Min mand er blevet sjusket og doven

Spørgsmål om når sexlivet går i stå

Jeg er en kvinde i slutningen af 40’erne, der er gift med en mand, som er 15 år ældre end mig, sammen har vi to teenagebørn. Min mand har nok altid været svagelig og beklaget sig over sit helbred, men i de seneste år, synes jeg, at det har taget overhånd.

Han har et job, som han ikke er særlig tilfreds med, men han mener, at han er for gammel til at finde et nyt. Når han kommer hjem, går han direkte op ovenpå og hviler, kommer så ned og spiser for så at gå op igen. Altid med en undskyldning om at der er det ene eller det andet galt med ham. Når vi spiser sammen, beklager han sig over, at børnene taler i munden på hinanden, eller også er han tavs og ikke deltagende – heller aldrig i forhold til børnene. Det er mig, der står for indkøb, madlavning og rengøring, fordi han ikke orker. Påtaler jeg det over for ham, så angriber han mig for at være sur og beklagende.

LÆS OGSÅ: Min mand vil leve i et åbent forhold

Det er også længe siden, han er holdt op med at gøre noget ud af sig selv, hvilket gør, at jeg helt har tabt lysten til ham. Det er derfor også mere end et år siden, at vi sidst har været i seng sammen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg ved ikke, hvorfor det altid ender med, at jeg skal tage mig af andre, for sådan var det også, da jeg var barn. Jeg er i tvivl om, hvorvidt min mand elsker mig eller kun bliver sammen med mig, fordi det er det letteste. Måske gælder det samme for mig. Har du mon et råd?

Vibeke Dorph om brok og barnlig opførsel

Da jeg læste din mail, var det første, jeg tænkte, hvordan det er gået til, at din mand har fået lov til at være så udeltagende i jeres familie. Med mindre du lider af et Florence Nightingale kompleks af en slags, så må det da være fuldstændigt ulideligt at leve sammen med en mand, der er så lad og udeltagende. Hvorfor har du ladet det komme så vidt? Giver det dig måske en følelse af, at det der dig, der kan styrer butikken derhjemme. Er du måske i virkeligheden meget godt tilfreds med den rollefordeling?

Hvis det forholder sig sådan, så er der jo ikke nogen grund til at ændre på tingene. Er det ikke tilfældet, så tror jeg, at det er på tide, at du begynder at ændre kurs i dit liv. Du lyder nemlig til at have lært, at du skal gøre noget for andre for at blive elsket, som den du er. Der er intet galt i, at vi hjælper hinanden, tværtimod. Men hvis vores selvværd udelukkende er betinget af at være noget for andre, så brænder vi ud på et tidspunkt, ligesom vi risikerer at forvandle vores nærmeste til hjælpeløse børn a la din mand.

LÆS OGSÅ: Kan jeg tillade mig at gå fra min syge kæreste?

Derfor synes jeg da også, at du skal få slået i bordet og kræve, at din mand tager sig sammen. Han skal stoppe sit barnagtige brok og i stedet sige, hvad der er galt, og hvad han savner anderledes. Hans opførsel lige nu er barnlig og tarvelig over for både dig og jeres børn. Så spark til ham verbalt, så kan vi håbe på, at han maner sig op og sparker lidt igen. På den måde får I skabt en åbning for, at I sammen kan finde ud af, hvad der skal til, for at I finder melodien igen – enten sammen eller hver for sig.