Hvorfor føler jeg mig så tom, når jeg nu har alt?

Spørgsmål om drømmelivet, der ikke er så godt alligevel

Jeg er en kvinde i begyndelsen af 40’erne og mor til tre små børn. Dem har jeg med min mand, som jeg har kendt, siden jeg var teenager. Vi har et godt liv i den pæne ende af middelklassen. Det er absolut ikke, hvad jeg selv kommer fra, da jeg er vokset op med svær fattigdom, alkoholisme og masser af splid.

Det liv, jeg har nu, har jeg derfor helt bevidst opbygget. Blandt andet ved valget af min mand, der er meget stabil, veluddannet og af en god familie. Bevares, han er så også kedelig og tilregnelig, men han er sød, kærlig og omsorgsfuld overfor mig og børnene. Min fysiske tiltrækning til ham er dog begrænset, og det er lidt upraktisk, nu hvor vi ikke prøver at blive gravide længere.

LÆS OGSÅ: Hvorfor vil min kæreste ikke have sex med mig?

Jeg har altid vidst, jeg ville være mor. Jeg nyder det dog ikke så meget, som jeg troede, at jeg ville. Jeg synes, det er hårdt og kaotisk, og jeg har ikke det overskud, jeg regnede med. Alligevel vil jeg sige, at jeg har alt det, jeg drømte om, da jeg var barn og ung. Og så føler jeg alligevel konstant en form for tomhed. Vi har hus, bil, to gode uddannelser, gode jobs, vi er glade for, og tre raske børn. Så hvad er der galt? Hele mit liv har nærmest været et ræs for at opnå alt dette, men jeg glemte at nyde processen, og nu føler jeg mig tom

Jeg bekymrer mig også om min alderdom. Hvad skal der dog blive af mig, når børnene flytter hjemmefra? Overraskende nok er jeg begyndt at få lyst til endnu et barn, selvom jeg slet ikke ville kunne overskue det, men jeg savner at ligge og nyde en nyfødt baby. Hvad tænker du, der er galt med mig?

Vibeke Dorph råder til at finde tilbage til sig selv

Du har alt, skriver du, men nej, det synes jeg ikke, at du har. For i din kamp for at gøre alt rigtigt, så lyder det for mig til, at du har tabt dig selv på gulvet. For hvor er du i al det her? Tror du ikke, at du skal se den tomhed, du går og føler, som et tegn på, at du mangler dig selv i det fængsel af kontrol og orden, du har buret dig ind i?

LÆS OGSÅ: Mine svigerdøtre styrer mine sønners liv

Det fængsel, synes jeg, at du hurtigst muligt skal smutte ud af, og her er mit råd til dig, at du starter med at droppe tankerne om både flere børn og bekymringer for fremtiden. Det sidste er du alt for ung til og med hensyn til at få endnu et barn, så synes jeg hellere, at du skal stoppe op og genfinde det unikke menneske, som vorherre, eller hvem det nu er, i sin tid satte dig i verden som. Hvem er hun? Hvad føler hun? Hvad elsker hun? Hvad har hun lyst til? Du skal ganske enkelt give dig selv ro og tid til at stille dig selv alle de spørgsmål, som du tidligere ikke har haft overskud til, fordi du så dygtigt har kæmpet for en bedre tilværelse, end den du engang blev budt.

Og hvordan gør du så det? Tja, nogen gør det ved at opsøge en psykolog eller præst, nogen læser selvhjælpsbøger eller store romaner med masser af følelsesmæssige konflikter i– det sidste er jeg til. Andre dyrker yoga eller meditation, spiller musik eller sørger for at tilbringe en masse tid i deres eget gode selskab. Du må finde din vej, men sørg for at få det gjort. For ligegyldigt hvor perfekt din tilværelse tager sig ud, så ender det hele med at være tabt på gulvet, hvis du ikke har dig selv med på vejen.