Bolig: Baggårdshus på Nørrebro
SPONSORERET indhold

Bolig: Baggårdshus på Nørrebro

Designer og kostumier Johanne Helger Lund har sammen med familien indrettet et skønt, lille baggårdshus i hjertet af Nørrebro til både bolig, systue og showroom. Og det tidligere orgelpibestøberi udgør en perfekt kulisse til Johannes farvestrålende rober.

Af:: Helene Vindsmark Foto: Pernille Kaalund
15. apr. 2013 | Bolig | ALT for damerne

For syv år siden flyttede Johanne og hendes mand Peter Mark fra Nørrebro til Bornholm for at realisere drømmen om simple living og landlig idyl. Sidste år gik turen så den modsatte vej. Bondegården uden for Østermarie blev solgt, og familien vendte hjem til København. Seks års intenst pendleri viste sig at være for opslidende.
– Vi elskede at bo på Bornholm. Men vi må konstatere, at det simple liv er her i byen, hvor vi hele tiden har arbejdet begge to. Alting er meget nemmere, og vi har fået mange flere timer sammen ved at flytte til byen igen, fortæller Johanne.

LÆS OGSÅ: Bolig - Funktionel 50'er parcel

Familien var så heldig at få et lejemål i et af de ældst bevarende baggårde i København. På nudansk kan man sige, at det er en af de eneste, der endnu ikke er renoveret. Stedet oser af charme med sine store træer, gamle brosten og hestevognsstenbelægninger, der løber gennem gården. Det er en lille oase med masser af historie. Huset har oprindeligt været orgelpibestøberi og en del af et gammelt, dansk orgelbyggeri ved navn Starup & Søn, der nu er nedlagt. Huset blev istandsat i 1994 og ombygget til kombineret erhverv og bolig, og for Johanne er det helt ideelt at have sit showroom som en intrigeret del af boligen.

– Jeg elsker mit arbejde, så for mig er det en gevinst at have firma og privat bolig sammen. På den måde kan jeg arbejde små 100 timer om ugen som selvstændig og samtidig altid være hjemme ... eller i hvert fald til rådighed, når drengene har fri. Det sværeste er, at man aldrig har rigtig fri fra arbejde. Så det prøver jeg at være opmærksom på.

Et harmonisk miks tilsat lidt teaterkostume
Boligen ligger på første sal med en trappe, som forbinder stueetagens systue og showroom. Indretningen er Johanne og Peter fælles om og resultatet er et harmonisk miks. Peter er mest til stramt design og enkelthed. Johannes stil minder om hendes tøjdesign: farvefuld boheme tilsat en smule teaterkostume.

– Vi har valgt at indrette den private del af vores hus sammen. Vi er begge to meget visuelle mennesker, der er vant til at se alting i billeder, men med hver vores stil. Så vi går på kompromis. Jeg er et rigtig anden– generations blomsterbarn med hang til dims og boheme. Peter er den mere stilrene, klassiske type. Men der er mange ting, vi er enige om. Vi elsker begge to kvalitets design og kram, der har både sjæl og historie.

Valget af møbler afspejler passionen for istandsættelse af genbrug og loppefund. Ganske få møbler er købt nye, og Johanne venter gerne tålmodigt på at finde det helt rigtige. Hellere støve rundt og lede på nettet og hos det gamle arbejdskvarters mange marskandisere og små, skæve butikker til det rigtige dukker op, end at snuppe en hurtig hovsa–løsning, man alligevel ikke er tilfreds med.

Johanne elsker, når genstande har en historie, der giver affektionsværdi. Et eksempel er de to Flower Pot – lamper som hænger over spisebordet. Johanne havde længe kigget efter dem, men prisen gjorde at hun tøvede lidt. Pludselig en dag kom Peters mor forbi med et par, og spurgte 'om det var noget'.

– Om! Jeg synes, det er så skønt at sidde i skæret fra lamper, der har hængt i Peters barndomshjem. Han kan huske, at han gemte små legeting i dem, da han var lille. Det er sentimental value, så det gør noget, smiler Johanne, som finder inspiration i visuelle indtryk overalt, hvor hun kommer.

LÆS OGSÅ: Bolig med vintagefund og keramik

Mini-Barcelona på Nørrebro
De fleste af parrets møbler er fra Lauritz, Den Blå Avis, fund fra Ravnsborggade i København, arv og kluns gennem tiden, som de selv sætter i stand.

– Det er én af mine store kæpheste, ikke bare at købe og smide ud igen. Der eksisterer så mange smukke ting og møbler, så i stedet for bare at købe nyt, giver det god mening at genbruge nogle af de skønne ting, som andre har skilt sig af med, og sende dem videre ud i verden, når man færdig med dem, siger Johanne der også i sit arbejde slår et smukt slag for bæredygtigheden.
Hendes firma Ecouture by Lund sælger feminine kjoler og andet divatøj produceret af miljøvenlige materialer, og også her mærker man kombinationen af at have teaterblod i årene og hjertet på rette sted.

Hvad København angår, så er Johanne nyforelsket, betror hun mig.
- Jeg er faldet for København. Jeg stortrives og nyder byen på en måde, som jeg ikke ville have oplevet, hvis vi ikke havde været væk nogle år, siger Johanne.
- Vi er gået fra det totalt øde landliv til at bo i et af Københavns tættest befolkede områder, og det er en voldsom kontrast; men jeg kan mærke, hvor meget jeg har savnet det forskelligartede og rå liv, der summer overalt omkring mig. Byen buldrer og i dagtimerne. På hverdage ebber det ud om aftenen. Når alle er taget hjem fra arbejde, er der kun os tilbage, som bor her, og så lidt caféliv i baggrunden. Det minder mig faktisk om at bo i Barcelona, og på den måde er der virkelig langt til Bornholm.

Hvem: Johanne Lund Helger, 41 år, designer og indehaver af Ecoture. Peter Mark, 45 år, IT-chef og fotograf, og parrets to drenge på otte og 11 år.

Hvad: Et tidligere orgelpibestøberi i en baggård på Nørrebro.

JOHANNES 5 BEDSTE TIPS TIL INDRETNING
Vis hvem du. Udvælg dine møbler, ting og kunst med omhu. For mig er det vigtigste af alt, at vores ting har reference til vores liv og betyder noget for os på den ene eller anden måde, så vi føler os hjemme.

Skab orden og balance. Det giver indre ro, når der er ryddet op og hyggeligt omkring mig. Alt for mange ting stresser, for alle tingene skal jo passes og plejes, støves af og ryddes op.

Brug antikvitetshandlere, loppefund og genbrug og giv det dit eget præg. Man får virkelig meget kvalitet og design for pengene, også i forhold til de billige møbelhuse.

Mix stilen med nyt og gammelt. Der findes så mange skønne, gamle ting med sjæl og historie. Det er skønt, at ting har en historie og mange år på bagen, og man skal ikke være bleg for at ændre, male, reparere og gøre dem til sine egne. Og det giver hjemmet et hyggeligt, spændende og nuanceret udtryk, hvis man blander de gamle ting med moderne design.

Samtidskunst og kultur er givende at have omkring sig. Helst ting man, selv har et forhold til, som betyder noget og afspejler den, man er. Det giver stor mening at bruge de kunstnere, der er fra ens samtid – hvor man kan spejle sig i deres værker. Hold øje med din yndlingskunstner: Hvis han eller hun holder åbent hus, kan du ofte gøre en god handel. Forelsker man sig i et værk, der overskrider budgettet, kan man ofte få lov til at betale i rater.


SPISESTUEN: Langbordet er bygget af gamle gulvbrædder fra Genbyg på et klunset stel fra Frederiksberg Hospital. Fotovæggen har Johannes mand Peter, som er fotograf, stået for. Art nouveau-rammerne på bogreolerne og lysestagen på bordet er fundet i de nærliggende antikvitetsbutikker. Kanden, der her bruges som vase, er et arvestykke fra Johannes mormor. Eames-stolene er originale vintagestole fra nabobutikken Relove.



STUE: Nips og kunst med kulør giver stuedelen et personligt præg. Læsehjørnets store gyngestol, købt på Lauritz.com er hjemmets bedste "flyder" og heldigvis stor nok til, at der kan sidde to drenge i den. Puden er fra Place de Bleu. Standerlampen, som Peter har købt i en antikforretning på Fælledvej, er en Fog & Mørup. Guirlanden hen over den franske altandør er købt på Christianias julemarked, hvor Johanne også selv har haft en stand i mange år.



KØKKEN: De antikke flisers klare farver pryder og lyser smukt op i køkkenets hvide, enkle indretning. På bordet står en gammel, gul ovn, der bliver brugt som brødkasse. Bordpladen er malet med blank skibslak.


SOVEVÆRELSE: Sengen er købt brugt, mens sengetæppet er fra en ferie i Indien. Puderne er fra www.placedebleu.dk. Maleriet over sengen er af billedkunstner Jeanette Uldall www.jeanetteuldall.dk, som har malet Listed strand versus storbyen. Billedet minder på én gang om at bo på Bornholm og om at flytte tilbage til byen.


LÆS OGSÅ: Bolig med rå fabriksstil og parisercharme