"Jeg var nok det, man vil betegne som klassisk nørd. Bøgerne var min bedste ven"

- Jeg ved godt, at det er forbudt at sige, at man har et yndlingsbarn. Men som kulturjournalist må jeg alligevel indrømme, at jeg altid har haft et særligt blødt punkt for litteraturen. Faktisk har jeg været fascineret af litteraturen, siden jeg lærte at sætte to bogstaver sammen, og bøgerne var min bedste ven, da jeg var barn. Mine forældre spurgte mig tit: "Skal du ikke ud og have noget frisk luft?" Men jeg ville helst bare sidde indenfor og læse.

- Jeg var nok det, man vil betegne som klassisk nørd. Men jeg gik på en ret striks, katolsk privatskole, der hyldede dét at blive klog, og jeg var langt fra den eneste, der læste meget. Når jeg havde en legeaftale med min veninde Elisabeth, lå vi tit bare på hendes værelse og læste i hver vores bog. Det var enormt hyggeligt. I frikvartererne fik vi nogle gange en af skolebibliotekarerne til at låse op til biblioteket, selvom hun egentlig ikke måtte. Så pjækkede vi fra frikvarter og rundbold for at læse bøger. Ej, jeg lyder jo som verdens mest kiksede barn. Men det var jeg muligvis også.

- Min familie var sådan en klassisk bogklubfamilie, så der kom hele tiden nye bøger dumpende. Dengang vidste jeg jo intet om, hvad der var finlitteratur, og hvad der var slam, så jeg fik virkelig læst meget håbløs litteratur. Jeg ragede bare til mig og åd alle de bøger, jeg kunne komme i nærheden af og gennemgik mine forældres bogreol meget systematisk. Bøgerne viste mig nye verdener, som jeg kunne forsvinde helt ind i, og jeg kom på de vildeste eventyr, mens jeg i virkeligheden bare lå og læste på gulvet i et parcelhus i Hvidovre.

LÆS OGSÅ: Stephanie Surrugue: Jeg har lært at acceptere min krop

- Da jeg læste 'Borte med Blæsten' første gang, gik det for alvor op for mig, hvad litteratur kan være. Jeg havde fundet bogen tilfældigt i bogreolen, og mens jeg læste, tænkte jeg bare: "Hold da op! Det er vildt det her!". På det tidspunkt skiftede jeg gear, for når man først har læst sådan en roman, vender man altså ikke tilbage til Puk-bøgerne og De fem. Nu var det de store romaner og klassikerne, jeg kastede mig over, og det er også dem, jeg holder mest af at læse i dag.

- Desværre får jeg kun læst en brøkdel af det, jeg gerne vil, for det er svært at finde tid i en travl hverdag. Jeg læser meget, men ofte er det, fordi jeg skal bruge det i forbindelse med mit arbejde, og der er stor forskel på at læse af pligt og på at læse af lyst. Når jeg læser bøger af pligt, læser jeg hurtigt og tænker hele tiden over, hvad jeg kan bruge det til. Jeg forsvinder ikke på samme måde ind i det romanunivers, hvor man glemmer omverdenen og glemmer at tage telefonen, når den ringer.

- Bunkerne af bøger, som jeg gerne vil læse, vokser sig hele tiden større. I min stue står der en skammel fyldt med bøger, som jeg gerne vil læse – af ren og skær lyst. Jeg planlægger altid nøje, hvilke bøger jeg skal have med på mine ferier, og engang imellem slæber jeg også et par bøger op ved siden af min seng. Det er de særligt udvalgte og dem, som jeg begynder at læse. I øjeblikket er jeg i gang med Leonora Christina Skovs nyeste roman 'Hvor intet bryder vinden'. Morten Sabroes ' Drengen, der løb med Gud' og Kim Leines 'Afgrunden' ligger og venter på natbordet.

6 udvalgte bøger

Bogen, der gjorde særligt indtryk
En af de fineste romaner, jeg nogensinde har læst, er 'Det jeg elskede' af Siri Hustvedt. Det er sjældent, at en roman bare tatoverer en indvendigt, så man aldrig nogensinde kan slippe den helt igen. Men det gjorde den altså. Bogen handler om en teenagedreng, som har det svært, og jeg blev enormt ramt. Siri Hustvedt skriver vanvittigt smukt og viser et meget følsomt sind. Hun minder en om, at man skal prøve at være åben, følsom og sårbar, og det kan ellers godt være lidt svært at huske på, når man har skide travlt i en nyhedsverden.

Bogen, der fik mig til at grine
Sidste gang jeg fik regulært grineflip over en bog, var da jeg for et par år siden læste 'Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt' af den svenske forfatter Jonas Jonasson. Jeg sad og læste i en lufthavn, og jeg grinede højt! Min veninde, som sad ved siden af, syntes, at det var helt pinligt, for jeg grinede og grinede, og folk gloede. Men da hun senere fik læst bogen, måtte hun indrømme, at hun heller ikke kunne lade være med at grine højlydt.

LÆS OGSÅ:  Stéphanie Surrugue: "Vi er en generation af kvinder, der kun har en kæreste, hvis vi har lyst til ham"

Bogen, der fik mig til at græde
Jeg græder ofte, når jeg læser, men den bog, der senest har fået mig til at græde, er 'Samme dag næste år' af David Nicholls. Det er næsten helt pinligt at fortælle. Jeg lå på en strand i Sydindien, og jeg ikke bare græd – jeg hylede. Jeg brød helt sammen. Det er en ulykkelig kærlighedshistorie om to mennesker, som forsøger at få hinanden hele livet, og da det endelig lykkes, slutter deres forhold alt for hurtigt og meget dramatisk. Historien handler om alle de mennesker, som bare ikke kan finde ud af at leve deres liv i tide, og det er en enormt rørende fortælling.

Bogen, der gjorde mig bange
Jeg var ret ung – måske endda også for ung – da jeg læste "Tilværelsens ulidelige lethed" af Milan Kundera, og den bog gjorde mig faktisk rigtig bange. Ikke på sådan en nu-tør-jeg-ikke-stå-op-for-at-tisse-om-natten-måde, men på et langt dybere plan. Jeg blev simpelthen bange for, at kærlighed virkelig skal være så indviklet, og at mennesker virkelig er så fucked op, som de er i den bog. At vi er så narcissistiske, at vi nærmest ikke er i stand til at få et forhold til at fungere. Faktisk kan den bog og de tanker, den satte i gang, stadig gøre mig bange i dag.

Bogen, jeg vil anbefale mod kærestesorger
Helt sikkert ikke 'Samme dag næste år'! Når jeg har været i dårligt humør, har jeg nogle gange læst i digtsamlingen 'Helvedesblomster' af Baudelaire, og den bog kunne jeg godt finde på at anbefale til en med knust hjerte. Digtene er ret vilde og ikke særlig optimistiske. De handler alle sammen om liv, død, sex, stoffer, lidt mere død og lidt mere ulykke. Og man bliver ikke nødvendigvis i bedre humør af digtene, men man bliver mindet om, at det kunne være så meget værre. Og så tager man sig nok lidt sammen.

Bogen, jeg kan læse igen og igen
'Den lille prins' er en af de bøger, som jeg har læst rigtig mange gange – både på fransk og på dansk. Jeg har den i fem-seks forskellige udgaver og kommer helt sikkert til at læse den igen. Jeg husker bogen fra min barndom og forbinder den med noget trygt, men det fantastiske er, at det ikke bare er en børnebog. Det er nærmest en lille guide til livet. Sådan et klogt, lille eventyr, som er fint at læse, hvis man pludselig er lidt i tvivl om det hele. Og det gælder uanset, om man er barn, teenager eller voksen.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue Thomas Bo Larsen skulle spille mig på film

LÆS OGSÅ: Surrugue: Jeg bliver jo forkælet, når jeg er i Frankrig

LÆS OGSÅ: Fra journalist i Washington til boghandler på Vesterbro