Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Birthe Rønn Hornbech
Foto: MEW Birthe Rønn Hornbech udkommer med ny bog.

Birthe Rønn Hornbech: "Man får det af mændene, man selv giver"

Den markante, tidligere politiker Birthe Rønn Hornbech er lige nu aktuel med bogen Politierindringer. I dette interview fortæller hun bl.a. om den og om sit hjem, hvor prøveløsladte kom for at få en sludder, om at samle på stjernestunder, komme igennem sorg – og om slet ikke at være til tøsesnak.

Om mit liv som politiker ved jeg nu ...

– At selv om jeg havde det som en fisk i vandet i Folketinget, og selv om politik fyldte meget i min kalender dengang, så fyldte mine åndelige interesser og troens gave mere i mit hjerte. Det har altid været drivkraften og det, jeg har øst af i de mange foredrag, jeg holder.

– Egentlig var det at være folketingspolitiker det stik modsatte af mit arbejde som anklager i politiet. Som anklager skal man vide noget om tingene, kunne argumentere og bevise. Det er ikke kvalifikationer, der gør sig i Folketinget. Meget politik i dag bygger på at se, hvor folkestemningen er lige nu.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen om bøger

Om min arbejde i politiet ved jeg nu ...

– At ofrene og de kriminelle og deres skæbner ikke blot blev en del af mit liv igennem mine 37 år i politiet, men også har præget min måde at tænke på. Allerede hjemmefra fik jeg et billede af de kriminelle som en mangfoldig gruppe. Far var fængselspræst, og der kom prøveløsladte fanger til vores dør og skulle have mad hos mor i køkkenet og en sludder med min far. Han var altid parat til at finde på undskyldninger for en begået kriminalitet. Forbryderne var ikke mennesker med særlige dårlige egenskaber, de var medmennesker. Jeg er opflasket til at være rummelig og har fundet de mange eksistenser, jeg har mødt, interessante og særlige snarere end sære. Det afspejler sig i de historier, jeg fortæller i min nye bog Politierindringer.

Om min barndom ved jeg nu ...

– At jeg fik kærligheden til at diskutere med hjemmefra. Min far var præst på Østerbro i København, de fleste, der kom hos os, var præster, og min morfar var politiker, vi kunne skændes, så det bragede. Jeg har aldrig gået i børnehave og leget med børn, i stedet var min bror og jeg med i vores forældres arbejde i sognet. Vi kendte menigheden, og da vi blev store nok, var vi med til møderne, solgte lodsedler, gik med kirkeblade etc. Vi gad ikke altid, men blev udkommanderet til det.

– I ferien tog vi ofte til Rom, og far havde nogle traditioner omkring de rejser, som nok havde gjort, at vi var blevet fjernet af børneværnet, hvis de havde vidst det. F.eks. sov vi i telt, og engang havde far fået fat i en fortegnelse med campingpladser, der ikke fandtes endnu. Vi fandt først en plads klokken tre om natten og skulle til at slå telt op. Min fars store interesse for mennesker slog også igennem på de ture. Han lavede altid små historier om, hvad han så. En gammel kone fra landet for eksempel, som han var sikker på kom for at se Paven for første gang. Folkelivet er også det, jeg selv elsker mest at studere, når jeg er på ferie.

LÆS OGSÅ: Ida Auken: "Det kan slå en knude på mig, så det næsten spænder ben for mig"

Om min familie ved jeg nu ...

– At den er en stor del af mit fundament. Når jeg ser tilbage, fylder mine ferier hos min morfar og mormor i Helsingør også meget. Det var en lille by dengang, som jeg holdt meget af. Morfar var medlem af byrådet, formand for menighedsrådet, medlem af hundrede og sytten udvalg deroppe og i en periode også medlem af Folketinget. Når vi gik ned ad gaden, blev vi altid stoppet af mennesker, der havde nogle sager, han skulle klare. Det kedede mig dengang at stå og lytte, men jeg tror, at et eller andet sivede ind som undervisning og dannelse.

Om mænd ved jeg nu ...

– At mine venner i meget høj grad altid har været mænd. Jeg er i den grad imod alt det kønsoprør, hvor man stiller krav og vil være offer. Man får det af mændene, man selv giver. Allerede da jeg gik i gymnasiet, var det sådan fordelt, at jeg havde en god veninde og så en meget god ven, Niels La Cour, som i dag er en kendt komponist, og som jeg kunne tale med om alt. Mine forældre ville ikke have, at jeg rendte med drenge, men med Niels var der ingen problemer, de havde gennemskuet, at det var et smaddergodt kammeratskab. De venner, jeg omgikkes på universitetet, var også mest mænd. Jeg har aldrig været til tøsesnak, som jo desværre nogle mandlige journalister i Danmarks Radios P1 nu er til. De lyder, som om de sidder i en sofa og pludrer sammen i det private rum. Jeg går ind for, at mænd skal være mænd, og kvinder skal være kvinder. Der var ingen tvivl om arbejdsfordelingen herhjemme. Jeg var gift med en civilingeniør og gad da ikke gå og hænge billeder op, når han var bedre til det.

Om kærligheden ved jeg nu ...

– At jeg ikke kan sætte den kærlighed, jeg følte for min mand på formel. Kaj var 45, og jeg var 19, da vi mødtes ved min gode venindes lillesøsters konfirmation. Min veninde sagde, de også havde inviteret onkel Kaj, familiens sorte får, og konfirmanden tilføjede, at jeg skulle have ham til bords, "for I to passer så godt sammen." Så jeg var godt gejlet op, da jeg mødte op i min første lange kjole. Jeg kan endnu se Kaj for mig, da han kom ind i stuen. Den eneste overvejelse, jeg havde omkring hans alder, var, at jeg så ikke kunne få lov til at beholde ham så længe. Efter gymnasiet begyndte jeg først at læse teologi, men det lå i luften, at Kaj ikke ville være "præstekone". Jeg er sikker på, at han bag min ryg indgik en alliance med min far, som var imod kvindelige præster, om at få mig lokket over i juraen. Jeg ved stadig ikke, om jeg gjorde det rigtige ved at gå med til at blive jurist i stedet.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Knudsen: "Det kan godt være, at man er ensom på toppen, men udsigten er til gengæld god"

Om modgang ved jeg nu ...

– At det er et kæmpeproblem i dag, at modgang ikke ses som en naturlig del af livet. Sådan blev jeg opdraget til at se det i mit barndomshjem, hvor der hele tiden kom pårørende til døde, der skulle begraves. Man skal ikke komme over en sorg, men igennem den, det nytter ikke noget at fortrænge den. Da min mand døde i 1985 af kræft, gik en af mine bekendte i Folketinget igennem en svær skilsmisse samtidig. Vi talte meget om den, og på et tidspunkt opfordrede jeg hende til at lægge den lidt bag sig og fortalte, at min mand også lige var død. Så sagde hun: "Jamen, det er finere at være enke end at være fraskilt." Og det er der noget om. Når man har fulgt et sygeleje, som jeg gjorde med min mand, så har man set det uafvendelige, hvorimod følelserne omkring en skilsmisse er mere komplicerede og også indebærer en følelse af uretfærdighed. Men også skilsmisser er en del af livet, og på et tidspunkt må man videre.

– Jeg har altid haft de døde med mig i min åndelige bagage. Nogle gange kan jeg gå her og skrupgrine af noget, som Kaj har sagt eller et nummer, han lavede, han kunne godt lide practical jokes. Det er naturligt at snakke om dem, man har mistet, men man gør sig selv en tjeneste ved at gøre det på en måde, så det ikke bliver uudholdeligt for andre.

Birthe Rønn Hornbech. Foto: MEW.Birthe Rønn Hornbech. Foto: MEW.

Om venner ved jeg nu ...

– At jeg heldigvis har fået mere tid til dem nu. Tidligere havde jeg aldrig tid, fordi jeg var i funktion i døgndrift, enten i Folketinget, på mit arbejde eller ude at holde foredrag. Men siden jeg gik på pension, er jeg begyndt at invitere en udsøgt skare af blandt andet teologer og jurister, som jeg har mødt igennem mit politiske liv og gerne vil bevare tilknytningen til. Ved mine samtalesaloner har vi en lang dagsorden, vi skal igennem. Det er skønt at kunne diskutere i fuld tillid til, at det ikke bliver misbrugt. De mennesker betyder meget for mig. Jeg vil helst, de kommer her, for jeg synes ikke, man kan sidde noget bedre sted og snakke end i min nye havestue med udsigt til haven.

Om lykken ved jeg nu ...

– At den er alle steder, hvis man forstår at se den. For mig kan der ligge en stor lykke i at køre en omvej, det, min far kaldte snylteveje. Da jeg var kirkeminister og skulle til en biskops fødselsdag i Haderslev for eksempel, fik jeg min departementschef, som var interesseret i fugle, til at fortælle hvor jeg kunne se fugletræk. Så sagde jeg til ministerchaufføren, Kim, at vi skulle køre omkring der, og ganske rigtigt gik der masser af gæs og andre fugle. Jeg havde også en lang periode, hvor jeg holdt foredrag om kalkmalerier og gennemfotograferede mange af de kirker, jeg kom forbi. Undervejs mødte jeg flere gravere og havde spændende samtaler med dem. Vi skal samle på den slags stjernestunder. Selv et lille møde med et nyt menneske, hvor kort og tilfældigt det end er, kan prente sig dybt i mig. Lykken er også, når jeg fortaber mig i en bog. Herman Bangs romaner er nummer et for mig, og det tror jeg, de bliver ved med at være i lang tid. 

Hvem er Birthe Rønn Hornbech?

  • Født 18. oktober 1943 i København, hvor hendes far var sognepræst.
  • I dag er hun forfatter og debattør og lige nu aktuel med bogen Politierindringer (Gyldendal).
  • Hun er uddannet jurist og har en lang karriere i politiet bag sig – bl.a. har hun været vicepolitimester.
  • I mange år sad hun i Folketinget for Venstre. 2007-2011 var hun integrations- og kirkeminister.
  • Privat var hun fra 1963 gift med civilingeniør Kaj Hornbech, der døde i 1985.
  • Hun bor stadig i det samme hus i Brøndby Strand, som hun flyttede ind i som nygift.
Se, hvad vi ellers skriver om: Politik, Karriere og Kvinder du skal kende