Benedikte Utzon: Gravid efter 10 forsøg

Lejligheden ligger på hjørnet af Strandvejen og en af de skønne sundveje ned mod Øresund i Hellerup. Her har Benedikte Utzon boet, siden hun og hendes samlever gennem 17 år gik fra hinanden sidste år. Hun nærmest lyser af glæde, da hun åbner døren og byder indenfor i et vaskeægte tøseparadis, hvor datteren Bartholines lyserøde My Little Pony-figurer blander sig med moderne møbler, pels og stilsikker indretning. Benedikte har en mørkeblå kjole med kig til bare skuldre på. Den er en del af den nye kollektion Est. 1995, som hun med Ikast firmaet Womens Wear i ryggen præsenterer denne uge på Copenhagen Fashion Week. Hun brygger te og stiller skåle og fade med chokolade, mandler, rugbrødsboller og gulerodsstave på spisebordet i køkkenet, mens hun begynder at snakke i et forrygende tempo og med masser af energi.

Brug for at være egoistisk
Umiddelbart kan det være svært at forstå, hvordan Benedikte Utzon kan være så meget ovenpå efter et 2012, der ud over det brudte parforhold også bød på en konkurs med firmaerne Future by Benedikte Utzon A/S og Benedikte Utzon Holding ApS. Men Benedikte er kommet videre, og hun ser ikke tilbage på 2012 som et annus horribilis.

– Overordnet var det et år med ekstremt mange skift for mig. Det var et voldsomt år, men også et utrolig givende år. Og et år fyldt med kærlighed. Der skete det, at jeg gik konkurs i maj samtidig med, at Lars og jeg gik fra hinanden, og alting var i virkeligheden et stort kaos. Men jeg har en fantastisk familie og en fantastisk vennekreds, og når man står i sin værste krise, finder man ud af, om folk løber deres vej, eller om de bliver. Og jeg kunne bare mærke den der mur, der blev bygget rundt om mig af opbakning. Det gav mig en eller anden form for ro, der gjorde, at jeg fik overskud til at tænke mig om.

LÆS OGSÅ: Søren Faulis kone: Natteroderiet var mit ansvar 

– Jeg fik ikke rigtig lov til at være arbejdsløs, for tre uger efter, jeg var gået konkurs, var jeg allerede i gang med at lave sælskindspelse for Great Greenland. Men da det samtidig væltede ind med alle mulige tilbud om fine stillinger, turde jeg for første gang nogensinde sige: Hey, stop, jeg vil have sommeren til at overveje min fremtid. Jeg har arbejdet som en sindssyg som designer, siden jeg var 20 år gammel, nu havde jeg muligheden for at overveje: Hvad vil jeg med mit liv? Hvordan er jeg som designer? Hvor vil jeg hen, hvad har jeg af ambitioner, og hvad tror jeg på? Min ældste storesøster har et hus på Gran Canaria, og der tog Bartholine og jeg ned og var i to uger. Jeg sad og kiggede ud over vandet og op på stjernerne og tænkte, hvor er det egentlig en fantastisk privilegeret situation, jeg står i. At jeg faktisk skal vælge, hvad jeg vil med mit liv. Med det karriereforløb, jeg har haft, er man typisk på højdepunktet i min alder og kører bare derudad uden at få muligheden for at stoppe og reflektere. Men den mulighed fik jeg, og jeg følte mig enormt heldig. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville følge det gængse – det som folk forventede af mig – og jeg ville ikke lade mig styre af penge. Det vigtigste for mig var den menneskelige relation i et kommende job, og så var det afgørende vigtigt for mig at prioritere Bartholine. Jeg kunne ikke bare flytte til udlandet, hvorfra jeg fik nogle tilbud. Jeg havde brug for mit nærområde, min familie og mine venner. Og så kunne jeg mærke, at jeg var begyndt at arbejde for meget. Jeg mærkede også, at jeg ikke havde haft barsel, som andre har, for du kan ikke bare springe en sæson over som designer. Jeg havde brug for at være mig. Sådan: Hokus, pokus, Benedikte i fokus! Og det var jo vanvittigt egoistisk, men jeg har altid været vant til at tage mig af andre mennesker, og nu havde jeg altså brug for kun at forholde mig til Bartholine og mig. Ingen andre.

Det perfekte match
Blandt de mange opkald, Benedikte fik i løbet af sommeren, var der ét, der vakte hendes interesse.

– Kim Rasmussen fra Womens Wear i Ikast. Det firma havde jeg aldrig i hele mit liv hørt om. Kim spurgte, om jeg var interesseret i at lave en kjolelinje til et af deres fem tøjmærker. Jeg sagde: Nej, ved du hvad, det tror jeg ikke lige er mig. Men så snakkede vi bare videre om alt muligt andet. Meget mærkeligt. På et tidspunkt sagde jeg, at vi da godt kunne prøve at mødes og snakke om et samarbejde, men som udgangspunkt var jeg ikke interesseret. Og så grinede vi og havde det, som om vi havde kendt hinanden altid. Han spurgte, hvad der skulle til, for at vi kunne lave noget sammen, og jeg sagde, at det skulle være mit eget mærke igen, at jeg ikke ville flytte til Ikast, og at jeg ville have kontor herovre. Jeg var virkelig streng, men jeg følte, at det var det bedste for os begge.

– Så tog Kim til Indien, og jeg tog til Grønland. Vi fortsatte med at sms'e, og jeg bad ham finde materialer til mig i Indien, hvis vi nu på et tidspunkt skulle lave noget sammen, for som udgangspunkt havde vi mange af de samme værdier. Jeg kunne mærke, at han forstod mig og mine tanker omkring tøj, og at vi havde et helt specielt professionelt match. Noget, jeg ikke bare kunne overhøre.

– Vi mødtes første gang den 16. oktober, da vi var kommet hjem fra vores rejser. Det var meget mærkeligt, og vi var ved at dø af grin, for vi havde talt hele vores liv igennem, inden vi mødtes. Jeg havde en forestilling om – aj, nu bliver han sur – men altså, jeg havde en forestilling om, at han var 160 cm høj og lignede en revisor. Og så kom han kørende hernede på vejen, og jeg tænkte, hvad er det for en mand, der stiger ud af den bil? 192 cm høj i læderjakke og boots, ha, ha. Vi satte os ned over for hinanden og sagde, nå, hvordan kommer vi så videre. Og i løbet af tre timer havde vi lavet et firma, og tre uger efter havde vi en kollektion. I det nye firma kan jeg koncentrere mig om det visuelle, designet og udtrykket, og det er det, jeg egentlig altid har drømt om. Nu er jeg en del af en virksomhed, hvor det hele bare fungerer, og hvor Kim fikser det hele for mig. Jeg kalder ham min "fiksemand", og han står for agenter, salg, penge, produktion, lagerstyring og logistik, og jeg har fuldstændig frie hænder til at arbejde med det, jeg er god til nemlig at skabe et univers.

Datteren frem for alt
Selvom alt er landet på benene for Benedikte, er hun ikke blind for, at der har været omkostninger forbundet med både skilsmisse og konkurs.

– I forhold til konkursen har jeg været utrolig ked af det på medarbejderne og investorernes vegne. En af medarbejderne havde jeg arbejdet sammen med i 15 år, men heldigvis har alle klaret sig godt bagefter. Ingen anede, at denne her krise ville blive så hård, og problemet var i bund og grund, at butikkerne ikke kunne betale deres regninger, og så sagde banken stop. Jeg kunne have kautioneret personligt og undgået konkursen, men jeg stod i en skilsmissesituation og kunne ikke overskue det. Jeg magtede simpelthen ikke at fortsætte på det tidspunkt. Og set i bakspejlet var det den rigtige beslutning.

– I forhold til skilsmissen er jeg særligt ked af, at Bartholine ikke har en far og en mor, der er sammen. Det er min største sorg lige nu. At jeg har budt hende det. Men Lars og jeg skal nok få det til at fungere, og vi bor ikke så langt fra hinanden.

LÆS OGSÅ:Tsunami-offer: Før var jeg urørlig 

Hvordan får du hverdagen til at hænge sammen?
– For mig handler det meget om planlægning. Jeg vil ikke have, at Bartholine er i institution hele tiden. Før havde vi au pair, det har jeg ikke nu, og det har jeg heller ikke lyst til at have. Mit arbejde er at tegne, og det kan jeg også gøre hjemmefra, så jeg ikke spilder tid på transport. Og de dage, hvor Bartholine er hos sin far, kan jeg arbejde rigtig meget. Før i tiden rejste jeg 12-14 dage ad gangen med mit arbejde, nu tager jeg væk i højst fem til syv dage, og højst to gange per sæson. Jeg gjorde det også fra starten klart over for Kim, at jeg til hver en tid prioriterer Bartholine, og han er selv enlig far til en pige, så det har han fuld forståelse for.

Mor – og voksen for alvor
Benedikte Utzon blev mor i en lidt sen alder, hun måtte igennem 10 graviditeter, før det lykkedes, og i dag kan hun uden at tøve fastslå, at det at blive mor er det, der har ændret hende allermest.

– Det at blive mor er også at blive voksen. Jeg har levet det der liv, hvor det bare var karriere og mig, mig, mig. Da jeg blev mor, fandt jeg ud af, at der er noget, der er meget vigtigere end karriere. Jeg er blevet meget mere fokuseret og bedre til at skelne imellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. At blive mor handler om at lære at prioritere. Vi har haft total julestue herhjemme med overlæsset juletræ og fuld knald på farverne, for jeg prioriterer ikke længere, at alle kuglerne skal være sorte eller røde, eller at jeg skal bo knivskapt. Bartholine fylder over det hele, og det er vigtigt, at hun har den plads. Bartholine er mit helle, og hende vil jeg beskytte allermest i hele verden.


– Jeg har ikke været den nemme datter. Til gengæld har jeg altid været hende, der kunne noget andet end mine søstre.

Hvordan er du som mor?
– En pylremor, tror jeg. Jeg er en meget omsorgsfuld mor og nok ikke altid sindssygt god til at skære igennem. Bartholine kan kigge på mig og sige, mor, jeg ville bare blive så lykkelig, hvis jeg fik lov til... Og nå ja, så får hun lov. Jeg kunne godt ønske, at jeg var lidt mere skrap. Men Bartholine er velopdragen, jeg gider ikke uopdragne børn. Man skal kunne sidde ordentligt til bords, tage sin tallerken ud, sige tak for mad, sige tak, hvis man får noget, give hånden og sige goddag og farvel. Jeg føler, at det er at give sine børn en gave, at man opdrager dem ordentligt. For ingen kan holde et barn, der råber og skriger, ud. Det er det eneste område, hvor jeg er rimelig konsekvent, ellers er jeg vist blød som en vandmand, ha, ha.

LÆS OGSÅ: Mød 4 af de bedste (og lækreste) kokke

Luksuspunker i gummistøvler og ridetøj
Benedikte er opvokset i Århus med sine forældre og tre søstre. Hun er selv gammeldags opdraget, men gjorde alt for at bryde rammerne derhjemme.

– Altså, jeg har altid været hende den mærkelige, hende, der gør det, man ikke gør. Jeg er aldrig gået de rette veje. Min mor har ofte sagt, at Benedikte, hende er man altid lidt bekymret for. Jeg var problembarnet. Til gengæld var jeg også den stærke, hende, der flyttede hjemmefra som 18-årig, men det er også mig, der har været den mest sårbare. Jeg er ekstremt følsom og vanvittig stædig og ulidelig, ha, ha. På nogle punkter har jeg vildt meget selvtillid og på andre punkter ingen. Jeg har altid lavet billeder og historier. Når andre piger flettede håret på deres dukker og satte sløjfer i, klippede jeg mine dukker skaldede, gav dem ølkapsler på som hatte og sminkede dem som punkere. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg luksuspunker og flettede ting ind i håret, så jeg altid havde hår helt ned til gulvet. Og det er lidt sjovt, for jeg er så klassisk i dag. Min barndomsveninde ville aldrig dengang have gættet på, at jeg skulle blive designer for alt, hvad der hed mode ragede mig en papskid. Indtil jeg var 14 år, gik jeg kun i gummistøver og ridetøj.

Mistede sin far som 18-årig
I lang tid troede den unge rebel da også, at hun skulle være skuespiller – den samme drøm, som hendes far altid havde haft, men som han ikke kunne føre ud i livet, fordi han som ældste søn måtte overtage familiens pelsfirma.

– Min far døde, da han var 48 år, og jeg var 18. Så min mor stod altså helt alene med et hold af piger, men hun har altid været meget stærk og har klaret det hele. Min mor er støtten i familien, jeg elsker min mor. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden min mor. I dag er hun 78 år, og hun er stadig megasej. Man skal nærmest kalde hende i audiens, for hun er altid ude og rejse. Hun er alderspræsident i surfklubben, og hun spiller tennis. Hun er så lækker, og hun ved altid, hvad der er moderne. Og så er hun bare ekstremt omsorgsfuld og sød. Min far var meget dominerende og karismatisk, og han fyldte meget på godt og ondt.

Hvordan har det været med til at forme dig, at du mistede din far i så ung en alder?
– Jeg tror, at det har gjort mig usikker. Min far og jeg var meget, meget tætte...

Hun holder en lille pause. Bliver berørt.

– Vi lignede hinanden utrolig meget. Han var enormt kreativ og meget dygtig til at tegne. Meget temperamentsfuld, ulidelig og meget andet, men også elskelig. Det var hårdt at miste ham i en alder af 18 år, for jeg var lige dér i livet, hvor jeg skulle til at skille mig fra ham. Så det tog mig faktisk rigtig mange år at komme over ham, og jeg var enormt vred på ham i starten. Jeg fik overhovedet ikke sluppet ham, inden han døde.

– Min mor er tysker og meget ordentlig. Hun er tryghed, og hun er der bare altid. Min far var det modsatte. Gjorde alle de mærkelige ting og levede måske en drøm ud gennem mig, fordi han godt kunne se, at jeg var den med det kreative talent. Så han bakkede mig ekstremt meget op. Og jeg har været ked af, at han ikke nåede at se, at jeg rent faktisk blev til noget.

Han ville have elsket at stå i baggrunden og lure til mine shows. Jeg bliver berørt af det den dag i dag, når jeg taler om ham, for han fylder stadig meget. Jeg kan stadig lugte ham, se ham, selvom det er næsten 30 år siden. Da jeg gik konkurs, sagde jeg for mig selv: Far, nu må du kraftedeme træde i karakter! Og det er ikke, fordi jeg tror på alle mulige mærkelige ting, men han er der. Han er i mit univers.

Hvad tænker du om, at man siger, at modgang gør stærk?
– Det er noget pjat. Det er individuelt. Det afhænger af, hvordan du tackler tingene. Det kan lige så godt gøre dig svag og knække dig fuldstændig. Det ser man da eksempler på. Men jeg føler ikke, at jeg har haft modgang på den måde. Jeg føler mere, at jeg har skullet tage nogle valg, og jeg føler mig faktisk ret modig i dag. Jeg har aldrig været så voksen og sej, som jeg synes, jeg er nu. Jeg har turdet sige nej tak til nogle oplagte tilbud og har valgt noget andet, og det er måske første gang i mit liv, jeg har turdet det.