Er vi for påtrængende i forhold til vores drømmehus?
SPONSORERET indhold

Er vi for påtrængende i forhold til vores drømmehus?

Min kærestes mormor har et dejligt hus, som vi gerne vil købe på et tidspunkt, men vi ved ikke, om vi kan tillade os at spørge hende, om hun vil sælge det til os, hvad gør vi? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
10. nov. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om køb af drømmehus fra mormor

Min kæreste og jeg har talt om at købe et hus i den nærmeste fremtid. Vi har været sammen i tre år og har et lille barn sammen og er klar til rigtig at bygge rede. Min kærestes mormor har et vidunderligt hus, som hun og hendes kæreste tidligere har nævnt, at de på et tidspunkt vil sælge. Her har vi talt om at spørge min kærestes mormor, om vi måske kan købe huset af dem. De er nok ikke helt klar til at komme derfra endnu, og det er forståeligt, for det er bygget af hendes tidligere mand, min kærestes morfar, som også døde i huset. 

LÆS OGSÅ: Drømmehuset har smadret vores forhold

Kan vi tillade os at høre, om de kunne have lyst til at sælge huset til os på et tidspunkt? Hvis ja, hvordan spørger vi så om det på en god måde? Jeg har tænkt, at det er min kæreste, der skal tale med sin mormor, da det nok er lidt påtrængende, hvis jeg er med. Jeg har det ellers godt med min kærestes mormor, men jeg vil føle det mærkeligt. Desværre ser vi hende ikke så tit, som vi gerne ville. Så vi frygter lidt at virke påtrængende. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at spørge mormor

Jeg kan da på ingen måde se, at der skulle være noget galt i at spørge din kærestes mormor, om hun på et tidspunkt vil være interesseret i at sælge sit hus til jer. Det ville jo være smukt og helt oplagt, hvis du og din lille familie rykkede ind i det hjem, som din kærestes morfar selv byggede. Det synes jeg da derfor bare, I skal se at få gjort. Her er det – som du selv skriver – oplagt, at det er din kæreste, der tager samtalen med sin mormor og siger det, som det er: At I altid har holdt af huset, og da I selv i den nærmeste fremtid står foran at skulle købe jer et hjem, så vil I høre, om deres tanker om at sælge er seriøse. Din kæreste skal selvfølgelig understrege, at der er tale om et reelt køb og ikke nogen familietjeneste. Han skal ligeledes sørge for at gøre sin mormor klart, at det ikke er for jeres skyld, at hun skal sælge, men at han nævner det, fordi hun selv har talt om det.

LÆS OGSÅ: Jeg har smidt min 19-årige datter ud af huset

Til sidst skal han så også få sagt, at I selvfølgelig er fuldt ud i stand til at finde jer et andet dejligt hjem, hvis hun ikke har lyst eller er klar til at flytte ud. At udvise den type pli og høflighed, lyder I nu fuldt ud i stand til. Så skynd jer at få spurgt. For jeg tænker, at flasker tingene sig, så vil det kun bringe glæde i din kærestes mormors liv, hvis det er hendes egen slægt, der rykker ind i det hus, som hendes afdøde mand i sin tid byggede.

Anbefalet til dig