Skal jeg mødes med hende, som jeg aldrig har glemt?
SPONSORERET indhold

Skal jeg mødes med hende, som jeg aldrig har glemt?

Efter at være kommet ud af et 10 år langt forhold, overvejer jeg at tage kontakt til en kvinde, jeg havde et turbulent forhold til forinden, men hun har både mand og børn nu, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
16. jun. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om at mødes med en ekskæreste 

Jeg er en mand på 38 år, der for fire måneder siden kom ud af et langvarigt forhold, der varede næsten 10 år. Inden jeg traf min ekskæreste, var jeg i et særdeles turbulent forhold til en kvinde, som jeg havde mødt online. Vi boede i hver sin ende af landet, men mødtes nogle få gange hen over et halvt års tid. 

LÆS OGSÅ: Tør jeg leve min drøm ud?

Her fornyelig begyndte jeg at skrive med hende igen. Grunden til det var, at der rumsterede en masse ubesvarede spørgsmål i mit hoved angående vores brud, som jeg gerne ville have svar på. Det var klart mig, der dengang lagde mere i vores forhold, end hun gjorde det. Hun var mere optaget af at gøre sig bemærket på de sociale medier, hvilket hun stadigvæk gør. Så jeg måtte ud af forholdet, men jeg var skudt i hende. Jeg har aldrig før eller siden følt sådan for et andet menneske. Jeg var i en slags ekstase, men var også ulykkelig over, at vi aldrig nåede forbi flirteriet. I dag har hun mand og børn, men hun skriver, at hun ofte har tænkt på mig. Jeg vil så gerne mødes med hende, og høre, hvad der egentlig skete dengang for at kunne lægge fortiden bag mig. Vi skriver sammen jævnligt, og der er ikke som sådan noget negativt mellem os, men jeg føler mig splittet. Hvad dælen skal jeg gøre?

Vibeke Dorph råder til at holde sig væk

Når du beskriver dit forhold til din tidligere ekskæreste, så lyder det til, at der hverken har været tale om kærlighed eller forelskelse, men snare om en besættelse, der har kunnet søge masser af næring i, at du og hun sjældent har haft mulighed for at mødes fysisk og i, at hun aldrig rigtig vidste, hvad hun ville. Lige præcis de to ting er væsentlige elementer, når det handler om at blive følelsesmæssig besat af et andet menneske. For der går aldrig sutsko og hverdag i den, der er derimod masser af plads til urealistiske dagdrømme, der intet hold har i virkeligheden. 

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke lægge min mands hemmelige flirt bag mig

Dem synes du stadigvæk at lide af. For bag dit fromme ønske om at få svar på en masse ting, du i øvrigt aldrig rigtig kommer til at få svar på, så gemmer der sig et sikkert ubevidst ønske om at rode op i de gamle gløder og se, om det ikke kunne blive til et bål igen. Jeg kan godt forstå dig, mange af os har været der, hvor vi drages tilbage til en fuser, fordi vi savner passion og lidenskab i vores liv. Jeg vil dog virkelig advare dig imod at gøre forsøget, for jeg kan næsten garantere dig for, at du kun får sorg, skuffelse og et nedslidt selvværd ud af dine anstrengelser. For din tidligere flamme er den samme, som hun var dengang. Hun vil således være lige så meget kaffe-og-kage-frem-og-tilbage, og nu har hun så ovenikøbet mand og børn, der risikerer at ryge med i faldet. Derfor, hold hesten og hold dig væk. Brug tiden på at se dig om efter en kvinde, der er i stand til at elske dig, som du elsker hende, i stedet for at spilde mere tid på én kvinde, der svæver et sted oppe i skyerne som en uvirkelig og urealistisk drøm.

Anbefalet til dig