Skilsmisse
Foto: Getty Images Min veninde bagtaler sin eks, mens hendes 6-årige søn kan høre det, hvad gør jeg? Det tager Vibeke Dorph stilling til.

Min veninde bruger sit barn mod sin eksmand

Min veninde bagtaler sin eks, mens hendes 6-årige søn sidder med ved bordet, og hun sørger for at lave om på aftaler, så faren aldrig ved, hvornår han skal se sin søn. Jeg har ondt af faren, men mest af alt min venindes lille søn, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om vrede og offerfølelse

Jeg har en god veninde, som jeg har kendt siden gymnasietiden. Vi er begge i dag i midten af 30’erne. Min veninde er mor til en lille dreng på snart seks år. Hun og faren gik fra hinanden for halvandet år siden. Deres forhold havde længe været turbulent, og det var ham, der endte med at kaste håndklædet i ringen. Min veninde har altid været meget temperamentsfuld og humørsvingende, og jeg ved, at det var med til at ødelægge forholdet. Jeg har ofte oplevet, at hun talte grimt til sin eksmand og selv provokerede skænderier frem. Selvom min veninde også var træt af forholdet, så kan hun ikke slippe ham nu. Hun er vred og føler sig som et offer. Det blev ikke lettere, da hun for nylig fandt ud af, at han har mødt en anden.

LÆS OGSÅ: Vi orker ikke at se vores venners små børn

Jeg kan godt leve med at skulle lægge ører til min venindes sorg og vrede. Det, jeg har svært ved at kapere, er, at hun inddrager sin lille søn ind i stridighederne. Jeg oplever nemlig ofte, at hun bagtaler sin eks, selvom drengen sidder med omkring bordet. Hun har det også med at lægge tandlæge- og lægebesøg for drengen, når han er hos sin far, og hun har flere gange lavet om på deres aftaler, således at eks'en aldrig kan være sikker på, hvornår han har sin søn. Jeg har faktisk ondt af faren, der ikke tør sige fra, men mest af alt har jeg ondt af den lille dreng, som virker kuet og forvirret. Han elsker jo sin far, og han er i forvejen ramt af skilsmissen. Hvad gør jeg? For hvis jeg siger noget til hende, frygter jeg, at hun også vil vende sin vrede mod mig.

Vibeke Dorph råder til at gribe ind

Det lyder som en forfærdelig situation, din veninde har bragt sit barn i. Hendes opførsel er helt uacceptabel, der er jo tale om psykisk vold mod et lille barn, og det er derfor på tide, at nogen griber ind. Jeg kan godt forstå, at barnets far har svært ved det. Han ved, hvor uligevægtig hun er, og han er sikkert bange for at miste kontakten til sin søn.

LÆS OGSÅ: Min kæreste er blevet så aggressiv

Så det er lige nu dig, pilen peger på, selvom jeg godt kan forstå, at du frygter din venindes vrede. Jeg tænker, at vreden er hendes motor. Det er ad den usunde vej, hun har vænnet sig til at få sin vilje trumfet igennem, så chancen er stor for, at det også er det kort, hun vil trække her. Mit råd til dig er derfor, at du selv holder dig fra at være vred og følelsesladet, når du konfronterer hende. Du skal i stedet være saglig, konkret og dokumentere dine ord med hændelser a la dem, du beskriver her. Din veninde lyder hæmningsløs nok til, at hun vil benytte sig af alt, hvad hun har på paletten af modbydeligheder. Det være sig vrede, følelsesmæssig manipulation, selvmedlidenhed osv. Her er det vigtigt, at du ikke køre med på den vogn, men i stedet hele tiden holder dig til kendsgerningerne. Nemlig, at hun skader sit barn og er i gang med at ødelægge hans barndom. Du skal også minde hende om, at hun er mor og bør opføre sig derefter. Oplever hun, at hun ikke kan få tændt flere bål med al sin galde, så er chancen der for, at hun bliver i stand til at lytte. Skulle det alligevel ikke sive ind, ja, så ville jeg ikke tøve med at droppe venskabet og i stedet kontakte faren og se, hvad der kan gøres for at støtte og hjælpe den lille dreng.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Se, hvad vi ellers skriver om: Brevkasse, Veninder og Skilsmisse