Beyoncé Knowles er årtiets største kvindelige superstjerne. Siden de tidlige år i pigegruppen Destiny’s Child er hun blevet et internationalt ikon og en milliardforretning, gift med superproduceren Jay-Z og mor til datteren Blue Ivy. Men hvem er kvinden bag brandet? Eurowoman ser nærmere på fænomenet Beyoncé.
I 2013 har der ikke været nogen vej uden om Beyoncé Knowles. Sangerinden fra Houston, Texas, har erobret tronen som dette årtis største kvindelige superstjerne, hvis helstøbte pakke af talent – en imponerende alsidig mezzosopranstemme – og forretningsflair giver selv Madonna og Lady Gaga baghjul. Hun er kvinden, USA’s præsident, Barack Obama, peger på som det bedste forbillede for sine døtre, mens superproduceren Timbaland kalder hende The Queen. Sangerinden, der to gange har sunget til sin præsidents indsættelsesceremoni, er avanceret fra populær r’n’b-prinsesse til fuldgyldigt amerikansk ikon og er blevet et stærkt symbol for en verden af moderne unge kvinder.
Hun har fire hitalbum bag sig og er den kvindelige kunstner, der har vundet flest grammyer på én aften – i 2010 snuppede hun seks. Og med en skuespillerkarriere, adskillige velgørenhedsprojekter, en succesfuld mand og en halvandet år gammel datter på armen er Beyoncé et fascinerende showbiz-fænomen, der er lige så elsket af sine fans som af de mange firmaer, hun samarbejder med. Firmaer, der bl.a. tæller Pepsi og L’Oréal Paris og senest H&M, hvor hun er årets sommermodel. Hun er evig smilende, upåklageligt høflig og sågar en gudfrygtig amerikaner fyldt med kærlighed til sit hjemland. Men Beyoncé er også en målrettet forretningskvinde med en plan, og hendes kontrol over sit eget image er så omhyggelig, at det kan være svært at se, hvor brandet Beyoncé stopper, og kvinden bag begynder.
Beyoncé i sexet læderblonde-outfit ved Super Bowl 2013.
2013 er Beyoncé-år Solisten
Beyoncé har ikke udgivet ny musik siden albummet 4 fra 2011. De seneste to år er gået med at tilpasse sig moderrollen og finpudse den biografiske dokumentar Life Is But a Dream, der fik premiere på kanalen HBO i februar i år. Beyoncé har selv produceret og instrueret dokumentaren, der angiveligt tager sangerindens fans og andre nysgerrige sjæle med helt ind bag facaden på tidens største kvindelige kunstner. Angiveligt. For det er værd at bemærke, at Beyoncé i kraft af sin rolle som kreativ chef for sit eget liv naturligvis kun viser os, hvad hun ønsker at vise.
Der er tårer, smertelige fortællinger – bl.a. om en ufrivillig abort og bruddet med sin manager-far – og masser af lykke på skærmen, men selv om dokumentaren emmer af autentisk hjemmevideo, er der ingen tvivl om, at instruktøren bag omhyggeligt har sammensat et nøje udvalgt segment af billeder. I årevis har Beyoncé filmet sig selv overalt. Et kamera står konstant og kører i baggrunden, om det er i sangerindens omklædningsrum til koncerter eller til familiekomsammener. 
Sangerinden i en elegant, monokrom og lidt mere tildækket udgave på den røde løber.
Derudover indtaler stjernen sine tanker og følelser på sin computer og har således nok materiale til en flere sæsoner lang reality-serie om Beyoncés vide verden. Den har vi måske til gode. Ud af disse tusinder af timers optagelse er kommet en 90 minutter lang film, hvori Beyoncé langt om længe åbner op for godteposen og diskuterer alt fra husbonden Jay-Z til frygten for at føde naturligt. Det er sødt, rørende og ikke så lidt forudsigeligt. Som seer savner man at høre om Beyoncé fra andre end blot Beyoncé selv. Til gengæld kan man ikke andet end at bøje sig i støvet for sangerindens uforlignelige timing af dette såkaldt eksklusive glimt ind i hendes liv.
“Jeg følte, at tiden var inde til at fortælle min historie,” siger Beyoncé i starten af Life Is But a Dream.
Ifølge hende selv var det oplevelsen af at blive mor, der skabte ønsket om at åbne op over for omverdenen. Set med mere kyniske briller virker lanceringen af en hypet biografisk dokumentar med lovning om hidtil ukendte private afsløringer som det bedste træk efter to års fravær fra musikscenen og som en skudsikker vej til massiv presseomtale op til sangerindens femte soloalbum, der udkommer senere i år.
Vogue- og GQ-forsider fulgte troligt premieren på Life Is But a Dream, men Beyoncé havde faktisk allerede kickstartet 2013’s mediestorm omkring sig, da hun tilbage i januar først proklamerede sin r’n’b-gruppe Destiny’s Childs comeback samt en kommende Europaturné som solist og derefter sang den amerikanske nationalsang ved Obamas genindsættelsesceremoni 21. januar i Washington D.C. Til trods for den negative omtale, der fulgte afsløringen af, at Beyoncé havde sunget playback, var det sangerinden, der triumferede til sidst, da hun for øjnene af næsten 110 mio. seere 3. februar væltede det årlige Super Bowl, USA’s største sportsbegivenhed, med et brag af et halvlegsshow. Sunget ganske live og endda med gæsteoptræden af Destiny’s Child-kollegaerne Michelle Williams og Kelly Rowland.
Fortsætter på næste side...Michael Jackson som forbillede
Beyoncé Giselle Knowles-Carter blev født i Houston, Texas, i 1981. Hendes forældre boede i et af byens pænere villakvarterer, og faren Matthew Knowles, arbejdede som sælger i medicinalindustrien, mens moren Tina, som er af fransk, afrikansk, irsk og indiansk afstamning, havde en skønhedssalon. Beyoncé og barndomsveninden Kelly Rowland har siden fortalt, hvordan de to piger tilbragte alle dage i salonen, hvor de lyttede interesseret til de mange besøgende damers historier og problemer fra voksenlivet. Beyoncé lod sig mange år senere inspirere af dette miljø i musikvideoen til Destiny’s Child-hittet Bills Bills Bills, der netop udspiller sig i en skønhedssalon med sladrende kvinder.
“Min mor er mit forbillede. Alt, hvad jeg ved, har jeg lært af at følge hendes eksempel,” fortæller Beyoncé i Life Is But a Dream. 
Beyoncé spillede rollen inspireret af Diana Ross i filmen Dreamgirls, hvor hittet Listen også stammer fra.
Kvindevenskabers ubrydelige bånd er da også til stadighed det mest gennemgående tema i sangerindens musik, og i sin dokumentar fortæller hun om, hvordan intet, selv ikke en snak med Jay-Z, slår en dyb samtale med en anden kvinde.
“Jeg vokser så meget af de samtaler,” slår Beyoncé fast og giver dermed selv forklaringen på sin store popularitet blandt piger og kvinder verden over. Beyoncé er den veninde, vi alle ville elske at have.
Men mens moren fodrede sin unge datter med livslektioner om venskaber, så var det faren, der gjorde Beyoncé til stjerne.
Allerede fra en tidlig alder var det tydeligt, at lille Beyoncé nærede en stor kærlighed til musik og sang, og i dag lister hun bl.a. Michael Jackson, Jackson 5 og Mariah Carey som sine barndomshelte. Som blot otteårig dannede Beyoncé, Kelly Rowland og veninden LaTavia Roberson sammen med to andre piger gruppen Girl’s Tyme og optrådte bl.a. i talentshowet Star Search – den tids pendant til America’s Got Talent. Gruppen vandt ikke showet, men fortsatte med at optræde sammen. I 1993 skiftede de navn til Destiny’s Child, og i 1995 sagde Beyoncés far, Matthew, sit job op for at blive gruppens manager på fuld tid.
Pigefnidder gav depression
Destiny’s Childs selvbetitlede album udkom i 1998. På dette tidspunkt var gruppen skåret ned til fire medlemmer, Beyoncé, Kelly Rowland, LeToya Luckett og LaTavia Roberson, men pigernes indbyrdes venskab begyndte at slå revner, i takt med at karrierepresset blev intensiveret. Allerede i 1999 udsendte gruppen deres andet album, det multiplatin-sælgende The Writing’s on the Wall, indeholdende hits som Say My Name, Bills Bills Bills og Jumpin’ Jumpin’. Destiny’s Child blev anerkendt som tidens hotteste navn inden for r’n’b, og The Writing’s on the Wall solgte otte mio. kopier og vandt to grammyer.
Den store succes til trods besluttede LeToya Luckett og LaTavia Roberson sig for at forlade gruppen. De to var utilfredse med manager Matthew Knowles, og medierne spekulerede i, om Beyoncé og hendes ambitiøse far havde forceret pigernes exit. Rygterne tærede voldsomt på Beyoncé, og da hendes kæreste igennem syv år samtidig slog op, knækkende sangerinden mentalt. 
Filmkritikerne var begejstrede for Beyoncés fortolkning af soulsangerinden Etta James i filmen Cadillac Records fra 2008.
Beyoncé fik en depression, der varede de næste to år, og som hun dengang gjorde alt for at skjule. Utroligt nok var det også i denne periode, at Destiny’s Child, nu bestående af Beyoncé, Kelly Rowland og nytilkommeren Michelle Williams, opnåede enorm succes med singlen Independent Women Part 1 fra filmen Charlie’s Angels i 2000. I 2001 udsendte gruppen albummet Survivor, der fik LeToya Luckett og LaTavia Roberson til at lægge sag an mod Destiny’s Child, da de mente, at sangene på albummet indirekte hånede dem. De to tidligere medlemmer af gruppen fik dog ikke noget ud af deres anstrengelser.Det “hemmelige” forhold
Efter Survivor meddelte Destiny’s Child, at de tre medlemmer ville gå hver til sit i en periode for at fokusere på deres solokarrierer. Beyoncé var på det tidspunkt desuden sprunget ud som skuespiller, først i 2001 i tv-filmen Carmen: A Hip Hopera og derefter i 2002 i den populære tredje Austin Powers-film, Goldmember. Året efter spillede hun også med i filmen The Fighting Temptations og udgav albummet Dangerously in Love, der solgte over 11 mio. eksemplarer verden over. Albummet er til dato Beyoncés bedst sælgende og indeholdt bl.a. hittene Baby Boy med Sean Paul og Crazy in Love med kæresten, rapperen og produceren Jay-Z.
Beyoncé og den 12 år ældre Jay-Z mødtes allerede, da sangerinden var 18, men begyndte først at date halvandet år senere efter at have bygget et venskab op over utallige lange telefonsamtaler – det var tiden, hvor Beyoncé kæmpede med både sin voksende succes og depression, og hun har siden fortalt, at hun i starten var bekymret for, om Jay-Z ville falde for den rigtige Beyoncé: pigen bag musikken. 
Der var knald på kostumerne i spionkomedien Austin Powers in Goldmember fra 2002.
Beyoncé og Jay-Z’s første af mange musikalske samarbejder var singlen 03 Bonnie & Clyde fra 2002, men til trods for parrets åbenlyse kemi – og ikke mindst titlen på Beyoncés solodebutalbum – nægtede sangerne i flere år at bekræfte forholdet i medierne. Selv ikke da Beyoncé og Jay-Z 4. april 2008 blev gift i New York og i samme anledning fik matchende fingertatoveringer af tallet 4, kommenterede partnerne på eventen.
I dokumentaren Life Is But a Dream tager Beyoncé imidlertid langt om længe bladet fra munden og fortæller med tårerne lurende i øjenkrogen om kærligheden til sin mand. I et af dokumentarens mest rørende klip ses parret ligeledes synge Coldplays hit Yellow til hinanden, mens deres magnetiske tiltrækning næsten gør øjeblikket for intimt for udenforstående. Ud over to travle musikkarrierer deler Beyoncé og Jay-Z en interesse for amerikansk politik. De har siden 2008 begge været ivrige støtter af præsident Barack Obama, hvis valgkampagner powerparret har samlet millioner ind til. Da Obama og hans kone, Michelle, ved indsættelsesceremonien i 2009 indtog dansegulvet for første gang som præsidentpar, var det derfor heller ikke overraskende til en følelsesladet liveoptræden af Beyoncé, som sang Etta James’ klassiker At Last.
En ægte Dreamgirl
Ægtemanden Jay-Z har haft enorm betydning for Beyoncés solokarriere. Rapperen, som brød igennem i 1998 med singlen Hard Knock Life (Ghetto Anthem), er kendt som en af sin generations vigtigste musikproducere og har hjulpet bl.a. Kanye West, Rihanna og The Neptunes til at opnå stor international succes. Beyoncés andet soloalbum, B’Day, fra 2006 med singlerne Déjà Vu (endnu en duet med Jay-Z) og Irreplaceable var i høj grad inspireret af Jay-Z’s stramme og velovervejede tilgang til musikproduktion, og Beyoncés overmåde sexede fremtoning i albummets musikvideoer vidnede om sangerindens transformation fra sød sexkilling til sydende hot kvinde.
Samme år fik Beyoncés skuespillerkarriere også et boost, da hun spillede med i filmen Dreamgirls, hvor Beyoncés karakter var baseret på den legendariske Motown-sangerinde Diana Ross. Nok blev Beyoncés præstation noget overskygget af kollegaen Jennifer Hudsons, da hun vandt en Oscar for sin birolle i filmen, men det var Beyoncés single Listen fra Dreamgirls’ soundtrack, der endte i heavy rotation på radiostationer verden over. Og hvis superstjernen ikke havde høstet de rødeste roser for sine skuespilkvaliteter i Dreamgirls, fik hun revanche blandt anmelderne med sit intense portræt af soulsangerinden Etta James i filmen Cadillac Records fra 2008. 
Beyoncé backstage i dokumentaren Life Is But a Dream i et outfit, der ikke overlader ret meget til fantasien.
Filmen blev ikke nogen stor kommerciel succes, men Beyoncés arbejde med den krævende rolle som divaen og stofmisbrugeren Etta blev rost i høje toner. Avisen New York Times sammenlignede bl.a. Beyoncé med en klassisk italiensk fuldblodsfilmstjerne, mens engelske The Guardian bemærkede, at tiden vist måtte være inde til at give stjernen sin egen virkelig store rolle.Farvel til farmand
I 2008 lancerede Beyoncé desuden sit tredje soloalbum, I Am … Sasha Fierce. Sasha Fierce er ifølge sangerinden hendes mere ekstroverte og forføreriske alter ego, og på dobbeltalbummet kunne man således møde både den mere følsomme Beyoncé Knowles i sange som Halo og Broken-Hearted Girl og vildkatten Sasha Fierce på tracks som Single Ladies (Put a Ring on It) og Diva. Albummet strøg til tops som det mest solgte i USA, akkurat som Beyoncés to tidligere udgivelser, og videoen til Single Ladies (Put a Ring on It) blev en viral dansesensation verden over.
Musikanmelderne var dog ikke ovenud begejstrede for Beyoncés splittede personlighed. Magasinet Rolling Stone mente, at Beyoncés stille sange led under dårlige tekster, mens The New Yorker kaldte dobbeltalbummet “noget rod” og beskyldte karakteren Sasha Fierce for at kløjes i sine egne budskaber. Kulturjournalisten Sasha Frere-Jones fremhævede i det anerkendte ugemagasin især paradokset i, at Sasha Fierce skulle forestille at være legemliggørelsen af Beyoncés farlige side, når selv samme frk. Fierce bare drømmer uskyldigt om at få en ring på fingeren, som i storhittet Single Ladies.
The New Yorker påpegede, at sangerinden i samarbejde med sin manager-far havde skabt et image, der teasede publikum, men som aldrig fik specielt meget kant. Og magasinet var ikke det eneste medie, der efter udgivelsen af I Am … Sasha Fierce begyndte at stille spørgsmål ved, hvem Beyoncé Knowles egentlig var. Var hun mon bare et lige så konstrueret produkt som sit alter ego? En selvudråbt selvstændig karrierekvinde med store armbevægelser, ironisk nok “opfundet” af to mænd: hendes far og manden Jay-Z?
Som svar til kritikerne valgte Beyoncé i 2011 at afbryde det mangeårige arbejdsforhold til sin far.
“Det var nået til et punkt, hvor det eneste, vi kunne tale om, var turneer og min musik. Jeg havde brug for at få min far tilbage,” fortæller Beyoncé i dokumentaren Life Is But a Dream.
Beslutningen tog hårdt på Knowles-familien, og Beyoncé beskriver i sin dokumentar, hvordan hun følte, at hendes hjerte gik itu. Forholdet til faren blev dog gradvis normaliseret herefter. Ifølge Beyoncé er det Jay-Z, der har lært hende, at hun bliver nødt til at gøre sig til herre over sin egen karriere. Også selv om det til tider indebærer, at en sød pige som Beyoncé smider fløjlshandskerne for at få gennemtrumfet sin vilje.
“Det er noget, jeg arbejder med, og som jeg ikke har helt let ved,” fortæller Beyoncé nærmest undskyldende i Life Is But a Dream.
Beyoncé havde dog ikke meget tid til at pleje forholdet til sin far i 2011 – dette var nemlig også året, hvor sangerinden udsendte sit fjerde soloalbum, 4, hvor hun med hits som Run the World (Girls) og Love on Top endnu en gang fraserede sin vej til toppen af albumhitlisterne. Og så blev verdens mest populære sangerinde gravid.
Beyoncé er kendt for sine heftige sceneoptrædener, som kræver hård træning.
Blue Ivy Carter
Den vanvittige interesse, der opstod omkring Beyoncés graviditet, reflekterede på absurd vis stjernens enorme fascinationsappel. I ægte Beyoncé-stil valgte sangerinden at offentliggøre den gode nyhed til MTV Music Awards, da hun efter at have sunget Love on Top knappede sin blazerjakke op og aede sin voksende mave. Twitter oplevede efterfølgende helt sensationelt 8.868 tweets i sekundet om Beyoncé, mens “Beyoncé pregnant” blev den mest søgte sætning på Google fra 29. august til 4. september 2011. MTV kunne derudover rapportere, at Beyoncés mavestunt havde gjort prisshowet til den mest sete udsendelse i MTV’s historie, mens også sangerindens albumsalg boomede kraftigt i de følgende uger.
Men ikke alle reaktioner på stjernens graviditet var lige positive. Efter et interview på australsk tv, hvor Beyoncés gravide mave på et tidspunkt på mystisk vis så ud til at “punktere”, opstod vedholdende rygter om, at sangerinden slet ikke var gravid, men gik rundt med en protesemave. I et interview med amerikansk Vogue i marts i år udtalte Beyoncé sig om rygterne:
“Det var meget underligt. Hvem kan finde på at tænke sådan? Hvordan finder folk overhovedet på det? Man kan ikke tage den slags for seriøst.”
I januar 2012 blev Beyoncé og Jay-Z forældre til datteren Blue Ivy Carter. To dage efter fødslen udsendte Jay-Z sangen Glory dedikeret til sit barn. I sangen beskriver rapperen parrets problemer med at blive gravide, herunder Beyoncés ufrivillige abort, i månederne før hun blev gravid med Blue. Til sidst i sangen kan man høre Blues gråd i baggrunden, og dermed blev den kun to dage gamle pige den yngste person, der nogensinde har optrådt på de amerikanske hitlister.Verdens mest magtfulde?
Beyoncé blev af erhvervsmagasinet Forbes sidste år kåret som verdens 32. mest magtfulde kvinde og verdens 16. mest magtfulde kendis. De relativt beskedne pladser skyldtes dog udelukkende Beyoncés fravær fra musikscenen i 2012. Efter at sangerinden i år har indgået en ny flerårig millionaftale med Pepsi, turneret Europa og USA tyndt, gendannet supergruppen Destiny’s Child og senere på året barsler med et femte soloalbum, kan hun roligt regne med at placere sig komfortabelt på verdensranglistens top 10 over de mest magtfulde kendisser på lige fod med mediemogulen Oprah Winfrey, som i øvrigt er stor Beyoncé-fan. Ud over førnævnte projekter kan Beyoncé bryste sig af at have lanceret sit eget tøjmærke, House of Deréon, i samarbejde med sin mor, hun har arrangeret adskillige velgørenhedsevents, bl.a. sammen med Gucci og veninden Kelly Rowland, og så lægger hun stemme til en af figurerne i den kommende animationsfilm Epic.
Suede-guitaristen Bernard Butler har kaldt Beyoncé “et uærligt PR-cirkus”, og så sent som i februar i år gjorde også vennen Kanye West slet skjult grin med sangerinden, da han til en koncert i London improviserede en længere smøre, der bl.a. lød: “Can I sell your drink for you please? So you can help me put on a better show, please corporations? I need a new pool in my backyard. So I’ll tell all my fans your shit is cool. And if they believe in me, they should also believe in you …” 
I 2002 begyndte Beyoncé at date rapperen Jay-Z, og parret blev gift i New York i 2008.
Oven i denne offentlige ydmygelse har Beyoncé også måttet lægge ryg til rygter omkring hende og Jay-Z’s formodede medlemskab af den hemmelighedsfulde Illuminati-organisation. Flere amerikanere mener således, at Beyoncé og Jay-Z takket være deres usædvanlig dybe lommer er med i en magtfuld organisation, der langsomt er ved at overtage verdensherredømmet. Ifølge konspirationsteoretikere lavede Beyoncé sågar håndtegnet for Illuminati, en trekant, da hun optrådte ved årets Super Bowl. Ikke overraskende har hverken Beyoncé eller Jay-Z endnu set sig nødsaget til at kommentere på Illuminati-teorierne.
Rygterne omkring Beyoncés oprigtighed, hendes politiske motiver og konstruerede image er pludselig mange. Men i stedet for at kaste en skygge over verdens mest populære kvindelige entertainer danner der sig i virkeligheden et ufint billede af os som seere, lyttere og fans. I dag er det ikke nok for en kendis at være perfekt udadtil. Vi forventer efterhånden at se stjernerne visne til offentligt skue – og glæder os til at kunne løfte en pegefinger, når de gør det. Som da Britney Spears brød sammen på landsdækkende tv, eller da Rihanna tog sin voldelige ekskæreste tilbage. Vi vil have ufiltreret adgang til stjernernes privatliv, og når vi får det, lader vi de kulørte medier straffe dem for at have vist for meget menneskelighed.
Da Beyoncé udsendte dokumentaren Life Is But a Dream på HBO i år, udtalte kanalchef Michael Lombardo: “Jeg tror, at kendte i dag i højere og højere grad ønsker at kommunikere ordentligt med deres fans i stedet for at lade sig definere af paparazzibilleder og sladderblade. Der er en glubende appetit efter at nedbryde visse kendte. Det må være meget skræmmende at stå på mål for.” Beyoncé er måske nok et nøje fabrikeret brand, men det er værd at huske på, at hun – alverdens kommercielle kampagneaftaler til trods – ikke er blevet kendt udelukkende for sin evne til at smile sødt ind i kameraet.
Beyoncé er en superstjerne uden sammenligning, fordi hun kan sprinte rundt på en kæmpescene i tårnhøje hæle, mens hun synger Halo med en kraft, så det gyser i én. Fordi hun kan danse som en sindssyg, mens hun synger Run the World uden at misse et beat eller sætte en fod forkert. Hendes kendte mand og middage med præsidentparret øger sangerindens appel, men som entertainer er hun stadig milevidt foran sine nærmeste konkurrenter. Beyoncé er lidt for perfekt. Men hun bærer sin perfektion som ingen anden.
Se også: Mød Danmarks nye sangerinder »