Emily Salomon
SPONSORERET indhold

Blogger Emily Salomon: Jeg er ofte irriterende

Har du en lille blogger gemt i maven? Så læs med her, hvor en af Danmarks dygtigste og mest populære bloggere, Emily Salomon, fortæller om sit hæsblæsende liv med både blogging, job, familie, kæreste og venner at passe.

Af:: Simone Brandt Hald Foto: Emily Salomon
26. aug. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Emily Salomon driver en livsstilsblog i samme navn, hvor hun deler sin personlige stil, indretningstips, lækre madopskrifter, rejseguides og et hav af søde hundebilleder af den plettede følgesvend Penny.

Få et unikt indblik bag facaden på bloggerens hverdag, og find ud af, hvad hun må afstå fra, og hvad der motiverer hende til at blive ved med at drive bloggen – trods lange dage og blogging hver eneste søndag.

Hvordan har blogging ændret dit liv?
- Det har givet mig en hel masse muligheder og et fantastisk netværk, som jeg formentlig ikke havde fået ellers. Jeg er uddannet fra Litteraturvidenskab og Moderne Kultur fra Københavns Universitet, og der er det altså ikke comme il faut, at man ender med at designe tasker, agere tv-vært eller være ambassadør for skønhedsvirksomheder, som jeg har fået mulighed for. Og så har jeg lært ufatteligt meget om et medie og en verden, der ikke eksisterede for 10 år siden, netop ved at praktisere det. Det er en viden, jeg ikke kunne have tilegnet mig på nogen uddannelse.

LÆS OGSÅ: Nye datingapps tager konkurrencen op med Tinder

- Det er lidt af et ”first world problem”, men det kan være hårdt og lidt af et pres, at man altid lige skal kunne lave noget mere, at man aldrig bliver færdig, altid er på, og at man egentlig aldrig har rigtigt fri. Med mindre man selv er god til at definere nogle rammer, og det synes jeg heldigvis, jeg bliver bedre og bedre til, selvom det er rigtigt svært.

Hvor meget tid bruger du på at tage billeder, lave posts, besvare kommentarer og andre praktiske ting omkring din blog hver dag?
- I gennemsnit omkring 6 timer om dagen. Men det er sjældent, at de timer er jævnt fordelt over ugen. Ofte ligger størstedelen af dem fredag, hvor jeg har fri fra arbejde, og søndag og resten i løbet af hverdagsaftenerne.

Hvordan får du din hverdag til at hænge sammen, når du både har et arbejde og en blog at drive?
- Før i tiden foregik meget af det blogrelaterede arbejde sent om aftenen og om natten, men nu sætter jeg simpelthen en tidsgrænse. ”Når klokken er xx skal jeg stoppe, uanset om jeg er færdig eller ej,” siger jeg til mig selv. Og det er jeg stort set aldrig. Sådan er det med onlinemedier, man kan blive ved, men det har jeg lært at acceptere og omfavne. Jeg holder som regel helt fri fra både blog og arbejde om lørdagen, mens stort set hele søndag går til at producere blogindlæg, svare på mails, kommentarer osv.

Hvilke personlige både positive og negative konsekvenser har din blog ført med sig?
- Det er ikke altid, at jeg får set mine veninder eller kæreste helt så meget, som jeg gerne ville, og når vi ses, er jeg ofte irriterende og beder dem om lige at knipse et billede af mig eller vente med at spise deres mad, til jeg har fotograferet den, haha. Jeg har heller ikke så meget råderum til at være spontan. De fleste hverdage tager jeg hjem fra arbejde, lufter min hund og spiser så aftensmad, mens jeg planlægger blogindlæg og andet, der har forbindelse til bloggen. Men jeg har heldigvis nogle venner og en kæreste og familie, der har en stor forståelse og respekt for det, jeg laver.

LÆS OGSÅ: Hun leder efter Københavns bedste kanelsnegle

- Jeg passer også lidt på i forhold til at gå ud. Det er nemlig svært at ”have råd til” at have tømmermænd (og jeg får slemme tømmermænd!), når jeg skal nå rigtig meget blogrelateret i weekenden. Men af og til gør jeg det selvfølgelig, og så hygger jeg igennem og nyder en friweekend.

- De positive konsekvenser virker nærmest endeløse, og jeg er taknemmelig over og stolt af, hvad jeg har opnået med min blog. Jeg er så glad for at kunne skabe noget, der dagligt underholder og glæder andre mennesker, og som tilmed er blevet en del af mit levebrød og en virksomhed, der gradvist vokser sig større. Det er ikke hjernekirurgi, det jeg bedriver, men tænk engang at have den indflydelse på andre menneskers liv i et par minutter hver dag. Det er ekstremt motiverende.

Har du en politik om, hvad du deler og ikke deler med dine følgere?
- Det er meget noget, jeg tager fra gang til gang. Som udgangspunkt deler jeg det meste, men jeg er meget opmærksom på detaljeringsgraden. Det er et personligt og som udgangspunkt positivt univers, jeg søger at skabe, men derfor behøver det ikke at være privat og udpenslende.

Som blogger skal man jo helst stå knivskarpt hver dag, fordi der skal tages outfitbilleder osv. Er der plads til at hive stikket, hvis du har en dag, hvor det hele bliver lidt for meget?
- Ja, helt bestemt. Hvis jeg har en dag, hvor jeg ikke føler for det, så lader jeg bare være. Selvom det også er et job, så er det stadig 100 procent drevet af lyst og passion. Hvis jeg har haft en dags pause, så kribler det altid helt vildt i fingrene dagen efter. Bortset fra da jeg var på ferie i vinter og havde engageret nogle gæstebloggere til at passe bloggen, så har jeg ikke haft mere end to sammenhængende dage, hvor jeg ikke har blogget i de fem år, jeg har haft bloggen.

Hvilke fordomme møder du i kraft af din titel som blogger?
- At det er noget, alle kan finde ud af (og have succes med), og at det ikke tager særligt lang tid at drive en blog.

LÆS OGSÅ: Bloggeren giver sine 5 bedste tip til Københavns oversete in-sted