Tør jeg lukke min mor ind i mit liv igen
SPONSORERET indhold

Tør jeg lukke min mor ind i mit liv igen?

For tre år siden fik jeg min søn, som ikke var planlagt. Min mor mente dengang, at jeg burde få en abort. Hun har også talt grimt om mig, og meget mere, så jeg brød kontakten med hende dengang. Nu ønsker hun at have mig i sit liv igen, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal tage chancen med hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
02. nov. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om problematisk mor

For tre år siden fødte jeg min søn, som ikke var planlagt. Hans biologiske far endte med at springe fra, da han ikke ønskede barnet. Det har jeg sluttet fred med, men under graviditeten kæmpede jeg også med min biologiske mor. Jeg følte mig meget alene og ringede derfor til hende og fortalte om mine bekymringer for barnet og min fremtid. Hendes reaktion var, at jeg så burde få en abort. Resten af graviditeten var der også problemer.

LÆS OGSÅ: Min mor bliver chikaneret af sine naboer

Min mor omtalte mig bl.a. som dum og mærkelig i en sms, hun kom til at sende til mig i stedet for til sin veninde. Hun ville ikke se min søn, da jeg havde født, og da jeg inviterede hende og hendes mand til dåben, meldte hun fra, da hun var uvenner med noget familie, der også kom. Det blev dråben for mig, og jeg slog hånden af min mor. Jeg fik efterfølgende en fødselsdepression, men mit liv vendte heldigvis til det bedre, da jeg mødte min mand. Han hjalp mig ud af depressionen og tog min søn til sig som sin egen. Vi er lige blevet gift og venter nu vores første fælles barn.

Nu er det så, at min mor ønsker kontakt med mig igen, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal give hende en chance eller ej. Min mand kender til hendes opførsel, men han har aldrig oplevet hende eller set, hvordan hun kan være. Han synes derfor, at vi skal give hende en chance mere. Men jeg ved ikke, om jeg tør have hende i mit liv igen. Håber du har et råd til mig?

Vibeke Dorph råder til at tænke sig godt om

Nu vil jeg ikke være den, der opfordrer andre til at bryde med et andet menneske, det være sig ven eller familie. I dit tilfælde ville jeg dog overveje, om det er en god idé at lukke din mor ind i dit liv igen.

Hele hendes opførsel under din graviditet vidner om, at hun må bære stærke egoistiske træk, for hun var jo slet ikke i stand til at se ud over sig selv og se dig, hendes datter, under din graviditet og i tiden efter. Hun opfordrede dig ikke bare til at få en abort i stedet for at støtte dig. Hun svinede dig også til overfor en veninde i stedet for at være hos dig. Hun gad desuden ikke møde op, da din søn bliver født, og barnedåben dukkede hun heller ikke op til, fordi hun er uvenner med nogle af de andre, der kom.

Nu har du så på trods af al din mors egoisme formået at klare dig flot og skabe dig en ny familie, og så står hun der pludselig og vil ind i dit liv igen. Her kunne jeg godt tænke mig at vide, om hun har sagt undskyld for sin utilstedelige opførsel dengang? Har hun forklaret sig eller på anden måde vist dig, at hun angrer sin opførsel?

LÆS OGSÅ: Min mor er en pest for sine omgivelser

Hvis ikke hun har eller vil det, så ville jeg tøve, hvis jeg var dig. For jeg frygter, at der ikke vil gå lang tid, før din mor igen vil begynde at sabotere dit liv. Den behandling, hun tidligere har budt dig, vidner nemlig om, at hun også er uberegnelig og derfor også en lille smule farlig at have i sin nærhed.
Derfor: Tænk dig godt om og mærk ikke mindst efter. For det er kun for din egen skyld, hvis din mor skal tilbage i dit liv; du skylder hende intet.

Hvis det er af medlidenhed eller tanken om, at dine børn så ikke får en mormor, så drop det. Medlidenhed er spildt på mennesker som din mor – de ender som regel med at misbruge den alligevel, og du kan sagtens finde gode mennesker, der kan være erstatningsbedsteforældre for dine børn. Lyt til dig selv og gør kun det, der er godt for dig. Din mor passede ikke på dig, da hun skulle det, men det var du heldigvis selv i stand til. Så bliv endelig ved med det.

Anbefalet til dig