Kan jeg tillade mig at bryde med min søster?
SPONSORERET indhold

Kan jeg tillade mig at bryde med min søster?

Jeg overvejer at bryde med min søster. Jeg er så udmattet og føler mig trådt på af hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
11. jun. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om at droppe kontakt til søster

Jeg er så træt af min søster. Jeg er den yngste, enlig mor til tre børn, mens hun har en søn, som hun også er alene med. Hver gang, vi er sammen, handler alt om ham. Hendes søn får raserianfald, hvis maden ikke er, som det passer ham, og mine børn må altid bøje sig. Jeg har oplevet, at min søster er løbet ned efter kager, fordi det var det eneste, drengen ville spise til aftensmad, han får ganske enkelt lov til at styre alt. 

Det eneste tidspunkt, jeg hører fra min søster, er, når hun vil have mig til at passe hendes søn, køre hende et sted hen eller låne hende et eller andet. Det er aldrig gået den anden vej. Sidst, hun skulle hjælpe mig, var, da jeg skulle starte nyt job, og hun havde lovet at passe min yngste søn. Da jeg skulle afsted, kunne jeg ikke få fat på hende, og hun dukkede aldrig op. Påtaler jeg hendes opførsel, så får jeg at vide, at jeg er følelseskold og kontrollerende.  

LÆS OGSÅ: Kan jeg undgå at invitere min pinlige far til mit bryllup?

Den nuværende tvist handler om, at min far lånte os en computer. Det var meningen, at hun skulle låne den i to uger, så skulle jeg efterfølgende overtage den til en opgave, jeg skulle gøre færdig. Da jeg ville hente den, nægtede hun at udlevere computeren, og jeg fik at vide, at jeg ikke var velkommen i hendes hjem. Jeg har aldrig fået computeren, og nu har hun blokeret mig på samtlige sociale medier. Hun gjorde sig også uvenner med vores far, men de har kontakt igen. 

Min ældste søn har snart fødselsdag, og han har spurgt, om hans fætter kommer. Børnene har ellers ikke talt meget om hverken min søster eller ham, og jeg er simpelthen der, hvor jeg faktisk ønsker helt at droppe relationen til min søster. Det kræver alt for meget arbejde. Jeg er så udmattet og føler mig trådt på hver eneste gang. Men kan jeg tillade mig det?

Vibeke Dorph råder til at holde distance til søster

Din søster lyder godt nok til at dække stort set hele paletten af utiltalende karaktertræk og desværre også, som om hun er i fuld gang med at "opdrage" sin stakkels søn til at overtage samme uheldige adfærdsmønster. Hun virker forstyrret, som mangler hun helt evnen til at begå sig blandt andre mennesker. 

Jeg forstår derfor godt din lyst til helt at bryde med hende, men for dine børns skyld, din nevøs, din fars og i sidste ende også for din egen skyld, så vil jeg råde dig til at prøve noget andet først: Du skal øve dig i at holde en større distance til din søster. Du skal træde følelsesmæssigt et par skridt tilbage fra hende, for på den måde at gøre dig fri af hendes manipulerende adfærd, som helt forståeligt får dig til at se rødt. Så i stedet for at fortsætte med at hjælpe din søster og investere i jeres forhold, så skal du finde din indre diplomat frem. Den, der ikke lader sig fange ind af hendes provokationer, men i stedet køligt ser hen over dem og søger målet, nemlig, at I ikke skal have et specielt godt eller skidt forhold, I skal blot have et tåleligt forhold for familiens skyld. 

LÆS OGSÅ: Jeg vil ikke være vidne til min søns sociale bedrageri

Jeg tænker, at hvis du kan finde ud af at holde en sådan distance, holde op med at lade dig provokere og især holde op med at give uden at få noget igen, så vil du også holde op med at føle dig som et offer, og din søsters provokationer vil derfor prelle af på dig. Så prøv det. 

Vi møder alle sammen mennesker undervejs i livet á la din uligevægtige søster. Kan vi lære at takle dem med distance i stedet for gang på gang at lade os provokere følelsesmæssigt, så er det i sidste ende os, der ender med at sætte dagsordenen og styre slagets gang.

Anbefalet til dig