Min kæreste vil ikke erkende, at han har et problem

Spørgsmål om fortvivlelse over parforhold

Jeg skriver til dig, fordi min kærestes ADHD-diagnose har stor indvirkning på vores forhold. Min kæreste fik sin diagnose tilbage i folkeskolen, men han har aldrig villet vedkende sig den. Han nægter derfor også at tage imod medicinsk behandling.

I starten af vores forhold, for godt to år siden, gik det hele godt. Nu er vi flyttet sammen, og min kæreste har i den grad ændret adfærd. Han har svært ved at gå på kompromis med sine egne holdninger, og det er derfor rigtig svært for mig at nå ind til ham. Derudover skal der ikke meget til, før han tænder af. Nogle gange føles det, som om han er en bombe, der kan springe når som helst. Han undskylder altid de pludselige vredesudbrud bagefter, men jeg kan alligevel ikke helt lade være med at tage det ind og bebrejde mig selv.

LÆS OGSÅ: Min mands arbejde fylder ALT

Min kæreste har også brug for meget alenetid, og han deltager ikke i de mange huslige gøremål herhjemme. Det stresser mig, at jeg oven i mit studie skal stå med alt derhjemme. På samme tid er jeg bange for at konfrontere ham med mine frustrationer, da det nok vil føre til et vredesudbrud. Kan du hjælpe?

Vibeke Dorph råder til at lade kæreste stå til ansvar for sine handlinger

ADHD eller ej, så opfører din kæreste sig egoistisk. Hans insisteren på at tale uden at ville lytte, hans vredesudbrud, og hans manglende vilje til at deltage i de praktiske ting, der hører med til at køre et hjem, vidner om, at han ikke forstår, hvad det kræver for to mennesker at bo sammen. Om det skyldes hans diagnose eller bare almindelig ugidelighed, er lidt underordnet her, for faktum er, at skal I holde til at blive boende sammen, så må og skal han ændre adfærd.

Det bliver du nødt til at få sagt til ham. For jeres forhold kommer aldrig til at gå, hvis du skal være bange for at sige, hvad du mener, blot fordi du er bange for, at han tænder af. Du skal da til enhver tid kunne sige og mene præcis, som du har lyst til, uden at skulle være bange for hans reaktion. Husk på, du er din kærestes kæreste, ikke hans sygeplejer.

LÆS OGSÅ: Min svigermor rakker min mor ned

Er din kæreste et normalt fungerende menneske, så må han kunne fatte det og eventuel af egen vej ændre adfærd eller søge hjælp til det. Der findes masser af muligheder – også kognitiv terapi, som kan hjælpe ham med at få bugt med temperamentet. Diagnose eller ej, din kæreste skal stå til ansvar for sig selv og sin opførsel, vil han ikke det, så fortsætter problemerne med at vokse, indtil du har fået nok og går, og det er ingen af jer vel tjent med.