Jeg stoler ikke på min eksmands nye kæreste Vibeke Dorph Brevkasse
SPONSORERET indhold

Jeg stoler ikke på min eksmands nye kæreste

Min eksmand har aldrig rigtig haft et stabilt samvær med vores to børn, og nu har han fundet sammen med en kvinde, som har fået fjernet sine egne tre børn. Jeg synes faktisk, at det er utrygt at skulle sende mine børn hjem til deres far, når hun også er der, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
11. dec. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om kæreste, der gør samvær utrygt

Jeg er 37 år og mor til to børn på 13 og 8 år. Deres far har aldrig rigtig haft et stabilt samvær med dem. Det meste af samværet er foregået ved, at jeg og børnene har lavet noget sammen med ham.

I 2018 fandt min eksmand en ny kæreste, der selv har tre børn. Hun lavede dog hurtigt så meget ballade, at min mand ikke så vores to børn i næsten et år. Min eksmand blev nemlig forbudt at se mig og børnene, fordi hun led af jalousi. Det endte dog med, at min eksmand og hun gik fra hinanden.

LÆS OGSÅ: Jeg tror, at min kæreste gør mig syg

I øjeblikket har min eksmand fast samvær med vores to børn, og det har han haft i de sidste tre måneder. Dog har amtet bestemt, at pigerne selv kan bestemme omfanget af samværet, da de er så store, og faktisk ikke er så glade for at være hos han. Dette er respekteret, og de bestemmer selv. Ofte ønsker de at komme hjem om lørdagen, og de har vel kun gennemført en fuld weekend et par gang i løbet af de tre måneder.

Nu har min eksmand så fundet sammen med sin kæreste igen. Hun har i mellemtiden fået fjernet sine tre børn. Jeg synes faktisk, at det er utrygt at skulle sende mine børn hjem til deres far, når hun også er der. For når man får tvangsfjernet sine børn, så må der da være noget galt? Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at holde et vågent øje

Det er svært for mig at forstå, hvordan din mand kan være så tåbelig, at han genoptager et forhold til en kvinde, der har opført sig så egoistisk og barnagtigt overfor hans børn. For det er ikke et normalt menneske, der insisterer på at afskære kontakten mellem en forældre og dennes børn, men det er altså heller ikke et normalt menneske, der retter ind og affinder sig med det. Når din eksmands kæreste så tilmed selv har fået fjernet sine egne børn, så forstår jeg da godt, at du er bekymret.

LÆS OGSÅ: Tør jeg fortælle min voldelige ekskæreste om min nye ven?

Nu lyder det heldigvis til, at I har haft nogle fornuftige mennesker inde over fra statsamtet, som har besluttet, at det er jeres børn og ikke deres far, der skal bestemme omfanget af samværet. Mit umiddelbare råd til dig er derfor, at du fortsat holder dig til den ordning, samtidig med at du holder et særdeles vågent øje med, hvordan dine piger trives, når og hvis de vælger at være hos deres far. Virker de harmoniske og glade, når de kommer retur derfra, så er alt jo godt, men skulle det modsatte blive tilfældet, så må du gribe ind.

Her kan du f.eks. foreslå din eksmand, at han fremover har samvær med pigerne hos dig eller et andet sted, hvor de er trygge. Er din mand ikke indforstået med det, jamen så ville jeg da kontakte amtet igen, for jeg forstår da godt, at du ikke vil sende børnene hjem til deres far og hans kæreste, hvis de er bange og utrygge. Det er min personlige mening, men egentlig er mit bedste råd, at du kontakter Børns Vilkårs forældretelefon på tlf. 35 55 55 57. De ved nemlig en hel del om lige præcis denne her type sager, så skynd dig at ringe til dem.

Anbefalet til dig