Jeg blev forelsket og forladt på nettet Spørg Vibeke Dorph
SPONSORERET indhold

Jeg blev forelsket og forladt på nettet

Jeg er ikke glad i mit ægteskab, og det har jeg ikke været længe. For nogle måneder siden dukkede en mand op på internettet, og han fik mine følelser til at spire. Nu er han dog forsvundet, og jeg sidder tilbage og føler mig som en dum, gammel kone, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
19. maj. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om at turde tro på kærligheden

Jeg er en kvinde i 60’erne. Jeg er gift og lever i et trist og kærlighedsløst ægteskab på tyvende år. Min mand og jeg har totalt mistet gnisten og interessen for hinanden. Alt kører på rutinen. Vi har aldrig haft noget godt sexliv, men i flere år har det været ikke-eksisterende. Det er jeg ked af, for jeg savner sex og intimitet.

På grund af corona har vi været mere eller mindre isolerede det seneste år, og det har givet rig mulighed for at være på de sociale medier. Jeg har oplevet at få tilsendt venneanmodninger fra diverse mænd, men jeg har hver gang afvist, men for nylig mødte jeg så en mand, der fik min opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke slå min eksmand ud af hovedet

Vi begyndte at skrive sammen, og han rørte mig virkelig. Som månederne gik, udviklede beskederne sig til at blive mere kærlige. Han fortalte, at han var 63, amerikansk statsborger, læge, enkemand og arbejdede i udlandet. Han var fri af tidligere forhold og gav mig modet til at overveje at bryde ud af mit ægteskab, og han begyndte at tale om en fremtid sammen. Jeg følte, at benene blev slået væk under mig, men pludselig en dag var han bare væk. Tavshed. Ingen beskeder. Intet.

Jeg har skrevet og ringet, men aldrig hørt en lyd fra ham. Jeg er nu kommet frem til, at jeg nok er blevet narret, hvilket jeg også er blevet bekræftet i ved at læse vores korrespondance. Nu tænker jeg på, hvorfor jeg er blevet behandlet sådan. Jeg har ikke sendt penge eller noget. Han har ikke fået noget fra mig andet end min spirende kærlighed. Jeg befinder mig i en bølgedal. Jeg er fanget i mine følelser af skuffelse, bekymring og et lille håb om, at han måske kontakter mig igen. Samtidig føler jeg mig dum og rent til grin. Tør jeg tro på, at der er mere kærlighed til mig? Eller er jeg bare en fjollet gammel kone, der bør blive i mit grå og triste ægteskab?

Vibeke Dorph råder til at vække liv i ægteskabet

Jeg synes absolut ikke, at du "er en fjollet gammel kone". På mig lyder du tværtimod til at være en særdeles levende kvinde med masser af følelser og drømme. Desværre har du – og din mand – så alt for længe affundet jer med at leve i et stendødt ægteskab, som i at uvisse grunde intet har gjort for at bringe til live igen.

Den krise har du håndteret ved at ty til nettet, hvor du har mødt en mand, der tilsyneladende er svaret på alle dine hede drømme. Den mand er jeg desværre ret sikker på, at mange længselsfulde kvinder er løbet ind i netop dér. I hvert fald har jeg lige bragt en læserberetning her i bladet, der handler om en kvinde, der, præcis som du, møder en sød amerikansk udstationeret mand på nettet, som hun begynder at drømme de helt store drømme med, indtil hun opdager, at han kun er ude efter hendes penge. Hvorfor din amerikaner endte med at lukke ned, før han begyndte tiggeriet, kan vi jo kun gisne om, men mon ikke han har luret, at du grundet dit ægteskab ikke lige er til at lokke penge ud af?

LÆS OGSÅ: Jeg bliver kvalt i min kærestes jalousi

Under alle omstændigheder, så er han væk nu, og mon ikke, at det er meget godt? For du har aldrig mødt manden i virkeligheden, du kender ham ikke, han var et sted, du kunne drømme dig hen til, fordi du storkeder dig i dit ægteskab. Det sidste syntes jeg, at du skal se at få gjort noget ved.

Start med at smække computeren i og få talt med din mand om jeres ægteskab og jeres fremtid sammen. For I sjusker med jeres liv, hvis I ikke skrider til handling. Vil I gøre noget aktivt – for det skal man altså – for at bringe jeres ægteskab til live igen? Få talt om sex, få talt om drømme, få talt om alle de ting, du og han gerne vil. Er han ikke interesseret i, at noget skal ændre sig, jamen, så er du for ung og levende til at blive hængende i det ægteskab. Og så vil jeg helt sikkert råde dig til at blive skilt, så du er fri til at forfølge dine egne drømme og mål.

Anbefalet til dig