Hvordan slipper jeg ud af mit voldelige ægteskab?

Spørgsmål om ønske om at afbryde ægteskab

Jeg er en kvinde i 40’erne, der lever i et voldeligt ægteskab, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal slippe ud af. Jeg kan ikke være sammen med min mand længere, selvom vi har prøvet mange gange. De seneste år har min mand sovet ude i stuen, hvor jeg hver dag reder op til ham. Han er sur og fysisk og psykisk voldelig, nogle gange også psykisk voldelig overfor min ældste datter.

Han siger, at det er på grund af mig, at han bliver voldelig. Jeg har forsøgt at tale med ham om, at sådan et liv, som vi har, kan man ikke blive ved med at leve. Når jeg gør det, så græder han, for han vil ikke skilles. Han foreslår i stedet, at jeg kan tage nogle lykkepiller.

LÆS OGSÅ: Min voldelige ekskæreste vil have mig tilbage - hvordan skal jeg reagere?

Da min ældste datter sidste år kom hjem fra udlandet, sagde hun, at hun gerne ville flytte væk, men da jeg fortalte hende, at jeg ville skilles, begyndte hun at græde. Hun har prøvet at ringe til Børnetelefonen og kommunen, som hun mener skal hjælpe os. Jeg vil gerne på krisecenter, men hverken min ældste eller min yngste datter vil med.

Min mand har truet med at slå os alle sammen ihjel, hvis jeg kræver skilsmisse. Da han fandt ud af, at vi havde kontaktet kommunen, blev han bange, og der var ro på det næste halve år, men så blev han igen grov. Hvad skal jeg gøre, så jeg kan komme ud af ægteskabet, uden at min mand slår os alle sammen ihjel?

Vibeke Dorph råder til at søge hjælp og komme væk

Jeg tænker, at du efter at have levet så længe i et ægteskab, der vel bedst kan beskrives som et rædselsregime, må befinde dig en kronisk tilstand af pres og rædsel. Det er derfor også helt forståeligt, at du har tabt orienteringen i dit liv og er så nedslidt, at du har svært ved at finde en vej ud.

Den tilstand minder om den, andre kvinder, der lever i et voldeligt forhold, ofte stivner i. For de daglige ydmygelser får dig og dem til at miste selvrespekten og håbet om, at tingene nogensinde kan blive bedre. Men det kan de, og det første tegn på, at det også gælder for dig, er, at du har haft overskuddet til at skrive denne mail til mig.

LÆS OGSÅ: Min kæreste blev psykisk syg, sidst jeg gik fra ham

Din mail til mig er således også første skridt på den vej, du skal tvinge dig selv til at blive ved med at gå ud ad både for din egen, men også for dine to døtre skyld. For det lyder jo til, at de desværre også har arvet din resignation; de higer som dig efter at komme væk, men har alligevel så umådelig svært ved at komme det. Jeg tænker, at det for jer alle tre handler om, at I ved, hvad I har, men at I ikke ved og ikke tror på, at alt kan blive 100 gange bedre for jer, hvis I kommer væk, men det kan det.

Nu findes der heldigvis steder, hvor voldsramte kvinder som dig kan søge hen og få den hjælp, som jeg ikke er kyndig nok til at give dig, men som du der kan få af folk, der ved alt om, hvordan du har det og derfor også, hvilken hjælp du og dine døtre har brug for. Selv har jeg hørt rigtig meget godt om "Sig det til nogen". Det er en rådgivning for voldsramte kvinder med afdelinger over hele landet. Læs mere og kontakt dem via denne hjemmeside Danner.dk/sigdettilnogen og gør det nu, både for din egen, men også for dine to døtres skyld.