Hvorfor vil min mor ikke tale om min afdøde bror?

Spørgsmål om afdød bror 

Jeg mistede min bror for to måneder siden. Han var alkoholiker og havde sukkersyge. Da min mor var meget ung og stod alene med tre små børn som bare 22-årig, måtte hun rejse fra den ø, hvor vi kommer fra, fordi det i vores miljø var så ugleset at være enlig mor. Mine søskende og jeg blev hos vores bedsteforældre. Vi så jævnligt vores mor og hendes nye mand samt de børn, de sammen fik senere, men det var hos vores bedsteforældre, vi voksede op, hvilket altid har plaget min mor. Min bror og jeg holdt meget sammen som børn, senere flyttede jeg til København, mens han blev i vores nærområde. Med årene blev han mere og mere afhængig af alkohol og hash, men han var stadigvæk et blidt og varmt menneske, som jeg holdt en tæt kontakt til. 

LÆS OGSÅ: Familiefar døde af kræft: Det hjælper at tale om sorgen

Min mor var og er knust over hans død, men hun ville ikke se ham, da han var død, og hun forsøgte at overtale mig til heller ikke at se min døde bror. Det ville jeg dog, og efter voldsomme diskussioner fik jeg lov til at sige ham farvel. Bisættelsen ønskede hun også skulle foregå i stilhed, også her måtte jeg kæmpe for, at min brors mange venner fik lov til at deltage. Jeg har det stadigvæk svært med, at min brors død tilsyneladende er noget, der skulle og skal gemmes af vejen, for heller ikke nu må der tales om min bror. Det er nærmest, som om han aldrig har fandtes. Alt dette har medført, at jeg lige nu ikke magter at se min familie, for jeg føler mig alene med min sorg, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Jeg har overvejet at opsøge en psykolog, men det er jo dyrt. Har du et råd til mig?

Vibeke Dorph råder til at opsøge en psykolog

Sorg opleves forskelligt, og mennesker i sorg opfører sig også forskelligt. Mens du ganske sundt har brug for at tale om din sorg, så forholder det sig anderledes for din mor. I hendes tilfælde kan jeg ikke lade være med at tænke, at hun pga. de hårde begivenheder, hun gennemlevede, da hun i sin tid måtte forlade dig og dine to søskende, har lært sig at lægge låg på sin smerte, fordi den har været aldeles ubærlig. 

LÆS OGSÅ: Tv-vært Gertrud Højlund: "Da min far døde, gik alt i stå"

Nu er det så ikke din mor, det skal handle om her, men det er vigtigt at få med, for jeg tror, at din mors manglende vilje til at tale om din bror ikke skyldes følelseskulde, det skyldes, at hun ikke kan. Nu er det også sådan med sorg, at den har det med at rive op i gamle traumer, hvis der altså er nogle. I dit tilfælde tænker jeg på det traume, du og dine søskende oplevede, da I som små børn blev forladt af jeres mor. I dag kan du sikkert se mange fornuftige grunde til, hvorfor det måtte være sådan, men det kunne du ikke som lille barn. Mon ikke en snert af den angst og afmagt, du følte dengang, skyller op nu, hvor du har mistet den bror, der dengang var din tætteste allierede? Og mon ikke, du føler en smule vrede på både hans og dine vegne, fordi hans død skal forbigås i tavshed – og I to således igen bliver kørt ud på et sidespor?

Sorg tager tid, og det skal den, og du lyder da også som en ret almindelig og meget sund sorgramt person, men letter sorgen den ikke med tiden, så opsøg dog en psykolog, for som nær pårørende har du mulighed for at få halvdelen betalt. Men start nu bare med at give dig selv lov til at sørge, for det er der intet sygeligt i, det er kun tegn på, at du er et helt menneske, der har mistet en, der stod dig nært.