Vores forhold er blevet for kedeligt og surt
Jeg forsøger at kysse og kramme min kæreste gennem otte år, efter nyforelskelsen har lagt sig, men jeg føler, at der aldrig kommer noget den anden vej, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kæreste som ikke viser omsorg
Jeg er 25 år og bor med min kæreste på 28, som jeg har kendt i otte år. Vi er nærmest blevet voksne sammen, og ud over at være min kæreste er han også min bedste ven. Det er ham, jeg vil være sammen med, og set i det lys, er mit problem nok en bagatel, men det går mig alligevel på. Jeg føler nemlig, at vores forhold er blevet for kedeligt og surt. Nyforelskelsen har jo lagt sig, så det kræver engagement at hitte på noget, der kan ruske op i forholdet. Det synes jeg, at jeg forsøger. Jeg er gavmild med kys og kram eller en svingom midt i stuen, når lejligheden byder sig. Der kommer bare aldrig noget den anden vej. Han lægger aldrig armen om mig eller tager mig i hånden, når vi er ude at gå. Herhjemme ender vores kærestetid altid i praktiske opgaver. Det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han vil mig, er, når vi er i seng sammen. Her er han fuld af lyst, en lyst jeg dog også tit har svært ved at honorere.
LÆS OGSÅ: Min nye kæreste opfører sig underligt
Jeg har spurgt ham, om der er noget galt, men får aldrig noget svar, det er altid mig, der ender med at tale, fordi han næsten ikke siger noget. Bagefter ligner han en 10-årig dreng, der har fået en skideballe. Er der noget, han ikke vil sige mig? Er det mig, der er gal på den? Hvordan får jeg løst det her?
Vibeke Dorph råder til at acceptere kæresten, som han er
Din mail minder mig om en vittighed, som min mand viste mig engang, da jeg selv beklagede mig over hans manglende verbale evner, når det kom til følelser. Her var det en kvinde, der, som du, sad og spekulerede over sin kærestes tavshed. Hun spurgte, hvad han følte om det ene og det andet, og når han ikke svarede, tolkede hun det som, at han ikke elskede hende, og at han nok havde en anden, og hun endte derfor med at falde smågrædende i søvn. Til sidst i vittigheden så man så sagen fra mandens synspunkt: Han var overhovedet ikke optaget af andre kvinder eller følelser, han var mest af alt optaget af sin motorcykel, der ikke gad starte.
LÆS OGSÅ: Jeg elsker min kæreste, men vil bo for mig selv
Jeg tror, det er sådan, mange forhold er. Altså, som det, du er i nu, hvor du gerne vil tale om tingene, mens din kæreste synes, at han viser dig, hvad han føler for dig, når I er i seng sammen. Her virker han jo til at være glad for dig, og derfor er mit råd til dig, at du i stedet for at bebrejde din kæreste accepterer ham, som den han er. En stille mand af få ord, men også en mand, der sikkert er god til så meget andet. Kan du ikke leve med det, savner du mere gang i den, så må du se dig om efter en anden og mere talende mand. Dem kan man så også gå hen og blive træt af, skulle jeg hilse at sige, så mon ikke du er godt tjent med ham her, der helt sikkert elsker dig, men som bare har sin måde at vise dig det på?
Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast
I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.
Lyt til podcastserien her.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.