Min mand har forladt mig og ved ikke, hvad han vil

Spørgsmål om pludseligt brud

Jeg er en kvinde i slutningen af 40’erne, mor til to efterhånden voksne børn, der er på vej til at flytte hjemmefra. Jeg har været sammen med min mand, siden vi begge var 18 år.

Jeg synes, at vi har haft et dejligt ægteskab, men min mand er åbenbart af en anden mening. For to uger siden flyttede han nemlig fra os. Jeg burde måske have set det komme. Min mands far døde sidste år, og min mand ændrede sig siden da. Han har altid været typen, der gik meget ud, men det tog nu overhånd. Han kunne finde på at tage over til en ven, for så først at vende hjem næste morgen efter at have været i byen.

Da han meddelte, at han blev nødt til at flytte, sagde han, at han følte sig kontrolleret og kritiseret af mig og børnene. Han havde brug for luft og tid til at finde ud af, hvad han vil. Siden da har jeg næsten kun hørt fra ham, når jeg selv har taget kontakt. Jeg ved, at han har skrevet med en anden kvinde, som han også har mødt en enkelt gang. Han siger dog, at hun ikke betyder noget.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Er min kæreste den rigtige for mig?

Jeg er helt ude af den. Jeg har forsøgt at få ham med til parterapi. Det lover han så, at han godt vil, men så aflyser han. Da jeg fortalte ham, at jeg overvejer at sælge huset, sagde han, at det måske var en god idé, for vi trængte nok alle til at komme videre.

Vores venner og familie er også i chok, vi har altid været sådan et par, som alle beundrede – også selvom min mand nok bliver betragtet som et stort barn, som jeg har skullet holde styr på.

Jeg er fuldstændig i vildrede over det her og må have sovepiller for at sove. Da jeg fortalte ham det, blev han ked af det og sagde, at det så måske var bedre, at vi holdt en længere pause, så jeg kunne få ro. Men det kan jeg ikke overskue, og jeg er også bange for, at han befinder sig i en midtvejskrise af en slags. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at kigge på roller

Du kan sikkert godt have ret i, at din mand befinder sig i en midtvejskrise af en slags – krise er han i hvert fald i at dømme efter hans kaotiske opførsel.

Alligevel synes jeg ikke, at det giver ham ret til at agere så hovedløst, som han gør lige nu. Det er altid svært at gå fra et andet menneske, det er altid lettest at stikke halen mellem benene, men det er også tarveligt og dybt egoistisk over for det menneske, man efterlader som et stort og fortvivlet spørgsmålstegn.

Og er man ovenikøbet som din mand i stand til at finde sig et andet sted at bo samt tage kontakt til en anden kvinde, så er man også voksen nok til at sørge for, at de, man efterlader, får klar besked.

Nu har jeg måtte forkorte din mail en hel del, men ud fra det, jeg læser, så har din mand været vant til at have rollen som familiens store teenagedreng, mens du har været hende med benene på jorden, der har brugt (lidt for meget) tid på at forstå hans til tider barnlige opførsel.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Vi føler os invaderet af vores flinke, nye naboer

Jeg tænker, at det måske er den rolle, din mand nu forsøger at gøre sig fri af? Jeres børn er store, og der er således plads og mulighed for, at I kan lave om på ting i jeres liv, som I godt kunne tænke jer anderledes.

Det ville jo have været rarest, hvis det var noget, I to kunne have talt om, før han smuttede, men det kunne han så ikke finde ud af. Af den grund befinder du dig nu i en ulidelig uvished om, hvad der skal ske med jer.

Var jeg dig, så ville jeg benytte den anledning til selv at ændre på jeres indbyrdes roller. I stedet for at spilde din tid på at forstå og forklare, hvorfor han har handlet, som han har, så få fokus på dig selv og dit eget liv. Kort sagt: Hvad vil du, hvis du ikke skal babysitte ham længere?

Kan du ikke det, så slå i bordet og kræv, at din mand holder op med at opføre sig som et forfængeligt pattebarn, men i stedet påtager sig rollen som en voksen mand, der er i stand til at tage ansvar for sine handlinger og ikke mindst – stå ved dem.