Min far forkæler min uansvarlige storebror
SPONSORERET indhold

Min far forkæler min uansvarlige storebror

Min 30-årige bror får økonomisk hjælp af min far, og selv om jeg har styr på min egen økonomi, føler jeg mig overset og en smule uretfærdigt behandlet. Jeg synes, min far gør min bror en bjørnetjeneste, men han vil ikke tale om det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
18. jul. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om far, som forkæler bror rent økonomisk

Jeg skriver til dig, fordi jeg har et problem med min far og min bror. Det er svært at skrive om, men sagen er, at min far finansierer min storebrors liv på en måde, som jeg ikke forstår. Min storebror er 30 år og ikke særlig økonomisk ansvarlig. 

For en del år siden sad han i fængsel, og her fik han penge af mine forældre hver uge i tre år. Mine forældre betalte også hans husleje, indskud og vægtafgift på hans bil. 

Da min mor fik kræft for snart et år siden, var hendes sidste vilje, at jeg skulle arve hendes bil, da min bror havde sin egen. Det blev min bror rasende over, og det endte med, at min far forærede ham 10.000. Efter min mors død, fik min bror dyrt tøj til begravelsen, mens jeg kom i mit eget. Min storebror bor med sin kæreste og deres to børn, og jeg ønsker jo ikke, at børnene mangler noget, men min bror plukker stadigvæk løbende min far for mange penge. Jeg har sagt til min far, at jeg synes, han gør min bror en bjørnetjeneste, han er enig, men han vil ikke tale om det. 

LÆS OGSÅ: Jeg er vred og forarget på min kærestes bror

I virkeligheden er jeg jo bedre stillet end min bror, da jeg har styr på min egen økonomi. Det prøver jeg så at trøste mig med, men nu har min far igen betalt et indskud for min bror og hans familie, og jeg er ærlig talt ved at være træt af den enorme forskelsbehandling, min far ynder at give. Jeg ville gerne tale med min far om problemet, jeg ved bare ikke hvordan. Jeg kan blot mærke, at jeg føler mig overset og en lille smule uretfærdig behandlet, hvilket jeg ikke har det godt med. 

Vibeke Dorph råder til snakke med faren om det

Jeg forstår da godt, at du føler dig overset og uretfærdigt behandlet. For mens du klarer dig selv og klarer dig godt, så lyder det til, at din bror bliver belønnet for det økonomiske kaos, han konstant skaber for sig selv. Nu tænker jeg så, at din far ikke handler ud fra sund fornuft, han handler i desperation. Din bror lyder til at være et rodehoved på mange planer, så mon ikke din far giver ham penge, fordi han ikke aner, hvad han skal stille op med ham? Overfor en mand som din bror ville det fornuftigste helt sikkert være at smække kassen i, men det kan din far ikke finde ud af. Det kan have noget at gøre med din mors nylige død, det kan også være, at din far endnu ikke er der, hvor han har fået nok – men det får han forhåbentlig på et tidspunkt, for det er det eneste, der kan rette op på din bror.

LÆS OGSÅ: Kan jeg tillade mig at bryde med min søster?

Hvis du skal tale med din far, og det synes jeg helt sikkert, at du skal, så prøv at spørge ham om, hvorfor man i din familie kun bliver belønnet for at sjuske og klare sig dårligt? For du klarer dig godt, men bliver ikke særligt honoreret, hverken økonomisk eller verbalt. Og mon ikke, at det også er det sidste, du savner? Jeg håber og tror, at din far i en sådan samtale vil give dig den anerkendelse, som du har brug for og i den grad har fortjent. Jeg håber også, at han under jeres samtale selv vil indse, at han med sin adfærd lærer din bror, at dårlig opførsel betaler sig, mens god opførsel ignoreres. Er det mon den visdom, din far ønsker at videregive til sine børn? Det tror jeg næppe, så mon ikke I under en sådan samtale også kan finde en sundere måde at hjælpe og ikke mindst støtte hinanden på i familien?

Anbefalet til dig