Hvordan tackler jeg min grænseoverskridende nabo? Vibeke Dorphs brevkasse
SPONSORERET indhold

Hvordan tackler jeg min grænseoverskridende nabo?

Jeg er så glad for at bo, hvor jeg bor, men der er opstået et problem. Min nabo svinger meget i humør. Nogle dage vil hun gøre alt for at hjælpe mig, og andre dage skal jeg slet ikke kontakte hende. Nu er det eskaleret i en sådan grad, at jeg er bange for, at hun kommer med en masse ond sladder til mine andre naboer, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
27. mar. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om problemer med naboen

Jeg er en kvinde i starten af 50’erne. Single, ugift og ingen børn, men jeg har et dejligt job, en skøn lejlighed og en god og solid vennekreds og er på ingen måde ensom.

Mit problem opstod for to år siden, da et ægtepar flyttede ind i den ejendom, hvor jeg bor. De var jævnaldrende med mig, og vi kom hurtigt i snak. Jeg fandt dog ud af, at kvinden led af borderline, hvilket hun selv fortalte mig.

Jeg havde godt bemærket, at hun kørte meget op og ned i sit humør. Den ene dag, var der ikke den ting, hun ikke ville gøre for mig. Hun ringede og sms’ede konstant, ville ses og gav mig nøgle til deres lejlighed. Det sidste brød jeg mig egentlig ikke om, fordi jeg følte, at det hele blev alt for familiært. Andre gange oplevede jeg hende som vred, manipulerende og ondskabsfuld. Hun irettesatte og gjorde grin med mig, også når der var andre til stede.

LÆS OGSÅ: Min kæreste har fået nok og er gået fra mig

Jeg talte med min gode veninde om min nabo, og hun rådede mig til at holde mig langt væk, men jeg havde svært ved at sige fra. Jeg begyndte dog at få ondt i maven, for hun opførte sig mere og mere mærkeligt.

F.eks. gav hun mig en liste over, hvornår jeg måtte skrive eller ringe til hende. En dag, da jeg havde været til en svær undersøgelse hos min læge, ringede jeg til hende. Hun reagerede ved at svine mig til, og sige, at det var en af de dage, hvor hun ikke ville kontaktes.

Da jeg kom hjem, stod der to poser med nogle ting, som hun havde lånt af mig og en besked om aldrig at kontakte hende igen. Jeg gik totalt i chok og har ikke haft kontakt med hende siden. Problemet er, at det hele nu er meget ubehageligt. Hendes mand, der virker kuet, hilser ikke, når jeg møder ham, men ser bare ondskabsfuldt på mig. Det samme gør hun.

Nu går jeg så og frygter, at de kommer med en masse ond sladder til mine naboer, og jeg har det derfor skidt med at bo her, selvom jeg holder meget af mine øvrige naboer. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at tage afstand til dem

Du lyder til at reagere, som de fleste andre sunde og normale mennesker vil gøre det, hvis de løber ind i typer som din borderline-ramte nabo. Nemlig med forvirring, chok, selvbebrejdelser og alle mulige andre kaotiske følelser som et sådant menneske kan afsætte hos os, der kommer for tæt på.

Sagen er nemlig, at mens du sikkert ønsker fred og godt naboskab, så har nogle borderline ramte mennesker det med konstant at søge og skabe konflikter. Som du selv beskriver det, så kommer de det ene øjeblik alt for tæt på en, hvorefter de pludselig trækker sig i vrede, fordi deres omgivelser ikke agerer, som de forventer.

LÆS OGSÅ: Min eksmand gør alt for at smadre mit og børnenes liv

Det er svært for ikke at sige umuligt at læse den slags mennesker, for deres eget indre kaos gør, at de hverken kender eller kan give udtryk for deres egne behov. Jeg synes derfor, at din venindes råd om, at du skal holde dig væk fra din nabo, lyder helt fornuftigt. For jeres bekendtskab vil kun slide dig psykisk ned.

Derfor vil jeg råde dig til at lægge en venlig, men også bestemt afstand til ægteparret. At du er venlig, er vigtigt, for mennesker som din nabo søger konstant spild, men det gør du ikke, så hold dig fra at gå ind i nogen form for konflikt med hende. Kan du det, så er jeg helt sikker på, at hun nok snart skal finde andre stakler, hun kan kaste sig over, men også at dine øvrige naboer helt af sig selv opdager, at det er hende og ikke dig, den er gal med her.

Anbefalet til dig