Med tiden fik jeg udviklet en pæn pige persona, som jeg introducerede folk for, hvorefter jeg gradvist afslørende min lidt mindre polerede side. Den strategi gav især pote på dating markedet. Jeg havde en fuldstændig generisk pitch, som jeg fyrede af, hver gang jeg var på dates. "Det er så dejligt at være sammen med dig; du er så sød og umiddelbar!" lød det fra en advokat, jeg datede engang. Forholdenes længde varierede alt efter, hvor længe jeg havde energi til at opretholde facaden, for så snart flotte floskler blev skiftet ud med 'fuck og fanden', så forsvandt interessen også.

LÆS OGSÅ: Emma tog study drugs

Jeg var engang i studiegruppe med en gut, der var meget flyvsk. Han var velkendt i studiemiljøet for sin iværksætterånd, kreativitet og drive. På baggrund heraf havde han en skare af beundrere blandt vores medstuderende. Jeg delte på ingen måder denne begejstring, og jeg husker tydeligt, hvordan min irritation over ham var fuldstændig ude af proportioner. Inderst inde vidste jeg godt hvorfor; det er nemlig ofte de mennesker, der udviser de karaktertræk, som man selv forsøger at undertrykke, der irriterer en mest.

Mit forsøg på at undertrykke min lidt flyvske side handlede ikke kun om at indrette mig efter, hvad det mandlige køn gerne vil have, men det var også et forsøg på at imødekomme de krav, der stilles på jobmarkedet; der er nemlig ikke overvældende mange virksomheder, der efterlyser en "spontan, impulsdreven kandidat med en mild grad af ADHD med tiltrædelse snarest muligt, eller når du lige har lyst". Det var derfor først efter et lille år som iværksætter og halvejs igennem den reflekterende del af 20'erne, at jeg langsomt kom frem den erkendelse, at jeg nok er en smule... excentrisk.

Det lyder måske som en lidt banal erkendelse, men når man som kvinde har brugt flere år på at være 'den pæne pige', så kan denne erkendelse godt opleves som lidt af et nederlag. For hvor excentriske mænd ofte bliver betragtet som interessante og inspirerende, så bliver excentriske kvinder ofte set på som højrystende, irriterende eller i bedste fald: bramfri.

Med mine 157 cm bliver min excentricitet ofte blot viftet af som værende enten pudsig, eller hvis jeg er 'heldig': nuttet . Min kammerat kalder mig en chihuahua; sådan lidt larmende, men ikke stor nok til at være hverken irriterende eller intimiderende. Jeg er stadig i gang med at finde mig selv i min excentricitet. Til tider kan jeg blive i tvivl om, hvornår det er påtaget, og hvornår det i virkeligheden er mig. Men det føles rigtigt. For selvom der til tider er lidt kaotisk her i excentrikerkassen, så er der en del mere plads at boltre sig på.

LÆS OGSÅ: "Jeg brugte apps til at lave om på min ansigtsform, gøre min talje mindre og mine tænder hvidere"

LÆS OGSÅ: 7 ting, der er fede at huske, hvis i går fra hinanden 

LÆS OGSÅ: "Jeg har simuleret virkelig mange orgasmer"