savner eksmand
SPONSORERET indhold

Jeg savner min umulige og kontrollerende eksmand

Jeg blev skilt for fem år siden, fordi min eksmand var meget kontrollerende og vores sexliv var dødt. Jeg troede, at jeg var kommet videre, men alligevel tænker jeg hele tiden på ham, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
26. jun. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om eksmand der stadig spøger

Min mand og jeg blev skilt for fem år siden efter 14 års ægteskab. Vi har en nu voksen søn sammen, og det var mig, der følte, at det her ikke holdt længere. Min mand mente helt ind til slut, at vi havde et fint ægteskab, men han kom jo også bare hjem hver dag og forventede, at manden stod på bordet, og han selv ikke skulle røre en finger.

Min mand har altid været meget kontrollerende. Vores sexliv var dødt, jeg væmmedes, når han rørte ved mig, men når jeg prøvede at tale med ham, sagde han, at vi bare kunne blive skilt, for han havde ikke tænkt sig at ændre på noget. Når jeg forsøgte at tale om vores problemer, var han tavs og afvisende.

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver jeg bedre til at date mænd?

Det endte så i skilsmisse, pludselig var han flyttet, og huset blev solgt. Vi talte ikke sammen, han hilste ikke på mig, når vi mødtes, og kort tid efter mødte han en anden. Det sluttede dog, og bagefter forsøgte han at genoptage forholdet med mig. Her betingede han sig, at vores forhold skulle holdes hemmeligt. Det indvilligede jeg ikke i, og kort tid efter opdagede jeg da også, at han var på Dating.dk igen. Indrømmet, det slog mig ud. Selv synes jeg ellers, at jeg er kommet videre. Jeg havde et dyk, da min søn flyttede hjemmefra, men jeg har det bedre nu med både gode veninder og et job, jeg er glad for. Alligevel spøger min eksmand stadigvæk i mit hoved. Jeg kan ikke glemme ham, og jeg forstår ikke hvorfor. Kan du hjælpe?

Vibeke Dorph om tavse og indelukkede mænd

De fleste tænker tit, at har man levet i et turbulent og følelsesmæssigt opslidende ægteskab, så må det da være en befrielse at blive skilt. Sådan er det bare sjældent. Det er tit de mennesker, der har ladet sig byde mest, og som derfor er slidt ned psykisk, som har svært ved at slippe deres partner, nok fordi deres selvværd er helt i bund.

At det er sådan for dig, kunne jeg ikke lade være med at tænke, mens jeg læste din her ret forkortede mail. Du bruger meget plads på at beskrive, hvor umulig, tavs og egoistisk din eksmand var, og alligevel savner du ham. At du gør det, kan du jo ikke selv gøre for. Betragt det som en overgangsfase, som du skal igennem, mens du i øvrigt holder fokus fremad.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har jeg det dårligt med min dejlige kæreste?

Overvejer du alligevel at rykke tilbage til ham så husk på, at går du tilbage, så er det dit valg. Du kan hverken klandre ham eller andre for, at dit liv igen bliver, som det var før. For tænker du måske, at hvis I forsøgte igen, så kunne I gøre alting anderledes og bedre, så tror jeg, at du tager fejl. Tavse og indelukkede mænd giver gerne anledning til alle mulige drømme og håb, fordi de netop aldrig siger en lyd, så man kan derfor bare drømme løs. Dog siger alle statistikker, at tavse og indelukkede knudemænd ikke pludselig springer ud som snakkesalige og empatiske, tværtimod. Så at tro på, at din eksmand vil ændre sig, er således spild af din tid. Så nej, jeg synes ikke, der er noget galt med dig, fordi dit tidligere ægteskab stadigvæk spøger. Der vil først være noget galt, hvis du giver efter for de følelser og går tilbage til ham.

Anbefalet til dig