5 stjernefotografer: Her er vores bedste billede af en stærk kvinde

Hvad er det, der fascinerer dig ved netop dette foto?

– Jeg er fascineret af Zeinabs ansigt, som man kan gå på opdagelse i. Blandingen af styrke og sårbarhed. Hårdhed og følsomhed. Der er noget Picasso over det ansigt. Og hendes øjne, der bare er tillidsfulde, og som på en eller anden måde siger, at dét, du gør, det bliver godt, og dét, vi gør sammen, bliver godt.

Er der noget specifikt, du ønsker at fremhæve, når du fotograferer kvinder?

– Når jeg fotograferer kvinder, prøver jeg at fremhæve deres styrke og prøve at finde ind til deres personlighed. Samtalen inden selve fotograferingen er enormt vigtig for mig. Jeg leder efter noget overraskende og lidt skævt og ikke for pænt. Det er svært! De fleste vil nemlig bare gerne være pæne og smukke. I min optik er det ret ligegyldigt. Ordet smuk må være brugt op!

Fedmeaktivisten

Hvorfor har du netop valgt dette billede?

– Billedet af Helene har haft stor betydning for mig i 2018 og indgår i en større serie om fedmeaktivister. Jeg er så stolt af billedet og udover, at det har betydet meget for mig, har det også ændret rigtig meget i Helenes liv. Helene er på vej ud på en lang rejse i at forholde sig til sin krop, som den er, og er begyndt at holde foredrag om kropsaktivisme og meget mere.

– Jeg har de sidste par år arbejdet med perfektionisme og ensretningen i forhold til, at kvinder føler, at de skal leve op til at se ud på en bestemt måde. Jeg har samtidig fokuseret på kropsaktivister, og det har rørt mig helt vildt meget at komme i berøring med den verden.

– Jeg ville gerne være med til at ruske op i folk og skabe opmærksomhed omkring hele den nye bølge af aktivister.

Hvad er historien bag?

– Jeg startede med at ville fortælle historien om kvinder i min generation, som lider af depression, stress, og ikke føler, at deres liv er godt nok. Det udviklede sig til, at jeg ville finde nogen, som reagerede imod det. Her fandt jeg så fedmeaktivisterne, og derigennem Helene, og spurgte, om hun var med på at stille op til et foto, hvor hun skulle være nøgen i et badekar. Samtidig havde jeg fået til opgave at lave kunst til et magasin for en litteraturfestival. Det endte med, at fotoet blev til plakater, som hang ved nogle busstoppesteder i en hel uge. De kvinder, der stødte på det, fandt identifikation i billedet. Det var én, som lignede dem selv. Senere indgik billedet som en del af serien om danske tykaktivister. Men både jeg og Helene er også blevet en del af en dokumentarfilm “Fat Front”, som følger forskellige tykke, skandinaviske kvinder på nært hold. Helene er en af hovedrollerne i filmen, og jeg skyder portrætter af de medvirkende til en stor udstilling, der skal åbne i forbindelse med filmens premiere i 2019.

Hvad er det, der fascinerer dig ved netop dette foto?

– Det fascinerer mig altid at komme helt tæt på de mennesker, jeg portrætterer. Helt ind i det personlige rum. Jeg vil lave billeder, der rykker. Billeder, der får folk til at føle noget. Tænke. Der er en nærhed i billedet, der afspejler, at jeg er kommet ind i hovedet på hende – det er næsten uhyggeligt intimt. Facaden er fjernet.

– Jeg synes, jeg har ramt en god balance i at vise noget smukt, men ikke kedeligt og pænt. Helene ser smuk ud. Men hun udfordrer de normative skønhedsidealer, og det er der, hele kernen i billedet ligger.

Er der noget specifikt, du ønsker at fremhæve, når du fotograferer kvinder?

– Jeg vil altid gerne finde det ægte i kvinden. Selvom jeg elsker en smuk æstetik og altid finder skønhed i de kvinder, jeg fotograferer, må det for mig aldrig blive for fashion-agtigt.

– Som uddannet fotojournalist sætter jeg en ære i ikke at photoshoppe såkaldte skønhedsfejl væk på mine billeder, det må man slet ikke ifølge journalistisk etik. Men det er en balance, for selvom jeg vil fremhæve det ægte, kan det også blive for råt.

– Jeg prøver altid på at finde frem til det specielle ved personen, jeg fotograferer. Det er noget, jeg har svært ved at forklare, hvordan man gør. Det handler om at bruge tid sammen med den, man fotograferer. Blikket i Helenes øjne afspejler jo, at hun kigger på mig, så det handler om det rum, man skaber sammen.

Voldtægtsoffer i den kenyanske slum

Hvorfor har du valgt netop dette billede?

– For mig er det vigtigt, at det ikke er et modefotografi, men det er heller ikke et klassisk reportagefoto. Jeg er jo vant til at tage billeder af enormt smukke og meget berømte kvinder. Billedet her er totalt opstillet, og det adskiller sig i og for sig ikke fra, hvad jeg gør med en model eller skuespillerinde. Men den historie, Sarah fortæller, er en del vigtigere for mig at formidle end et eller andet glamourøst.

Hvad er historien bag?

– Jeg fandt Sarah gennem en journalist fra Plan Danmark, der havde lokale kontakter. Plan Danmark fandt en ung mor, som viste sig at have en unik og barsk historie. Efter at hendes stedfar havde gjort hende gravid, var hun endt på gaden og havde levet af affald. Hun var efterfølgende flyttet hjem til sin mor, som stadig ikke vidste, at hendes datters var blevet voldtaget af stedfaren. Sarah var så skrøbelig og introvert under interviewet, men da hun poserede foran kameraet, udstrålede hun power. Hendes råstyrke rørte mig dybt.

– Det var meningen, da jeg tog afsted til Kenya, at jeg skulle dokumentere virkeligheden, men samtidig tilføre det noget eviggyldighed. Man skulle ikke tænke ”hvor er det synd for dig”, men det skulle sætte gang i nogle tanker.

LÆS OGSÅ: Julie Hastrup: "Jeg håbede og bad til, at der åbnede sig en lem i gulvet, så jeg kunne forsvinde"

Hvad er det, der fascinerer dig ved netop dette foto?

– Det er så stærkt et billede af en kvinde, som var helt i knæ. Interviewet foregik i en lerhytte, hvor hun skælvende fortalte mig sin historie. Og så bad jeg hende om at posere. Tænk, så stod hun så strunk og rank som en masaidronning. Det, synes jeg, er fascinerende. Billedet står virkelig i kontrast til det, jeg laver normalt.

– Æstetikken i billedet er jo smuk. Gardinet foran hendes ansigt har flere troet var en parisisk hat, men det var et blondegardin, der hang i hendes vindue. Jeg syntes, at det symboliserede drømmen om et bedre liv, fordi det stod så meget i kontrast til resten.

Er der noget specifikt, du ønsker at fremhæve, når du fotograferer kvinder?

– Jeg har en intuitiv tilgang til fotografering og kan godt lide at distrahere folk, så de ikke sidder og poserer for meget. Det bedste billede er det tilfældige. Citronen presses rigtig meget, når det kommer til at sætte mit eget præg på billedet, fordi jeg ikke gider at følge en ordre, som en tekniker, der bare adlyder. Jeg bryder mig ikke om tilfældighed med en flash lige i hovedet og røde øjne, men vil gerne tro, det handler om en æstetisk balancegang.

– Jeg har nok en tendens til at forskønne de motiver, jeg finder, og fortolke virkeligheden i drømmescenarier. Interessen for ikke at skildre den rå virkelighed er en ubevidst proces, der sker i øjeblikket. Billedet af Sarah står dog, som det er skudt, fordi det var et menneske, jeg skulle portrættere – ikke en model.

Depressionsramt politiker

Hvorfor har du valgt netop dette billede?

– Rigtigt mange kvinder har gennem tiden overrasket mig, forbløffet mig og forundret mig positivt - og mange har sat spor.

– Men en, der står særligt tydeligt frem, er Jytte Hilden. Jeg mener, billedet blev taget omkring årtusindeskiftet. Man kendte hende som en markant kulturminister og politisk aktør, og nu var hun netop vendt tilbage til overfladen efter en depression. Hun stod til at blive direktør for Det Kongelige Bibliotek. Hun havde ændret udseende og var tydeligt mærket af sygdommen. Man kunne se, at depressionen havde taget hårdt på hende. Det er et billede, som jeg er vendt tilbage til mange gange, fordi det har sat spor i mig.

Hvad er historien bag?

– Det var det første interview, hun lavede, efter hun havde været sygemeldt, og det skulle på forsiden af Berlingske Tidende. Jeg fornemmede en meget stærk kvinde, der havde kæmpet en virkelig hård kamp. Jeg fik et nyt indtryk af hende og kunne pludselig mærke et menneske bag den tidligere politikerfacade, og jeg ville gerne videreformidle den følelse, den sårbarhed, det indtryk, jeg fik af hende.

– Billedet skabte vild intern debat på Berlingske frem mod deadline, inden dagens avis skulle trykkes. Redaktionschefen syntes, det var for voldsomt. Jeg var ret ung og dengang meget krukket med mine billeder, så jeg lavede kun dette ene billede, og da de ville se flere, klippede jeg mine negativer i stykker, for jeg ville have, det skulle være dette foto eller intet.

– Jeg blev kaldt ind til chefredaktøren og skulle fremlægge min sag, og det endte med, at han ringede til Jytte Hilden og spurgte, om hun var ok med billedet, og det var hun. Hun var, ligesom jeg, vild med det og den ærlighed, der ligger i netop hendes udtryk på dette tidspunkt i hendes liv.

Hvad er det, der fascinerer dig ved netop dette foto?

– Hun kigger ud i lyset på billedet og vender ryggen mod mørket. Det, syntes jeg, var ret flot, at hun var på vej ud i lyset efter en dyb depression. Det er hendes udtryk, der bærer billedet – og det kan stå helt for sig selv. Billedet giver for mig en oplevelse af, at man lige dvæler lidt og tænker efter. Når billedet er så simpelt, så kræver det noget ekstra. Man har skabt en særlig kontakt rent mentalt for at arbejde netop dét udtryk frem.

Er der noget specifikt, du ønsker at fremhæve, når du fotograferer kvinder?

– Fra Journalisthøjskolen er jeg opdraget med, at der skal en historie ind i billedet. Her synes jeg, at det er udtrykket, som i sidste ende afgør billedet. Selvom du tilfører rekvisitter, som kan understøtte historien, så er det tillidsforholdet, der opstår, som skaber det gode billede. Det er lettere at fotografere kvinder end mænd for mig, fordi jeg mingler hurtigere med kvinder. Der opstår en kort forelskelse – et særligt rum, hvor man har skabt et lynhurtigt bånd til kvinden.

En tidløs kvinde

Hvorfor har du valgt netop dette billede?

– Billedet af min kæreste Camilla har en tidløshed over sig, en ro, som jeg holder meget af. Jeg kan godt lide udtrykket. Det er en smuk og stærk kvinde, jeg ser, som udstråler selvstændighed. Da jeg mødte Camilla, var jeg i gang med en fotoserie af nøgne, nordiske kvinder til ”The Nordic Book”. Camilla stod last og brast med mig gennem projektet, men jeg kunne fornemme, at hun sad tilbage med en følelse af: “Hvorfor tager du aldrig billeder af mig?”. Derfor var der noget forløsende over at tage fotoet af hende.

LÆS OGSÅ: Sara Marie Maltha August: "Det var både den bedste og den værste tid, da Bille og jeg mødte hinanden"

Hvad er historien bag?

– Statens Museum for Kunst inviterede mig til at lave en fortolkning af et maleri grundet digitaliseringen, ophavsret og ophævelsen af visse værker. Jeg måtte selv vælge ud fra de værker, der nu var, og dét, der talte mest til mig, og som jeg kunne blive klogere på, var Hammershøi. Jeg valgte et mere end 100 år gammelt maleri, som Hammershøi havde malet af sin egen kone. Hovedårsagen var, at jeg også kunne se Camilla i maleriet. Det interesserer mig generelt at finde ud af, hvor meget man kan ophæve i et billede. Jeg ophævede jo nærmest alt ved det oprindelige. Vi brugte Camillas egen kjole, vores egen dug, vores egen kop og ske.

– Jeg var mest nervøs for, hvordan Camilla ville reagere ved at skulle agere model. Men det gik over al forventning. Hun tog rollen 100 procent på sig.

Hvad er det, der fascinerer dig ved netop dette foto?

– Når jeg ser Hammershøis maleri, tænker jeg tit, at det er en overset kvinde. En forsmået kvinde. Ved første øjekast minder mit foto måske om det – der er den samme tidløshed, den samme umiddelbarhed, men de to kvinders udstråling er vidt forskellig. Camilla ligner en moderne kvinde i sin attitude – stærk og selvstændig. Det er et meget rent billede, og det er fascinerende.

Er der noget specifikt, du ønsker at fremhæve, når du fotograferer kvinder?

– Alle, inklusiv mig selv, vil jo gerne se godt ud på et billede. Jeg forstår udmærket menneskers behov for at se godt ud – min egen forfængelighed bliver jo værre med alderen. Men hvis der er noget, jeg forsøger at fremhæve ved kvinder, er det deres alder og deres styrke. Mange bryder sig ikke om at blive konfronteret med deres alder, men efter noget tid finder folk sig til rette i det. Jeg kan godt lide at dyrke, hvis én f.eks. har mange fregner eller en stor næse. Djævlen ligger i detaljen, med dem kan man fremhæve folks særligheder. Mit næste projekt handler nu om mænd, for kvinderne har jo for længst overtaget verden.